Hen over sommeren har flere sager om mislykket adoption rejst en debat om omkostningerne, når danske familier adopterer børn fra Den Tredje Verden.
Der var sagen om 12-årige Amy, der kom til Danmark fra Etiopien, da hun var ni år, adopteret af et par i Næstved. Men Amy trivedes ikke, og hendes nye forældre kunne ikke rumme hende. Så Amy kom i familiepleje og erklærede, at hun ikke ville tilbage til adoptivfamilien.
LÆS OGSÅ: Flere forældre får adoptivbørn med handicap
Og der var 31-årige Julia Kim, der blev adopteret fra Korea som fireårig. Hun har som voksen ophævet adoptionen, fordi hun aldrig har følt sig elsket og optaget i sin danske familie.
Men mens sager som disse er smertefulde for det enkelte barn og den enkelte familie, så konkluderer et nyt dansk forskningsprojekt, at adoption generelt er den bedste løsning for børn, der er forældreløse eller født i familier, der ikke kan tage vare på dem.
Forskerne fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har forsøgt at besvare det ellers umulige spørgsmål om, hvad der var sket med børnene, hvis de ikke var blevet adopteret.
Hidtidige studier har sammenlignet adoptivbørnene med børn, der bor i det land, de bliver adopteret til. Vi undersøger, hvordan det var gået, hvis de var blevet, hvor de var, siger Mogens Christoffersen, seniorforsker ved SFI og leder af forskningsprojektet.
I en analyse af 17 videnskabelige projekter fra hele verden har de danske forskere sammenlignet flere end 2000 adoptivbørn født over en 25-årig periode.
Børnene var fra Indien, USA, Libanon og flere andre lande. Deres intelligenstest og skoleresultater er sammenlignet med børnehjemsbørn, børn i plejefamilier og ikke-adopterede søskende i deres egne biologiske familier. Forskerne har også set på data om adfærdsproblemer og forekomsten af psykisk sygdom.
Analysen viser, at uanset hvilket land børnene kommer fra, klarer de sig bedre socialt og intellektuelt, hvis de vokser op i en adoptivfamilie, end børn, der vokser op på børnehjem eller i deres egen fattige familie. Og adoptivbørnene klarer sig lige så godt som børn født i velfungerende familier.
Et eksempel er børnene fra et børnehjem i Libanon, der blev drevet af franske nonner. Forskerne har været i stand til at sammenligne børn, der boede på det børnehjem i hele deres barndom, med børn, der blev bortadopteret, inden de var to år og voksede op i rige libanesiske familier. Især pigerne, der blev på børnehjemmet, endte som voksne med en meget lav intelligenskvotient. De var ikke i stand til at klare sig i samfundet udenfor. Pigerne, der blev bortadopteret, klarede sig perfekt. Drengene på børnehjemmet havde en bedre skole og klarede sig ikke helt så ringe.
Børnene på børnehjemmet sad i tremmesenge. De legede ikke med hinanden og havde ikke fast kontakt med en voksen. Og de blev ødelagt og invalideret af det. Som voksne kunne de ikke læse et vejskilt eller finde vej, fortæller Mogens Christoffersen.
Analysen konkluderer, at udsatte børn har så godt af at blive knyttet til nye forældre, at det både lykkedes dem at overvinde deres start på livet uden en mors beskyttende omsorg og at falde til i deres nye miljø. Det gælder især, hvis børnene er små, når de bliver adopteret.
SFIs undersøgelse har den mangel, at de fleste data vedrører børn, der vokser op i adoptivfamilier i deres eget land. Der findes ikke tilsvarende data for transnational adoption. Men konklusionerne rammer alligevel ned i den danske adoptionsdebat.
Adoption & Samfund, foreningen af danske adoptivfamilier, læser SFIs konklusioner som en bekræftelse af, at danske familier er et godt alternativ for børn, der ellers ville vokse op i fattigdom måske som gadebørn, måske på et børnehjem uden tiltrækkelige ressourcer.
Undersøgelsen viser, at adoptivbørn profiterer af at blive adopteret, fordi de er i en meget vanskelig situation. Og SFIs resultater bekræfter den psykologiske viden, vi har. En tæt tilknytning til en betydende voksne er helt afgørende, hvis et lille barns hjerne skal udvikle sig, siger Jens Damkjær, formand for Adoption & Samfund og far til to biologiske børn og tre adoptivbørn.
Men det er traumatisk at blive adopteret. Barnet har mistet sine forældre. Og ved adoptionen mister barnet også børnehjemmet med sproget og kulturen, de kendte ansigter, lugte og lyde.
Min ældste datter, der var seks år, da hun kom, tabte sit modersmål på tre måneder, fortæller Jens Damkjær.
Et tab af identitet, som adoptivforældrenes omsorg skal kunne kompensere for. Alligevel kan han godt stå inde for, at adoption er den bedste løsning for børnene.
Men SFIs resultater møder kritik fra adoptionsforskere, der ser en legitimering af et system, hvor velstående barnløse par profiterer af fattige familiers manglende evne til at opfostre deres børn. Hvis mødrene i Etiopien, Kina og andre afgiverlande fik bedre vilkår, ville de ikke have behov for at sætte deres børn på børnehjem eller bortadoptere dem.
Lene Myong forsker i adoption på Aarhus Universitet og er selv adopteret fra Korea.
SFIs undersøgelse bestyrker de kræfter, der gerne ser det nuværende adoptionssystem bevaret. Det er et system, der især tilgodeser adoptivforældrenes ønske om at stifte familie, og som er mindre interesseret i at forbedre vilkårene for de mennesker, der afgiver børn, siger Lene Myong.
Den voksende kritik af adoption blandt adopterede er ikke fokuseret på at fastslå, hvor det er bedst at vokse op. Kritikken stiller i højere grad spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke arbejdes hårdere på at finde løsninger på for eksempel den fattigdom, der er baggrunden for, at så mange børn bliver adopteret, siger Lene Myong.
På Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet forsker sygeplejerske Merete Laubjerg i adoptivbørns sundhed og trivsel. Hun har en adoptivdatter fra Burkina Faso.
SFIs undersøgelse bygger på den indlysende sandhed, at det er bedre at have en god familie end at være anbragt på en institution. Men international adoption kan udtrykker dobbeltmoral. Ville vi acceptere, at en hiv-smittet, dansk kvinde blev bedt om at skrive under på, at hendes barn skal bortadopteres til Kina? siger Merete Laubjerg.
Langt fra alle adoptivbørn er forældreløse. Mange har mødre, der afgiver børnene, fordi de er fattige og mangler basale rettigheder. De kunne beholde deres børn, hvis disse forhold blev forbedret.
Det danske samfund brugte sidste år 60 millioner kroner på adoption af 330 børn. Merete Laubjerg mener, at de penge kan bruges bedre på at forbedre vilkårene for fattige mødre i Den Tredje Verden. På sundhedsklinikker og præventionsprogrammer for eksempel.
Men hvorfor udelukker det ene det andet? Vi kan ikke genrejse alle forældrene. For de her børn er børnehjemmet det dårligste alternativ ud over slet ikke noget alternativ, siger Jens Damkjær fra Adoption & Samfund.
Er det ikke godt, at menneskeslægten passer på hinandens børn?
I alle tilfælde er det vigtigste at se på det enkelte barn og den enkelte familie, lyder det fra Mogens Christoffersen fra SFI.
I hvert tilfælde skal vi vurdere, om det, vi tilbyder, er bedre end det, vi tager barnet fra, siger han.
Og selvom alle gør sig umage, så er der tilfælde, hvor adoptionen ikke lykkes. Det gælder især børn, der er ældre end to år, når de bliver adopteret. For dem kan det være den bedste løsning at blive, hvor de kommer fra, siger Mogens Christoffersen.Om det ville have været tilfældet for Amy, der kom i familiepleje, eller for Julia Kim, der ophævede sin adoption, er et åbent spørgsmål. Selv de bedste viljer kan ikke gøre det gjorte ugjort og skrue tiden tilbage.