Hvad gør en fuldt påklædt professor i religionsvidenskab blandt afklædte badegæster ved bassinerne i Århus Svømmehal, bedre kendt som "Spanien"?
Forklaringen er, at Hans Jørgen Lundager Jensen, Aarhus Universitet, ikke bryder sig om at gå i svømmehallen.
Han bryder sig omtrent lige så lidt om at gå i svømmehallen, som han bryder sig om det, der er genstanden for dette interview: den omfattende bølge af kursusvirksomhed, personaleudvikling, projektarbejde, terapi og selvhjælpslitteratur, som handler om selvudvikling. En bølge, som professoren ikke holder sig tilbage fra at sammenligne med den kulturrevolution, som formand Mao Zedong igangsatte i Kina i 1966 med budskaber om, at al tradition, al kulturarv skulle omstyrtes.
– Over for selvudviklingskulturen har jeg det, som mange muslimske indvandrere har det med at gå i svømmehal. Der er nogle helt andre kyskhedskrav. Det kan være svært at forstå for nogle, hvorfor andre går rundt uden tøj og viser det hele frem. Og tilsvarende kvababbelser kan jeg få over en kultur, hvor alle hele tiden skal stritte med deres personlighedsmæssige skavanker. Hvorfor ikke holde dem for sig selv? spørger Hans Jørgen Lundager Jensen.
Og han skynder sig selv at svare, at hvis ikke man vil deltage i selvudvikling, kan det blive rigtig ubehageligt.
– Det kan næsten minde om tiden under Kulturrevolutionen i Kina. For vil man ikke skilte med sine skavanker, vil det typisk blive opfattet som udtryk for, at ens fortrængning og manglende selv-erkendelse er så dybt funderet, at man nærmest er et håbløst tilfælde. En kontrarevolutionær.
Hvad er meningen? Er det ikke lige lovlig langt ude at drage paralleller fra et totalitært kommunistisk regime, hvor hele befolkningen blev hjernevasket til at dyrke formand Mao som afgud, til et pluralistisk, demokratisk nutids-Danmark, hvor ingen er hævet over kritik, og hvor den barske virkelighed bare er, at vi er nødt til at være fleksible og omstillingsparate for at kunne begå os i den globale konkurrence? Og er selvudvikling ikke et storslået tilbud til den enkelte om at kunne blive et mere velfungerende, effektivt og tilfreds menneske?
Hans Jørgen Lundager Jensen er enig i, at selvudvikling lyder som en god idé, og at mange mennesker kan have stort udbytte af at arbejde bevidst med sider af sig selv. Han indrømmer også, at ingen udviklingstendens ikke også har et element af noget fornuftigt i sig. Men han erklærer åbent, at selvudvikling er ham fremmed.
– Sådan som selvudvikling i dag er blevet til en ideologi, et moralsk pres på den enkelte, kan begrebet tangere det ubehagelige. Det er meget udbredt, at firmaer sender deres ansatte på kursus i selvudvikling, og der er opstået et forbløffende stort marked, som udbyder denne vare. Traditionelt har kurser på arbejdspladsen ellers handlet om at lære en færdighed. Hvordan man betjener et computerprogram eller et bestemt værktøj. De nye kurser er anderledes ved, at de berører personens inderste. Selve personligheden er nu det værktøj, man skal på kursus for at bruge anderledes, det forskrækker mig.
Forskrækkelsen skyldes, at selvudviklingsideologien ifølge Hans Jørgen Lundager Jensen tager afsæt i, at det enkelte menneskes egen krop, egne tanker og måde at være på skal være anderledes. Og hvis personen skal forandre sig, må det uundgåeligt være en følge af, at personen i udgangspunktet er forkert. Mange mennesker vil gerne helt frivilligt arbejde med sig selv ud fra dette udgangspunkt. Men professoren er stærkt i tvivl om, hvorvidt det i fremtiden vil være muligt at melde sig ud, hvis man overhovedet vil være på arbejdsmarkedet.
– Som universitetsansat tilhører jeg en del af arbejdslivet, hvor selvudviklingsbølgen endnu ikke er langt fremme. Men jeg tror, vi har med et nyt samfundsideal at gøre, som vinder frem overalt. Et ideal, som vi aldrig tidligere har haft, der går ud på, at vi alle,sammen til stadighed skal arbejde med os selv, og hvor en vigtig del af processen er, at vi åbent erkender, at vi i udgangspunktet tænker på en forkert måde, siger Hans Jørgen Lundager Jensen og tilføjer:
– Det er lige så skrækkeligt, som da jeg i 1960'erne læste om, hvordan man under Kulturrevolutionen i Kina skulle udøve tvungen selvkritik. Tilsyneladende er folk helt vilde med at deltage, erklære sig som syndere i forhold til de herskende idealer og love, at de vil arbejde med at blive bedre. Ikke bedre i en etisk forstand. Men bedre til at tilpasse sig selvudviklingen og formodentlig udvikle sig til mere nydende mennesker.
Han minder om, at der tidligere har været enkelte mennesker i samfundet, der tilsvarende har underlagt sig en ideologi om selvudvikling. For eksempel ligger der i de traditionelle kristelige vækkelsesbevægelser et ideal om at modellere tanken.
I mange religioner har der tillige været munke, som gennem askese, meditation eller kærlighedsgerninger søgte at udvikle sig til bedre mennesker.
– Men det, som for alvor gør den nuværende selvudviklingsbølge til en kulturrevolution, er, at det er en ideologi, som omfatter alle. I gamle dage gik man i haven, spillede fodbold eller tog ud at fiske for at gøre noget, der lå uden for kroppen. I dag er alting blevet til et led i den enkeltes fortsatte arbejde med sig selv, forklarer Hans Jørgen Lundager Jensen.
Han mener, selvudviklingsbølgen udgår to forskellige steder fra. Dels er den født af en terapikultur med rødder i den freudianske psykologi, som lægger vægt på, at den enkelte skal se sine egne skavanker i øjnene og turde tale om dem til andre. Dels udgår den fra arbejdslivet og hele ideologien om, at samfundets hovedopgave er at kunne begå sig i den globale økonomiske konkurrence.
– Grunden til, at vi hele tiden skal arbejde med os selv, er, at det passer med kapitalismens nuværende fase. Vi står i en situation, hvor de tekniske, økonomiske og politiske forandringer er så omfattende, at arbejdsfunktioner hele tiden ændrer sig. Det er vi nødt til at indstille os på, og derfor slår erhvervslivet meget på betydningen af omstillingsparathed og evne til at samarbejde med andre i et team. Fra 1950'erne og op har vi ellers været opdraget til at være enegængere, at markere os som enkeltpersoner og at høste individuelle karakterer og vurderinger for det. Nu taler stærke kræfter for, at det er gruppen, der tæller. Og for at kunne tilpasse sig gruppen skal man være villig til at arbejde med sig selv.
Hans Jørgen Lundager Jensen illustrerer denne overgang fra idealet om det stærke individ til det mere team-orienterede ved at pege på tidens dominerende kulturprodukter og de fremherskende måder at forske på.
– Engang var det ideelle kulturprodukt romanen, skrevet af en enkelt genial forfatter. Og tilsvarende var idealet om en forsker eneren, som helt alene udviklede sin teori og beskrev den på skrift.
– I dag er det filmen, som er det dominerende kulturprodukt. Og at en film ikke er skabt af én, men af et kollektiv, kan enhver forvisse sig om ved at læse de mange navne, der kører som rulletekst til sidst. Tilsvarende er den forskning, som i dag er højest profileret og får de rigtig store bevillinger, store teamsamarbejder inden for naturvidenskab og sundhedsvidenskab. Og mens en humanist som jeg kan tillade sig at lukke døren og tænke og skrive sine tanker alene, er der et krav til naturvidenskabsfolk om, at de skal kunne samarbejde. Man har ikke lov til at sige til de andre: "Jeg gider altså ikke rode i den dér petriskål!"
Her troede man altså, at vi levede en individualiseret tid, men nu fortæller Hans Jørgen Lundager Jensen, at det tværtimod er kollektivet, der får magten. Og erhvervslivet bakker op og elsker derfor universitetsuddannelser på Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitet, som altid har været mere kollektivistisk bygget op end læreanstalterne i København, Århus og Odense.
At VK-regeringen med undervisningsminister Bertel Haarder (V) og videnskabsminister Helge Sander (V) som penneførere netop har ført korstog imod gruppeeksamen er ifølge professoren udtryk for en reaktionær indstilling i dyb modstrid med tidsåndens selvudviklings- og team-filosofi.
– Den nye kulturrevolution har medført, at en række gamle dyder i dag er fraværende. For eksempel den gamle borgerlige dyd om kyskhed, altså at man ikke stiller det mest private til offentligt skue. Og begreber som arbejdsloyalitet og det at være rutineret til sit arbejde er blevet negativt ladede. Hvis man i dag er til medarbejderudviklingssamtale på arbejdspladsen og siger, at man synes, man gør det hele godt på den nuværende måde og derfor bare vil fortsætte med dét, kan man være forvisset om, at det ikke udløser løntillæg, erklærer Hans Jørgen Lundager Jensen.
Han indrømmer, at når han selv står frem og siger, at han ikke behøver selvudvikling, kan det opfattes som en hovmodig erklæring om, at han af alle er så perfekt, at han ikke behøver ændre ved noget.
– Det vil være nærliggende at man kunne tro, det er udtryk for hovmod. Det håber jeg ikke, man vil tro, men at man vil forstå, at det snarere er, fordi den menneskelige eksistens under alle omstændigheder er mangelfuld. Hvis man udvikler sig, bliver man ikke mere perfekt, men bytter bare en mangel ud med en anden. Under alle omstændigheder er der et hul, jeg ikke kan fylde, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.
På spørgsmålet om, hvorvidt han selv er blevet konfronteret med et krav om selvudvikling, nøjes han med at svare, at han ved en enkelt lejlighed "har været ret tæt på". Og selv om han bekender, at han i forhold til selvudvikling hører til de reaktionære, forklarer han, at hvis han fremtiden skulle blive mødt med krav om, at han deltager i selvudviklingens stillen egne skavanker til skue i teamsamarbejdets hellige navn, vil han ikke protestere.
– I stedet vil jeg gøre, som Deng Xiaoping gjorde under Kulturrevolutionen. Hvis man siger til mig: "Du har problemer", vil jeg nøje studere, præcis hvordan den efterspurgte selvkritik skal se ud, og kopiere den så dygtigt som muligt. Der findes eksempler på tekster, Deng Xiaoping skrev i 1960'erne, som er mesterstykker i maoistisk selvkritik. Og jeg vil på samme måde gøre mit bedste for at levere ét stk. selvudvikling, fortæller professoren.
Med henvisning til, at Deng Xiaoping efter Mao Zedongs død i 1976 fik held til at gribe magten i Kina. Og skyndte sig at afblæse Kulturrevolutionen.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FaktaDet selvudviklende menneske
**Personlig udvikling er et must. Ingen slipper for det - det gælder i arbejdslivet, i skolen og i det private liv. Men er der forskel på før og efter udviklingssamtalen, mødet med den personlige coach eller den professionelle vejleder? Og hvor skal vi egentlig hen – og ikke mindst hvorfor? Kristeligt Dagblad sætter i en artikelserie fokus på en af tidens helt store tendenser. Med et netabonnement kan man læse tidligere artikler på www.kristeligt-dagblad.dk