”Hitler var sindssyg”

De fleste psykiatere, der har beskæftiget sig med Hitler, har konkluderet, at han ikke var sindssyg. Dansk psykiater har lavet - og udgivet - en mentalerklæring på Adolf Hitler, der viser det modsatte. Ifølge Milfeldt var Hitler en eksplosiv psykopat

De fleste psykiatere, der har beskæftiget sig med Hitler, har konkluderet, at han ikke var sindssyg, men Milfeldt er uenig.
De fleste psykiatere, der har beskæftiget sig med Hitler, har konkluderet, at han ikke var sindssyg, men Milfeldt er uenig. Foto: Ritzau Scanpix/AP.

Et drab eller en grov voldtægt er begået. Den formodede gerningsmand varetægtsfængslet, og dommeren beslutter, at han skal mentalundersøges.

Mentalundersøgelse kræves ved grove forbrydelser

Sådan er proceduren ved retssager hver eneste måned i Danmark. Mentalerklæringen skal bruges til at afgøre, om gerningsmanden var sindssyg i gerningsøjeblikket. Var han det, kan han ikke idømmes en almindelig fængselsstraf, men i stedet anbringes på en lukket retspsykiatrisk afdeling.

Men hvad med de rigtigt store forbrydere? Krigsforbryderne og diktatorerne. Dem med tusindvis - ja, millioner af liv på samvittigheden. Det spørgsmål har den danske neurolog og psykiater Mogens Milfeldt stillet sig selv om Hitler.

Faktisk har spørgsmålet ligget ham så meget på sinde, at han nu har skrevet en bog om emnet »Adolf Hitler - udkast til en mentalerklæring«, der netop er udkommet.

Milfeldt har selv udgivet bogen

Milfeldt kunne ikke få noget forlag til at trykke bogen, og han har derfor af egen lomme betalt de 30-40.000 kroner, det koster at udgive en bog.

"Mange mennesker har bil, men den skippede jeg for 12 år siden. Derfor har jeg råd til at udgive mine bøger, og hver gang tror jeg, der er tale om en bestseller", smiler den 81-årige psykiater.

Han tager imod i sin og hustruens store herskabelige lejlighed i det københavnske ambassadekvarter på Østerbro. Han taler distingveret og harcelerer over ungdommens historieløshed og 68-generationens kulturløshed.

Og selv om han således er af den gamle skole og naturligvis afskyr brugen af du-formen, fortæller han med entusiasme om den nye computer, der skal komme senere på dagen og gøre det muligt at bruge cd-rom, Internet, e-mail og scanne billeder ind.

Milfeldt er uenig med tidligere konklusioner

Ifølge Milfeldt er der skrevet flere bøger om Hitler end Napoleon, og i arbejdsværelset, der engang fungerede som konsultation, står der også flere hyldemeter om Hitler. De fleste psykiatere, der har beskæftiget sig med Hitler, har konkluderet, at han ikke var sindssyg, men Milfeldt er uenig.

"Jeg tror, at han fik spansk syge under 1. Verdenskrig af at ligge i skyttegravene. Det førte til en hjernebetændelse, som gjorde ham sindssyg. Jeg tror derfor, at han var sindssyg fra sin første offentlige optræden i 1919. Han var paranoid og muligvis også maniodepressiv - i hvert fald ville han i vore dage være blevet behandlet med lykkepiller", erklærer Milfeldt i sin mentalerklæring.

Var Hitler blevet stillet for Nürnberg-domstolen efter krigen i stedet for at begå selvmord, og havde Milfeldt skullet lave hans mentalerklæring, ville han altså have erklæret ham sindssyg i gerningsøjeblikket.

"Men dommerne ville formentligt alligevel have konkluderet, at han var tilregnelig og godt vidste, hvad han gjorde i gerningsøjeblikket. Normalt er sindssyge også utilregnelige, men ikke de paranoide. De handler logisk ud fra deres paranoide verdensopfattelse", forklarer Milfeldt.

En amoralsk eksplosiv psykopat

Han skriver også i sin mentalerklæring, at Hitler var en amoralsk og eksplosiv psykopat. Mange psykiatere mener, at hvis Hitler vitterligt var sindssyg, ville han ikke være nået så langt, men den påstand afviser Mogens Milfeldt.

"Netop fordi han var paranoid, kunne han regere, selv om han var sindssyg. Paranoiaen gjorde, at han kunne handle klart, iskoldt og logisk, men under nogle falske præmisser. Hele hans verdensopfattelse var jo præget af vrangforestillinger. For eksempel mente han, at det var verdens jødesamfund, der stod bag Churchill og Stalin", siger Milfeldt.

Kulminationen af barndommens interesse

Hans interesse for Hitler stammer helt tilbage til 1930'erne, da han som stor dreng to gange besøgte Tyskland.

"Dengang kendte jeg ikke begrebet massepsykose, men det var det, befolkningen led af. De var ekstatiske og begejstrede. På vandrerhjemmene sang Hitler-jugend i timevis fædrelandssange, og overalt var der skilte og bannere, hvorpå der stod: »Jøderne er vores ulykke«, ligesom der var flag alle vegne. Og ikke kun nationalflaget, også hagekorsflaget vejrede alle steder", husker Milfeldt.

Han erindrer også tydeligt besættelsen og ikke mindst den 20. april 1945. Den dag blev hans far myrdet af Hippo, dagen efter sin 51-års fødselsdag.

"Jeg ved ikke hvorfor. Måske havde han sagt for højt, at Hitler var en idiot. Men det sagde vi jo alle. Det var formentlig et clearingmord", mener Milfeldt.

Men dermed var hans interesse for Hitler grundlagt, og kulminationen er udgivelsen af bogen.

Sammenligningerne

I dag skorter det ikke på sammenligninger med Hitler. Pia Kjærsgaard, Østrigs Jörg Haider samt den jugoslaviske præsident Milosevic og Iraks diktator Sadam Hussein er alle mennesker, hvis navn har optrådt i sammenhænge med Hitler, men ifølge Milfeldt er det helt ude af proportioner.

"Det er tåbeligt at sammenligne Pia Kjærsgaard med Hitler, for hun er ikke racist, som han var. Der er dog det fællestræk mellem Haider, Kjærsgaard og Hitler, at de alle er nationalister - se blot på brugen af flaget. Men Hitler var fanatisk nationalist og chauvinist, og det tror jeg ikke, at hverken Kjærsgaard eller Haider er", siger Milfeldt.

Derimod er han mere tilbøjelig til at sammenligne Sadam Hussein og Milosevic med Hitler, fordi de med Milfeldts ord er gale diktatorer.

"Men ikke i Hitlers format. Når Hitler blev så stor, skyldes det jo, at han talte på gødet jord. Tyskland var et sygt samfund efter 1. Verdenskrig, og havde det ikke været det, var han da blevet spærret inde, før han lavede ulykker. Dertil kom, at det var verdens dygtigste og mest effektive folkefærd, han havde bag sig", siger Mogens Milfeldt.