"Hvordan har du det – lige nu?"
Spørgsmålet blev stillet igen og igen af den kvindelige værtinde til deltagerne i X Factor-finalen sidste fredag. Og nej, dette er ikke en klumme om, hvor fladpandet eller følelsespornografisk jeg mener, X Factor er.
LÆS OGSÅ: Gladiatorkampen i parken
Under dække af børnenes interesse har jeg med tilfreds gysen fulgt med fredag efter fredag. Men jeg noterede mig midt i underholdningsværdien forleden, at ovenstående spørgsmål blev stillet pinligt mange gange, og mens deltagerne fumlede efter intetsigende svar a la: "Det har været en spændende rejse" eller "Jeg er bare så glad for at være med", tænkte jeg over, hvad jeg selv ville svare. Som jeg sad der i sofaen, ville det være noget i retning af: "Mine bukser strammer, fordi jeg har spist for mange popcorn" eller "Jeg er træt i skroget – det er jo fredag".
Men neden under den umiddelbare følelse af mæthed og træthed kunne jeg også finde andre svar som for eksempel: "Jeg er bekymret for, om jeg slår til som mor" eller "Jeg er glad for, at mine børn er raske og sunde".
Ingen af mine svar ville nok gøre sig særlig godt i X Factor. Spørgsmålet er beregnet på at skabe en her og nu-stemning i fjernsynet, der samtidig skal grave simple følelser ud, som seerne kan identificere sig med. Og vi hører spørgsmålet stadig oftere i de elektroniske medier, for eksempel også i sportsprogrammer efter en sejr eller et nederlag.
Selvom det nøgternt betragtet er et omsorgsfuldt spørgsmål, er det ikke udtryk for en ægte interesse, og svaret er som regel givet på forhånd. Man hører i hvert fald sjældent nogen sige: "Jeg skulle aldrig have deltaget i det her interview" eller "lige nu har jeg ikke lyst til nogensinde at synge igen". Som regel får vi blot en overfladisk konstatering af, hvilke følelser der lige strømmer igennem det menneske, som har mikrofonen foran sig. Og svaret er derfor ikke hverken synderlig ærligt eller komplekst.
Men fænomenet er ikke kun fjernsynet forundt. Vi spørger jo ofte: "Hvordan går det?", når vi strejfer hinanden socialt, for eksempel på arbejde eller til en festlighed i familiens eller vennernes lag. Som regel lyder svaret det forventelige "fint " eller "travlt". Og derfor kan det komme bag på os, når nogen pludselig svarer: "Jeg har det virkelig skidt".
Det kræver mere tid at følge op på samt en ægte interesse i svaret. Og det er faktisk tankevækkende, at vi egentlig ikke forventer et ærligt eller nuanceret svar på så vigtigt et spørgsmål, men blot stiller det nærmest rutinemæssigt for at have ryggen fri.
Når jeg henter mine børn i skole eller børnehave, spørger jeg, om de har haft en god dag. Hos de ældste har høfligheden indfundet sig. De svarer ofte "godt" eller "o.k.". Og vil man rent faktisk vide noget, skal man være mere ihærdig og for eksempel spørge, hvad det sjoveste eller sværeste har været i løbet af dagen.
Men min yngste søn på tre år er endnu ikke skolet i overfladiske sociale fraser. Hvis han har haft en dårlig dag, svarer han et højt og rungende "nej!" ud over børnehavens sandkasse. Det kan godt få det til at gibbe i den nærmeste pædagog. "Jamen vi har da været på en spændende tur til naturlegepladsen", kan den voksne finde på at sige i et udglattende tonefald. "Jeg syntes, det var koldt og kedeligt," har jeg hørt ham sige. I mit stille sind tænker jeg, at han nok snart lærer at svare på samme overfladiske måde som os andre. Men jeg håber, jeg aldrig skal høre ham sige: "Det har været en spændende rejse – jeg er bare så glad for at have været med." Og da slet ikke på fjernsyn.