Det kører som i smør for Thomas Kluge. Gammeldags lurmærket smør. For øjeblikket udstiller den autodidakte billedkunstner på Nivågårds Malerisamling. Blandt flere større værker i udstilingen »Kunstens virkelighed« kan publikum komme tæt på et maleri af dronning Margrethe, et af kunstnerens farmor og af hans suite »1917-83« - en række malerier, der er tænkt som en ironisk kommentar til modernismens krav om frihed og fornyelse. Ironien giver sig blandt andet udslag i denne kunstners »tyvagtige« lån af en pissoirkumme i rosafarvet porcelæn med signaturen R. Mutt. Udtales som det tyske Armut - armod.
Den 32-årige Kluges ide med at anvende en nødtørftskumme som motiv refererer til den franske maler og dadaist Marcel Duchamp, der på en gang udfordrede, provokerede og brød sin samtids grænser ved at udstille og dermed udråbe en så ringeagtet brugsgenstand som kunst. I dag, 100 år senere, udfordrer Thomas Kluge, ligesom Duchamp, sin samtid ved at gå imod strømmen og male sine portrætter, inklusive omtalte kumme, med så præcise strøg og så hårfine pensler, at der på det nærmeste er tale om fotografisk nøjagtighed i tradition med billedkunstnere som Niels Strøbek og Jørgen Boberg.
Meningerne er delte. Hos officielle smagsdommere er der en vis uvilje imod det, Kluge går og laver. Det ved han godt. Nogle rynker på næsen af hans portrætter og malerier - i dag er det ikke god tone, at kunsten »ligner«. Nogle føler sig provokeret af hans selviscenesættende image: Rembrandt-hue og sort fløjlssløjfe, der får ham til at stikke en del af fra omgivelserne. Værst er måske, at han som selvlært - uden Kunstakademiets blå stempel - har stukket næsen lige lovlig langt ind i de etablerede kunstcirkler.
- Jeg kan ikke lade være, dels fordi jeg har lyst til at male, dels fordi kunsten for mig også er et spørgsmål om at provokere. Ikke publikum, men kunsten selv.
Så Thomas Kluge fortsætter uanset kritikken med at male. Både bestillingsarbejder og det, han kalder »sine egne billeder« med ukendte modeller, still-lebens, selvportrætter eller små gule plastikmænd på store, store lærreder alle med sort baggrund, hvilket efter hans opfattelse får motivet til at træde stærkere frem.
I milleniumåret 2000 blev det for Kluge til to officielle bestillinger: Et maleri i fuld figur af Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, og et i samme dimensioner af dronning Margre-the. Det første har fået plads på Bispegården og det sidste på Herlufsholm Kostskole.
Som en gave fra det Danske Handelskammer til prins Joachim og prinsesse Alexandra malede Thomas Kluge for fem år siden et mindre og - meget nærgående - portræt af dronning Mar-grethe.
Hvordan har reaktionerne været på det maleri?
- Jeg har fået meget positiv respons, men også det modsatte. Specielt kvinder, jævnaldrende med Dronningen, har reageret stærkt. Nogle synes, billedet er for detaljeret og alt for afslørende. Det hænger nok sammen med, at de spejler sig selv i motivet, og oplever Dronningens ansigt som deres eget. Selv synes jeg, det er et godt maleri. Et maleri, hvor ansigtsudtrykket er flertydigt, rummer en hemmelighed, ligesom Leonardo da Vincis maleri af Mona Lisa. Et maleri skal ikke bare gengive overfladen, men også bevare hemmeligheden. Kunstværket er jo bare en kode - et lærred med noget farve. Den kunstneriske oplevelse opstår først i mødet mellem den, der ser, og værket. Det er det, der kaldes refleksion.
Skal der ikke mod til at gå så tæt på detaljen i et ansigt?
- Jeg blev advaret, men jeg holdt på mit, og da jeg skulle præsentere Dronningen for portrættet, var der da også en længere pause før reaktionen kom: »De har sandelig fået det hele med«. Efter et øjeblik kom det så: »Jamen, jeg ser jo sådan ud«.
Først da gik det op for Thomas Kluge, at han havde været tæt på at overskride en grænse.
- Men Dronningen er en begavet dame, der både er vant til at se på kunst, og som desuden har et meget realistisk forhold til sig selv. Da jeg malede det officielle billede af hende, gik det op for mig, at hun klæder sig utroligt smukt og tidløst. Og for en maler som mig, der er inspireret af barokken og dens tradition, er hun et fantastisk motiv. Jeg ville aldrig bede min kæreste eller nogen som helst andre om at trække i det store skrud, for at jeg kunne male dem. Det ville virke hult og falsk. Men nu har vi altså en dronning, der klæder sig på en måde, så det i pagt med både fortid, nutid og fremtid bliver en udfordring for den, der skal forevige hende. Da jeg stod og malede Dronningen i den fantastisk flotte brokadeskjole var indtrykket af fortiden så stærk, at jeg ikke kunne lade være med at spørge mig selv, om der overhovedet var noget tilbage af vor egen tid. Man kan få svaret i Dronningens ansigt. Det er en moderne kvindes blik, vi møder.
Du bruger fotografiet som skitse. Hvorfor?
- Fordi det rummer en kode, jeg selv kan aflæse, og som kan bringe mig tættere på den sandhed, jeg søger, men sikkert aldrig finder. Sandheden ligger også i det umulige i at portrættere en person, som har levet et langt liv, men som jeg kun har kendt i kort tid. For at løse opgaven er jeg nødt til at skildre personen, nøjagtig som vedkommende ser ud, uden at digte. Når det er sagt, er mine malerier også en slags selvportrætter. For at finde sandheden om modellen, må jeg lede efter sider i denne, som jeg kender fra mig selv.
Et af de malerier, som har haft størst personlig betydning for Thomas Kluge, er det, han netop har færdiggjort af sin farmor. Dette billede er ligesom de nævnte af dronning Margrethe med på udstillingen på Nivågård.
- Min farmor, der siden drengeårene har betydet meget for mig, er en modig dame med en utrolig vilje, og den vilje har jeg arvet. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at male min farmor, så jeg på en vis måde altid vil kunne have hende hos mig. Livet varer ikke evigt. Min farmor er i dag 91 år, og vi har stadig en stærk kontakt. Og hun følger nøje med i, hvad det er, jeg går og laver.
Isenkræmmer med maletalent
Thomas Kluge er uddannet isenkræmmer. Efter 10. klasse i folkeskolen satsede han »på noget med design eller reklame«. Han kom på EFG inden for handel og kontor.
- Men det var ikke noget for mig. Jeg var begyndt at gå til croquis-tegning, og det optog mig meget mere.
Efter en tid som værnepligtig i civilforsvaret kom han på Kunsthøjskolen i Holbæk.
- Jeg vidste ikke meget om at male, og jeg troede alt var tilladt. Vi malede og malede, trekanter og firkanter med pinde på højskolen. Jeg ville jo gerne lære faget, sådan rigtigt, og så det lignende. Men det var ikke lige det, der var i meningen. I Holbæk var kunsten fri. Men hvad nyttede det, når jeg følte mig ufri, når jeg ikke kunne få lov at male de billeder, jeg gerne ville.
På det tidspunkt begyndte det at gå op for Thomas Kluge, at kunst også var et spørgsmål om provokation.
- Det var dengang, jeg begyndte at forstå, at de mennesker, der gerne skulle blive lidt klogere ved at se på kunst, gik forbi den. Den interesserede dem ikke.
Det fik Thomas Kluge til at vende spørgsmålet, og i stedet for at provokere publikum begyndte han at udfordre kunsten.
- Nu havde småborgerskabet været provokeret de sidste 100 år, uden det havde ændret ret meget. Men da jeg begyndte at male det, jeg så, kom der en kraftig modreaktion. Og det passede mig fint.
I starten malede han sine vellignende malerier som en slags kritik af sin egen tids kunstopfattelse.
- Men det udviklede sig også til en undersøgelse af, hvorfor det, jeg maler, bliver opfattet som kontroversielt. Det er selvfølgelig klart, at jeg selv har søgt konfrontationen. Men alligevel...
Første gang Thomas Kluge udstillede på en cafe i København, fik han af de andre udstillere det råd, at finde en professor og »male lidt hos ham«, så skulle han nok komme ind på Kunst-akademiet.
- Men på det tidspunkt havde jeg gjort op med mit ønske om at søge ind på akademiet. Jeg ville ikke omprogrammeres, dertil var min personlige bagage for vigtig for mig.
Hvad er det for en bagage, du går rundt med?
- Den er ikke så flatterende, altså jeg var meget dominerende og ikke specielt sød ved mine kammerater. Det var ikke kun et spørgsmål om at bestemme. For mig var det et psykologisk eksperiment, der også handlede om at manipulere og spille folk ud mod hinanden. Jeg gjorde det ikke så meget for at få magt, som for at udvide mit territorium og undersøge nyt grænseland. I dag er min rolle som kunstner en ganske anden end dengang, hvor jeg bestemte. Og alligevel er det svært at sige, hvilket kunstsyn der bestemmer, det er mere nogle tendenser, der tegner billedet. Det er et spil, synes jeg. Og det er det spil, jeg prøver at finde reglerne for.
Kunstverdenen, mener Thomas Kluge, kan sammenlignes med barneverdenen.
- Det en kun en lille del af den store verden, hvor jeg nu bruger mange kræfter på at søge efter det håndgribelige i det virkelige.
Han stiller spørgsmål i alle sine malerier, og han indlægger bevidst flere betydninger.
- Men dobbeltheden gør også, at muligheden for at miste det kunstneriske fodfæste hele tiden er til stede.
Søger du udødeligheden i dit arbejde?
- Et eller andet sted, når man bruger så meget tid og så megen energi på noget, så håber man også, at det har en betydning ud over lige her og nu. Forleden så jeg i tv et indslag om H.C.Andersen, hvor det fremgik, at han, for at opnå udødeligheden, måtte give afkald på det at leve. Det gjorde indtryk, fordi det fik mig til at overveje, om det forholder sig sådan, at vi i virkeligheden skal besøge de døde, for at forstå livet.
Er du ikke bange for, at din popularitet skal gøre, at du sejrer dig til døde som kunstner?
- Nej, jo, angsten for at løbe tør for materiale og indhold i mine undersøgelser kan godt ligge og ulme et eller andet sted, men det er ikke noget, jeg tænker meget over. Jeg kan kun nå at male få billeder om året, og bryder mig ikke om at gentage mine motiver. Der skal være en eksklusivitet omkring det enkelte værk.
Thomas Kluge nævner at Statens Kunstfond købte et maleri af hans hoved, da udstillingen var i Holstebro.
- Det er et todelt værk, hvor der også hører et par fødder til. Fødderne blev købt af en anden, da udstillingen kom til Nivågård. Man vil nu altid kunne spørge: hvor blev Thomas Kluges fødder egentlig af? Og det er sådan nogle spørgsmål, der skaber eksklusiviteten.
moekristeligt-dagblad.dk
Blå bog
Thomas Kluge, 32 år, er fra Næstved-egnen, hvor han efter folkeskolen blev uddannet som isenkræmmer. Men det var mere croquis-tegningen der interesserede ham. Han forsøgte forgæves at blive optaget på Kunstakademiet og bortset fra en tid på Holbæk Kunsthøjskole er han selvlært kunstner. Efter en tid med modernismen skiftede han bane til det anti-modernistiske, og med sine naturalistiske malerier, holder han sig i dag til naturalistiske med den klassiske maletradition som enikke uvæsentlig del af bagagen. Af store værker har Thomas Kluge blandt andet malet Københavns biskop Erik Norman Svendsen og Dronning Margrethe. I øjeblikket udstiller Thomas Kluges malerier på Nivågårds Malerisamling.