Hvad er det, der kan give det enkelte menneske følelsen af at lykkes bedre i livet? Hvad er det, som kan bidrage til, at skoleelever lærer mere, patienter bliver hurtigere raske, og de svage, små og undertrykte i verden holder ud og står imod?
Hvad er det, der rent filosofisk er placeret et særligt ophøjet sted mellem det etiske og det religiøse stadium i tilværelsen?
Og hvad er det, der kan få en 70-årig distingveret professor emeritus i udviklingspsykologi til at acceptere Kristeligt Dagblads fotografs fjollede påfund og lade sig afbilde med sit eget hoved sat på en klovns krop i en af Tivolis forlystelser?
Svaret på alle disse fire spørgsmål – og en hel masse andre – lyder: En humoristisk holdning.
I disse år er humor kommet i fokus inden for en lang række områder. Læger eksperimenterer med medicinsk humor. Psykologer arbejder med, hvordan mennesker kan bruge humor til bedre at udholde tilværelsen. Og virksomheder annoncerer efter medarbejdere, der har humoristisk sans, hyrer humorkonsulenter til at udvikle organisationen og skriver humor ind som en del af virksomhedens værdisæt.
Om et par uger – helt præcist den 3. juli – skal psykologen Hans Vejleskov sammen med sin fagfælle og tidligere elev Martin Führ på Danmarks Pædagogiske Universitet være vært for første internationale humorkonference på dansk grund, og de to arbejder også sammen om at etablere et dansk humorforskningscenter. Hensigten er at skabe bedre forskersamarbejde og dokumentation af, at humor har en gavnlig effekt for menneskers trivsel. Samtidig skal konference og forskningscenter også bidrage til, at den almindelige befolkning bliver mere bevidst om, hvordan humor kan være gavnligt.
– I psykologien bruger man meget det engelske ord coping. Det betyder at prøve at klare og overkomme en situation. Alle problemer og dårligdomme kan ikke løses, men mennesker, der for eksempel er syge, gamle eller handicappede kan hjælpes til at bruge humor til at cope med deres situation og give dem en følelse af at lykkes trods vanskelighederne, forklarer Hans Vejleskov.
Han tilføjer, at det er svært at bevise, om lærere kan lære børn mere ved at bruge humor. Men masser af erfaring viser, at elever lærer bedre, hvis de er glade og trygge. Og undersøgelser viser, at to af de egenskaber, skoleelever især efterspørger hos læreren, er humor og retfærdighed.
– Den humor, jeg taler om, handler ikke så meget om at rive vittigheder af sig hele tiden. Det handler om at have et glimt i øjet og om at forholde sig til sig selv og livet på en bestemt måde, forklarer Hans Vejleskov.
Han henviser til den danske filosof Harald Høffding, som allerede i 1916 i værket "Den store humor" slog fast, at humors modsætning ikke er alvor, men selvhøjtidelighed. Og tidligere endnu placerede den endnu mere berømte og mindst lige så danske filosof Søren Kierkegaard humoren et sted imellem det etiske og det religiøse stadium i sine "Stadier på livets vej".
– Humor er en særlig måde at være menneske på, hvor man ser det hele lidt udefra og fra oven. Humor er ikke religion, men de to størrelser har det til fælles, at man kan se, man ikke selv er verdens navle. Når Kierkegaard så humoren som et stadium lige før det religiøse, er det, fordi humoren kan være begyndelsen til at se verden fra evighedens synspunkt, siger professoren.
Han betoner, at humor og religion ikke dermed er to størrelser, der traditionelt har gået hånd i hånd. Augustin og andre gamle kirkefædre var temmelig skeptiske over for fest og munterhed blandt mennesker, og både i kristendommen og andre religioner findes der fortsat strømninger, som viderefører denne indstilling.
Dette illustrerer den italienske forfatter og filosof Umberto Eco i sin middelalderroman "Rosens navn" fra 1980 i form af den blinde bibliotekar-munk Jorge, som ikke ønsker, at den græske filosof Aristoteles' forsvundne værk om komedien skal komme til verdens kendskab: "Her vender man op og ned på latterens funktion; den ophøjes til kunst, dørene til de lærdes verden slås op for den; man gør den til et emne i filosofien, til genstand for en perfid teologi", lyder hans anklage – der næsten lyder som et forvarsel om en kommende konference på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Jorges modpol i romanen er helten, broder William, som siger: "Aber ler ikke. Latteren er et menneskeligt kendetegn, et bevis på hans fornuft." Og hertil føjer Hans Vejleskov:
– Der findes en fordømmende, men også en mild kristendom. Og masser af præster og ordensbrødre har mildnet menneskers lidelser ved at hjælpe dem med at smile en lille smule ad sig selv eller deres næste. Der ligger et element af overbærenhed og tilgivelse i at besidde humoristisk sans.
Hans synspunkt bakkes op af, at han godvilligt og overbærende lader sig slæbe rundt på må og få gennem forlystelseshaven af en journalist og fotograf, som begge mener, at herinde må der da være en god ramme for et morsomt foto. Men det tossede hus med de buede spejle er nedlagt, fordi det åbenbart ikke harmonerer med tidsånden, og boden med foto-sjov er også lukket, så billedet kommer først i hus senere.
– Humor har forskellige former. En af dem er ironi, som for eksempel kunne være, hvis jeg sagde, at det gik sandelig godt med dén fotografering, forklarer Hans Vejleskov, da han og journalisten er blevet bænket til interviewet ved et bord, der er dejlig fredeligt placeret – indtil vikingeskibs-karrusellen umiddelbart bag bordet kort efter går i gang med et brag, en rå sørøverlatter og adskillige muntre barnehvin.
Ud over ironi er netop latter og munterhed nogle af de begreber, det er værd at have styr på.
Ironi betyder, at man siger det modsatte af, hvad man mener. Munterhed er den egenskab eller det temperament, som gør, at man har let til morskab og spøg. Latter er derimod en konkret adfærd, som ikke nødvendigvis bunder i humor.
I de senere år er der således opstået latterklubber både herhjemme og i udlandet, hvor man så at sige griner på kommando, uden at der egentlig er noget at grine ad. Men uanset om der er en årsag, har latter rent fysiologisk en gavnlig virkning på organismen.
Langt væk fra Tivoli, i sit nordsjællandske sommerhus, sidder filosoffen Peter Thielst, som har skrevet bogen "Latterens lyst" og er mere end almindeligt skeptisk over for ikke mindst management-kulturens forsøg på at gøre latter og humor til en trend i tiden.
– At forskere vil skaffe målbare beviser på humorens virkning er da fornuftigt, men tidens tendens til, at enhver virksomhed tror, man kan peppe profilen lidt op med humor som en del af ledelsesfilosofien, er efter min mening langt ude, siger Peter Thielst.
Han er netop hjemvendt fra en tur i det lokale supermarked, hvor der i frugt- og grøntafdelingen står en lille vandkanon og oversprøjter frugterne, så de hele tiden ser så friske ud som muligt. Ifølge filosoffen er der en stor fare for, at dét er et billede på, hvad der ligger bag, når firmaer siger, de vil indføre humor: lidt fernis, der skal få det hele til at se muntert og velfungerende ud på overfladen.
– Der er noget farligt og dobbelttydigt i det at le. Man kan le sammen i fællesskab og ud fra et overskud, men man kan også le mennesker ud, man kan le for at beskytte sig og for at distancere sig. Humor kan også være et dække, under hvilket man kan slippe af sted med at sige de værste ting om andre, siger han og tilføjer:
Formålet med humor i erhvervslivet er at fremme en korpsånd. Eller lidt hårdt sagt: Når der står i stillingsannoncen, at du skal have humor, betyder det ikke, at du skal gå rundt og grine eller sige vittigheder, men at du skal kunne tåle stress og andre urimeligheder.
Peter Thielst tror derfor ikke, at det er humor i den klassiske høffdingske og kierkegaardske forstand, som er i fremvækst i disse år, men en særlig beregnende, åleglat form for humor, som let risikerer at være på andres bekostning:
– Høffdings store humor er en livsanskuelse, en stoisk ro, som også indeholder et element af smerte. Det er, som når jøder fortæller jødevittigheder. Hvis jeg skal nævne nogle konkrete komikere, der besidder denne tragiske, smertefulde komik, kunne det være Charles Chaplin, klovnen Charlie Rivel eller herhjemme Jørgen Ryg og Tommy Kenter. Den anden type komiker er den, der bare er højtgrinende, som Dirch Passer eller Ulf Pilgaard. Hvis man skal lede efter humor i dag, ser jeg ikke meget af den første slags, men den sidste.
Med et citat fra den russiske litteraturforsker Alexander Herzen tilføjer Peter Thielst, at "Kun ligemænd kan le sammen":
– Herremanden kan kun le ad sit tyende, ikke med det. Og magthavere som lærere, overlæger, erhvervsledere og statsministre kan kun indgå i morskaben, hvis de tør medvirke til, at nogen piller ved deres magt.
Martin Führ, humorforsker og psykolog i Skovbo Kommune på Midtsjælland, har specifikt forsket i børns humor. Han konstaterer, at der findes en særlig nedgørende humor, som nogle magthavere anvender for at ophøje sig selv. Den mekanisme forekommer også blandt børn, men forskerens egne undersøgelser peger på, at kun få procent af børnene dyrker den onde humor i større stil.
– Den, som anvender den nedgørende humor, har selv lavt selvværd og er bange for at få sin position anfægtet. Men det viser sig, at den humor, som for en stund udfordrer magtpositionen, ikke skader chefens eller lærerens autoritet, men tværtimod giver vedkommende en klarere position, forklarer Martin Führ.
Han tilføjer, at hvis et eller andet går galt i et gruppearbejde i skolen eller på arbejdspladsen, kan den enkelte enten reagere ved at blive aggressiv, ked af det eller prøve af grine ad det hele og begynde på en frisk.
– Det er den sidste slags mennesker, som kan bruge humor til at motivere andre, som erhvervslivet har brug for. Og det er den slags mennesker, de andre elever eller kolleger gerne vil være sammen med. Hvis man vil bruge humor i arbejdssammenhæng, er man nødt til at se det som et kommunikativt, socialt redskab. Allerede Aristoteles skrev om, at humor kan gøre det muligt at berøre emner, der ellers ville være for ømfindtlige at tale om, siger Martin Führ.
Den antikke filosof beskæftigede sig nemlig med humor i andre værker end det store værk om komedien, som gik tabt for eftertiden og ifølge "Rosens navn" brændte op i et kloster i middelalderen sammen med munken Jorge, der frygtede latteren.
Mellem vikingeskibshvin og sørøvergrin i Tivoli sidder Hans Vejleskov og funderer over, hvorfor humor er kommet mere på dagsordenen de senere år. Det viser sig, at han langt hen ad vejen er enig med Peter Thielst i, at det ikke er den store høffdingske og kierkegaardske humor, der udgør hovedstrømmen i tidsånden.
– Jeg tror, vi skal tage forsøgene på at indføre humor i firmaers etiske regnskaber med et gran salt. For al den snak i tiden om værdier er så selvhøjtidelig. Både erhvervslivet og det politiske liv er i dag blevet meget selvhøjtideligt. Tidligere havde man holdninger og meninger, der kunne diskuteres. Der var ægte konflikter mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. I dag taler man om begreber som danske værdier, menneskerettigheder og demokrati på en måde, så det bliver helt sakralt. Derfor tror jeg, at humoren i dag snarere trives som et modstykke til al den værdisnak. Vi har af og til brug for at se det hele lidt mere fra oven, konstaterer professoren.
Og da han efter fotograferingen træder til side, så hans hoved forlader klovnekroppen og genforenes med hans egen, står det klart, at klovneriet ikke har været til skade for alvoren i hans budskab, men måske for humorens fjende nummer ét: selvhøjtideligheden.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
HANS VEJLESKOV
Født 1935. Psykolog og tidligere professor ved Institut for Småbørnspædagogik på Danmarks Lærerhøjskole, det nuværende Danmarks Pædagogiske Universitet. Har blandt andet skrevet bøgerne "Om sprog og tænkning", "Børns leg" og "Latter, morskab og humor". Sammen med Martin Führ arrangør af international humorkonference den 3.-7. juli på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Hvad er humor, kort fortalt? – Humor er mange ting. Det spænder fra at være en måde at forholde sig til livet på til at grine ad en mere eller mindre plat vits. Og det spænder fra det blide underfundige til det ondskabsfuldt satiriske.
Hvad er din yndlingsvittighed? – Én af dem er på engelsk. Den amerikanske komiker W.C. Fields blev spurgt: "What do you think about clubs for young people" (hvad synes du om klubber for unge?), og han svarede: "Only when kindness fails" (kun hvis venlighed ikke duer). Den spiller på, at "club" både betyder "klub" og "kølle", men er svær at oversætte.
Hvad er den morsomste historie, du har læst? – Jeg holder meget af Storm P's fortællinger, for eksempel "13 øre – alt iberegnet".
Hvad det morsomste, du har set på film, tv eller scene: – Dirch Passers komik, for eksempel sammen med Kjeld Petersen eller hans rolle som russisk klovn.
Humor for alvor
Alle ved, det er dejligt at more sig. Men forskningen er i stigende grad blevet opmærksom på, at humor også gavner menneskers helbred, trivsel, popularitet og ydeevne. I en serie artikler beskriver Kristeligt Dagblad, hvad humor egentlig skal gøre godt for. Dette er seriens første artikel.