Hvis der er en mening ...

Tidligere skolepsykolog Birte Wolf, en gammel kone stærkt på vej til de 90, spiller stadig dukketeater og har netop udgivet bogen En endnu levendes overvejelser

Åndsfriheden har for mig udgangspunkt i kristendommen, siger Birthe Rønn Hornbech
Åndsfriheden har for mig udgangspunkt i kristendommen, siger Birthe Rønn Hornbech. Foto: Henning Bagger/.

Vi har næppe fået sat os, før Birte Wolf afleverer sin forberedte velkomsthilsen. Hun ser bestemt hen over kaffekopperne og fyrer løs:

Nu forstår du forhåbentlig, at du ikke skal få det her til at blive en jubelhistorie om, hvor fantastisk det er, at en gammel kone som mig stærkt på vej til de 90 år kan skrive en bog. Det er jeg ikke interesseret i! Vi er efterhånden mange, som har det godt og kan finde ud af det, selvom vi er oppe i årene!

Birte Wolf, tidligere lærer og skolepsykolog, ligner ikke én, der på dette punkt har lyst til at blive modsagt. Hun er en kvinde med meninger og kant, og da fotografen siden ankommer, får han ordre om ikke at fotografere hende med et stort grin, så jeg kommer til at ligne en gammel jubelidiot.

LÆS OGSÅ: Hjælp børn med at finde deres spor i livet

Alligevel ler hun som en ung pige, da hendes dukker medvirkende i hendes igangværende dukketeater-produktion af Henrik Ibsens Vildanden vælter midt i det hele, da billedet skal tages.

Og hendes velkomsthilsen efterfølges da også hurtigt af et forsonende smil og en forklaring om, at hun er såtræt af, at et gammelt menneske altid skal vurderes efter alder.

Det ville man jo ikke gøre, hvis jeg havde været 40 eller 50 år, vel?.

Men nu fylder hun altså 90 til oktober.

Og det skyldes jo bare, at jeg er udstyret med nogle gode gener. Det er jo hverken noget, jeg kan gøre fra eller til for, men bare glæde mig over. Jeg har aldrig spildt min tid på et motionscenter.

Og så har hun altså skrevet en bog, udgivet på eget forlag. En endnu levendes overvejelser, hedder den, inspireret af Søren Kierke-gaard, som i 1838 udgav Af en endnu levendes papirer. Det er en bog, hvor hun er omkring hele livet, biologisk og psykologisk, med to af psykologiens fædre, Sigmund Freud og især C.G. Jung samt Bibelen som guide.

En bog, hvor hun forsøger at indkredse meningen med livet, kunne man tro, men bliver straks retledt:

Jeg tror ikke, at der er nogen forkromet mening med livet, og jeg skal i hvert fald ikke pådutte nogen noget i den retning, understreger Birte Wolf, men modererer det så et øjeblik efter.

Hvis der er en mening med livet, så må det være den mening, man finder i dagligdagen. At man får lov til at stå op og kan få noget ud af den dag, man får givet. Det er i hvert fald det nærmeste, jeg kan komme det.

I sin bog sammenligner hun livet med en dag. Sådan som den kunne forme sig i gamle dage på landet, da verden endnu ikke var gået af lave, og hvor dagen havde sin egen gode rytme: Først morgenen, hvor alt gryr og er fyldt af energi og tilblivelse. Så formiddagen, hvor det tunge arbejde skal gøres. Om eftermiddagen fortsætter arbejdet, men ikke med samme intensitet, og om aftenen falder hvilen over alle, og man hygger sig sammen.

Nu er jeg jo så nået til aftenen eller frikvarteret. Færdig med arbejdet, børnene er væk, og der er ikke længere nogen, der er afhængig af mig. Det nyder jeg. Jeg nyder at være total uansvarlig, uddyber hun, og hun fortæller, at nogle dage er hun slet ikke i kontakt med omverdenen.

Og det har jeg det fint med.

Selvfølgelig har hun sine børn, børnebørn og oldebørn, men det er sådan noget, man altid snakker om, når man bliver gammel. Så det skal du ikke skrive en masse om, fastslår hun, men henter alligevel en ramme med gamle sort/hvide fotos af sine fire børn frem.

Nogle har også plastret deres vægge til med billeder af alle deres børn og børnebørn, men det er ikke mig. Der er i øvrigt også forfærdelig mange gamle, der lever deres liv igennem deres børn og børnebørn. Når de er sammen, snakker de næsten ikke om andet. At nu har deres barnebarn lige taget en fin eksamen, eller deres søn og svigerdatter været på ferietur til Australien og de snakker om det, som om det var dem selv, der havde været af sted. I stedet for at tale sammen om deres eget livsindhold.

Selv har hun altid fundet livsindhold i sine forskellige projekter. Som nu hendes bog, der har været undervejs i 10 år, og dukketeatret. Til det gør hun selv det hele, maler kulisser og laver dukker med dragter og hoveder. Forestillingerne fotograferer hun og overfører via computeren underlagt musik og fortælling til dvd, som hun forærer til familie og venner. En af produktionerne, Hyrdinden og skorstensfejeren, kan ses på YouTube. Efter Vildanden er næste planlagte projekt H.C. Andersens Grantræet.

Den er jeg i fuld gang med at samle ting ind til og finde musik på biblioteket og så videre. Det får jeg meget god tid til at gå med. I det hele taget er jeg altid opfyldt af et eller andet, og det er jo en utrolig stor gave. Det giver mig dage fulde af glæde. Jeg har altid været tilfreds, og det tør man jo næsten ikke sige i dag, hvor der er så meget utilfredshed.

Ensom er hun ikke, heller ikke selvom for nogle år siden blev enke. Hun var gift med Jens Christian Colding Wolf, som var præst, og de to har været præstepar i Grønland og i Ingstrup og Vester Hjermitslev i Vendsyssel, tæt ved Løkken, hvor Birte Wolf nu bor. I 1976 udvidede hun sin læreruddannelse og blev cand.pæd.psyk. og arbejdede siden som skolepsykolog i Sydgrønland og Aalborg.

Aktiviteterne har fyldt hendes liv, og givet det den mening, som hun er tilbageholdende med at sige alt for meget konkret om. Og så afbryder hun pludselig sig selv og foretager en psykologisk selvransagelse.

Måske går jeg glip af det egentlige liv, fordi jeg har så travlt med mine eventyr og det ene og det andet? Det kan man jo godt tænke over. Måske undviger jeg ensomheden på den måde? Det kan jeg jo ikke vide. Jeg kan kun leve det liv, jeg har.

Birte Wolf er født i Ringsted, hvor faderen var læge og konservativ folketingsmand. Han døde, da hun var fem år, og der var ingen penge, så moderen flyttede sammen med sine tre døtre til København og fik bevilget en klasselotterikollektion.

Det levede vi så af. En uge om måneden kom folk til hende og fik fornyet deres lodder. Hun havde fået sat en lem i døren i vores spisestue, så hun ikke fik kunderne for tæt på. Hun var egentlig sygeplejerske, men Klasselotteriet havde den fordel, at hun kunne være hjemme ved os børn.

Familien boede i Istedgade, og Birte Wolf gik på Gasværksvejens Skole og blev konfirmeret i Mariakirken der hvor alle narkomanerne holder til nu. Her gik hun også i søndagsskole, som hun fortæller om i nogle erindringer fra sin barndom:

Vi sad i en kedelig menighedssal og dinglede med benene på voksne stole og lyttede andægtigt til, hvad man fortalte os om. Engang fortalte vores søndagsskolelærerinde, at ingen kunne vide, om nu også de kom op i Himlen, når de døde. Da tænkte jeg, at det vist ikke var helt sandt. Hun måtte da i hvert fald være sikker på at komme derop. Jeg går så glad med sang og lov min søndagsskole-gang. Sådan sang vi, og jeg tror egentlig også, at jeg følte det. Det var nogle gode historier, vi hørte, som nok kunne sætte fantasien i gang.

Istedgade var et godt sted at vokse op, husker Birte Wolf. Det var jo i Staunings tid og dengang et rigtigt arbejderkvarter.

Måske har jeg savnet en far, men på den anden side: Når jeg besøgte mine kammerater, så sad der ofte et surt og galt mandfolk inde i stuen og skældte ud i de her fattige arbejderhjem. Det var jo i 1930erne, og mange af dem var arbejdsløse, og jeg har siden tænkt ved mig selv, at det var jeg da sluppet for. Da vi kun var piger derhjemme, og i skolen skarpt adskilt fra drengene, var det først, da vi begyndte at holde gymnasiefester med en anden skole, at jeg rigtig fandt ud af, at der her i livet fandtes andet end piger og kvinder.

Faderen var med i Københavns Indre Mission, men døde så tidligt, at han ikke nåede at sætte religiøst aftryk på datteren. Den religiøse påvirkning, foruden barndommens søndagsskole, kom til hende fra spejderbevægelsen.

Jeg var grøn spejder med hud og hår. Vildt entusiastisk. Det er man jo som ung. Idealistisk og naiv, og jeg har siden tænkt på, at var jeg vokset op i Tyskland i 1930erne, kunne jeg have risikeret at have været et lige så entusiastisk medlem af Hitlerjugend. Som ung har man jo ikke det store udsyn eller forståelse for, hvad noget kan føre til. I den alder er man idealist, bundet op på liv og sjæl. Det er så let for os bagefter at fordømme, men det var jo de samme psykologiske mekanismer, der dengang var på spil for de unge i Hitlerjugend som i alle bevægelser af den art.

Vi lovede på ære at være tro mod Gud og vores fædreland. Siden har jeg tænkt på, hvor urimeligt det egentlig er at kræve så store løfter af så unge mennesker. Men vi var idealister dengang. Det er de unge jo ikke i dag.

Som voksen har hun levet sit liv som troende og tvivlende.

Jeg går i kirke, men jeg tror, og jeg tvivler. Det gør alle nok. Man er nødt til at have tvivlen med, og den kan man slet ikke undgå, efterhånden som man får ansvar og blik for flere og flere facetter i livet. Det er ligesom godhed og ondskab. Begge dele er vævet tæt sammen, vi er aldrig kun det ene eller det andet. Man kan ikke komme igennem livet som en engel. Indimellem gør man dårlige og onde ting, men så må man trøste sig med, at sådan er livet nu engang. Det opdager man jo som voksen, at det er mere kompliceret, end man tror som ung.

Bogen En endnu levendes overvejelser er ikke erindringer, men en bog, hvor Birte Wolf forsøger at tage det helt store overblik over de kræfter og vilkår af åndelig og fysisk art, der spiller ind og danner det komplicerede liv, som det har formet sig for en gammel dame på vej til de 90. Som hun skriver i bogen, har hun her sat sig for intet mindre, end at kortlægge hele livet, at trænge til bunds i alle ting, at splitte alting ad i sine bestanddele, at rive alle slør væk...

Og et sådant forehavende er jo både latterligt og naragtigt, tilføjer hun selverkendende i samme åndedræt. Måske et udslag af hybris, hovmod, som det går det menneske, der fortælles om i Bibelen: Det slap for den urene ånd, men endte som bolig for syv andre ånder, og det sidste bliver værre med dette menneske end det første.

Denne lille historie fra Lukasevangeliet genfortælles i bogen, og Birte Wolf lader spørgsmålet om sin egen rolle i den sammenhæng stå åben. Bogen slutter med hendes refleksioner over alderdommen og døden og nutidens optagethed af det fysiske og idéen om evig ungdom, som får denne ironiske kommentar:

Indimellem kan man finde det helt grotesk at se, hvorledes de midaldrende underkaster sig allehånde lidelser for at vedblive at se unge ud. Plastiske operationer af forskellig slags er blevet moderne. De midaldrende er samfundets rigeste, og de bruger deres penge til at farte verden rundt i håb om ved hjælp af nye oplevelser at holde sig unge. Med sig har de sofistikerede kameraer og videomaskiner, så de, når de atter er kommet hjem, kan bevise for omverdenen, at de stadig er misundelsesværdige, stadig kan udvide deres repertoire, stadig er med på vognen.

Men i al denne jagen fornægtes det specielle, åndelige kald, man har som gammel, mener Birte Wolf. Opgaven, som ældre og gammel at søge en bevidstgørelse af psyken, at søge sjælens dybder, at trænge frem på vejen ind til selvet, som er vores væsens kerne, som hun skriver i bogen.

Men jeg er ikke ude på nogen mission, fastslår Birte Wolf. Jeg forsøger bare at reflektere lidt over det alt sammen. Hvis der er en konklusion, må det være håbet om, at man må få mod til at acceptere sig selv. For der skal jo mod til at se sig selv i spejlet og acceptere, at det der, det er altså mig.

I min bog gør jeg mig overvejelser over mit liv. Jeg synes, det er rimeligt, at vi mennesker en gang imellem overvejer lidt om, hvad det hele går ud på. For mig synes det i hvert fald at være en rimelig anvendelse af min alderdom, og skulle det give andre lyst til også at overveje, er det jo fint.

I løbet af det seneste år har Assad moret sig med at sende videooptagelser af lidende oppositionsmedlemmer til sine rådgivere.
I løbet af det seneste år har Assad moret sig med at sende videooptagelser af lidende oppositionsmedlemmer til sine rådgivere. Foto: Henning Bagger/.