I hurtighedssamfundets svøbe

INTERVIEW: Vi lever i et hastighedssamfund præget af stor udskiftning og ringe fordybelse. Men travlhed er kun godt, hvis det er en travlhed fyldt med aktiviteter, som giver oplevelsen af nærhed og livsfylde. Det mener filosoffen Peter Johannes Schjødt, der for nylig udgav bogen »Tiden, tempoet og tomheden«

Vi befinder os i et samfund, hvor det daglige liv er speedet op, og alle processer accellererer. Arbejde, fritid og privatliv er præget af tidspres og tidsmangel. E-mailen sprøjter informationer og meddelelser ud, og presset for at være »på« stiger hele tiden. Mobiltelefonen kimer, uanset om dens ejer befinder sig på jobbet, på stranden, toilettet eller i hed elskov. Der er ikke tid til lange ophold ved noget bestemt, til fordybelse eller til at vente. Det er svært at melde sig ud af hurtighedssamfundet, selv om flere og flere eksperimenterer med det i form af »flugtforsøg« som orlov osv. Men det er ikke nødvendigvis forkert at have travlt, mener Peter Johannes Schjødt. Det, han appellerer til, er, at man gør op med sig selv, om det er det rigtige, man har travlt med, så man ikke bliver et bevidstløst gidsel i hurtighedssamfundets slipstrøm.

Peter Johannes Schjødt er aktuel med bogen »Tiden, tempoet og tomheden« - et essay. Heri beskriver han det accellererende udskiftningssamfunds logik, og han kommer også ind på den historiske forklaring på, at vi er havnet her - hvilket bl.a. hænger sammen med den lineære tidsopfattelse og fremkomsten af det mekaniske ur.

Peter Johannes Schjødt er filosof og samfundsforsker. Hans interesse for tiden og vores forhold til den startede for cirka seks år siden, da han underviste på Vallekilde Højskole. Eleverne var 18-20 år og stod og skulle vælge, hvad de skulle foretage sig i livet.

- Når de snakkede om den måde, som danskerne og europæerne bruger deres tid på, rettede de en voldsom kritik mod deres forældre. De syntes ikke, de havde set deres forældre særlig meget gennem opvæksten. Selv ville de gerne bruge tid på arbejde og uddannelse, men de ville ikke fanges i den tidsmæssige fælde af stress, som deres forældre blev fanget i. Jeg syntes, at deres overvejelser omkring tiden var spændende, og senere begyndte jeg at forske i, hvor vi har fået vores tidsbegreb fra.

Økonomien bestemmer

Men Peter Johannes Schjødt har også haft personlige oplevelser, der har gjort ham optaget af tiden og dens fylde - eller mangel på samme. Indtil for knap halvandet år siden var han chef for DR´s P1. Han arbejdede 12-13 timer om dagen - inklusive weekender - og ved siden af havde han familie samt en stor interesse for at læse og skrive. Han begyndte at overveje, om redaktørjobbet nu også var det, han ville bruge sin tid på, og så sagde han op.

- Da jeg droppede mit arbejde, fik jeg ikke mere tid. Men jeg fik en anden tid. Jeg fik kvalitativt travlt, hvor jeg førhen mere havde kvantitativt travlt. Det har givet mig en mening og en livsfylde, som jeg ikke havde, da jeg var chef for P1 og skulle rende til 14 møder om dagen - og i gennemsnit modtog 270 e-mails om dagen! I dag har jeg stadig travlt - men det er med at læse, anmelde, holde foredrag, skrive og være sammen med familien.

I sin nye bog kommer han bl.a. ind på, hvordan man for bare få år siden troede, at teknologien ville betyde, at vi fik et fritidssamfund. I stedet er overarbejdskulturen blevet normen.

- Teknologien betød ikke mere fritid, fordi den ikke er blevet brugt i menneskets tjeneste, men i økonomiens tjeneste. Nogle gange får jeg den fornemmelse, at vi ikke længere er borgere i et samfund, men er aktører i en økonomi, hvor det vigtigste er produktionslivet og omsætningen, siger han.

Undersøgelser viser, at selv om den formelle arbejdstid er 37 timer, så arbejder vi mere end nogensinde.

- Der går mere tid både med arbejde og arbejdsrelaterede ting, f.eks. med transport til og fra arbejde, samtidig med at mennesker siger, de gerne vil have mere fritid. Fagforeningerne har gjort en gevaldig indsats for at stoppe, at der blev mulighed for deltidsarbejde. Det har især kvinderne vanskeligt ved at forstå, for de vil gerne ud på arbejdsmarkedet uden at falde i mændenes fælde. Men det kan ikke lade sig gøre, det er »take it or leave it«. Det er paradoksalt, at fagforeningerne, som ellers har gået ind for nedsættelse af arbejdstiden, er den største forhindring - og det bliver en pind til deres ligkiste. Hvis jeg kunne have fået en deltidsansættelse, var jeg måske blevet som chef for DR, grunder Peter Johannes Schjødt.

I »Tiden, tempoet og tomheden« beskriver han også, hvordan vi har fået et jeg-nåede-det-lige-samfund, hvor normen er, at man bør udnytte sin tid uhyre effektivt. Det at have travlt og bladre i sin kalender er statusfyldt - samtidig med, at tiden er blevet en eftertragtet vare. Men der kun er status i at have tid, hvis man viser, at man kan beherske den.

- Det er ikke statusfyldt, hvis man bare har masser af tid som arbejdsløs, ældre osv. Hvis man derimod har travlt, men tager sig tid, er der status i det. I min periode på ledelsesgangen i DR kunne det ske, at jeg måtte køre af sted om eftermiddagen for at hente børn. Hvis en enlig mor på understøttelse gjorde det, ville man tænke: »Nå, ja, hvad skulle hun ellers lave«. Men at chefen gjorde det, viste yderligere en evne hos ham til at forvalte sin tid. Så er der status i det, og holdningen er: »Det er enestående, at dette travle menneske også kan tænke på sine børn.«

Sådan får man livsfylde

En af de væsentligste pointer i »Tiden, tempoet og tomheden« er, at hvis man ukritisk hengiver sig til hurtighedssamfundets rytme, risikerer man at gå igennem livet med en underliggende uro pga. længslen efter livsfylde.

- Normen er, at man skal bevæge sig hurtigt i et udskiftningssamfund, hvor værdier og livsstil skiftes ud fra det ene øjeblik til det andet. Jeg vil ikke udelukke, at det kan give livsfylde for nogen. Det, jeg appellerer til, er, at man overvejer, om dét, man fylder sit liv med, virkelig også er noget, man moralsk og etisk kan stå inde for. Er det det her, jeg vil med mit liv - givet, at jeg kun har ét?

- Hvis livet er fyldt med noget værdifuldt, giver det mening. Jeg foretog mig f.eks. mange ting som chefredaktør, men i sidste ende var det ikke meningsfuldt for mig selv. Der kom ikke den mening og retning, jeg gerne ville have.

- Det vigtige er, at man har en følelse af overensstemmelse mellem sine værdier og dét, man egentlig foretager sig. Det skal være ens opfattelse af livet, der styrer, hvad man laver - ikke ens handlinger, der styrer ens indre liv. Livet er nogle gange så hektisk, at man forveksler det med mening og indhold. Det er som om, at hvis man laver dobbelt så meget, giver det dobbelt så meget mening. Og sådan er det ikke nødvendigvis.

Problemet er bl.a., mener Peter Johannes Schjødt, at den sociale anerkendelse knytter sig til at være »derude« i hurtighedssamfundet.

- Det har nogle gevaldige omkostninger at stige af, med mindre man gør det for at vise, at det kan man også. Men flere og flere vil i fremtiden tænke over, hvordan de bruger tiden i deres liv.

Han beskriver det som det moderne menneskes livsdrama, at tiden går hurtigt, samtidig med at vi skal putte vores egen meningsfuldhed ind i livet. Men der findes jo også mange ældre, arbejdsløse og mennesker uden netværk, som indimellem kan føle, at tiden er for lang. Er det ikke mest et livsdrama for de privilegerede?

- Jo. Jeg har f.eks. meget større chancer for at sætte mig ned og vælge: »Hvad er meningsfuldt for mig?« end en ufaglært eller en arbejdsløs. Og selv om jeg har valgt at trække mig fra mit tidligere job, kan jeg formentlig omkostningsfrit komme tilbage til det hastighedsfyldte arbejdsmarked, hvis jeg vil. Nogle kan både følge med tempoet i hurtighedssamfundet - og oven i købet sige nej. Man skal være privilegeret for at kunne vælge.

Alligevel har vi alle et valg, mener Peter Johannes Schjødt. Bl.a. kan man gøre sin fritid meningsfuld; f.eks. bestemmer man jo selv, om man vil bruge otte år af sit liv foran fjernsynet, som gennemsnitsdanskeren gør. Og man afgør selv, hvilke goder man vil anskaffe sig og dermed også, hvor hårdt man f.eks. behøver at arbejde.

- Da jeg var redaktør på P1, tjente jeg mange penge, selv om jeg ikke havde tid til at bruge dem. Jeg lagde mærke til, at mange omkring mig havde sat sig væsentligt hårdere i det, selv om de tjente halvdelen. De købte et hus til to millioner, hvor jeg købte ét langt uden for København til en halv million. Jeg tror og håber, at det niveau, de har valgt, så giver dem livsfylde. At de er stolte af at vise deres hus frem. Jeg skal ikke dømme, om én livsform er bedre end en anden, men man skal stå inde for det, man gør. Og man kan gøre noget andet.

Hurtighedssamfundets pris

Peter Johannes Schjødt mener, at hvis hastighedssamfundet accellererer, er der en risiko for, at værdier som f.eks. ansvarlighed går tabt. På det politiske niveau kan demokratiet komme i fare. Det kræver mere tid, end vi giver det i hastighedssamfundet, hvor beslutninger nemt bliver taget som et resultat af enkeltsager og i mediernes hastighed. Peter Johannes Schjødt skriver i sin bog bl.a., at der i vores samfund er en hysterisk mangel på tålmodighed med det langsomme. Og han mener, at prisen for hurtighedssamfundet er, at mange bliver sorteret fra.

- Der sker en sortering på arbejdsmarkedet - ikke kun i forhold til dét at kunne have travlt. Det er også kravene til fleksibilitet, permanent omstillingsevne, hurtig bevægelse osv. der støder folk ud. Det bliver mere almindeligt, at man kun har korte projektansættelser. Og der vil være en elite, der kan klare det. Men der vil også være en stor gruppe, der ikke kan, og som ikke har ambitioner om at leve det liv. De vil gerne have et 8-16 job, hvor de ved, hvornår de har fri, og hvornår de er på arbejde.

- Men dem, der bliver brug for på fremtidens arbejdsmarked, er dem, der ikke deler deres tid op i arbej-de/uddannelse/fritid. Vi må så håbe, at vi i fremtiden stadig vil være villige til at forsørge dem, der ikke kan klare presset. For når tingene skal gå så hurtigt, bliver mennesker stødt ud. Og hvis man siger, at det er deres egen skyld, »de kan bare være fleksible«, tager man fejl af kravenes omfang.

- Når normen er at kunne løbe hurtigt, giver det en række sociale og politiske problemer i forhold til dem, der ikke kan. Ud over selvfølgelig stress og hjertesygdomme hos dem, der er »på«. Begge dele slår folk ihjel.

Han pointerer, at mange i dag eksperimenterer med »flugtforsøg« væk fra hurtighedssamfundets ubønhørlige rytme.

- Aldrig har så mange ønsket sabbat, forældreorlov osv. Det er forsøg på at leve et liv med større indflydelse på eget tidsforbrug - selv at bestemme, hvad man skal have travlt med. Så bliver indkomsten minimal, men den større gevinst er, at man håber at få indflydelse på sin egen tid. Specielt børnefamilierne beklager sig. Når jeg kalder det flugtforsøg, mener jeg, at man kan flygte i korte perioder, men det kræver mange ressourcer at gøre flugten til en livsstil. Det er jo ude i hurtighedssamfundet, tingene foregår.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk