Hvert nye år har nok i sin plage

Det er krisetider, så skal vi sige glædeligt nytår på mandag, eller skal vi gå ind i det nye år med frygt og bæven?

Bilkøerne er lange i Dar es Salaam, og det giver masser af tid til at se på den bil, der holder foran. Både kristne og muslimske samfund bruger derfor bilerne til at udbrede deres tro.
Bilkøerne er lange i Dar es Salaam, og det giver masser af tid til at se på den bil, der holder foran. Både kristne og muslimske samfund bruger derfor bilerne til at udbrede deres tro. Foto: Peter M. Jensen.

Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Sandheds Gud! lad dit hellige ord, oplive, oplyse det høje Nord! Velkommen, nytår, og velkommen her!

Danmarks store salmedigter N.F.S. Grundtvig var fuld af jubel og udråbstegn, da han i 1849 skrev teksten til den salme, der hvert år, når klokkerne fra Københavns Rådhus har ringet det gamle år ud og det nye år ind, bliver istemt af Danmarks Radios Pigekor. Ude ved tv-skærmene i de danske hjem bliver der skrålet med på de håbefulde verselinjer om, solskin i vår, der skænker marken et gyldent år og om den livsalige fred, som vort land skal blomstres ved. Og der skåles i bobler og ønskes et godt nytår til højre og venstre.

LÆS OGSÅ: Vi skal vælge og prioritere med omhu

Sådan vil det også være på mandag, når klokken slår 24.00. Men er der grund til at sige glædeligt nytår? Eller burde det tværtimod være med frygt og bæven, at døren åbnes til det herrens år 2013?

Verden bliver rigere, mere retfærdig og farlig, kundgjorde en avisoverskrift forleden. Det er de amerikanske efterretningstjenesters bud på verdens tilstand anno ikke 2013, men 2030. Og så hurtigt, som tiden har det med at gå, er verden jo på vej dertil med stormskridt. Ifølge tjenesternes katalog over tendenser og faremomenter i fremtiden vil vi alle blive rigere, friere og leve længere, men der vil også blive hård kamp om ressourcerne, klimaet kan løbe løbsk, og risikoen for atomkrig er voksende.

Det er en fremtidsprognose, der kan få håbet til at falme. Men hvad så med udsigten til det kommende år? Den ser også dyster ud. For hvordan kommer det til at gå med den økonomiske krise? Hvad med arbejdsløsheden og manglende job til dem, der falder ud af dagpengesystemet i det nye år? Og uroen i EU-samarbejdet og den voldsomme krise i de sydeuropæiske medlemslande? En sultkatastrofe et sted på det afrikanske kontinent undgås vel heller ikke. Og så er der de stadige spændinger i Mellemøsten, og hvor går det arabiske forår hen? For ikke at tale om klimaforandringer og deraf følgende vildt vejr.

Måske det kan sætte tingene lidt i perspektiv, at for 100 år siden opfandt den polske biokemiker Casimir Funk konceptet vitaminer. Den kinesiske republik blev dannet. Og Jacob Ellehammer blev for første gang løftet op fra jorden af sin hjemmekonstruerede helikopter. Men det er også godt 100 år siden, at verdens første synkefri skib, Titanic, forliste.

Så vær da ikke bekymret for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage, lyder det i Bjergprædikenen ifølge Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 34 i Det Nye Testamente.

Verden har altid været af lave, og der er nok at bekymre sig om. Men frygten må aldrig få overtaget, siger de kloge. Så hvad har vi at glæde os over? Er der helt andre ting, som vi i en sådan tid kan og bør sætte pris på? Det giver en række kendte danskere deres bud på her på siderne.

Danmarks nuværende huspoet, Steffen Brandt fra TV 2, sagde i oktober i år i et interview i Berlingske følgende:

Vi er jo en nation, som er lammet, som lige nu lider af en fuldstændig mangel på evne til at kunne overskue vores liv, vores fremtid, vores situation. Vi er bange. Hvad venter der? Lukker din avis? Hvad siger de ovre i London? Hvor længe sidder vi her? Vi er blevet en frygtsom nation.

Steffen Brandt får det sidste ord med sit bud på en løsning:

Nogen må gå ind og levere en eller anden form for risikovillighed eller offensiv, og det er jo kunstens opgave. (...) Når man ser på de besværgende sange, der er nødt til at komme nu, så bliver det alvor, ja. Der er virkelig brug for al den besværgelse, vi kan mobilisere. Brug for, at nogen stiller sig op og satser noget, forfølger en idé uden at skele til risiko.