Han lever stadig som markis

Marcel de Sade blev kendt som den falske markis og levede i det københavnske jetset. Siden afsonede han en dom for bedrageri, og efter den havde han et langt arbejdsliv i hjemmeplejen. Nu nyder markisen sit otium i sin 600 kvadratmeter store herskabslejlighed på Frederiksberg i København

78-årige Marcel de Sade fortryder ikke, at han for 50 år siden som bogholder i et oliefirma overførte penge til sin egen konto. ”Det er kun penge. Havde jeg kørt en familie ihjel i drukken tilstand eller taget livet af nogen, havde jeg haft frygtelig dårlig samvittighed,” siger han. –
78-årige Marcel de Sade fortryder ikke, at han for 50 år siden som bogholder i et oliefirma overførte penge til sin egen konto. ”Det er kun penge. Havde jeg kørt en familie ihjel i drukken tilstand eller taget livet af nogen, havde jeg haft frygtelig dårlig samvittighed,” siger han. –. Foto: Leif Tuxen.

Selvom han nu er blevet 78 år, ser Marcel de Sade lige så flamboyant ud, som da han var kendt i den danske offentlighed for mere end 50 år siden.

På venstre ringfinger bærer han en diamantring, og om håndleddet et ur og to sølvlignende armbånd. Guld klæder ham ikke, siger han.
LÆS OGSÅ: Livet er ikke kun her det er også der og der og der

Fodtøjet består af høje, slanke, rødbrune læderstøvler, som passer til det ridetøj, han har på under en lysebrun og pelset frakke fra en russisk los med tilhørende pelshat. Om halsen bærer han et tyndt, kulørt halstørklæde.

Han har ikke aflagt sin glamourøse stil, og der er stadigvæk interesse for ham. Her på en lille cafe på Frederiksberg i København, hvor der kun er plads til en mindre sofa og to stole, sidder Marcel de Sade og taler med en anden journalist, mens han jævnligt taler til hunden Kisser, som han holder i stram snor og trøster med, at den snart får noget at spise.

Det er nu 50 år siden, tre politibetjente bankede på hans dør og afslørede, hvordan han som kasserer og bogholder i et oliefirma havde taget af kassen for at finansiere sit luksusliv som markis en adelig titel, han havde købt og i øvrigt stadig fastholder sin ret til at bruge. Et enkelt år overførte han fra oliefirmaets pengekasse, hvad der svarede til 40 gange hans egen årsløn.

Pengene var med til at finansiere ekstravagante fester, hvor hans gæster blev transporteret i limousine, og tjenestefolkene sørgede for, at champagnen flød. Glamouren gjorde ham til en kendt figur i det københavnske jetset og i den danske presse. Indtil boblen brast i 1963, og markisen med det borgerlige navn Jørgen Vase Schmidt efterfølgende blev kendt i folkemunde som den falske markis. Han blev idømt fire et halvt års fængsel og blev løsladt efter tre et halvt års afsoning.

Vi forlader cafeen for at fortsætte interviewet i hans knap 600 kvadratmeter store herskabslejlighed, der ligger rundt om hjørnet.

Goddag, markis, er De ude at lufte barnet?, stopper en ældre herre os på vejen med henvisning til hunden, der er en blanding af en mastiff og en collie.

Marcel de Sade hilser pænt og fortsætter.

Jeg kendte ham ikke, forklarer han.

Ofte tager han små gader som denne for at undgå at støde ind i for mange, som vil tale og indimellem have autografer. Det tog ham forleden en hel time at komme hjem, fordi han løb ind i så mange mennesker, der genkendte ham og ville hilse. Og han stopper altid op og hilser høfligt. For han har hjemmefra lært, at man ikke skal opføre sig uforskammet.

Vi må gå ind ad bagdøren på grund af en vandskade, der har vendt op og ned på det meste af lejligheden. Marcel de Sade undskylder, at det roder, da ting fra de vandskadede værelser er flyttet ind på de tørre, og hans to døtre på 25 og 27 år, som bor i lejligheden, har måttet flytte fra deres værelser ind i stuen og markisens arbejdsværelse. Køkkenet er et stort bart rum, tapetseret med plakater af forskellige kendte sangere, men i de næste tre sammenhængende stuer, vi bevæger os ind i, er det som at gå tilbage i tiden.

Væggenes flader er udstyret med adskillige små runde og firkantede, guldindrammede billeder og malerier, og på borde og i vindueskarme står lamper, vaser og forskellige klenodier.

Markisen går hen til en rejsekuffert, der er opslået på en stol og fyldt med tynde halstørklæder, og udskifter det, han har om halsen.

Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, forklarer han.

Han har yderligere to kufferter med halstørklæder, men denne er hans yndlingskuffert, for heri ligger de tre halstørklæder, som maleren Picasso har signeret til ham, fortæller han og fortsætter ind i et lille kammer for at nette sig. Da han kommer tilbage, finder han straks en flaske Ricard, Pastis de Marseille frem. Det er hans foretrukne. Vand drikker han ikke meget af.

Det er noget, fisk lever i, plejer han at sige. Han har ikke drukket vand siden 1942, medmindre det har været kogt. Kildevand dur heller ikke. Det gærer i flaskerne, mener han. Han skænker op af pastissen, der har en alkoholprocent på 45.

Hele Frederiksberg er begyndt at drikke det, fordi de hører, at jeg bestiller det, smiler markisen med slet skjult veltilfredshed.

De flotte rammer, der omgiver os, giver indtrykket af en adelsbolig fra 1800-tallet. Solen filtreres igennem de hvide gardiner foran vinduerne og giver et behageligt, afdæmpet lys i stuen.

Det er en anden tidsalder, erkender markisen med korslagte ben i lænestolen og uddyber:

Det er rester fra de riges bord og fra familien, og det er sådan, jeg ønsker det. Jeg kan ikke holde de moderne lige linjer ud.

Et ældre klaver bag Marcel de Sade og et flygel i en anden stue afslører hans store lidenskab for musik. Han har spillet klaver, siden han var helt lille.

Selvom der på hans fødselsattest står Aalborg, er han egentlig født i en karet et sted mellem Løkken og Aalborg på vej til sygehuset. Som treårig flyttede han med sin mor til København, hvor hun traf en ny mand, en maskinchef i rederiet ØK, og fik yderligere to sønner.

Marcel de Sade gik i skole i nærheden af den daværende husarkaserne på Østerbro, hvor hele den tyske overkommando med officerer var indkvarteret under krigen. De tyske soldater nød synet af sådan en lyshåret arisk dreng foran klaveret så meget, at det meste af skoletiden foregik her. Han dansede i øvrigt ballet i 15 år og øvede sig på fægtning og uddannede sig til regnskab, hvor han samtidig lærte engelsk, fransk og tysk.

Som ung tog han til Paris, hvor han blev introduceret for den europæiske ånds-elite og havde en affære med den franske filmstjerne Jean Marais, inden han vendte tilbage til Danmark som markis.

Efter fængselsopholdet blev han gift og fik to sønner, men forholdet holdt ikke, og han blev skilt i begyndelsen af 1970erne.

Marcel de Sade begyndte at studere kunst, mens han passede sin ældre tante i De Gamles By i København. Hun var blevet påkørt og slemt tilredt. Plejepersonalet havde bundet hendes hænder fast, da hun konstant hev diverse slanger fra sin krop. Men hun var en gammel pianistinde, som repeterede musikken på dynen med sine fingre, protesterede Marcel de Sade forarget, da han opdagede det, og lovede selv at holde øje med tanten, hvis de ville løse hendes hænder.

Med tiden fik andre end tanten gavn af markisens omsorg.

Jeg så, hvordan personalet satte medicinen ind uden at sørge for, at de ældre fik den. Altså, gamle mennesker kan jo ikke selv regne ud at tage medicinen, så automatisk gik jeg rundt og hjalp dem lidt.

Det opdagede præsten i De Gamles By, pastor Svend Hertling, der ikke kunne forstå, at Marcel de Sade spildte sin tid på et kunststudium.

Hvorfor kan De ikke tage Dem af alle de gamle mennesker, der trænger til det?, spurgte pastoren, hvorefter Marcel de Sade forsikrede ham om, at han slet ikke egnede sig til det arbejde.

Der tror jeg, De tager fuldstændig fejl, indvendte pastoren.

Nu er jeg kommet her det sidste halve år, og De har ikke bare siddet ved Deres tante uophørligt, men også styrtet rundt og hjulpet de andre. Jeg synes, De skal henvende dem til forstanderinden.

Marcel de Sade gjorde som foreslået og fremviste alle sine flotte eksamenspapirer for forstanderinden. Men markisen kunne vel nok forstå, at de ikke kunne bruge ham, forklarede forstanderinden.

Det har jeg stor forståelse for, sagde jeg, hvorefter jeg glad og lykkeligt hoppede derfra og troede, jeg var sluppet ud af fælden. Men da jeg mødte pastoren, blev han så rasende, at han hev mig tilbage til forstanderinden. Hun sendte så bud til otte oversygeplejersker på de forskellige afdelinger for at høre, hvem i al verden der ville have mig til at gå rundt. Og så viste det sig, at det ville syv ud af de otte.

Men da han slet ikke havde uddannelsen til det, måtte han tage den ene efteruddannelse efter den anden. Først som sygehjælper, så plejehjemsassistent, operationsassistent og narkoseassistent. Han arbejdede konstant og blev en institution i institutionen indtil fagforeningen sørgede for, at alle skulle have mindst fire fridage på to uger.

De fridage var ved at slå mig ihjel, for jeg kom ud af min døgnrytme, og det kan man ikke tåle som nattevagt. Så jeg tog nattevagter andre steder og endte med at have stillinger to-tre forskellige steder. Det havde jeg faktisk i 29 år uden en sygedag og uden en fraværsdag.

Mens han arbejdede i hjemmeplejen, mødte han sin nuværende kæreste, som også er ansat i sundhedsvæsenet. Hun er 25 år yngre end ham og mor til deres to døtre. Parret bor ikke sammen, men ses jævnligt og har et hjerteligt forhold til hinanden.

Marcel de Sade er i dag pensionist, men holdt meget af arbejdet med de gamle.

Gamle mennesker har et frygteligt behov for at tale og have menneskelig kontakt, og jeg ved godt, det er det samme, de siger, men de har brug for det, siger han og sukker dybt.

De mange stillinger på samme tid gav en høj indkomst på omkring 900.000 kroner om året, der har været med til at finansiere den store herskabslejlighed, vi sidder i. Marcel de Sade har boet her i 40 år. Finansieringen af både bolig og livsstil stammer imidlertid hovedsageligt fra de smykker, han igennem sit liv og på sine rejser har solgt. Smykkerne blev solgt langt dyrere, end han købte dem. Eksempelvis bar han til en fest engang et smykke, som han havde købt for 200.000 kroner. Dagen efter solgte han det til en af gæsterne for intet mindre end 800.000 kroner. Overskuddet blev sat ind på schweiziske bankkonti.

Hans tilværelse er i dag mere tilbagetrukket. Hans mor, stedfar og to yngre brødre er døde, og det samme er flere af vennerne. Han kan stadig finde på at holde fest, men så inviterer han kun otte gæster. Han kan alligevel ikke underholde flere, siger han.

Sin egen begravelse har han også tænkt på. Marcel de Sade har købt en ægyptisk kiste, fordi hans ene datter er arkæologistuderende, og han mener i øvrigt ikke, døtrene skal betale 14.000 kroner for en kridhvid kiste. Folkekirken har han meldt sig ud af, da han fik afslag på at flytte sin mosters urne til familiegravstedet. Den var blevet nedsat, mens han var på en rejse.

Da jeg fik svar på brevet, skrev jeg tak for Deres venlige imødekommenhed, jeg vil gerne melde mig ud af folkekirken. Jeg støtter ikke den slags diktatur under nogen omstændigheder, og jeg vil ikke dikteres af noget. Det manglede bare. Jeg har aldrig kendt noget så frækt, og det er et indgreb i min personlige frihed.

Marcel de Sade tror da heller ikke på højere magter, selvom der er ting i livet, han ikke forstår. Men han kan ikke gøre for, at hans forstand er så klar, at det er umuligt at tro på noget, mener han. Dog misunder han andre troende og ville ønske, han selv havde troen. Han spår dog med tarotkort. Det har han lært af sin bedstemor og er ifølge ham selv meget god til det, selvom han ofte ikke ved, hvordan han tolker dem, og dårligt nok er klar over, hvad han har sagt.

Jeg har engang haft en tarotseance, hvor hvert eneste ord gik i opfyldelse. Jeg anede ikke, hvad klokken var, men jeg havde siddet i seks timer!.

Og om han fortryder, at han for nu 50 år siden tog af kassen?

Nej, overhovedet ikke, griner han næsten hjerteligt, som om han ikke kan forstå, at han stadig stilles spørgsmålet.

Det er kun penge. Havde jeg kørt en familie ihjel i drukken tilstand eller taget livet af nogen, havde jeg haft frygtelig dårlig samvittighed, siger han og tilføjer:

Hvis der skulle være en højere retfærdighed, ville jeg i hvert fald ikke blive straffet i det næste liv. Det er jeg fuldstændig sikker på. For det, jeg har udrettet i denne verden, kan man måske ikke se, men jeg har altid været overbærende, venlig, høflig, betalt mine venners gæld og gjort alt, hvad jeg kunne for at hjælpe, hvor det var muligt. Så jeg tror ikke, at jeg står i gæld på nogen måde.