Håbet i mismodet

Præsten og salmedigteren Carina Wøhlk øver sig i at turde favne livet igen. Hun er stadig ikke raskmeldt helt efter et sygdomsforløb, hvor hendes egen skrøbelighed og dødelighed nærmest blev alt for håndgribelig. Under sygelejet denne sommer blev hun berørt af forventningen til Herrens komme, som adventstiden indvarsler

”Adventstiden er en bodstid. Når du er syg, får du uvægerligt tanken, at du bøder for noget. Men den tanke taler evangeliet midt imod. Gud lader solen skinne og regnen regne over både retfærdige og uretfærdige,” siger sognepræst Carina Wøhlk. –
”Adventstiden er en bodstid. Når du er syg, får du uvægerligt tanken, at du bøder for noget. Men den tanke taler evangeliet midt imod. Gud lader solen skinne og regnen regne over både retfærdige og uretfærdige,” siger sognepræst Carina Wøhlk. –. Foto: Søren Staal.

Som ånde, der holdes tilbage,

som livsmod, der ej går i skjul,

som smilende, smægtende dage

er advent og længsel mod jul.

Carina Wøhlk går rundt og føler sig på sin vis heldig. Hun kan stadig høre skadestuelægen sige til hende, at det er et lykketræf, at hun er her endnu.

LÆS OGSÅ: 30 nye salmer til folkekirken

Det havde været en travl søndag i den 42-årige sognepræsts liv med højmesse efterfulgt af en særgudstjeneste for hiv- og aids-syge, som hun også er præst for. Et barselsbesøg på Rigshospitalet var det også blevet til. Efter ugers sygemelding mærkede hun glæden over igen at bære præstekjolen og være tilbage i tjenesten i Helligåndskirken i København. Det ene ben smertede, men hun havde slået det hen i søndagens løb. Da det blev mandag, valgte hun for en sikkerheds skyld at kontakte sin praktiserende læge. Han overvejede, om det mon kunne være en blodprop, men han mente ikke, at der var tegn på det. Men for en sikkerheds skyld blev hun sendt til skadestuen. Her så lægen ikke umiddelbart noget tegn på en blodprop, men for en ekstra sikkerheds skyld blev hun ct-scannet: To store blodpropper havde revet sig løs og sat sig i begge lungepulsårer.

Lægen sagde, at der måtte være nogen, som holdt hånden over mig, for den ene lungepulsåre var tæt på at lukke til, hvilket kunne have fået lungen til at kollapse. Lægerne og sygeplejerskerne kunne ikke forstå, at jeg havde kunnet gå så forholdsvis upåvirket rundt med to så store blodpropper. Når jeg i dag ser tilbage, kan jeg se, at jeg har været i gode hænder, for havde det ikke været for lægernes særlige agtpågivenhed, kunne historien have fået en fatal drejning, siger Carina Wøhlk.

På søndag er det første søndag i advent. Advent kommer af det latinske ord adventus for komme, og i kristen tradition er adventstiden forberedelsen på Herrens komme i julen. Med 14 års erfaring som funktionspræst for hiv-smittede og aids-syge er Carina Wøhlk fortrolig med menneskelig lidelse, men denne sene novemberdag konstaterer hun, at hendes personlige vandring som patient de seneste måneder skaber en større forventning til advent og jul.

Adventstiden er en forberedelse til julens fejring af, at Gud bliver menneske gennem Jesus. I inkarnationen forsoner Gud os med vores menneskelighed. I kirken taler vi ofte om forsoning i forbindelse med påske, men der ligger også en forsoning i inkarnationen. Det bliver nemmere for mig at komme overens med min sårbarhed, når jeg tænker på, at Gud selv har antaget menneskeskikkelse med alt, hvad det indebærer. I inkarnationen går Gud i bogstaveligste forstand i flæsket på os, og han insisterer på at tage kødet på sig og møde os i øjenhøjde. Det er stort, at Gud lader sig føde i et lillebitte barn. Hans komme til verden betyder, at vi aldrig er alene.

Som barn var Carina Wøhlk en indadvendt læsehest, som i en alder af 10 år ofte blev set fordybet med pen og papir. Hjemme på værelset i forstaden Utterslev skrev den tænksomme pige, som i ganske ung alder besluttede sig for at blive præst, talrige digte. Når noget gik hende på, skrev hun sig igennem det. På vej ind i voksenlivet fik hun konstateret grøn stær og har, siden hun var 20 år, gennemgået flere øjenoperationer. Trods operationer og medicinsk behandling beskriver hun i dag sit syn som temmelig mølædt.

Efter mange år, hvor hendes pen mest er blevet brugt til teologiske studier og prædikenskrivning, fandt hun for fire år siden tilbage til en mere kreativ form for skrivning. Det svenske træhus i landsbyen Ørby i Nordsjælland, som er hendes hjem, er til hendes overraskelse blevet et produktivt salmelaboratorium. Mens hun som barn skrev til skrivebordsskuffen, har hun i dag et samarbejde med Helligåndskirkens organist, Hans Ole Thers, som har skrevet melodi til salmerne. I sidste måned blev 30 af makkerparrets salmer udgivet på Wilhelm Hansens Forlag.

I hele mit voksne liv har jeg været i forbindelse med min egen og andres skrøbelighed, og det kan der komme noget smukt ud af. Jeg bruger blandt andet bevidstheden om min eksistentielle hudløshed til at skrive salmer. Jeg er taknemmelig for, at jeg på den måde kan bearbejde lidelsen. I det seneste halve år, hvor jeg har haft det rigtig svært, er salmerne nærmest strømmet ud af mig, siger hun.

Efter at have haft et skrantende helbred hele foråret blev hun i juni indlagt på Hillerød Sygehus, hvor hun fik sin anden kroniske diagnose: blødende tyktarmsbetændelse. I de 10 dage, hun var indlagt, var hun både fysisk og psykisk langt nede.

Jeg lå indespærret i hospitalssengen med de karakteristiske høje sengegavle og opslået sengehest og følte, at jeg aldrig havde haft det så dårligt i hele mit liv. Jeg tænkte en del på, hvorfor dette her skete for mig. Når jeg står på prædikestolen, prædiker jeg gerne mod forestillingen om, at vi får løn som forskyldt, for livet viser os gang på gang, at det ikke går os efter fortjeneste, og det er netop kristendommens budskab: nåden. Men når dit liv er i opbrud, og du mærker sammenbruddet, så får du en trang til at lede efter sammenhæng, efter mening. Så mens jeg lå forpint i sengen, kæmpede jeg for at finde et svar på lidelsens hvorfor: Hvorfor var det mig, som skulle have to kroniske diagnoser?.

Ligesom adventstiden også handler om bod, får du som patient uvægerligt tanken om, at du bøder for noget. Men den tanke taler evangeliet jo midt i mod. Alligevel bliver dette hvorfor ved med at runge. Også for en præst, som er vant til at prædike imod det.

På et tidspunkt fik jeg kæmpet min ene fod væk fra dynen ud gennem sengehesten i den fri luft, og mens jeg luftede foden, havde jeg pludselig en fornemmelse af, at min fod blev strejfet af en vinge. Jeg begyndte at le, ja, jeg nærmest grinede. Kropsligt var det en fornemmelse af at blive kildet af Gud, og jeg havde en stærk følelse af, at der var engle, som stod på vagt. Det gav mig en enorm styrke og et enormt mod på også at stige ud af sengen. Adventstiden er forventningen om Herrens komme, da jeg var længst nede og mest sammenkrummet oplevede jeg, at han kom og rettede mig op.

Naglet til lagnet ligger jeg stum.

Sygdommens stemme er skinger.

Glæden får pludselig hjerterum

føler jeg englenes vinger?

De står ved min fod

Og natten er god

hør, håbet i mismodet klinger.

I dag er Carina Wøhlk atter tilbage i vigør som præst, men hendes helbred tillader hende endnu ikke at arbejde på fuld tid.

Jeg fik mod til at svinge benene ud over sengekanten og tage fat på mit liv, men der er også fulgt en sorgproces i kølvandet på konstateringen af en ny kronisk sygdom og den efterfølgende blodprop, siger hun og fortæller, hvordan hun har skrevet livstestamente og aftalt med præstekolleger, hvordan hun vil begraves.

Det har været en udfordring også at give slip på oplevelsen af at være så nær på døden. At favne livet igen efter sådan en oplevelse har været et arbejde i sig selv. Jeg har taget mig i at tænke, at jeg nok ikke skal købe en ny trøje, for hvem ved, hvor længe jeg er her. Så er det godt med en kone, som får mig til at tro, at jeg nok bliver hængende lidt endnu, siger hun.

Selvom hun den seneste tid er blevet bedre til at favne livet, skal hun som kronisk syg også leve med en identitet som patient. I den hvidkitlede verden med blodprøver og venteværelser mærker hun i særlig grad kristendommens relevans. Patient kommer af latin, og Carina Wøhlk oversætter det som én, der har mod til at tåle.

LÆS OGSÅ: Homoseksuelle præster slår sig sammen

Som kristen skal man leve sit liv i håbet om, at hver eneste morgen byder på nye muligheder og nye veje at gå også når noget opleves umuligt, og man selv er en umulius. Det store, himmelstræbende håb er, at Gud en dag bliver alt i alle, og at alt det, som gør ondt i dag, vil forsvinde. Advent giver tid og rum for eftertanke og fordybelse. Sygdom kan åbne for det samme. Sygelejet kan give den syge ro til at mærke efter, ro til at dvæle ved nuet og de gyldne øjeblikke, der kan opstå i mørket. Man skal ikke lade sig jorde og begrave før tid.

Versene i denne artikel er skrevet af Carina Wøhlk og er blandt andet et uddrag af hendes adventssalme, som er indeholdt i den nye bog, Salmeskat.