Det er formiddag i værkstedshallen på snedkeruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole. De studerende står og saver låger i træ, tager øjemål og sliber skarpe kanter. Én forsøger at få en samling til at passe, mens en lærer med blyant bag øret korrekser, når der bliver lavet noget juks.
En ung fyr med lyst hår henvender sig til to piger, der er ved at spise deres madpakke på hver deres høvlebænk.
Har I fundet ud af det der med, hvordan man får overført sin merit?, spørger han.
Pigerne ryster på hovedet. De har begge to en studenterhue derhjemme, og den ene af dem har gået på universitetet og læst både matematik og eskimologi. I lokalet i dag er også en teolog og en skolelærer, der har valgt at skippe bøgerne til fordel for høvlebænken.
En fyr i hvid T-shirt, Nicolai Meiniche, har selv en hf i forvejen.
LÆS OGSÅ: Præsten der hellere ville bygge med træ
Der er en del af os, der er lidt ældre her på snedker. Man finder jo ud af, man er nødt til at lave noget med sine hænder.
Og noget kunne tyde på, at håndens arbejde er populært, ikke bare i Roskilde, men i hele landet. I marts viste tal fra Danske Erhvervsskoler, at antallet af ansøgere til håndværkeruddannelser som smed, tømrer og murer er steget med 12 procent fra 9458 til 10.588 på ét år efter en lang periode med nedgang i ansøgertallet. Størst er stigningen af ansøgere i Region Hovedstaden med 19 procent og Region Sjælland med 7 procent.
Tendensen bakkes op af en undersøgelse, Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Djøf, lavede i marts om fagenes agtelse. Den viste, at danskerne anser håndværkere som de mest nødvendige, ansvarlige og hårdtarbejdende fagpersoner for samfundet, kun overgået af læger, politifolk og hjemmehjælpere. Vurderingen af håndværkernes nødvendighed for samfundet ligger højere end for eksempel forskere og politikere.
Jacob Christiansen er kommunikationschef ved Roskilde Tekniske Skole. Han følger folkestemningen omkring håndværkeruddannelserne nøje og har også til opgave at højne anseelsen for erhvervsfagene. Men det er ikke altid lige let.
En dygtig tømrer eller en grundig vvs-mand er noget af det, folk sætter mest pris på og vil betale mange penge for. Men det har i mange år ikke været velset at læse til det. Og når medierne kører overskrifter som: Erhvervsskolerne er en skraldespand, så italesætter de håndværksuddannelserne som andenrangs og noget for dem, der ikke kan klare en boglig uddannelse. Hvilket jo egentlig er sjovt, for i virkeligheden er det erhvervsskolerne, der skal løfte samfundet de næste mange år.
Måske er de flotte ansøgertal for erhvervsskolerne i år et tegn på, at der er ved at ske et slags paradigmeskifte i den opfattelse, mener Christian Helms Jørgensen, lektor i uddannelsestudier ved Roskilde Universitet.
Der har været en skarp kritik af den måde, hvorpå håndværksfagene er blevet italesat af vejledere og forældre typisk mor. Der har været et ensidigt fokus på gymnasiet som det sikre valg og den rigtige løsning for alle med et godt hoved, men måske er det ved at gå op for forældrene, at de, der har forladt de videregående uddannelser, stiller sig i en meget lang jobkø. Det tror jeg drejer flere i retning af håndværksfagene, siger han.
Og så er der uden tvivl nok også en slags lemming-effekt blandt de unge. Hvis éns venner søger den vej, så gør man det måske også selv. På den måde kan det være en bølge, som er ovre lige om lidt.
Det er ikke helt forkert, når Christian Helms Jørgensen siger, at mor bærer en del af skylden for, at unge, der ellers kunne være blevet fabelagtige håndværkere, i stedet bliver middelmådige universitetsstuderende med udsigt til dagpenge. Det mener murer Mattias Tesfaye, folketingskandidat for Socialdemokraterne og forfatter til bogen Kloge hænder fra 2013, hvori han hudfletter samfundets holdning til håndværksfagene.
Når jeg er ude at holde foredrag, sørger jeg altid for at se mødrene i øjnene. For det er altid dem, der løfter øjenbryn, hvis en ung med udmærkede karakterer kommer og siger, at nu vil han gerne være kok eller håndværker.
Han mener, at de fine ansøgertal, der er kommet til erhvervsskolerne i år kan, skyldes et stemningsskift, især hos forældrene.
Det er nyt, at folk begynder at sætte spørgsmålstegn ved gymnasier og universiteter. Men det oplever jeg, at de gør. Hvad er livsindtægten for en halvstuderet røver sat over for en blikkenslager? Der er efterspørgsel efter det, håndværkerne kan, og med det følger muligheden for et bedre liv. Og mødre vil jo altid deres børn det bedste.
Det er glæden ved lige at træde to skridt tilbage og sige: Det der, det har jeg lavet. Det er glæden ved, at man selv har skabt noget. Jeg har en teori om, at langt færre unge ville spise lykkepiller, hvis de fik lov at bruge deres hænder noget mere.
Det lyder næsten halvfascistisk, men det handler om at glemme sig selv og blive målt på, hvad man laver, og ikke det, man er. Når jeg murer, kan jeg nogle gange opleve at blive anonym, at gå i et med murværket. Det er det, der er i fokus, og det skal være i orden, men der skal ikke stå Mattias med store bogstaver hen over det. Det er det komplet modsatte af alt det, der ellers er i tiden lige nu, og det er faktisk rart. Arbejdet er ikke ens jeg, arbejdet er arbejdet. Håndværket giver os mulighed for at være noget, ud over et jeg.
Forfatteren Peder Frederik Jensen udgav i 2012 romanen Læretid om de fire år fra 1998 til 2002, hvor han stod i lære som bådebygger. Han blev siden uddannet fra Forfatterskolen i 2006.
Ligesom Mattias Tesfaye mener han, der ligger en eksistentiel nødvendighed i at arbejde med hænder og krop.
Der ligger noget fuldstændig fundamentalt i at danne nogle forbindelser til den materielle verden, der omgiver os. Vi er ikke kun teoretiske væsener, men også fysiske væsener, der erkender verden gennem vores direkte kropskontakt med den. Mennesker, der ikke arbejder med håndværk til daglig, går jo også og opfinder materielle projekter i deres liv, som de dybest set ikke har brug for. I det højteknologiske samfund har vi sluppet arbejdets åg, men alligevel søger vi ind under det igen. Maler hus, ordner bil og gør det selv. Det tror jeg også er årsagen til, at tv-programmet Bonderøven er blevet så populært, at det bliver sendt igen og igen. Jeg tror, folk nyder at se den ro, de håndværkere, han kalder ind, går til arbejdet med, siger han.
Selv mener han, arbejdet med at bygge master og skrog på både har ændret ham som menneske.
Mit blik på verden er blevet anderledes, og jeg har det, som om jeg er styrket. Det at være hos en mester og gå fra at være én, han overhovedet ikke kan bruge til noget, til én, der arbejder på lige fod med ham, har været en dannelsesrejse.
Det er klart, det ikke er meditativt at ligge under en båd og slibe glasfiber i flere timer. Det er hårdt, og det er dødssygt. Men man kan af og til have sådan en oplevelse af at forsvinde ind i arbejdet. Så er man i gang med én ting på ét sted og kan holde styr på alle processerne oppe i sin hjerne.
Tilbage i snedkerhallen i Roskilde har de to piger med madpakkerne, Nathalie Winther og Eja Madsen, givet sig til at diskutere, hvorfor de egentlig er her. Er det en modedille eller hipstertendens ligesom at gå i retrotøj og køre på 1980er-cykler, eller er det her, meningen med livet ligger?
Jeg er sikker på, at det er dette her, jeg vil, siger Nathalie Winther og krøller sit madpapir sammen i en kugle.
Eja Madsen supplerer. Hun er kørt træt i at sidde og tænke og prøve at forstå, få en karakter og ikke vide, hvad hun gør galt på universitetet.
På uni var alting så diffust. Her kan jeg tydeligt se, når jeg laver en fejl. Og når jeg gør det rigtigt.