- Hvis jeg skal fortælle om den ortodokse kirkes tro, vil jeg begynde med at vise kirkegården, siger den 44-årige munk Damianos, der er søn af græsk-engelske forældre, og viser vej igennem Grigoriou-klosterets skyggefulde gange. Bag ved det gamle kloster fra 1400-tallet hviler en halv snes døde munke under mulde. En flettet kurv med et afvasket kranium og knogler er stillet på klippekanten. Det er munken Job, der døde for tre år siden, men er gravet op igen, som traditionen foreskriver. Knoglerne er vasket rene, og »han står nu og tørrer«, som Damianos siger med et lille smil.
Den ortodokse kirkes forståelse af kristendom ligner den, man kunne høre om i dansk søndagsskole i gamle dage. Først da Damianos begynder at tale om døden, åbner der sig en dimension, som vil være de fleste protestanter fremmed. For her på den græske munkehalvø Athos, der er hjertet i den ortodokse kirkes spiritualitet, begynder hele trosforståelsen med døden. »Kunsten at leve er at vide, at man skal dø«, siger Damianos.
»Memento mori«, har det lydt hos mange latinske tænkere. Husk, at du skal dø. Men for selvberoende verdslige mennesker er døden en fortrængt del af menneskelivet. Sådan er det ikke i østkirken. Den ortodokse gudsforståelse handler ikke alene om at stole på Guds nåde på den yderste dag. Mennesket skal selv gøre en indsats for at nå Gud.
Damianos, der som alle ortodokse munke lader sit skæg og hår vokse og klæder sig i den karakteristiske sorte munkedragt, tøver med ordene. Så henviser han til klosterets abbed, der har skrevet en lille bog om menneskets guddommeliggørelse. Det er heri, munken henter sine klare formuleringer om, at mennesket er bestemt til at blive Gud lig, at guddommeliggøre sig selv. At man ved forsagelse af denne verden og intens bøn kan få del i det guddommelige lys, der udgår fra Kristus, forbedre sin sjæl og sikre sig frelse. At den bedste vej dertil er at blive munk.
Netop det mål har de næsten 2200 munke på Athos sat sig. I de mere end 1000 år, hvor Athos er blevet opfattet som hellig grund i den ortodokse kirke, har munkene søgt Gud og deres egen frelse ved askese og bøn.
Nu åbner Damianos døren til klosterets benhus, hvor knogler fra de seneste 250 år ligger i mørke og venter på evighedens lys. Benhuset er et pejlemærke for munkene, en evig påmindelse, siger han. Alle kranier og knogler er placeret på hylder side om side, påført navn og dødsdato. Så har Gud noget konkret at lade opstå fra de døde, når kødets opstandelse bliver til virkelighed på den yderste dag. I den ortodokse kirke modsætter man sig af samme grund kremering. Skulle en af de afdøde munke vise sig at have været en helgen, kan man også altid finde tilbage til hans knogler og benytte dem som relikvier, hvorfra der kan hentes særlig kraft. Endelig tror de ortodokse på, at det døde legeme besidder en åndelig kraft, og at afdøde mennesker, der har nået et vist åndeligt niveau, kan bede for de levende.
Damianos forklarer, at man på Athos oplever det mærkelige fænomen, at dødsstivhed, rigor mortis, aldrig indtræder. Det tager munkene som udtryk for Guds velsigelse af Athos og stedets hellighed.
Den moderne verden
trænger sig på
Men helligheden er sat under voksende pres. Den moderne verden trænger sig på, og selv om Athos er et sted, der forekommer at være frosset fast i både tid og historie, sker der forandringer, som kan få dramatiske følger for munkesamfundet.
Som den tredje finger af Halkidiki-halvøerne i det nordøstlige Grækenland ikke langt fra den tyrkiske grænse ligger Athos i et af de mest isolerede områder i Grækenland, hvilket har bidraget til at fastholde munkehalvøen som det måske mest uspolerede sted i landet. Athos følger den julianske kalender og er derfor 13 dage bag efter den øvrige verden. I klostrene hænger der ofte to ure ved siden af hinanden på væggen i velkomstrummet for pilgrimme, for munkene følger byzantinsk tidsregning og sætter uret på 12 ved solopgang.
Indtil for få årtier siden var der ikke veje på Athos, der i den græske forfatning og flere EU-traktater tildeles en særlig beskyttelse og omtales som en slags munkerepublik med udstrakt selvstyre uden adgang for kvinder.
Halvøens 20 klostre er alle bygget for mange hundrede år siden og rummer med sine 18.000 ikoner og store bog- og manuskriptsamlinger den største koncentration af kristen kunst i verden. Inden for de senere år er massive EU-tilskud til bevarelse af kulturarven gået til omfattende renovation af klostrene, der ligger spredt ud over munkehalvøen. Arbejdet har krævet oprettelse og udvidelse af vejene. Med vejene er der kommet trafik, og selv om eneste adgangsrute til den uvejsomme, skovfyldte klippehalvø går med skib, og besøgende ikke må medbringe bil, er der i de senere år kommet langt flere køretøjer på øen. Nu driver munkene også selv en taxatjeneste, og de fleste klostre ejer firhjulstrækkere, der kan klare de hullede grusveje. Med bilerne er der kommet mere støj, og trafikken har ændret de besøgendes adfærd. Mens langt de fleste gæster, som munkene konsekvent kalder for pilgrimme, indtil for blot få år siden gik fra kloster til kloster ad små bjerg- og skovstier for efter timers anstregelser at blive mødt af munkenes gæstfrihed med kaffe, vand, en stærk ouzo-snaps og lidt sødt lukumi-slik, lader mange i dag sig transportere med bil. Idéen med pilgrimsvandringen forsvinder, og Athos-besøget reduceres let til en turistrundfart blandt smukke klostre.
Munkenes forsagelse omfatter ikke denne verdens praktiske hjælpemidler, og en ny generation af munke forener det asketiske munkeliv med et liv i cyber-
space.
Muldyr slæber store dieselbeholdere op fra havnemolerne ved hvert af de klostre, der ligger langs klippekysten. Generatorer producerer nu strøm til munkene. Strømmen har betydet, at de fleste klostre i dag er koblet på internettet med e-mail-adresser. Flere munke har mobiltelefon. Vand er ikke længere en sparsom ressource, og inden for få år har flere af klostrene oprettet brusekabiner til de besøgende. Træerne, der engang stod på pladsen foran det ældste kloster, Megisti Lavra, der dateres tilbage til 900-tallet, har måttet lade livet til fordel for en helikopterlandingsplads. Tilsvarende heliports er opført andre steder og bruges angiveligt kun til sygetransporter. Men der er for alvor slået hul i dæmningen til den moderne verden, som nu siver ind i det middelalderlige klostersamfund.
På det imponerende Simono Petra-kloster, der hæver sig syv etager op ad en klippeside, fortæller den 42-årige franske munk Theotokis, hvordan han arbejder på at finde det bedst tænkelige elektroniske kamera, som han vil bruge til at gennemfotografere klosterets liturgiske liv. En dag om ugen fortrækker han til en klippegrotte længere oppe i bjergene for at søge askesen og fordybelse i bønnen.
En af de munke, der er ansvarlige for klosterets gæstfrihed, siger, at han er bekymret og ikke kan lide udviklingen. Pilgrimmene deltager ikke så ofte i gudstjenesterne, den hellige liturgi, som tidligere. Selv om de fleste klostre kalder til gudstjeneste klokken tre om morgenen, kan man vente med at møde til ved femtiden. Men respekten for klosterlivet er på retur. Pilgrimmene ryger også cigaretter, selv om det er forbudt, og på trods af det meget strenge krav om, at også alle pilgrimme skal færdes fuldt påklædt med lange bukser, ser de besøgende stort på reglerne, fortæller munken beklagende.
Jomfruens have
Det hele begyndte ifølge myten med, at Jomfru Maria, der i den ortodokse kirke omtales som Gudsmoderen, på en rejse strandede på
Athos. Hun blev så bjergtaget af halvøens skønhed, at hun bad om, at den måtte blive hendes have. En stemme fra himlen sagde ja, og siden er Athos også blevet kaldt for »Jomfruens have«. Allerede i år 885 udstedte kejser Basilios en forordning, der gør Athos til et sted, hvor kun munke kan leve, og den hellige jomfru har siden været eneste kvinde på halvøen. Derfor har Athos-munkene levet ikke bare uden kvinder, men tolket den guddommelige opfordring så strengt, at heller ikke dyr af hunkøn har fået adgang til øen i mere end 1000 år.
Athos, der igennem historien har været et åndeligt kraftcenter for hele den ortodokse kirke, husede i 1400-tallet op mod 300 klostre og et ukendt antal tusinder af munke. Siden gik det tilbage, og i 1970'erne forudså den græske regering, at munkevæsenet på Athos ville uddø med kun 1500 munke, heraf næsten alle gamle og syge i de tilbageværende klostre. Men siden er hundredevis af unge ortodokse mænd af græsk oprindelse verden over blevet vakt af den ortodokse spiritualitet og er trådt ind i munkevæsenet, så knap 2200 munke i dag hører hjemme på halvøen.
- Den ortodokse kirke kan ikke eksistere uden munkevæsenet, som er indbegrebet af modsætningen til verdsliggørelsen af samfundet, fortæller en munk.
Moderniseringen af Athos er ikke mindst kommet med de nye munke, hvoraf mange er opvokset i byer og har høje universitetsuddannelser. De har været vant til moderne bekvemmeligheder. Når man på en seks timer lang vandring i det vanskelige terræn på halvøens sydlige spids, kommer forbi en af de mange små munkebebyggelser for dem, der har valgt ikke at bo på klostrene, og her møder en munk, der er uddannet computerspecialist fra et universitet i Schweiz, er det således ikke usædvanligt. Denne veludannede mand, der nu dyrker jorden i sin sorte munkedragt, har monteret solceller på det afsides beliggende munkehus, så der kan blive produceret strøm, og han har sørget for indkøb af en dieseldrevet havetraktor og lille harve, som hjælper ham med at kultivere jorden på klippeskråningens brede terrassebede.
Som ung munk skal han adlyde den ældre munk, der har ansvar for hans åndelige udvikling, og får af en bøs stemme inde fra huset at vide, at han ikke må tale med fremmede. Den universitetsuddannede mand bøjer sig for ordren og fortæller, at han ikke kan fortælle mere om, hvordan livet på Athos er blevet forandret. På vej ned ad bjergsiden vender han sig dog alligevel om og råber: »Det vigtigste er her stadig. Bøn og lydighed mod Gud.«
At Athos er et enestående sted er gået op for mange. For et par årtier siden havde hvert kloster ikke mere end to besøgende om dagen. Men med 20.000 Athos-besøgende sidste år har munkene nu fået nok at se til. En aften i sidste uge, hvor Megisti Lavra-klosterets 50 munke sad i klosterets refektorium, spisesalen, der er udsmykket med farvestrålende freskoer af helgenernes liv, måtte de dække op til næsten 100 besøgende.
-Formålet med Athos har ændret sig, fortæller en munk og fortsætter: Engang var stedet her viet til bøn, stilhed og eftertanke. I dag er vores formål snarere at være en slags pilgrimssted for mennesker, der søger Gud og en spirituel dimension i deres liv. Men jeg kan ikke lide forandringen, siger han.
Ud over munkenes gæster og de hundredevis af arbejdere, der kontraktansættes af klostrene, lukkes der dagligt 100 grækere og 10 udlændinge ind i kvoter. Antallet er fastlagt af det råd, som de 20 klostre har nedsat til at styre udviklingen på Athos. Imellem klostrene er der ikke fuld enighed om, hvor mange mennesker, der skal have adgang til øen, og inden for de seneste år har flere klostre indført en regel om, at alle pilgrimme skal ringe og reservere plads på klostrene, hvis de vil overnatte der. Det har besværliggjort pilgrimsvandrernes færd, som traditionelt har været lidt uforudsigelig og derfor umulig at planlægge. Men under et besøg i sidste uge viste klostrene alle deres sande gæstfrihed og afviste ikke de besøgende, der havde undladt at reservere pladser.
Det er ingen let sag at blive en af de 10 udlændinge, der lukkes ind hver dag. Man skal have et ærinde, og er det ikke andet end nysgerrig turisme, får man ikke udstedt det særlige Athos-visum, Diamonatirium, som giver adgang til munkehalvøen. Er man først kommet indenfor, er man munkenes gæst og bor og spiser gratis på de klostre, man besøger. Munkene er vegetarer, accepterer at spise fisk, men har kun to daglige måltider. Frokosten klokken syv om morgenen kan bestå af blot et hårdkogt æg, et stykke brød og et glas mælk. På den kost vandrer man i sommervarmen ad stierne mod det næste kloster og med et syndigt pilgrimshåb om et mere overdådigt aftensmåltid.
Der ringes med klokken i Megisti Lavras klostergård, og efter abbedens velsigelse af aftensmaden sænker munkene deres tildækkede hoveder ind over tallerkenerne og sætter hele måltidet til livs i løbet af de præcis 15 minutter, der er afsat. Imens læser en munk monotont fra helgenberetninger eller kirkefædrenes analer. Efter ded 15 minutters forløb ringer klokken nu igen, og har man ikke nået at spise sine to kolde spejlæg, den lille spinatsalat, fetaosten og brødet eller har drukket den hjemmelavede vin op, må man efterlade den halvfyldte tallerken og det ikke tømte vinkrus. At en del af munkene er stærkt overvægtige vidner om, at munkene må have en bagindgang til køkkenet, som holdes lukket for de farende pilgrimme.
Det hellige bjerg
For den Athos-vandrer, der følger de gamle stier mellem klostrene, er der trods vejbyggeri og store kraner, som svinger byggemateriale ind over de gamle klosterbygninger, megen stilhed at finde. Pilgrimsstierne følger klippekanten, bugter sig helt ned til vandlinjen og rejser sig så stejlt op mod Athos-bjergets tinde. Flere steder kryber slanger sammen langs stien. Citrongule sommerfugle flyver mellem de blomstrende buske, og i det tætte krat rumsterer større dyr, heriblandt angiveligt vildsvin. Selve vandringen er meningsfuld, og flere pilgrimme giver udtryk for, at besøget på Athos påvirker dem på en dybere måde, end de havde troet inden rejsen.
Munkene selv siger, at hver klippe ånder bøn for Gud Herren. I hvert fald spiller det 2027 meter høje Athos-bjerg en helt særlig rolle i den ortodokse forestillingsverden, og på græsk omtales Athos da også kun som Agion Oros, Det hellige bjerg.
At et bjerg opfattes som helligt kendes fra flere religioner, men i Athos-mytologien er bjerget en parallel til Tabor-bjerget, forklarelsens bjerg, hvor Jesus viste sig første gang for sine disciple i guddommelig skikkelse.
I Matthæus-evangeliet berettes der om, at »han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.« I kapellet på toppen af Athos-bjerget findes en ikon med forklarelsen som motiv, og herfra henter den ortodokse kirke en stor del af sin forståelse af, hvem Gud er. Det lys, som Jesus udstrålede, er det samme lys, som en ikonmaler prøver at få til live i sine ikoner som en genspejling af det guddommelige, hvilket kun kan ske, hvis ikonen males under faste og ved kontinuerlig bøn. Den guddommelighed, som munkene prøver at opnå, siger de selv kan give sig udtryk ved, at de får del i Kristi lys. Ja, kirkens sande helgener har selv i live udstrålet lys fra deres ansigter, ligesom Jesus gjorde det, siger de.
Den ortodokse kristendom er, som den udleves på Athos, præget af stor mystik. Alle munke begynder deres liv i klostrene og arbejder her med deres egen psyke, blandt andet med de tre løfter om ikke at eje noget, at leve i seksuel afholdenhed og være lydig mod abbeden.
Med tiden kan munkene blive så stærke i troen, at de kan fortrække til huler i bjergene eller mere komfortable afsides beliggende huse som eremitter. Andre slår sig sammen i små bofællesskaber, der er spredt ud over hele området. I den ortodokse klostertradition findes der ikke ordener som de katolske kirke. Hvert kloster er uafhængigt, men lever efter de samme gamle klosterregler, der kan føres tilbage til klostervæsenets indstiftelse få århundreder efter Jesu død. At blive ortodoks munk er muligt i selv en høj alder, og der hersker stor frihed for dem. Munke kan således bosætte sig som de vil, og på Athos hersker der for en udenforstående et vist munkeanarki, idet knap halvdelen af alle munke bor uden for de lukkede klostersamfund. En del munke har fundet sammen i en art bofællesskaber omkring en kirke, andre bor blot nogle få stykker sammen, og en hel del for sig selv. En munk anslår at det i dag kun er et halvt hundrede munke, der gemmer sig som virkelige asketer i utilgængelige klippegrotter. En sejltur langs Athos-kysten viser, hvorledes nogle munke har bygget små vakkelvorne hytter på klippeafsatser, der ser ud til let at kunne styrte de mange hundrede meter lodret ned i havet. Flere steder er nu forladte, men der er stadig munke, der frister tilværelsen som ægte eneboere. Her får de den sparsomme ration af mad og vand hejst ned til sig, mens de koncentrerer sig om at søge en højere åndelig bevidsthedstilstand og nærhed til Gud.
For alle munke gælder det, at de praktiserer Jesus-bønnen, der altid har været central for munkene på Athos. Den kaldes også hjertebønnen, fordi den evige gentagelse af ordene »Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig« - Kyrie eleison - kan tage bolig i selve hjertet, hvor bønnen efter mange års praksis siges at kunne bede sig selv med hvert enkelt hjerteslag. Munken Damianos er på 10. år fortsat kun en begynder, som han selv formulerer det, og han beder bønnen 1200 gange hver dag. Hans fromhedsliv omfatter også seks timers daglig gudstjeneste og mere end 300 prostrationer, knæfald.
Essensen i hjertebønnen, som er central i den ortodokse mystik og finder sine paralleller i både islam og buddhisme, er at få Guds navn ind i selve hjerteslaget. Lykkes det, løftes man til en ny og højere åndelig bevidsthed, nærmere Gud. Hele Athos-mystikken omfatter også en særlig Maria- og forklarelsesmystik via ikonerne.
- Livets mysterium er Gud, siger Damianos og fortsætter: Det eneste væsen, der kan forholde sig til Gud er mennesket. Vi er skabt i Guds billede og derfor kaldet til at blive Gud lig.
Fem minutter i tolv
Livet på Athos er fuldt af paradokser. En aften i Grigoriou-klosterets opholdsstue for pilgrimme træder en overraskende velplejet, men stærkt overvægtig eneboer ind i lokalet på sit månedlige besøg, ivrig efter at bryde sin selvpålagte tavshed. Smilet forsvinder næsten i hans meget kraftige ansigt, men hans både vejrbidte og slidte udseende vidner om de 36 år, han har holdt til i en hytte i skoven midt på øen. Han er østriger, men konverterede fra katolicismen til den ortodokse kirke i sin ungdom. Ud over sit fromhedsliv har han fået tiden til at gå med at læse H. C. Andersens eventyr, som han i dag kan recitere næsten uden ad. I en latterstrøm, der vidner om, at der ikke er så meget at le ad til daglig, fortæller han om sine foretrukne eventyr, det russiske kongehus' forbindelse til Danmark, og hans absolutte yndlingsbeskæftigelse: At gå i biografen i England, hvortil han rejser en gang om året. Den danske filmatisering af Karen Blixens »Babettes gæstebud« har han set fem gange og kan replikkerne udenad.
Andre munke har det lettere med livet på øen. Grækeren Serafin er 29 år og har siden han for seks år siden blev munk ikke forladt munkefællesskabet. Han bor sammen med fem andre i en såkaldt skete, afledt af ordet asket, hvor 85 munke bor i forskellige huse omkring en kirke. De lever alle af lidt havebrug og af at lave ikoner, røgelse og træskærerarbejde. Munkene her bor på et af de mest uberørte steder på øen, hvortil der ikke går veje. Han taler med sin mor i telefonen et par gange om året, og hans far besøger ham også hvert år. Men det koster at blive munk, fortæller han en aften, mens han med stor gæstfrihed serverer kaffe og raki-snaps for de besøgende, der er trængt ind på hans enemærker.
Lige så gæstfri er eneboermunken Iosef. Han ser ældre ud end sine 45 år.
Hulkindet og meget mager. Flere munke har fortalt, at eneboertilværelsen først og fremmest kræver god fysik. Iosef siger, at det passer. Han bor på den yderste klippekant på sydspidsen af Athos. Da han for 13 år siden flyttede ind i den sammenfaldne eneboerhytte, påtog han sig ud over et liv i askese også et omfattende byggearbejde på det faldefærdige hus. Kirken, som han selv står for, ligger i den ene ende af huset. To små stuer med bogskabe forbinder kirkerummet med et lille soveværelse. Den uddannede mekaniker har mange talenter og har lært sig selv at lægge det mosaikgulv, der pryder kirkerummet. I dag tjener han sine få penge på at lave mosaikarbejde for klostrene, der igen selv tjener på deres jord- og ejendomsbesiddelser uden for Athos. På Iosefs lille kirkegulv springer fire delfiner lige så lystigt, som man ser dem i havet de 200 meter neden for den lodrette klippevæg, hvorpå hans eneboerhus ligger. Delfiner kan redde mennesker og er derfor et symbol på frelse. Kirken, hvor han klokken tre hver morgen ene mand indleder den timelange liturgi, er prydet af ikoner og træudskårne munkestole nok til, at otte af de omkringboende eneboere kan fejre den hellige liturgi sammen med ham på årets store højtidsdage.
Uden for flager han fra to flagstænger. I toppen af den ene flagstang vajer det blå-hvide græske flag. I den anden den græsk-ortodokse kirkes sorte ørn på gul bund. Iosef vil sende et signal til piloterne fra det græske flyvevåben, hvis øvelsesrute går forbi hans udsatte eneboerhytte. Godt nok tjener de deres fædreland som soldater, men kirkens budskab er, at de skal vende den anden kind til. Jagerpiloterne drejer flyene i luften, når de brager forbi ham. Flere af dem har besøgt Iosef, og det mærkværdige møde mellem eneboeren og jagerflyet haft konsekvenser.
Iosef er blevet åndelig vejleder for en enkelt af jagerpiloterne.
Også for Iosef er døden indgangen til hele hans livsforståelse. I eneboerhusets stue er uret på væggen sat i stå klokken fem minutter i 12. Med det vil han minde sig selv om, at heller han kender timen for sin egen død. Inden den indtræder, er han besluttet på at lære så meget om Gud som muligt. Han peger på sin bogsamling – »mit tv-apparat«, kalder han de fyldte bogskabe – og viser solcelleanlægget på hustaget, der producerer strøm til den lille pære, som han læser ved. Den er svag, selv om batteriet sagtens kunne trække en stærkere.
- Jeg vil ikke gøre det let for mig selv, siger han.
På væggen hænger en stor forstørrelse af et foto af ham selv. Han ligger på bunden af en nykastet grav, hvor en af hans munkevenner skal begraves. Han ønskede at få taget billedet, så han også med det kan minde sig selv om sin uafvendelige skæbne. Indtil da bliver han her. Så langt fra mennesker som man næsten kan komme. I isolation blandt munkene på Athos. Alene i bøn til Gud.
Boks Fakta om den ortodokse kirke
Den ortodokse kirke anser sig selv for at være den oprindelige kirke og er fremstået af den østromerske kirke i det byzantinske rige. Den er et resultat af splittelsen af den kristne kirke i 1054 i den katolske kirke og en østkirke, der ikke anerkender pavens overhøjhed. Siden splittedes den katolske kirke i 1500-tallet, da den protestantiske kirke skilte sig ud. Den ortodokse kirke har intet centralt styre, men patriarken i Konstantinopel (Istanbul) anses for at være førstemanden blandt ligemænd. Den græst-ortodokse kirke anser sig for at være den oprindelige af de ortodokse kirke, men i dag er den russisk-ortodokse kirke størst. I den ortodokse kirke lægges stor vægt på gudstjenesten, den hellige liturgi, og mystikken, der blandt andet omfatter ikoner og den særlige hjertebøn. Kirkens kilde til liv kommer fra bøn og forsagelse. Derfor spiller munke- og nonnevæsenet en helt central rolle i kirken.