Nogle dage blev han ramt af den såkaldte middagsdæmon, som også den kristne oldkirkes ørkenfædre kendte til. En følelse af tomhed, fordi ingenting sker. Andre gange var der en vidunderlig fornemmelse af en rislende kilde, der løb, og at det bare var godt, fordi han ikke skulle gå efter et bestemt resultat, men bare lade tingene komme af sig selv.
- Der kommer nogle øjeblikke, hvor man synes, at man ser tingene meget klart - ens eget liv, verden og ens medmennesker, siger Henrik Højlund.
Den 49-årige sognepræst i Løsning-Korning ved Horsens, far til fem og kendt som en ivrig debattør på den kirkelige højrefløj, gik i kloster i 12 dage i august sidste år. I det økumeniske evangelisk-lutherske Östanbäcks Kloster nær mark og skov i Sverige, hvor otte munke lever efter den gæstfri benediktiner-regel, er dagene rammet ind af tidebønner. Fra den første klokken 04 om morgenen til den sidste før sengetid. Ind imellem er der praktisk arbejde i haven, bærplukning, istandsættelsesopgaver og stilhed.
Et stilfærdigt, afdæmpet og enkelt liv, som hos Henrik Højlund resulterede i nogle dybe eksistentielle erkendelser om Gudsforholdet, den travle hverdag i modsætning til klosterlivets afsondrede ro og bønnens væsen. Han har skrevet om det i bogen "Klosteret og kærligheden", der blev anmeldt i Kristeligt Dagblad den 4. april i år.
- Jeg har været på mange retræter af et par dages varighed, men det var første gang, at jeg opholdt mig så længe i et kloster. Det gjorde dybt indtryk på mig, siger Henrik Højlund.
Når han tog af sted, var det ud fra et behov om at nå ned til sine trosmæssige rødder og at få liv i dem.
- Jeg havde behov for at genoverveje, ikke bare hvorfor jeg er præst, men også hvorfor jeg tror. Sammen med min sjælesørger og skriftefader har jeg efterfølgende fundet ud af, at jeg nok har haft en spirituel depression. Sådan noget kan handle om mange ting. For mit vedkommende har jeg altid bøvlet med tvivlen. Men nu lå det på en måde længere nede med en fundamental tomhedsfornemmelse og spørgsmål som, hvad er det hele for noget, og hvorfor overhovedet være kristen?
- Jeg har ikke været i tvivl, om jeg skulle fortsætte som præst, men det er en tomgangsfølelse, præster kan komme i, fordi man skal give så meget, og det kræver rigtig meget påfyldning. I evangelierne kan man læse, at Jesus også indimellem trak sig tilbage til bjergene for at være alene. Det handler om en opladning af de åndelige batterier. For hvis man ikke som præst har hjerteblodet med, når man prædiker, holder andagter og taler med de mennesker, man møder i alle mulige situationer, er der ikke en pind ved det, siger Henrik Højlund, der har været præst i 16 år.
Om aftenen efter klokken 21.30 skulle der være stille i klosteret til næste morgen, men han snød lidt.
- Stedet havde en it-forbindelse, og jeg må indrømme, at jeg hver aften var på nettet for at se, hvordan det gik vores håndboldherrer til OL. Det hændte også, at jeg snakkede lidt med en af munkene, der er dansk, samtidig med, at vi fik os en lille whisky. Alt i alt var mine 12 dage i kloster fantastisk dejlige. Det var lige det, jeg trængte til, siger Henrik Højlund.
Hvad han især satte pris på, var de daglige syv samlinger i klosterets kapel med tidebøn. Det gav dagen puls og rytme.
- Det betyder, at der kommer et ovenlys på det, du foretager dig. Der bliver noget himmel over det. Og det, som jeg synes er rigtig dejligt ved at være sådan et sted, er, at man indgår i et fællesskab om bøn, som er meget u-præstationsagtigt. Fællesskabet og de faste formulerede bønner er en hvilende og meditativ bønsform, der bliver befordrende for vores egne bønner.
- Når vi, der var gæster i klosteret, havde været til tidebøn, blev vi ofte hængende i det lille smukke kapel og bad i al stilfærdighed. Man kunne komme med sin egen stille snak og lade tankerne flyve og vandre til Gud. Jeg synes, at man i den situation finder et vældig dejligt sted, hvor bønnen hører hjemme. Det bliver lidt som et barn, der sidder på sin fars skød og snakker lidt og lytter lidt.
- I en bøn til Gud kan man tale om alt mellem himmel og jord - om ens eget liv, bekymringer, det, der gør en glad, mennesker, man holder af eller ikke holder af. De store ting. I det hele taget noget, der i det daglige ræs kan fylde og stresse meget, men i bønnen kan tankerne stå i kø og sendes af sted en for en. Tvivlen, der kan være besværlig, større trosglæde, tårer og smil - det hele er der plads til.
- Ørkenfædrene praktiserede den ordløse bøn, og det sted kan du også nå hen til i klostret, hvor ordene stopper. Hvor du bare er og alligevel er i en slags bøn. Det er ikke en trancetilstand, men en oplevelse af Guds nærvær, siger Henrik Højlund.
Klosterets tidebønner er fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Det kan også være fadervor og den meget gamle Jesus-bøn: Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig. Og så er der bønnen, der bedes i det private lønkammer.
- Bønslivet er blufærdigt. Det svarer til den samtale, du fører med din ægtefælle over køkkenbordet eller i sengen. Forholdet mellem Gud og menneske er sammenligneligt med intimiteten mellem mand og kvinde. Jeg har ikke lyst til at berette, hvad jeg taler med Gud om. Jeg taler om alt, og det gør jeg også med min ægtefælle. I det gode ægteskab har man lov til at være blottet og være lidt som et barn, der kan sidde en fredag aften med ægtefællen og over et glas rødvin læsse af på en barnlig måde.
- Der er ingen steder, hvor man er så barnlig som i bønnen til Gud. Nogle gange kommer det kaotisk og hulter til bulter, ligesom når et lille barn skal fortælle dig noget, som det har oplevet. Det elsker vi at høre på, ligesom Gud også elsker at høre på os, selvom der ingen hoved og hale er på det, vi siger.
Hvordan kan vi være sikre på, at Gud hører vores bøn?
- Det kan vi ikke være på nogen matematisk beviselig måde. Og hvis du venter på det, oplever du det aldrig. I bønnen er der et element af usynlighed. Du når kun Gud som den usynlige, og derfor er der god grobund for tvivl. Så du kan få en erfaring af hans nærvær, men også have perioder, hvor Guds nærhed ikke mærkes. Som med Jesus på korset, der siger: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?".
- For mig er det ikke ligegyldigt, om Gud lytter. At bede er mentalt godt for sjælen, ja, for det moderne stressede menneske. Men hvis den Gud, jeg beder til, ikke lytter og ikke er der, vil jeg holde op med det samme. For det altafgørende for bønnen er ikke selve bønnen, men Ham, den retter sig mod. Det er et spørgsmål om, at Gud er sand, til stede og lytter. Det er troens vilkår, at jeg lever med det sats. Men jeg tager chancen for, at Han er der, siger Henrik Højlund og tilføjer:
- Det er et spring ud på de 70.000 favne, hver gang jeg folder hænderne.