Engang sagde man i Århus om Thomas Helmig: "Ham, der synger, er det ikke overlæge Helmigs søn?".
I dag er rollerne byttet om. 82-årige Ole Helmig, der rejser land og rige rundt og fortæller anekdoter om sine 56 år i lægeverdenen, og som netop har udgivet en bog om sit liv, bliver ofte spurgt, om han dog ikke lige kan tage sin søn med.
"Men de ved vist ikke, hvad han koster!".
Ole Helmig sender et smil ud i stuen, der er så lunt, at han næsten ikke havde behøvet at tænde op i brændeovnen. Men det har han nu gjort alligevel, for den er en vigtig varmekilde her i det ombyggede sommerhus lidt uden for Ebeltoft, hvor han bor sammen med sin Eva. Væggene er fyldt med fruens billeder og en hel masse anden kunst. Hvis det ikke havde været for et mellemværende med skattevæsenet for nogle år siden, havde billederne hængt endnu tættere, men Ole Helmigs kunstsamling er stadig stor.
Det er hans samling af anekdoter også. "Jeg husker engang ...". Sådan indleder han mange af sine sætninger, og ud vælter den ene rørende, og for det meste sjove, historie efter den anden.
Nogle af dem udgav han for år tilbage i bogen "Undskyld hr., vi kom desværre til at ta' det forkerte ben". Nu har han fortalt den helt store historie, den om sit liv, i bogen "Ole Helmig – helbrede, lindre, trøste", der for nylig udkom på FADL's Forlag.
Ole Helmigs historie er også en del af Danmarks historie og ikke mindst en del af den danske lægegernings historie, og netop den er vigtig at få fortalt, mener den pensionerede dr.med.
"Jeg vil gerne slå et slag for, at vi holder den lægelige etik i hævd, og det gør vi blandt andet ved at bevare respekten for det, der var engang. Mange kan have en tilbøjelighed til at mene, at vi i 'gamle dage' ikke arbejdede så seriøst, som man gør i dag. Men det er ikke rigtigt. Lægevidenskaben har været igennem en rivende udvikling, og det er fantastisk, men det er altså ingen skade til at holde fast i nogle af de gamle dyder," siger Ole Helmig.
Han hilser sygehusvæsenets øgede specialisering meget velkommen, men i det er der indbygget en risiko for, at det hele bliver for teknokratisk.
"Hvis du som læge udelukkende står og opererer den ene albue efter den anden, er der en risiko for at glemme, at der altså er et menneske bagved," siger han.
For Ole Helmig har patienten altid stået i centrum; så meget, at han selv kalder det "en anelse uprofessionelt". Når han valgte ortopædkirurgien som sit speciale, er det ingen tilfældighed. Et ortopædkirurgisk indgreb slipper de fleste levende fra, og Ole Helmig har det altså rigtig dårligt med patienter, der dør. Han har det hver gang, som mister han en god ven.
"Hele lægegerningen er jo kampen mod fagets ulykke, som er døden. Det er det væsentlige. Inden for nogle specialer er det en kamp for liv, og andre steder er det en kamp for helbred. I ortopædkirurgien er det i høj grad en kamp for helbred. Det er meget livsbekræftende, og det har jeg det godt med, for jeg har et meget medfølende sind."
Samtidig er Ole Helmig sig meget bevidst om lægegerningens motto om at "helbrede, lindre og trøste".
"Vi er naturligt fokuserede på at helbrede og er også blevet vældig gode til at lindre, mens vi kan være tilbøjelige til at glemme trøsten, og den er altså mindst lige så vigtig," mener han.
"Ethvert menneske, der er sygt, føler sig usikker og ensom, og det er lægens pligt at komme det menneske i møde."
"Jeg finder det helt galt, at vi hvert år giver ni milliarder kroner i tilskud til alternativ behandling, for alternative behandlere laver ikke noget, som vi ikke lige så godt kunne lave i det offentlige, konventionelle sygehusvæsen. Det, de tilbyder, er tid til at lytte til, tale med og røre ved patienterne – det har vi glemt en lille smule," siger Ole Helmig.
Hans metode har ud over en medfødt empatisk udstråling været humoren. Ole Helmig har været med til at stifte Nordisk Selskab for Medicinsk Humor og har også været med til at skaffe hospitalsklovne til børneafdelingerne.
"Det er ikke humoren, der helbreder folk, men den nærmeste nabo til humor er venlighed, og det er væsentligt, at man bliver mødt med venlighed, når man er syg."
"Det er vigtigt for os at overbevise yngre kolleger om, at man ikke sætter sin seriøsitet over styr ved at bruge humoren. Jeg plejer altid at nævne Niels Bohr som eksempel: Da den kolde krig var på sit højeste, og der var optræk til atomkrig, da sagde Niels Bohr, at nu er situationen så alvorlig, at der kun er en ting at gøre, og det er at grine ad det!".
Kan du nævne et eksempel på, hvordan du konkret har brugt humoren over for en patient?
"Til en ældre dame, der glemmer at drikke, kan jeg eksempelvis have sagt: ?Du er nok klar over, at blomster skal vandes for at kunne leve, du er jo også en gammel blomst!?."
En anden af Ole Helmigs kæpheste i hans lægegerning har været, at man som læge ikke nødvendigvis skal fortælle patienten hele sandheden. Han kunne ikke drømme om at lyve, men omvendt ser han ingen grund til at lægge alle facts på bordet over for en uhelbredelig patient.
"Folk opgiver jo fuldstændigt ævred, hvis de får at vide, at der ikke er noget gøre. Derfor skal man aldrig tage håbet fra mennesker. Læger tager også fejl, og en gang imellem sker det jo, at patienter, vi troede var uhelbredeligt syge, bliver raske," siger Ole Helmig.
Fra sit fødehjem i Aalborg har Ole Helmig taget den kristne tro med sig. Han er en troende naturvidenskabsmand, der absolut ikke ser nogen modsætning mellem Gud og Darwin, og som tror på, at det er Guds mening, at vi skal undersøge ting og hele tiden udvikle os.
"Jeg tror eksempelvis, at arvesynden er den genetiske kode, der er lagt i os. Vorherre har gjort det hele utrolig smart: Han har givet os en genetisk kode, der indeholder drifter, lyster og tilbøjeligheder. Hvis ikke Vorherre havde givet os en kønsdrift, der var fornøjelse ved, så var verden jo uddød for længst. Der var vel ingen, der var gået i gang med det svineri, hvis ikke det var lystbetonet," griner Ole Helmig og tilføjer, at Gud for at dæmme op for den genetiske kode har lavet et regelsystem som De Ti Bud og samtidig givet os tilgivelsen.
