Festkjoler i skinnende stof og palietbesatte toppe til nytårsaften kalder allerede på opmærksomheden fra eksklusive udstillingsvinduer denne regnvåde novemberdag på Købmagergade i Københavns centrum. Nedtællingen til nytårsfesten er i gang i butikkerne. Men inden det bliver tid at finde nytårsskytset frem, skal kirken træde ind i det nye år. En stille nytårsfest, hvor det nærmeste, man kommer nytårsskyts, er skæret fra det første af adventskransens fire lys.
Men skal kirken da ikke feste for det nye år? Kan man spørge sig, mens man går fra gågaden med alt til festen og ind i den baggård på Købmagergade, hvor Københavns Universitets teologiske fakultet har til huse. Oppe på tredje sal tager Niels Henrik Gregersen imod. Han er professor i dogmatik og har dermed gjort den kristne troslære til sit felt. Han mener, at den stille fejring af det nye år er helt på sin plads. For når det nye kirkeår på søndag markeres i landets kirker, vil der blive forkyndt et budskab om at vente. Og ved at stemme sit sind til at vente, indtager man den eneste position, som er mulig i forhold til Gud, mener Niels Henrik Gregersen. Han understreger, at i forholdet til Gud kan man kun vente og forvente.
– Kirkeåret indledes med advent, hvilket vil sige, at man venter. Kristendommen starter ikke med Kristus og med at vide det hele, men med at vente julen frem. Det nye kirkeår indledes, hvor enhver religion har sit afsæt: Man venter på det, som skal komme, men man er ikke forløst. Alt er ikke i orden. Ligesom det fortælles, at Jesus som 12-årig blev væk for sine forældre, fordi han ville være i templet og lytte til de gamle. Dermed stillede Jesus sig ind i religionshistoriens lange forventningskø.
– Når kirken fejrer det nye år, må man tage plads i en lang forventningskø. I kristendommen skal man vente og længes, før glæden kan bryde frem, siger han og tilføjer:
– I adventstiden kan kristne tænke på jøderne, som i den grad holder fast på at vente. De understreger, at Messias endnu ikke er kommet. Dette jødiske, gammeltestamentlige træk i kristendommen kommer særligt frem i adventstiden, hvor vi står foran det afgørende. Vi er sammen med alle religiøse mennesker om denne længsel.
Men hvad er det, vi venter på? Teksten til den første søndag i kirkeåret er evangelisten Matthæus' beskrivelse af, hvordan Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. Det er samme tekst, som bliver læst i kirkerne palmesøndag, lige før påske. Niels Henrik Gregersen læser teksten op, og beder lytteren være opmærksom på de profet-ord, som indgår i Matthæus' tekst: "Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl."
– Den konge, vi venter på, kommer ikke på en stridshingst, men på et æsel med et sagte mod. Han kommer ikke for at sejre. Her får vi nogle centrale ord om, hvad der kendetegner Jesus, siger Niels Henrik Gregersen.
Advent strækker sig over fire søndage op til jul. Det faktum, at man må vente en uge på at tænde endnu et lys i kransen, finder Niels Henrik Gregersen viseligt. Processen giver mulighed for, at man kan forblive i langsomheden.
– Kirkeåret skal starte langsomt, fordi mennesket selv er et langsomt dyr. Mennesket er ikke en intellektuel maskine, men skal selv have sit følelsesliv med sig. Man kan ikke "tju hej" holde jul. Det skal gæres frem, siger han.
Anden søndag i advent vil kirkegængere kunne høre læsninger fra Det Nye Testamente om jordens undergang. Og der er ifølge Niels Henrik Gregersen god grund til at lytte til de ord i en adventstid rig på forventning.
– Vores forventninger til julen har det med at blive fikserede. Vores åg i julen er den overplanlagte mentalitet, som stiler mod den perfekte jul. De fikserede forventninger må gå under, for at julen kan ankomme på sin egen måde. Julen kan ikke bringes på et fad, siger han og tilføjer:
– Kristendommen består grundlæggende af en dobbelthed af tålmod og utålmodighed. Vi kan kun tålmodigt vente på Gud, men verden kan ikke vente. Hverken vores næstes eller naturens behov kan vente.
Udfordringen er at gå gennem adventstiden med åbne forventninger om en ankomst. Og med de åbne forventninger følger et indirekte krav om at give slip på kontrollen.
– Forventningens tid er en lang øvelse i at kunne give slip. Vi udfordres til at give slip på at ville have det hele nu. I langsomheden giver du slip på hurtigheden. Men man skal også give slip på sig selv, så man kan overgive sig til det, som er værd at overgive sig til, siger han.
Et ofte brugt udtryk i adventstiden er "julestemning". Niels Henrik Gregersen mener, det er en god kliche, som beskriver, hvad man i adventstiden må bevæge sin hen til.
– Stemning har at gøre med ånd og beskriver en ny tilblivelse, men den planlæggende mentalitet kan ødelægge julestemningen. Ligesom hvis man er inviteret ud til nogen, hvor der er tjek på det hele. Så sker der let det, at det at have tjek på tingene bliver sagen selv, og stemningen opstår ikke. Man skal give afkald på sine forberedelser og kunne smile af, at julekagerne er lidt brændte, siger han.
Han mener, at adventssøndagene er en god anledning til at samles ved adventskransen med salmebogen.
– Det er det eneste tidspunkt på året, hvor vi har nogle fromhedsriter som familie. Og det kræver stor planlægningskunst at få alle til at mødes på samme tid. Men ritualet er vigtigt, fordi det hjælper til at finde den stilhed, der svært lader sig finde, siger han.
For Niels Henrik Gregersen personligt indvarsler advent en anderledes tid. Han forsøger at have mere luft end ellers i kalenderen.
– Jeg skal ikke snakke hele tiden, men være stille og give plads for tiden. Advent skal gerne være en tid for andagt, hvor man lader sig løfte mod noget, man ikke har i sin hule hånd, siger han.
Det er Advent
**Advent kommer af det latinske ord adventus og betyder ankomst. Advent er de fire søndage, som går forud for den 25. december og forbereder festen for Jesu fødsel. De ældste liturgiske bøger med tekster til adventsgudstjenester er fra 600-tallet. I oldkirken var adventstiden en kirkelig bods- og fastefest, der skulle føre frem til den store dåbsdag på helligtrekongersdag den 6. januar, men i pietismen i 1700-tallet flyttede adventen ind i familien som en lys- og hjertefest. Fakta
Niels Henrik Gregersen
**50 år, professor i dogmatik på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Han har forsket i forholdet mellem religion og naturvidenskab og arbejder med moderne teologi fra det 20. århundrede. Niels Henrik Gregersen er folkekirkens repræsentant i Det Lutherske Verdensforbund og bestyrelsesformand for det økumeniske Institut i Strasbourg.