Volker Bunzendahl har lagt et par knuder i brændeovnen, hvilket er absolut nødvendigt på denne råkolde decemberdag. For den gamle udrangerede jernbanevogn, der for mange år siden fandt sin definitive endestation i Thylejren ved Frøstrup, lever ikke op til kravene om moderne velisolerede boliger.

Til gengæld står den nu et sted, hvor livsrytmen kører i en anden takt end fastlagte tids- og køreplaner. Vi er et sted, hvor der er tid til at tænke sig om.

I Thylejren tør vi komme hinanden ved

Det er Liller, der fremhæver det med tiden, da hun bliver spurgt om, hvorfor hun foretrækker at bo i en gammel jernbanevogn i Thy frem for i et velfriseret parcelhuskvarter. Det har hun nemlig prøvet. Her i Thylejren tør vi komme hinanden ved, siger hun, og man fornemmer i sætningen en efterklang af 1960'ernes og 1970'ernes langhårede hippie-idealer og snak om solidaritet og fællesskab.

Men der er også plads til at være sig selv, tilføjer Liller, der som andre i Thylejren foretrækker kun at blive kaldt ved sit fornavn. Hun kom her første gang i midten af 1970'erne og har født to af sine børn i lejren. I begyndelsen af året flyttede hun sammen med Volker tilbage hertil, efter senest at have boet en årrække i en mindre by på Århus-egnen.

Der kedede vi os, og pludselig gik det op for os, at nu skulle det være. Nu var det måske vores sidste chance for at realisere det, vi gerne vil.

Volker Bunzendahl er cand. psych. og arbejder som lektor og konsulent på lærerseminariet i Aalborg. Han er født i Tyskland, men som 18-årig rejste han til Danmark for at være med på Thylejren og har ligesom Liller gennem alle årene bevaret kontakten til lejren.

I dag er de i begyndelsen af 50'erne og et af flere eksempler på de gamle hippier, som i disse år er begyndt at vende tilbage til Thylejren. Andre er i årenes løb blevet opslugt af det omkringliggende samfund.

Undersøgelse om Thylejrens påvirkning

Det var i 1970, thyboerne fik deres første chokerende og måbende møde med de langhårede hippier fra storbyen og deres anderledes og udflippede livsstil. Med oprettelsen af Thylejren i 1970 kom ungdomsoprøret i direkte dialog og konflikt med en traditionel fisker- og landbobefolkning.

Dét satte sine varige spor, og dem har Thisted Museum Museet for Thy og Vester Hanherred nu sat sig for at afdække. Museet gennemfører i det kommende år den første store videnskabelige undersøgelse af påvirkningen. Undersøgelsen lægger op til en udstilling og bogudgivelse i 2010 i forbindelse med Thylejrens 40 års jubilæum.

Der har ikke tidligere været foretaget egentlig forskning på dette område, så vi mangler i høj grad data omkring Thylejren, og det skal gøres nu, for nu er der gået så mange år, at de ældste fra dengang er ved at flytte på plejehjem, forklarer etnograf Mie Buus, der sammen med museumspædagog Svend Sørensen skal forestå projektet, hvori blandt andre også Lokalhistorisk Arkiv i Thisted Kommune inddrages.

Museet for Thy og Vester Hanherred har netop modtaget et tilskud fra Kulturarvsstyrelsen på godt 200.000 kroner til undersøgelsen, oplyser museumsleder Jytte Nielsen, og en forundersøgelse har bekræftet, at der er noget at gå efter. At der helt klart er sket en påvirkning til begge sider.

Det er ofte konflikterne, man har hørt om i forholdet mellem Thylejren og lokalbefolkningen, fordi det er dem, der er kommet i pressen, og de ligger der latent hele tiden, for eksempel når politiet laver sine hash-razziaer om sommeren. Også konflikterne omkring lovliggørelsen af lejren har fyldt meget, men det må ikke skygge for det positive, understreger Mie Buus og fremhæver som et eksempel den udsmykning af det lokale plejehjem, som lejrens beboere bekostede.

Positiv holdning til Thylejren fra lokalbefolkningen

Grundlæggende blev Thylejren mødt med en meget positiv holdning fra lokalbefolkningen, og det hang ikke blot sammen med, at lejren og dens mange besøgende satte skub i det lokale handelsliv. Mere overordnet tilførte den landsdelen et tiltrængt pust fra verden udefra. Samtidig så forskellige storbyens hippier og thyboerne end var, lå de på nogle punkter tæt på hinanden i deres livsopfattelse, påpeger Mie Buus.

I Thy har man altid ment, at dem, der sidder i København, ikke skulle komme og bestemme for meget. Det samme mente Thylejrens beboere, så i deres fælles kamp mod myndighederne kunne de finde støtte hos hinanden som forbundsfæller.

Denne alliance kom blandt andet til udtryk under Krudt-Peter-sagen fra Thy i slutningen af 1990'erne. Thyboen Krudt-Peter våbenhandler Jørgen Peter Larsen blev landskendt, da han trodsede myndighederne og forsøgte at genopføre sit barndomshjem på kanten til vejlerne uden byggetilladelse. Det affødte et stort protestmøde, hvor Krudt-Peter fik opbakning fra en gruppe fra lejren.

Thylejren begyndte som en musikfestival. Året før havde Woodstock-festivalen i USA sat dagsordenen for tidens hipppiebevægelse med tre syrede dage for "peace and music" fred og musik, og Det Ny Samfunds sommerlejr oppe i det fjerne Thy tiltrak venstreorienterede unge fra først og fremmest København, som søgte en alternativ livsstil. Den fandt de i Thy.

De var interesseret i at leve deres liv på en anden måde. Der lå et oprør imod det materialistiske samfund og et håb om at finde et større perspektiv i tilværelsen, og den forventning ser ud til at være blevet opfyldt. Derfor blev mange af dem hængende, fortæller Mie Buus.

Sommerens musikfestivaler udviklede sig til et kollektiv og en egentlig lejr. I 1975 overvintrede de første 10.

I Thy var der plads og højt til himlen også åndeligt talt.

Thylejren gjorde thyboerne mindre fordomsfulde

Men samtidig var det jo også på mange måder et udkantssamfund, som har en tendens til at lukke sig om sig selv. Her er der ingen tvivl om, at Thylejren har været med til at skubbe til nogle grænser og været med til at gøre thyboerne mere åbne og mindre fordomsfulde.

Påvirkningen er så også gået den anden vej. I Thy har man altid ment, at man skal sørge for sig selv og ikke ligge kommunen til last, og det har nok også smittet af, i hvert fald på længere sigt. For efterhånden gik det op for flere, at når man er selvhjulpen, har man også større handlefrihed, påpeger Mie Buus.

Et af konfliktpunkterne mellem lejrens beboere og lokalsamfundet har netop været bistandshjælpen til lejrens beboere. I 1989 smækkede Hanstholm kommune kassen i, med henvisning til at man ikke hverken kunne eller ville betale for, hvad man så som "klienteksport" fra andre kommuner. Socialministeriet oprettede så et nødbistandskontor på Frøstrup Kro, indtil kommunen efter halvanden måned indstillede sin betalingsboycot.

I dag har flere af lejrens omkring 70 beboere arbejde udenfor, men der er også beboere, som vil have meget svært ved at indpasse sig i det "normale" samfundsliv, påpeges det. I lejren er der plads til både de lige og de skæve.

Det er vel næstekærlighed i praksis, så det batter, siger Volker Bunzendahl.

Konflikter søges løst på det månedlige fællesmøde. Der er tre fælles regler, som skal overholdes: ingen vold, ingen hårde stoffer, ingen tyveri.

Hvor mange, der gennem årene har boet i Thylejren, findes der ingen statistik over. Nogle har kun været der i korte perioder. Mange er blevet på egnen. Andre igen blev hængende, sådan som Allan Nordlys og Marianne, der begge er i 50'erne. Hun bestyrer lejrens økologiske forretning, "Bixen", som drives af en indkøbsforening. De boede først sammen i en jordhule og flyttede siden i skurvogn, som nu er blevet udvidet med soveværelse, stue og værksted, alt efter som behovet for mere plads er opstået.

Nu er vi blevet 30 år ældre og bedsteforældre og har fået lys og vand, men jeg synes stadig, vi kommer hinanden meget ved, siger Marianne, der holdt sommerferie i Thylejren i 79 og har boet her siden.

Det er et godt sted at bo, og et godt sted at vokse op som barn, siger hun.

Børn fra Thylejren vender tilbage som voksne

Børn er der ikke så mange af som tidligere. Til gengæld oplever man, at flere af dem, der fik deres barndom i Thylejren, vender tilbage som voksne, og selv om forældregenerationen, de gamle hippier, nu også er begyndt at vende tilbage, og gennemsnitsalderen er steget, er der stadig både børn og unge. En af de nytilkomne unge er Ragna, Lillers datter. Hun er 20 år og har lånt et hus i lejren og går nu i en HF-klasse i Thisted.

Jeg har boet i Århus, men blev syg af at bo i en storby. Jeg kunne ikke holde til at bo et sted, hvor man hele tiden blev overdænget med reklamer, og hvor det hele tiden blot gik ud på at udnytte mennesker, så de kunne købe noget, uden at samfundet i øvrigt ellers tager hånd om de unge og ældre. Jeg fik nok af det hele. Det blev bare for meget.

Her, derimod, passer folk på hinanden. Her er plads til menneskers forskellighed, plads til gråd og glæde, plads til at være stille, men også plads til at grine og råbe.

Så måske er Ragna en af dem, der til sidst bliver hængende.