Familien Kristiansen synger tit fra Højskolesangbogen, og et af yndlingsnumrene er Jens Smærup Sørensens Jeg ejer både mark og eng. Den rammer plet, synes Ejvind Kristiansen. Vel er man landmand for at tjene penge. Men alligevel er det lærkens sang og kalvens bløde tunge/og kornets fine skær og ræven med sin unge/der holder mig i livet/og får mig til at blive.
57-årige Ejvind Kristiansen ejer 25 ha mark og eng. Desuden syv ammekøer med kalve og 15 moderfår med lam og leverer normalt 1400 slagtesvin om året, men stalden er tom lige nu på grund af sanering for sygdom. I 2003 solgte han mælkekvoten og dermed retten til at levere mælk. Det betød farvel til 65 malkekøer med opdræt og 400 tons årlig mælkeproduktion.
Vi sidder i køkkenet på gården i Hudevad på Midtfyn og drikker kaffe og spiser Bodil Kristiansens hjemmebagte bradepande-kage. Rester fra en komsammen dagen før for pårørende til familiens to plejebørn.
Problemer med at få lov at udvide produktionen og skaffe jord til udvidelsen var sammen med bureaukrati og kontrol blevet så tidskrævende og fordyrende, at det ikke længere gav mening, syntes han.
I øvrigt mener han, at landmænd slet ikke skal have EU-tilskud, men bør kunne klare sig på almindelige markedsvilkår. Så efter lang snakken frem og tilbage blev Bodil og han enige om at sælge mælkekvoten og malkekøerne med opdræt og neddrosle produktionen. I dag er han deltidslandmand og supplerer indtægten som graver ved Sdr. Nærå Valgmenighedskirke, fire kilometer derfra.
En glad og lettet landmand, med husdyrhold og jord, der er til at overskue. Alligevel får Ejvind Kristiansen tårer i øjnene, da vi taler om den dag, mælkekvoten kom til salg på kvotebørsen og malkekvæget til salg i et landbrugsblad.
Det er da stadig et sår i sjælen. Jeg overtog gården fra min far i 1972. Man overtager noget for at udvikle det, og i stedet afvikler man. Det er forkert ... Men jeg er ikke den eneste. Der er nedlagt 100.000 landbrug de seneste årtier. I stedet samles mælke- og griseproduktion på få, kæmpemæssige herregårde. Jeg har besøgt sådan et sted ved Grindsted. De har 1400 søer, som får ca. 28 grise hver pr. år. Op langs trappen op til hovedbygningen, dér, hvor der stod stenløver hos de rige i gamle dage, havde denne her producent granit-grise, siger Ejvind Kristiansen, der skynder sig at tilføje, at han har stor respekt for den dygtige, produktive, jyske kollega, der er med til at sikre, at der også i fremtiden findes landbrug i Danmark.
Tilbage i Hudevad bliver glæden ved hver dag at kunne få lov at gå ned på engen med køerne. Og stadig have sit liv og virke på den familiegård og egn, som er så fuld af minder.
Min tilværelse har været smuk og dejlig. Fordi Bodil og jeg har haft hinanden. Vi blev kærester som 16-årige. I dag er vores ældste børn 34, 31, 27 år. De er godt i vej, den ene som lærer, de to andre som tømrere. Vores to mindste, på 16 og 9 år, har vi fået den glæde at tage os af, fra de var helt små, og give dem den kærlighed, de har så megen brug for.
Selvfølgelig har der været perioder med blæst i vores ægteskab, men det meste af tiden synes jeg, vinden har været jævn. Vi har fundet ud af det undervejs, fordi vi havde brug for hinanden. Jeg er ret imponeret over Bodil. At hun havde mod til at slå kludene sammen med en mand, der lugtede af ko, arbejdede for mange timer til for lille løn og væltede dødtræt om kl.19. Hvis da ikke han stadig var på marken. I såtid eller høst bliver det tit meget senere. Desuden har vi taget os af mine gamle forældre i en del år.
Dét med gården her er også en form for kærlighed. Afmagten, når man går og venter på de nødvendige 30-40 millimeter vand, der skal redde udbyttet, og taknemmeligheden, når regnen og solen kommer. Landmanden ved af erfaring, han ikke kan styre alting selv. Det giver en vis rummelighed, tror jeg. Den oplevede jeg også hos min far. Selvfølgelig kunne han ærgre sig, når høsten blev dårlig eller en kvie døde, men det var ikke verdens undergang. Næste dag kunne man blive glædeligt overrasket.
Min far havde et voldsomt temperament. Engang løb hestene løbsk for ham. Noget var knækket på vognen, og vi andre står og ser ham fare forbi op ad markvejen. Hans øjne vil jeg aldrig glemme. Og min storebror Helge, der græder. Det var forfærdeligt. Da far endelig får magt over hestene, vender han ikke hjem, men lader dem fortsætte med at køre vognen i ring ud over marken, til skummet driver fra mulerne. En slags hævn og en måde at dæmpe sig selv på, siger Ejvind Kristiansen.
Vi går ud og kigger på bygninger og marker. Nærmeste gård blev solgt for et par år siden til et ægtepar, hvor han er advokat og hun er sygeplejerske.
Vi har tænkt os at beholde vores gård mindst ti år til, hvis kræfter og helbred holder. Jeg elsker arbejdet med dyrene. En nyfødt kalv, et nyfødt lam ... det giver så megen glæde. Den første forårsmorgen, når jorden damper. Når svalen flytter ind i stalden, gæssene lander og nattergalen triller i den lyse majnat. Eller en hed sommerdag, når rugen drær. Bodil plejer at sige, at vi aldrig rigtig prøvede at have ulvetime, da børnene var små. Den lå jo mellem kl. 17 og 19, hvor jeg malkede køerne og på det tidspunkt sad børnene og hyggede sig ude i stalden på en gynge.
Men bortset fra dét er jeg ikke romantiker i mit syn på landlivet. Og da slet ikke, som det så ud før i tiden. Det var langtfra Morten Korch-idyl alt sammen. I dag har moderne maskiner lettet arbejdet i marken og stalden, og jeg vil tro, landbobørn i dag ser mere til deres forældre, end landbobørn i gamle dage, siger Ejvind Kristiansen.
Hans farfar var også landmand på Fyn. Gården gik i arv til Ejvinds fars storebror og i 1930erne købte Ejvinds far sin egen gård i Hudevad.
En anden stærk tradition i familien, ud over landbruget, er valgmenigheden. Både min farmor og farfar og mine forældre var medlemmer af Sdr. Nærå Valgmenighed. Det blev Bodil og jeg og vores børn også, og i dag er vores børnebørn også døbt dér. Kirken er fra 1875 og udsprunget fra Ryslinge Valgmenighed. I dag er det en af landets største valgmenigheder.
I 2003 trådte jeg tilbage efter 23 år som formand for menighedsrådet for at give plads for nye og yngre kræfter. Ungdom er vigtig, hvis en levende tradition skal føres videre og fornyes. Valgmenigheden modtager ikke en krone fra staten og behøver ikke spørge andre om lov, før den køber ny lysekrone eller skifter alterbilledet ud. Den frihed og uafhængighed er gået i blodet på mig gennem tre generationer. Måske derfor har jeg svært ved at finde mig i så mange EU-regulativer og statskontrol i landbruget.
Kirke og tro har altid været vigtigt i mit liv. Jeg er ærke grundtvigianer og synes, pinsebudskabet overgår alt andet i kirkeåret. Dét med, at Guds ånd kan vække kærlighed til live i os, er den største gåde, jeg kender. Her tænker jeg ikke bare på kærligheden mellem to elskende. Også på, at der i hverdagen med andre mennesker eller når man er alene spontant kan opstå kærlighed eller glæde i ens hjerte. Og at dén kærlighed, næsten af sig selv, inspirerer til gode ting. I sangen Nu skal det åbenbares siger Grundtvig blandt andet, og han har aldrig levet/som klog på det er blevet, /han først ej havde kær. Sådan er det jo. At kærligheden opliver og oplyser os i det, vi har med at gøre, siger Ejvind Kristiansen.