Husk at smile - det smitter

Bryan Rhodes og Devin Howe er i to år udstationeret i københavnsk missionsmark

»Husk at smile - det smitter!« Med de ord sendes mormonernes missionærer ud på dagens arbejde. Mormonerne har et tæt program i disse dage: ikke mindst på grund af festligheder ved Rebild Bakker og Amerikakaj den 4. og 6. juli, hvor kirken fejrer sit 150-års jubilæum. - Men vi har nu altid travlt, fortæller de to missionærer Bryan Rhodes og Devin Howe, begge 20 år. I deres stivede sorte habitter og nypudsede sko er de klar til dagens missionsarbejde. Mormonerne har for tiden cirka 70 missionærer rundt om i Danmark. De fleste kommer fra USA og er blevet placeret her i landet, fordi de har danske forfædre. Der er ingen ferie i de to år, man er på mission. Så savnet af familie og venner melder sig. Men for Howe og Rhodes har det hele tiden ligget som en naturlig mulighed, idet de er vokset op i mormonsamfundet. En regel for missionærerne er, at de skal være sammen med deres makker hele tiden, selv på en indkøbstur til byen. - Man holder øje med hinanden for en sikkerheds skyld, fortæller de to, der for tiden er fast makkerpar. Sikker afstand Turen går først til Strøget. Howe og Rhodes står som to lidt generte gentlemen i et mylder af strømlinede shoppere. Mange undslår sig ved at gå en bue udenom de registrerede fremmedlegemer, nogle fniser som havde de set noget spektakulært. Og kun få stopper op for at modtage det kort, der diskret er bindeleddet til en samtale. - Det handler om at få øjenkontakt. Har man først det, er det nemmere at få folk i tale. Man kan også spore en interesse, når folk kigger på vores navneskilte, fortæller ældste Howe og peger på sit revers. »Hvor kommer I fra?« forsøger han sig imødekommende med et københaverpar, der har smilet venligt. »Det må du nok spørge om!« lyder det, inden parret haler af sted med deres hund, et gadekryds. En gruppe jyske pensionister på tur til hovedstaden har på sikker afstand spottet de mørkklædte skikkelser: - Hvad vi synes om dem? De må da tro, hvad de vil, vi har da religionsfrihed. Det er jo dannede og velopdragne mennesker. De passer deres arbejde. Generelt er det svært at komme i lag med danskerne, synes de to missionærer, der inden afrejsen kun har haft fire måneder til at forberede gerningen blandt andet ved at gå på sprogskole. - Mentaliteten er anderledes. Danskerne er mere bange for at tale om religion, så det gør det selvfølgelig lidt svært, forklarer Rhodes. Jævnligt henvender amerikanske turister sig med et smil. »Mormons? Good!« (på dansk: Mormoner? Fint nok!), som en kvindelig ikke-mormon siger. - I Danmark har man opfattet os som en sekt, hvor man i USA ser os mere som en af mange kirker. On the road Det er gråvejr, og turen går videre i bil. Set fra bagsædet ligner de to et par almindelige unge venner på farten. Og at rejse som missionær er da også en oplevelse. - For mig er mission en utrolig oplevelse, hvor man får erfaringer med andre mennesker, siger Howe, der synes, at de har mest succes med private besøg hos søgende mennesker. - Vent lidt, råber den lille firskårne mand i entreen. Han skal lige spille sit yndlings country-western nummer til ende. Hele den lille lejlighed er fyldt med amerikanske hjembringelser: bue og pil, et billede af Gran Canyon, og sønnen der bor »overthere« og poserer med lædervest og bike. »Syden skal genopstå«, står der på sydstatsflaget over døren. Manden begynder straks at fortælle om dengang, han holdt op med at ryge fra én dag til en anden, efter at en mormon havde anbefalet bøn som antirygemiddel. Det har sat tanker i gang. Men han er stadig ikke helt parat til at blive medlem. Stueuret tikker. Så tager de Mormons bog frem og læser højt fra Almas Bog: »Da kommer tiden, da deres straf skal være som en sø af ild og svovl, hvis luer stiger op evindeligtÉ« - Men hvor mange på hele jorden hører det her? Hvad med alle dem? spørger manden. Howe fortæller om forkyndelsen for de afdøde. De får chancen dér. - Man kan sige, at det er et spørgsmål om at komme op ad stigen. Det handler om udvikling, det tror jeg, siger manden og ånder tungt. - Ja, præcis! Inden afsked skal den seneste souvenir lige vises frem: en telefon i form af Elvis med guitar der, i stedet for at ringe, spiller »Jail House Rock«É Og de to unge mormoner kører videre til dagens øvrige opgaver i den københavnske missionsmark.