Jens Arentzen sad for nylig på en restaurant og overhørte en samtale mellem en kvinde og to mænd.
De var midaldrende og vel fra middelklassesegmentet. Det var meget oprørende på en frygtelig, forfærdelig stille måde. For deres samtale, replikker og argumenter ord og henvendelser kom ingen vegne. De sad tommere tilbage og mere uforløste, end da de kom, på trods af god mad og de smukkeste omgivelser, siger Jens Arentzen.
Han oplevede, at samtalen mellem de tre begyndte, som samtaler gør, med, at de fortalte om børnene og arbejdet. Men der blev ikke svaret. For der blev ikke lyttet. Hvis den ene fortalte om sin datters højskole, så fortalte den anden om, at de besøgte deres søn på hans højskole. Når den ene fortalte om et tilbud på en skijakke, så fortalte den anden om, hvor meget man skal se sig for og ikke blive snydt. Og så gik der udbygningsplaner af sommerhus, og hvor meget mon medicinaldirektøren tjener, og hvor skal vi på ferie i år? i den.
LÆS OGSÅ: Vi taler for meget og lytter for lidt
Ingen af de tres længsler efter at blive set, hørt, spejlet og føle tillid blev imødekommet. Det blev tre menneskegøgeunger, der skreg efter bekræftelse i deres utilfredsstillede, midaldrende liv. For at et samvær mellem mennesker skal have værdi, skal det være mere end en plapren. Det behøver slet ikke være omfanget af ord, der er afgørende. Men en følelsesmæssig oplevelse er et krav, og følelser fremkommer ikke ved at citere dagens overskrifter, hvad man lige ser ud af vinduet eller broccolien på tallerkenen. Følelser kommer, når man røres af det, der bliver sagt. Når man overraskende spejles i det forstandige eller ægte, man udtrykker. Men her evnede de ikke at komme ned i følelserne, der er en forudsætning for en værdigivende samtale, siger Jens Arentzen.
Kold vrede, bevidsthedstræning, boksning og øvelser står der på nogle af de mange ark papir, der hænger på væggene i møderummet i lejligheden på Vesterbro i København. Her arbejder og bor den 55-årige skuespiller, der især er kendt for sine roller i tv-serierne Matador og Een gang strømer og har medvirket i mere end 20 film. De seneste år har han produceret film og tv i produktionsselskabet Sto-ries, hvor han arbejder som instruktør og manuskriptforfatter med flere prisbelønnede produktioner bag sig. Derudover underviser han på teater- og filmskoler og internationale kunstskoler samt i erhvervslivet.
Og så holder han mange foredrag, kurser og workshops med overskrifter som Styrk din kommunikation, Kunsten at åbne de uopnåelige og Fremtidssamtaler, hvor temaet er at skabe nyt håb og forandring hos den enkelte. Hvordan det kan gøres, demonstrerede han i udsendelsesrækken Erkendelsens time, der er blevet vist på DR 2, og hvor han med sit nærvær, indlevelse og spørgsmål fik mennesker med svære opvækstvilkår og mange nederlag i tilværelsen til at se på sig selv og deres fremtid med nye øjne.
Jens Arentzen peger selv på sin egen opvækst med en psykisk syg og alkoholiseret mor som en af årsagerne til hans særlige evne for at fornemme og lytte til andre mennesker.
Jeg tror, at alle er født emotionelle. Men som barn af en psykisk syg og alkoholiker og som familiens barn nummer to blev jeg hjemme og passede på. Og for at have et frirum forsvandt jeg i musikken og blev radarbarn. Hvis man kommer fra et hjem, hvor verden kan gå under med døden, bliver man meget lydhør: Hvordan lyder skridtene i gangen? Hvordan sætter min far nøglen i døren? Du bliver overopmærksom på andre, og det arbejder jeg meget med. For hvis man mærker andre meget, er den, du er dårligst til at mærke, dig selv.
Men du kan blive god til musik i din flugt. Jeg ved rigtig meget om det emotionelle. Det kommer fra min musikalitet. Kendetegnende for en god musikoplevelse er, at du bliver emotionelt påvirket, når du lytter til samspillet mellem musikerne og instrumenterne. Og for at få en god samtale skal der faktisk være to, der synger sammen. Jeg blev god til musik og god til at lytte. Jeg blev god til at lytte til, når der ikke er resonans, tilknytning eller kemi mellem samtalepartnere eller i musikken.
Når nogen siger åh, der var sådan en god kemi imellem os, er det ikke bare en talemåde, men noget, der passer, siger Jens Arentzen. Det handler om hjernen og kroppen. I hjernen findes neocortex frontallapperne der bearbejder kognitive, sproglige, forklarende og motoriske processer. Men hjernen og helt ud i kroppen rummer også det såkaldte limbiske system, der styrer vores følelser, hukommelse og instinktive adfærd.
Det er det, der får os til at rødme og mærke glæde eller sorg emotionerne. En god samtale er ikke kun at forstå og forklare fornuft som hvad kostede bilen?, og hvornår skal du op i morgen?. En god samtale skal påvirke biomekanikken i os. Den skal ramme mere end neocortex. Den skal føre os ned i det limbiske system, så vi røres. Så slapper vores grundstress af, og hormonbalancen bliver glad. En emotionel kanal åbnes, så man oplever en stille, sjælelig tyngde og bliver rolig. Man bliver rørt og berørt. Hvis der ikke er et emotionelt udbytte, er det ikke en god samtale.
Alle, der har mødt Dalai Lama, Barack Obama eller Nelson Mandela, siger: Nej, han var interesseret i mig! Han spurgte til mig!. Det er ikke noget, folk er vant til at blive lyttet til. At blive spejlet med andres interesse. Vi er så vant til at konkurrere om at få ordet, at ingen lytter, og at konkurrere om ikke at miste status, hvor tavshed er en yndet disciplin til at opretholde en armodig magt, siger Jens Arentzen.
Han fortæller om en episode i forbindelse med, at han besøgte en institution, da han skulle skrive stykket Forstanderinden. Midt i samtalen med medarbejderne dukkede børnene op for at se på gæsten. Så sagde lederen af instituttet til ham: Dem skal du ikke tage dig af de vil bare have opmærksomhed.
Det er fatalt! Mennesket kommer ikke ud af mors mave for at sidde alene i et hjørne. Livet handler om relationer. Den tidlige tilknytning mellem barnet og mor og barnet og far er afgørende for, hvem man bliver som voksen. Det afgørende dér er tillidsbroen, og om den er stabil. Om den består af en ressonerende, kontinuerlig samtale. Og det er det samme, vi voksne skal opleve som værdi-givelsen til os i samtalen. Tillid til kæreste, mand, kone, kolleger og chef. Vi skal mærke broen. For når broen knækker, opstår der angst. Det er det modsatte af tillid. For hvis jeg føler tillid til dig og du til mig, så falder niveauet af uro, og der sker en følelsesmæssig fylde.
Den gode samtale har det kendetegnende ved sig, at den skiller sig ud fra plapren. Det nærværende bliver voldsomt tilfredsstillende. Man får stillet en biologisk sult. Så kan der være nogen, der siger, at jeg gider ikke snakke om mit ægteskab og mit arbejde. Og så må man svare, at det er hele din kraft og dine håb, du negligerer det vil jeg ikke tillade som din samtalepartner. Man skal stille spørgsmål i en samtale.
Da min far døde som 54-årig, og min bror og jeg tømte hans skab, fandt vi så mange rørende breve fra folk, der tilbød ham at komme hjem til dem og få en friaften fra de problemer, der var med min mor. Der var flyers med tilbud om hjælp og bøger, som brevskriverne anbefalede min far. Men det er ikke den gode samtale, det er tilbud. Samtale skaber handling og får problemet, sulten eller sorgen flyttet frem i virkeligheden, siger Jens Arentzen.
Du er et menneske, fordi du er i interaktion med andre mennesker. Det menneskelige liv er i dag udsat for en voldsom påvirkning af neocortex: Hvor mange venner har jeg på Facebook? Hvor mange likes? Hvordan ser mit billede ud på min profil? Skulle jeg hellere tage et andet job? Begynde at løbetræne mere? Har jeg penge i banken? Der er så mange valg. Og det betyder, at tankerne svirrer i neocortex, og vores følelser og uro strammer til.
I den situation kan den gode samtale genetablere roen til dig selv og verden. Så får man vitaminer. Man blev set. Ikke som den, man gik og var bekymret for, men den, man virkelig er, sit emotionelle selv det man havde glemt om sig selv.