Der var engang, hvor min svigermor altid sang. For nylig døde hun, og i den forbindelse er stakke af gamle fotoalbum rykket ind i vores hjem, og uanset hvilket årtis album vi bladrer igennem, finder vi billeder af hende foreviget på klaverbænke.
Hun var over 92 år, da hun stille sov ind, og mange musikalske strømninger har præget musiklivet i hendes levetid, men i hendes musikalske univers var salmebogen ledestjernen, hvor hun fandt musik til alle slags dage. Hun var bare fire år gammel, da hun kunne spille de første salmer, fik siden en konservatorieuddannelse og et mangeårigt virke som organist og spillelærer. Først da hun nærmede sig 90-års-dagen, måtte hænderne endegyldigt slippe tangenterne.
LÆS OGSÅ: Råb om håb
Den Danske Salmebog omtales ikke sjældent som en salmeskat. Svigermor havde i sine yngre år også forfægtet det synspunkt, som jo godt kunne lyde som en træt kliché, når ens børn lidenskabeligt fulgte populærmusikkens udvikling på Radio Luxembourg. Siden fik hun børnebørn, som trippede utålmodigt med fødderne, når farmor satte sig ved klaveret og foreslog, at vi sang en salme.
Hvorfor skal salmer være så lange? Sådan har spørgsmålet flere gange lydt, når børnene slog op i den uddelte salmebog og konstaterede, at der var 10 vers foran dem. Vi voksnes argument om, at lange salmer er en fordel, fordi man dermed bedre kan lære melodien, er ikke rigtig blevet godtaget.
Men da svigermors hænder blev for svækkede til selv at spille på klaveret, fik vi andre lov til at se, hvad der lå i ordet salmeskat. Hun kom på plejehjem. Og hun kom heldigvis til et hjem med klaver. Det blev advent, og vi samledes ved klaveret i den fælles opholdsstue.
Afdelingens ældste beboer, Viggo, var en næsten 100-årig stovt bonde, som sad tavs i sin kørestol. I det liv, som de havde levet før plejehjemmet, havde han og min svigermor ofte været sammen til gudstjenester og i missionshuset, men de minder var han for svækket til at dele, da de blev genboer på plejehjemmet. Men da han hørte tonerne af En rose så jeg skyde, så hørte vi for første gang hans stemme. Ud af den ellers lukkede mund kom linje på linje. Her var ord, som var sunget ind, og som vi stadig kunne dele, selvom sindet var træt. Viggo bar salmeskatten i sig.
Og da min svigermors kræfter svandt yderligere ind, vidste vi, hvordan vi stadig kunne tale sammen. Hun havde sunget og spillet de samme salmer så mange gange, at ordene stadig levede i hende, selv om mange af hendes funktioner var svækkede.
Vi kunne fejre påske og finde et fælles sprog for opstandelsens mysterium med Hil dig frelser og forsoner. Vi kunne spørge, om hun var bange for at dø, og hun kunne blot svare nej og give et tryk i hånden, for hun var for træt til at svare med egne ord. Men vi kunne også synge den salme, som hun foreslog ofte den sidste tid, hun levede: Vær du mig nær. Og selv om hun ikke længere havde kræfter til at tale, så kunne hun synge med på ordene og gøre ordene til vores sidste fælles bøn. Med salmens hjælp kunne vi skabe et andet rum end det, som hun var bundet til i sygesengen. Vi, som sidder tilbage med minderne og savnet, vil gøre hvad vi kan for at synge salmeskatten ind i næste generation.