Gode råd fra voksne børn af psykisk syge

SPØRG OM LIVET: "Søg hjælp i tide" er et af rådene fra en læser, der er barn af en psykisk syg forælder

Jørgen og Adnette Due Madsen svarer på spørgsmål fra læserne

Læs og bliv klogere

Jeg har med stor interesse læst jeres indlæg vedrørende psykisk syge og de pårørende til disse. Måske kunne en bog som: "Hvad børn ikke ved ... har de ondt af" være til hjælp i denne svære situation. Den er skrevet af Karen Glistrup og udkommet på Hans

Reitzels Forlag. Den kan være til hjælp både for patienter, pårørende og behandlere. Hermed følger et citat fra bogen: "Problemet for langt de fleste børn med en psykisk syg forælder er, at de overhovedet ikke får hjælp til at forstå det foruroligende, der foregår med deres far eller mor. Halve sandheder, venlige opmuntringer, bortforklaringer, negligeringer af hændelser, misforståelige fortielser og andre afledningsmanøvrer er de redskaber, vi

giver til børnene." Så man kan med fordel spørge: Hvem er det nu lige, der fortæller børnene det, som de virkelig har brug for at

vide?

Venlig hilsen

Niels

Tal med andre

i samme situation

Jeg har med interesse set indlæggene i "Spørg om livet", som omhandler børn af psykisk syge forældre, og jeres gode kommentarer til dette. Jeg har lyst til at gøre opmærksom på, at der rundtomkring findes tilbud til unge og voksne, som er vokset op med sindslidende forældre. Bl.a. findes sådanne tilbud i Frederiksborg Amt. Landsforeningen Bedre Psykiatri tilbyder bl.a. samtalegrupper. Jeg arbejder også selv med tilbud om gruppesamtaler for "Voksne børn af sindslidende". Jeg er selv vokset op med en sindslidende mor og kender følgevirkningerne indefra. Jeg har arbejdet mange år med mig selv for at bearbejde mine oplevelser. Det er min erfaring, fagligt og personligt, at man godt kan "reparere" på følgerne af en mangelfuld barndom og få det bedre med den ofte svære relation, man kan have aktuelt til sin sindslidende forælder.

Venlig hilsen

Hans

Søg hjælp i tide

Jeg er en voksen kvinde, der i mit arbejde har ansvar for andre mennesker – et erhvervsvalg, der ikke er ualmindeligt for børn af psykisk syge. Man bliver jo ekspert i at kunne måle temperaturen på andre menneskers psykiske tilstand. Min mor var skizofren med mange indlæggelser, vrangforestillinger og hallucinationer. Hun var endvidere højtråbende, seksuelt fikseret og paranoid. Det var ufatteligt hårdt! Jeg troede som helt lille, at det var mig, der måtte være noget galt med, da hun i smug foretog smertefulde eksperimenter med mig. Medicinering hjalp, men efter en stund nægtede hun at tage den.

Min far var normal og på mange måder god, men havde nok at se til. Jeg var ældst, og jeg har nok været udsat for ting, mine søskende ikke har oplevet. Jeg har derfor også haft vanskeligt ved at være for tæt på min mor som voksen. Jeg troede, jeg havde lagt tingene bag mig, men da jeg oplevede en ny stor sorg ved at miste min omsorgsfulde og kærlige ægtemand alt for tidligt, væltede det alt sammen frem. Jeg kontaktede en fagperson, og det har taget lang, lang tid at arbejde mig videre. Jeg vil absolut anbefale unge med psykisk syge forældre at få hjælp i tide.

Jeg tror, det er lettere, jo yngre man er, da man da har begivenhederne tættere på. For ens oplevelser er på en måde som en tikkende bombe, som blot venter på at blive fyret af. Det allerbedste ville jo være, hvis der var nogen, som huskede børnene, mens det er aktuelt, men der er nok lang vej igen. Bevidstheden om, hvordan man har haft det engang, kan være en lettelse, men kan også give en vrede mod dem, som svigtede et barn – nogle gange uden at kunne gøre for det.

Venlig hilsen

"Det meget voksne barn

af en psykisk syg"

Ide om netværk

I et af brevene før jul efterlyste "den søgende" kontakt med modne, rummelige voksne mennesker, som kunne være en modvægt til de oplevelser, barndommen havde givet. Hurra for et godt initiativ. Jeg har haft sådanne tanker igennem nogle år. Der må findes mennesker, som sidder med et overskud eller evne til god kontakt med andre mennesker. Var der ikke et menneske her i landet med psykologisk indsigt, som havde lyst til at lave et formidlingsbureau? – en kontakt eller en formidling mellem dem, som ønsker nogen, de kan være noget for, og dem, som savner, at nogen er der for dem?

Det skal ikke være en forældreerstatning, men nærmere en mentor-relation, som er af mere ligeværdig karakter. Det kunne f.eks. være en kyndig person, der for et rimeligt beløb indhentede relevante oplysninger om de implicerede parter, som så kunne udgøre en database, der kunne danne baggrund for at koble mennesker, som kunne passe sammen.

Jeg tror på, at kærligheden findes "derude" et sted. Jeg tror på, at vi ikke behøver at sygeliggøre et savn af ægte og ordentlig kontakt.

Venlig hilsen

Den søgende nr. to

Kære brevskrivere

Tak for jeres personlige breve og gode råd. Vi vil gerne anbefale den omtalte bog og mange af de råd, som flere af jer af smertefuld erfaring er kommet frem til.

Vi synes, at jeres breve taler for sig selv og er med til at give de børn, der har haft denne smerte ind over deres barndom, en røst. Sådanne breve og den oplysning og de gode tiltag, der efterhånden er ved at vokse frem i forskellige sammenhænge, vil forhåbentlig bidrage til, at små og store børn i lignende situationer i fremtiden kan få støtte og sprog til at udvikle sig på en god måde.

I ønskes alt godt videre i jeres liv.

Mange hilsener

Annette og Jørgen