Af alle hvide tårne, der indpælede mit barndomsland, kan ingen måle sig i højde og skønhed med kirketårnet i Sahl, der i eftermiddagens sommersol står som den rankeste grenader imod den vestlige himmels tordenskyer.
LÆS OGSÅ: Kirkens stemme i radioen
Ordene er af Jeppe Aakjær, som også i Gammel Johannes hans bibelhistorie (Gammel Johannes hans Bivelskistårri) skriver om Sahl Kirke. Her i forbindelse med en beskrivelse af Metusalem der som bekendt blev ret gammel, 969 år helt nøjagtig ifølge Det Gamle Testamente: Metusalem kunne, skriver Aakjær, how den tid, da der gik kæmper på jorden så høw som Saal kjerk.
Når man nærmer sig landsbyen Sahl, fire kilometer øst for Vinderup i Nordvestjylland, bliver man fortsat budt velkommen af Sahl Kirkes tårn. Med sit pyramidetag i tegl og bly rager det op over de grønne trætoppe, men højden syntes formentlig mere imponerende i gamle dage, da kirken lå omgivet af et fladt hedelandskab.
Det var den fattige del af Danmark, og det gamle hedesogns nøjsomhed og knaphed på midler kan man måske takke for, at Sahl Kirke fortsat rummer en seværdighed i verdensklasse. Som noget ganske enestående huser Sahl Kirke det eneste fuldt bevarede gyldne alter fra højmiddelalderen, som endnu står i den kirke, det blev udført til for 800 år siden.
En provst ville nemlig i midten af 1800-tallet absolut have den gamle mærkværdige altertavle ud. Det er arkæologen J.J.A. Worsaae fra Oldnordisk Museum, der senere fik navnet Nationalmuseet, som fortæller det, efter at han havde mødt provsten på en rundrejse på egnen i 1850.
At det ikke kom så vidt, skyldes måske, at der ganske enkelt ikke var råd til en ny altertavle. En gammel regnskabsprotokol fortæller nogle år senere, at kirkebøssen blev tømt, og årets resultat opgjort til det også på den tid beskedne beløb af 45 øre.
Kirkebøssen står der endnu, men skiltet over den, om at Gud elsker en glad giver, hænger der ikke mere, for den gamle kirkebøsse, fremstillet af kraftigt jernbundet egetræ, er ikke mere i brug. Alligevel begik en besøgende for nogle år siden kup i kirken og løb af sted med den, men ikke så langt. Den blev fundet i en grøft i nærheden, fortæller menighedsrådsformand Jørgen Bruun-Sørensen og finder under sin fortælling, da han åbner lågen i den gamle pengeblok, en nutidig 50-øre, som en gavmild kirkegænger må have efterladt.
Ganske vist var Sahl Kirke i sin tid herredets hovedkirke. Alligevel kan det virke forbavsende, at det lige netop er her i et forblæst hedesogn i Nordvestjylland man finder et af middelalderens fornemme og kostbare lueforgyldte altre. Kristian Knudsen, lokalhistoriker og tidligere menighedsrådsmedlem, har ingen forklaring, og han ved ellers alt, hvad der er værd at vide om Sahl Kirke.
I Danmark findes syv gyldne altre fra 1100- og 1200-tallet, men kun de to står stadig i deres kirker, Stadil og Sahl, resten befinder sig på Nationalmuseet.
Sahl Kirke, som Kristeligt Dagblads læsere har stemt ind på en syvendeplads i serien om seværdige kirker, bliver i løbet af sommerhalvåret besøgt af over 10.000 turister, fortæller kirkeværge Signe Nørskov, og det er først og fremmest det berømte gyldne alter, der trækker, men kirken ligger samtidig bekvemt for en tur til frilandsmuseet Hjerl Hede, kun et par kilometer derfra.
Hans Peter Hjerl Hansen, som grundlagde museet i 1930erne, havde en vis forkærlighed for Sahl Kirke og sponserede en restaurering af kirkens prædikestol, der er fra renæssancetiden. Det kan man læse i hvert fald de, der kan latin i det allersidste felt på prædikestolen, hvor nu museumsdirektøren er kommet i godt selskab med de fire evangelister.
Kirken i Sahl er bygget i 1100-tallet, da de første trækirker blev erstattet af solide gudshuse i granitkvadre. Kristian Knudsen tror, at der tidligere har ligget en trækirke på stedet og forud for den måske endda et hedensk helligsted, det synes stednavnet Sahl at indikere.
I mange år stod en gammel døbefont, som nogle mente var et vievandskar, og i så fald et velvoksent eksemplar af slagsen, i kirkens våbenhus. Det kunne måske gå helt tilbage til den første trækirke, mener Kristian Knudsen, og dette urgamle granit-inventar med udhuggede hoveder på to sider og et kors, er nu døbefont i Feldborg Kirke.
Som med andre kirker er der i løbet af de mange århundreder også sket bygningsmæssige forandringer med Sahl Kirke, men den er stadig meget stilren og nogenlunde original, i hvert fald hvad angår kirkeskibet, for tårnet og våbenhuset er siden bygget til. Der er ganske vist kommet et par større vinduer i, men i nordsiden genåbnede man i 1894 de små tilmurede romanske vinduer og fandt dermed kalkmalerier, som siden er restaureret. Undersøgelser har desuden påvist rester af kalkmalerier mange andre steder i kirken, som nu er kalket over.
Ved siden af korbuen ses nicherne, hvor sidealtrene stod i den katolske tid, formentlig et Maria-alter i kvindesiden og et Sankt Michaels-alter i mandesiden, da kirken var viet til Sankt Michael. Det store og smukke kirkerum med bjælkeloft har som alle kirker oprindeligt været uden kirkebænke. De kom til Sahl Kirke nogenlunde samtidig med prædikestolen, og det blev der brug for. Efter Reformationen lagde man stor vægt på prædikenen, og den kunne trække ud, omend det på et landemode i Odense blev pointeret, at en prædiken højst måtte tage en time!
Kirkebænkene i Sahl Kirke er et godt eksempel på genbrug, helt tilbage til begyndelsen af 1600-tallet, for det er stadig de samme umagelige kirkebænke, menigheden har i brug. På bagsiden af nogle af lågerne til kirkebænkene finder man blandt andet dele af en udskåret strålekrans, som oprindelig har dannet bagstykke for en Maria-figur, Maria i solgissel, der kendes fra mange andre kirker. Alt tyder derfor på, at der er tale om genbrug af træ fra en anden kirke, mener Kristian Knudsen.
Menigheden var delt op efter mænd og kvinder, og de kom ind ad hver sin indgang. I kvindesiden mod nord er kirkebænkene lavere og spinklere end i mændenes side i syd.
Det gyldne alter, Sahl Kirkes hovedattraktion, menes at være fremstillet på et værksted i Ribe omkring år 1200. De romanske gyldne altre, som der formentlig har været flere af herhjemme end de syv, der er bevaret, er fremstillet af kobberplader, som fra bagsiden blev banket op i relieffer og fæstnet på et underlag af egetræ.
Kobberpladerne blev siden lueforgyldt med en blanding af guld og kviksølv. I middelalderen tillagde man guldet en særlig ånds- og livssymbolsk betydning. Desuden er der rundt omkring på tavlen anbragt i alt 87 bjergkrystaller.
Alteret består af to dele, et frontale, som oprindelig har smykket alterbordets forside, og et retabel med himmelbuen øverst, som har stået på alterbordet. I tidens løb har der været forskellige opstillinger af alteret. I renæssancetiden blev der tilføjet et par sidefløje, og alterbordet blev pakket ind i et træbord. Disse senere tilføjelser er nu sat på pension i et hjørne af koret. I dag hænger det gyldne alters øverste og nederste del samlet på væggen bag alterbordet, der står i sin oprindelige granit.
Sahl Kirkes gyldne altertavle byder på en overdådighed af nytestamentlig bibelhistorie, symboler, engle og indskrifter. På den nederste del frontalet afbildes Kristus som verdens hersker med livets bog, og højre hånd løftet til velsignelse. Til venstre for denne centrale figur ses scener fra Jesu fødsel, til højre fortæller reliefferne om tilfangetagelsen, korsfæstelsen og hans færd til dødsriget. På retablet er Kristus fremstillet som verdensdommeren på en tronstol i himmelstaden, i selskab med apostlene. Oven over den tronende Kristus ses den lidende Kristus på korset.
Over det hele rejser sig himmelbuen, som forbinder altertavlens to eneste gammeltestamentlige motiver, af Isaks ofring og Gud, der griber ind. Omkring altertavlens figurer kan læses forskellige forklarende indskrifter.
Med de gyldne altre har kirken skabt et jordisk billede på den store himmelske herlighed og universelle frelseshistorie, men en kirke, der som Sahl Kirke er bygget af tonstunge granitkvadre, må nødvendigvis også have tæt forbindelse til det jordiske. Kirken var i gammel tid ikke kun et sted til gudstjeneste, salmesang, bøn og liturgi, men også det sted, hvor særdeles jordiske sager kunne afgøres. Således ved man, at der i 1492 blev afsagt dom i Sahl Kirke i en strid om noget gods i et par herreder. Også i nyere tid har kirken været samlingspunkt, når der skulle informeres om borgerlige anliggender. Så blev der hængt et lille skilt på kirkedøren i våbenhuset: I Dag er Kirkestævne.
Skilten blev hængt op, når degnen eller sognefogeden skulle informere om for eksempel session eller valg, fortæller Signe Nørskov og viser kopien af et dokument fra 1898, hvor der blev holdt kirkestævne med kundgørelse af valg til Folketinget.
Det var før vor tids mange medier. Nu bruges skiltet ikke mere, men det hænger endnu klar til brug, så kirken i Sahl er beredt også på et kommende valg hvis alt andet svigter.
