Barnebarnet, en dreng på ni år, trækker dynen højere op om sig. Han kom til at fryse, da han så et pressefoto, hvor massemorderen fra Norge med et udtryk af kold, trodsig tilfredshed betragter den verden, hvor han har spredt død og lidelse.
Men dynen har ingen virkelig varme at tilbyde. Den hjælper heller ikke på angsten. Drengen, der er velorienteret om tragedien, tør ikke sove. Verden er blevet for farlig, til at han tør forlade sig på en tryghed, som måske kun er tilsyneladende.
LÆS OGSÅ: Rædslen fra Utøya
Døren ind til stuen skal stå åben. Drengen vil kunne se mig, sin morfar, der naturligvis forbyder sig selv at komme med blot den mindste antydning af, at han fryser lige så meget som et barn. Den gamle skal være en slags garant for, at der ikke er grund til at frygte, hvad han ikke desto mindre også selv frygter.
Da drengen skulle i seng, ville han så længe som muligt udsætte det øjeblik, hvor han var henvist til næsten ubeskyttet selskab med sine egne uvelkomne tanker og følelser: Jeg måtte endelig ikke forlade ham, før jeg havde læst en historie højt. Han valgte én om Alfons Åberg som han har hørt så mange gange, at han næsten kan den udenad.
Det drejede sig imidlertid om andet og mere end afleveringen af en historie nemlig om at genskabe en situation, som drengen entydigt kunne forbinde med fred og ingen fare. En situation, hvor ingen massemorder fandtes, og hvor alt var sagt med den finurlige beretning om Alfons, der ikke kan gøre sig færdig om morgenen, men bare lige skal en hel masse. Barnebarnet flygtede ind i det kendte og fortrolige. Og jeg gjorde såmænd også selv. Indirekte forsikrede vi hinanden om genetableringen af en tilstand, som ingen af os ganske vist troede mulig mere, mens vi begge i det fjerne skimtede de fornøjelige stunder, vi engang som i en anden tid havde haft med Alfons Åberg.
Men en illusion er ingen anvendelig nødudgang fra det forfærdelige. Det lod drengen til at være enig i og inde fra sengen spurgte han, om jeg aldrig har været bange. Åh jo. I så henseenede har jeg mere end nok at byde på. Det onde har jo mange ansigter, og jeg delagtiggjorde drengen i erindringen om min og hele verdens konfrontation med et af dem: den Cuba-krise, der i oktober 1962 var tæt på at blive til et globalt atomragnarok.
Jeg husker fra de dage den knugende stemning ved en aftengudstjeneste, hvor præsten erkendte, at vi intet kunne vide om krisens udfald. Men uanset hvordan den endte, havde vi troen på, at noget bestod under alle forhold, også de værste. Vi var, som han videre sagde, omfattet af en kærlighed, der ikke ville forsvinde i en eventuel paddehattesky. Han prædikede sig selv frem til en frimodighed sådan virkede det der lyste op i det dunkle rum på afgrundens rand.
Hvad stiller vi op, når det onde bryder løs eller blot truer? Vi kan for eksempel som kærlighedens udsendte sætte os hos et barn, der er for bange til at sove. Vel føler vi os svage og afmægtige, men da er det godt at tænke på en kærlighed, der ikke overgiver sig, sådan som vi måske selv er på nippet til at gøre.
Mens jeg gennem døråbningen lod mig se af drengen, havde jeg en fornemmelse af at være mere end mig selv. Måske følte han det samme. I hvert fald sov han snart så trygt, som havde han grund til det. Hvad han netop også havde.