»Det kan ikke være nyt hver gang«, sagde hans kone trøstende, da han trådte ned fra talerstolen for 50 år siden, den 14. september 1952.
Stedet var Askov Højskole, og teologiprofessoren P.G. Lindhardt havde holdt foredrag om det evige liv. Foran tusinde tilhørere havde han understreget i sin sædvanlige skarpe stil, at det evige liv var her og nu og ikke noget fremtidigt, og at ethvert forsøg på at sige noget om det kommende liv var spekulationer, som måtte stå for folks egen regning.
Og det var i høj grad nyt for de fleste andre end fru Lindhardt. Der blev diskuteret på vej hjem i toget efter foredraget, og da Berlingske Tidende bragte et interview nogle måneder senere med overskriften »Bibelen giver ikke ret til at tro på et liv efter døden«, brød debatten for alvor ud.
P.G. Lindhardt havde afskaffet det evige liv og taget håbet og barnetroen fra folk, lød protesterne fra flere sider, og der blev rejst krav om, at bisper og ministre måtte gribe ind, så Lindhardt kunne blive fradømt kjole og krave.
Hans søn Jan Lindhardt, biskop i Roskilde Stift, var 14 år på det tidspunkt og ikke med til mødet, men kan godt huske tiden omkring foredraget.
- Jeg har fået fortalt, at der var folk på vej hjem i toget, der diskuterede foredraget voldsomt, men jeg tror ikke, at mor og far havde en fornemmelse af, at det var noget særligt. Far var næsten ikke hjemme, fordi han var til møder efterfølgende, hvor diskussioner mellem teologer og lægfolk var meget højrøstede. Det, jeg først og fremmest husker fra dengang, var, at der var så meget post, at vi næsten ikke kunne lukke døren. Der var også flinke breve, men flest af de vrede breve.
- Jeg tror, at de kan sammenfattes i den opfattelse, som H.C. Andersen havde af det evige liv: »Man kan forlange det.« Hvis man var god ved hunden og ikke slog konen, så var man på den sikre side og kom op til Gud. Det var den almindelige antagelse blandt befolkningen. Og det var præcis den holdning, at man altså ved hjælp af god moral kunne tilkæmpe sig en plads ved Guds højre hånd, han gik imod. Vi har kun den fremtid, som Gud under os, var hans pointe, siger Jan Lindhardt.
P.G. Lindhardt beholdt sin ret til at prædike i kirken og undervise på universitetet, selv om der var folk, der mente, at han fordærvede ungdommen. I et helt år bølgede debatten frem og tilbage med læserbreve, kommentarer og kronikker. Kirkens folk og ikke mindst missionsfolkene tog til genmæle med Bibelen og trosbekendelsen i hånden, men foredraget nåede videre end de kirkelige kredse og fik også menigmand til at fare i blækhuset, blandt andet over at Lindhardt ikke mente, at man kunne regne med at skulle gense sine kære, når tiden kom.
Fremtiden er Guds
Selv fastholdt han i interview bagefter, at det, han havde sagt, ikke var andet end det, som han sagde fra prædikestolen hver søndag i kirken. Og det er også rigtigt, mener Jens Kvist, præst i Skt. Jørgens Kirke i Aabenraa.
- Mange følte, at han tog det evige liv fra dem, men de havde ikke hørt, hvad han sagde. Han sagde i slutningen af sit foredrag, at »Opstandelsestro er ikke fremtidstro, men gudstro, er ikke et forsøg på at redde sig en tilværelse ud over den, som er os beskåret, men er just vor bekendelse af, at vi ingen anden tilværelse har end den, Gud har undt os. Opstandelselstroen siger om fremtiden kun det, at fremtiden er Guds. For hans er riget, magten og æren ...«, citerer Jens Kvist.
- Hvad vi gør os af forestillinger om det evige liv og paradis-drømme om at »ligge på grønne enge«, det er Gud ikke forpligtet af. Det må stå for vores egen regning. Det evige liv er nutid og ikke fremtid. Og vi skal ikke bekymre os om, hvad der sker med os efter døden. Det er vi fritaget for, fordi Gud ikke slipper sit menneske og sin kærlighed til det i liv eller død. »Jeg er opstandelsen og livet. Enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø«, siger Jesus i Johannesevangeliet, kapitel 11, siger Jens Kvist.
Men river Lindhardt ikke barnetro og fundament væk under folk?
- Jo, men det fundament er menneskeskabt og hviler ikke på Bibelen. Det, han siger, er, at vi ikke kan udstede veksler på evigheden. Han tager nok vores falske forhåbninger fra os, men siger, at Gud har alle mulighederne i behold. Jeg tror ikke på det evige liv som udødelighed, men som en modsætning til den evige død. Det vil sige, at vi er i Guds Faders hånd, om vi lever eller dør. Det er det, Lindhardt fastholder i sit foredrag. Han gør op med tanken om, at livet bare er noget, der skal overstås. Der står i Prædikerens Bog, at mennesket skal glæde sig over sin gerning, for vi ved ikke noget om livet efter vores død. Fremtiden skal vi overlade til Gud, siger Jens Kvist.
Dommedag er her og nu
For døden er alvor og livets afslutning. Det er ikke noget, man kan bortforklare eller uskadeliggøre med en drøm om et bedre liv i himlen. Og dommedagen, hvor fårene vil blive skilt fra bukkene, er heller ikke fjern fremtid. Himmel og helvede, frelse og fortabelse er her og nu og er ens egen afgørelse, fastslog Lindhardt i interviewet i Berlingske Tidende dengang.
- Den dobbelte udgang, som missionsfolkene fastholder, går han imod. Den yderste dag er i dag - denne vort livs hidtil sidste dag. Ordet evig siger ikke noget om varigheden, men om kvaliteten. Livet skal være gyldigt i modsætning til ligegyldigt. Og man gør det ligegyldigt, hvis man fokuserer på evigheden og livet som en jammerdal. I virkeligheden mener jeg, at Lindhardts tanker, som må siges at have sejret, kan sammenfattes i salmedigterens K.L. Aastrups langfredagssalme »Der venter bag langfredagsnat«. Der hedder det: »Så er det da en nådes-sag, hvad der af mig skal blive, om Herren gør en påskedag og kalder dødt til live«, siger Jens Kvist.
Han finder stadigvæk P.G. Lindhardts foredrag aktuelt og skal selv tale om det evige liv i anledning af 50-års-dagen.
Emnet er og bliver »evigt« aktuelt, og selv om forargelsen oven på Lindhardts foredrag dengang var til at tage og føle på, skabte det også en bred interesse for teologien, mener Jørgen I. Jensen, lektor i kirkehistorie på Københavns Universitet.
- Hele hans stil var meget skarp og polemisk, men i virkeligheden var han med sit foredrag med til at styrke folkekirken i befolkningen. Lindhardt var folkekirkens mand på tværs af alle partiinteresser og budskaber, og hans foredrag betød et folkeligt gennembrud for den moderne teologi. Det er det væsentlige. Via Lindhardt blev den danske befolkning tidligere end andre steder bekendt med, at den kristne teologi var noget andet, end de troede. Det skete først i udlandet i 1960'ene, men på grund af Lindhardt allerede i 1950'erne herhjemme.
- Han gør opmærksom på, at kristendom ikke er det glansbillede, vi forestiller os, og at den ikke er lig med borgerlig moral og vækkelse, men handler om en forkyndelse af evangeliet som det, der åbner mod helt andre horisonter. Folk skal altså ikke inddeles i kristne og ikke-kristne, og man behøver ikke at være tilknyttet bestemte grupperinger eller have haft vækkelsesoplevelser for at høre evangeliet. Det er hele bestræbelsen i Lindhardts teologi, siger Jørgen I. Jensen.
Men hvad ville der ske, hvis en teolog i dag stillede sig op og holdt et foredrag med det samme indhold?
- Jeg har dyb respekt for Lindhardt, men jeg tror, de færreste teologer ville have lyst til at udtale sig så sikkert. Men hvis de gjorde, ville der ske præcis det samme som dengang. Der er lige så stor blufærdighed omkring døden og livet efter den, så jeg tror, at reaktionerne ville være lige så stærke, men hvordan debatten ville udvikle sig, ved jeg ikke. Jeg mener ikke, at Lindhardt har sejret, for de billeder af kirken, vi har, kan ikke engang Lindhardt udrydde, siger Jørgen I. Jensen.
Foredraget skal i høj grad ses i sammenhæng med den tid, det er blevet til på baggrund af, understreger han.
- Vores orientering omkring mennesket og religiøsitet i dag svarer mere til den, man havde for 100 end for 50 år siden. Vi har en mere psykologisk og individualistisk holdning end på Lindhardts tid, hvor der ikke var noget metafysik. Det er efterkrigstidens fornemmelse af meningsløshed, som Lindhardts foredrag er opstået i. Og det skal forstås sammen med blandt andet Martin A. Hansens roman »Løgneren« og H.C. Branners »Rytteren«. 1950'erne var en eksistentialistisk tid, og på en måde førte Lindhardt med sine skarpe formuleringer meningsløsheden så langt ud, at mange blev provokeret til alligevel at forestille sig en religiøs mening. I dag er dagsordenen forandret, og nu handler det blandt andet om forholdet mellem reinkarnation og opstandelse, siger Jørgen I. Jensen.
Jan Lindhardt er enig. Men han mener ikke, at foredraget i dag ville vække nær den samme forargelse.
- Tiden er en helt anden. Dengang var folk børn af enten grundtvigianismen eller Indre Mission og havde forestillingen om det hinsides. I dag er folk grupperet på en helt anden måde. Der er en lille gruppe, der tror på et liv efter døden, så er der dem, som både tror på et liv før og efter, og endelig er der dem, som mener, at vi bliver til græstørv.
- Jeg mener ikke, at man kan sige, at min far og hans generation af præster, som prøvede at skelne mellem moral og kristendom, har sejret. I 1916 blev teologen Arboe Rasmussen frikendt ved Højesteret, selv om han ikke troede på helvedesstraffene. Og senere blev min far beskyldt for at have efterladt danskerne uden det hinsides. Men man må sige, at det er blevet indhentet sidenhen, siger Jan Lindhardt.