Lyset over landskabet skifter nu. Gør det ikke? Decembers lys er et andet end novembers. Er det ikke? Svaret forekommer professor Anne-Marie Mai at være bekræftende, velvidende at det virkelige svar måske er, at decemberlysets særlige karakter skyldes, at vi betragter det på en særlig måde. At det "blot" afspejler den forventningstid, der begynder. At det så at sige er naturens adventslys.
Anne-Marie Mai holder af adventstiden med dens forventning, antydet med stikordene tro, håb og kærlighed. For hende udgør ugerne, som vi er på vej ind i, den store forventning. Den grundlæggende og eksistentielle. Den er svær at beskrive nærmere. Det går nemmere med den forventning, der var engang, barnets.
Forventningen er for det meste livsvarig, men ændrer sig med alderen. I en vis forstand er det advent hele året. Et liv uden forventning er intet liv. På den anden side føjer forventningen ikke nødvendigvis altid noget til livet - den kan også trække noget fra. Det sidste aspekt fremhæver Anne-Marie Mai med henvisning til et digt fra en af sin mands, lyrikeren Klaus Høecks, store samlinger, "Heptameron" (1989).
Hun fylder 56 den 15. december og har siden 1999 været professor ved danskstudiet på Syddansk Universitet i Kolding. Hun har i sin forskning især beskæftiget sig med moderne dansk digtning, nordisk kvindelitteratur og litteraturhistorie.
- Ordet "forventning" får mig til at mindes de forventninger, jeg selv har haft og levet med, siger Anne-Marie Mai. Umiddelbart tænker jeg på noget positivt. Ordet i sig selv signalerer, at det er noget godt, man venter sig. I modsat fald er man nødt til at tilkendegive, at det er negative forventninger, man har.
- Det hører med til tilværelsen, at noget indimellem ikke bliver, som man havde forventet. Måske oplever man det oftere som voksen end som barn. For mig var mange forventninger knyttet til dette at blive voksen. Til at blive myndig og få stemmeret. Senere kommer de forventninger, som også er forhåbninger. Forventninger og forhåbninger er ikke helt det samme. Forventningerne kan rumme noget kalkulerende og beregnende: Hvis jeg gør sådan og sådan, kan jeg forvente det og det. Heller ikke forventning og drøm er det samme. Der er mere bevidsthed i forventningen end i drømmen, hvor man overvejende kobler refleksionen fra, mens forventningen hele tiden har den med.
- I dag forbinder jeg først og fremmest forventning med begreberne tro, håb og kærlighed. Det er det basale. Og det er i forhold til dem, forventningen må placere sig.
Litteraturhistorie blev Anne-Marie Mais fag. Og tidligt knyttede hendes forventning sig til bøger.
- Jeg gik på en privatskole i Århus, Forældreskolen, og bøgerne, vi skulle bruge, blev købt længe før, vi begyndte i første klasse. Jeg bladede i dem, kiggede på illustrationerne og kan stadig huske følelsen af, at "ej, hvad kunne det da ikke blive til", når jeg selv kunne læse og ikke længere skulle have min mor til at gøre det for mig. En gruppe større piger i det kvarter, hvor vi boede, syntes, det var sjovt at lære os små at læse. Min første læseoplevelse i den forbindelse blev imidlertid ingen succes: Jeg skulle stave mig gennem en Tarzan-bog. Og det var ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, jeg skulle læse.
- I skolen var dansk mit yndlingsfag. Min lærer, Søren Poulsen, blev ret afgørende for, at jeg senere gik videre ad litteraturens vej. Han gjorde litteratur til noget, der angik os. Vi diskuterede, hvad vi læste, og det, vi fandt frem til, havde betydning for os. Litteratur blev aldrig pligtstof for mig. Jeg kastede mig med forventningens glæde over de bøger, vi fik med hjem, og læste dem med det samme.
- Jeg vil ikke sige, at der var materiel knaphed i mit barndomshjem. Men der blev meget set på, hvad tingene kostede. Vi havde ikke råd til hvad som helst. På den baggrund var det utroligt at komme på biblioteket, hvor der ingen begrænsninger var. Der var frit valg fra alle hylder og ikke noget med, at man kun måtte tage én bog, nej, man måtte gerne tage for eksempel fire, hvis man havde lyst til det. Jeg havde store forventninger til de bøger, jeg lånte og selvfølgelig især valgte ud fra omslag og illustrationer. Jeg læste blandt meget andet Halfdan Rasmussens vers eller klassiske børnebøger af Thorbjørn Egner og Astrid Lindgren. Men tidligt læst jeg desuden fortsatte romaner for voksne i Familie Journalen, som vi sommetider fik en stor stak af fra min mormor. Men der manglede jo altid nogle numre. Og så måtte man selv digte, hvordan det videre gik med den stakkels forældreløse hovedperson. Megen lyst, forventning og glæde var knyttet til det at læse.
Så skulle man jo forvente, at litteraturstudiet på Aarhus Universitet ville blive den rene opfyldelse af drømmen?
- Men det blev det ikke. Eller kun i et enkelt fag, litteraturhistorie, hvor vi havde en dygtig underviser, Claus Pico Stæhr, der sørgede for, at vi fik læst vigtige, internationale klassikere. Men de teoretiske fag var noget af en ørkenvandring dér i 70'erne. Så det var nærmest en lettelse at slippe ud af universitetet. Derefter var jeg så heldig at komme til at undervise på folkeuniversitet i Herning. Mine forventninger var noget uvisse. Men det blev en fantastisk oplevelse at møde entusiastiske læsere i mange forskellige aldre.
I 1999, i en alder af 45 år, blev Anne-Marie Mai udnævnt til professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet i Kolding. Det var en opfyldelse på en forventning, hun ikke havde haft.
- Til gengæld udløste udnævnelsen mange forventninger om, at noget spændende nu ville begynde. En faster, en kontant kvinde, som jeg holdt meget af og brevvekslede med i mange år, havde denne kommentar: "Hvad skal det dog ikke ende med?" Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne se meget længere end dertil, hvor jeg var kommet. Men at blive professor var både en slags ende og en slags begyndelse. Det førte da også mange ting med sig. Arbejdsmæssige udfordringer.
- Desuden var der en stor forventning til stedet her i Kolding, et tidligere sygehus, hvor et nyt universitet skulle etableres. Medarbejderne kom med erfaringer fra andre universitetsmiljøer, og vi så den begyndelse, der skulle gøres her, som en chance for at undgå nogle af de problemer, vi kendte andre steder fra. Vi ville blandt andet sørge for at have ordentlige kollegiale forhold, så man ikke går og mugger ad hinanden. Og vi ville sørge for at tale om problemerne, når de opstår i stedet for at lade dem stå og simre. Ved den fest, som vi for kort tid siden holdt i anledning af tiårs-jubilæet, kunne vi konstatere, at meget af det, vi ville, faktisk er lykkedes.
Ikke alene har Anne-Marie Mai oplevet en opfyldelse uden forventning. Hun har også oplevet en forventning uden opfyldelse:
- Min mand og jeg ville gerne have haft børn. Det fik vi desværre ikke, og det er et savn, vi lever med. Men det giver stadig nogle små hårde stik i hjertet, ikke mindst her omkring jul.
Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg blevet mere og mere opmærksom på, at man ikke skal udskyde livet til fordel for forventningen. Dette er pointen i et af mine mands digte i "Heptameron", hvor han skriver, at der ikke findes andet end nærværet omkring dit øjeblik. Og videre at øvelsen består i at være til stede, hvor du er, og ikke alle mulige andre steder.
- Holdningen er også min. Man skal ikke hele tiden tænke frem, men i stedet prøve at få øjeblikket til at åbne sig. Som barn kan man fordybe sig i nuet. Uden at tænke over det. Jeg tror, at tilbøjeligheden til at udskyde hører med til at blive voksen: Lige nu er man så træt - men om 14 dage! Når man lige har fået klaret den opgave, der venter - så skal alting nok blive bedre. Så får vi tid til hinanden. Men det går jo ikke! Forventningen må ikke føre med sig, at man udsætter tilværelsen, indtil alting forventes at være blevet bedre. Man skal bestræbe sig på ikke at leve på forventet efterbevilling. Gang på gang oplever man jo, hvordan folk falder fra, netop når de regner med, at nu har de god tid - nu skal de have det lidt godt. Man må sørge for at leve sit liv og ikke bare forvente sig til det.
Det er en balancegang. Anne-Marie Mai er bevidst om, at også adventstiden med dens forventning kan være med til at åbne øjeblikket:
- Trods de problemer, der kan være, er man i stand til at se længere end som så. Til den store, åbnende forventning. Den, som vi har lov til at forbinde med troen, håbet og kærligheden. Men den slags er vanskelig at tale om uden at komme til at lyde som det, min mand ville kalde "en frelst skiderik". Men jeg står ved den store forventning.
- Det, vi venter på, er jo Jesu fødsel. Den del af det er vigtig for mig. Meget endda.
- Men samtidig med at adventstiden rummer noget dybt eksistentielt, minder den også én om meget i ens liv og historie. De gode oplevelser, der knytter sig til glæden ved forventningen op mod jul. For eksempel familien, der mødes. Jeg har fødselsdag i december, og ofte er den blevet fejret på en af adventssøndagene. Sådan noget betyder jo meget i den personlige historie.
Er det kristne perspektiv altid for dig indgået i adventstiden?
- Ja. Men selvfølgelig er det anderledes nu, hvor man er voksen, end da man var barn. Men grundlæggende er forholdet det samme, selvom man - især når man har min bestilling - må slås med sig selv for at indse, at man ikke kan tænke sig til det hele, siger hun og fortsætter:
- Vi plejer at være i kirke, men ikke konsekvent hver søndag. Vi er glade for kirkerne omkring os, dér hvor vi bor. Og vi kommer i dem.