Fup og fakta i ”Da Vinci mysteriet”

Forfatteren Dan Brown præsenterer massere af fup i romanen. Her er de vigtigste eksempler

I følge "Da Vinci mysteriet" af Dan Brown har kunstneren Leonardo da Vinci på maleriet "Den sidste Nadver" malet en figur ved siden af Jesus, som ikke er disciplen Johannes, men Jesu kone Maria Magdalene.
I følge "Da Vinci mysteriet" af Dan Brown har kunstneren Leonardo da Vinci på maleriet "Den sidste Nadver" malet en figur ved siden af Jesus, som ikke er disciplen Johannes, men Jesu kone Maria Magdalene. . Foto: Pixabay.

Jesus blev erklæret guddommelig i 325

Fup: Indtil kirkemødet i år 325, det såkaldte Nikæa-koncil, blev Jesus bare opfattet som et menneske med profetiske evner. På mødet besluttede biskopper under kejser Konstatin den Stores ledelse, at Jesus var guddommelig.

Fakta: Kirkemødet blev holdt i Nikæa i Tyrkiet, indkaldt af kejseren, men mødet handlede om, hvorvidt Jesus var Guds lige eller guddommelig, men underordnet Gud. Det første synspunkt vandt. Mange kilder viser, at Jesus blev opfattet som guddommelig i både det første og andet århundrede. Man kan læse det forskellige steder i Johannesevangeliet og i breve fra det første århundrede. For eksempel skrev Ignatius af Antiochia (død cirka 117) at Jesus var "Gud eksisterende i kød".

Jesus var gift med Maria Magdalene

Fup: På Det Nye Testamentes tid forventedes det af en religiøs lærd, at han var gift, og det var Jesus naturligvis også. Kirken har bare systematisk forsøgt at udslette alle spor af Jesu jordiske liv som familiefar med kone og mindst et barn. En af kirkens metoder har været en smædekampagne mod Maria Magdalene, hvor hun blev udnævnt til prostitueret.

Fakta: Ingen skriftlige kilder nævner noget om, at Jesus skulle være gift eller have børn før i det niende århundrede. Det er rigtigt, at en lærd jødisk mand normalt ville være gift, men Jesus brød i forvejen alle normer, og han kan meget vel have brudt denne også. Maria Magdalene er sandsynligvis blevet forvekslet med en prostitueret, som Bibelen også nævner, men det er ikke den tidligste kirke, som står bag det, men den magtfulde pave Gregorius 1, som i det sjette århundrede udbredte misforståelsen. Det lykkedes ham dog aldrig at få overbevist den ortodokse kirke, så der har man altså ikke ment, at Maria Magdalene var prostitueret.

Maria er med på "Den sidste Nadver"

Fup: På maleriet "Den sidste Nadver" har kunstneren Leonardo da Vinci malet en figur ved siden af Jesus, som ikke er disciplen Johannes, men Jesu kone Maria Magdalene. Det er vores forudfattede meninger om maleriet, som gør, at vi ikke kan se sandheden.

Fakta: Hvis Maria Magdalene sidder ved siden af Jesus, så mangler der ganske enkelt en discipel på maleriet. Det er rigtigt, at figuren er meget feminin, men det er flere af disciplene, for sådan var der tradition for at male unge mænd på Leonardo da Vincis tid. "Den sidste nadver" har mistet meget farve, fordi Leonardo da Vinci eksperimenterede med farverne, mens han malede, så det er ganske svært at skelne detaljer som ansigtstræk.

Den hellige gral er kongebørn

Fup: Jesus og Maria Magdalene fik børn sammen og deres efterkommere lever fortsat i Europa, som en hemmelig kongeslægt.

Fakta: Den hellige gral er en myte fra 1200-tallet, og den første gang, gralen nævnes, er i et ridderdigt fra 1191. Gralsmyten handlede oprindeligt om enten det bæger, Jesus brugte ved den sidste nadver med disciplene, eller det fad, lammestegen ved nadveren blev serveret på, eller et bæger, hvor bloddråber fra Jesu korsfæstelse var samlet. Ingen nævner efterkommere i de oprindelige sange og historier.

Sions Priorat er ældgammel

Fup: Den hemmelige loge Sions Priorat har eksisteret siden 1099 og havde Leonardo da Vinci som stormester. Andre prominente medlemmer var Victor Hugo, Isaac Newton og Botticelli.

Fakta: Sions Priorat blev stiftet af en fransk højreekstremist, Pierre Plantard, i 1956. Først var den en simpel boligforening, der blev nedlagt efter få år. Senere genoptog Plantard Sions Priorat, men nu påstod han, at logen var etableret i 1099 i forbindelse med korstogterne for at beskytte den gamle frankiske kongeslægt, merovingerne. Desuden påstod han, at han selv var efterkommer af merovingerne. Senere digtede han videre, at ordenen vogtede en hemmelig skat af dokumenter, og samtidig sneg han forfalskede dokumenter ind i det franske nationalbibliotek – blandt andet dokumenter om stormestre i logen gennem århundrede. I 1993 indrømmede Plantard over for politiet, at det hele var løgn.