På døren til enestuen står der ISOLATION med store bogstaver. Ingen af de forbipasserende patienter og ansatte på gangen skal være i tvivl om, at der bag døren ligger en smittefarlig patient. Åbner man døren, kommer man ind i et lille lokale uden toilet eller bad. En seng står langs den ene væg, ved hovedgærdet står en bækkenstol, hvor den isolerede kan forrette sin nødtørft, og på den anden side af det interimistiske toilet er der en lille håndvask. Her skal patienten selv klare den personlige hygiejne, og det er også her, at plejepersonale og besøgende omhyggeligt skal vaske hænder og spritte dem af efter besøg. Skråt over for sengen i kiggeafstand fra hovedpuden står et tv. Det virker nogle gange. Og ved siden af fjernsynet står en stol, et lille bord og en fodskammel.
Det er april i år, og i isolation er 62-årige Jytte Jørgensen. Hun har på ingen måder begået noget kriminelt, alligevel er hun anbragt i isolation på ubestemt tid. Stedet er ikke et dansk statsfængsel, men derimod Gentofte Amtssygehus. Nærmere bestemt den ortopædkirurgiske afdeling opgang 1, og her er der hverken bevilliget udgang, fritidsaktiviteter eller nærkontakt med familien. Jytte Jørgensen aner ikke, hvornår hun igen kan få et knus af barnebarnet Christian, gense sommerhuset i Sverige, eller om hun nogensinde slipper af med de krykker og den kørestol, hun midlertidig er udstyret med.
Men Jytte Jørgensens kvaler er begyndt lang tid før. Allerede i februar sidste år får den pensionerede sygehjælper fra Høje Gladsaxe ved København problemer. Hun er ellers aktiv. Går til gymnastik to gange om ugen, svømmer og kører bil, blandt andet til plejehjem, hvor hun er besøgsven. Derhjemme elsker hun at bage og lave mad, og så er der jo lige de tre børnebørn, der bor et stenkast fra hende og ægtefællen Niels' lejlighed. Dem ser hun hver eneste dag. Men på det seneste er hendes højre fod begyndt at gøre vrøvl.
Det gør ondt, og akupunkturen hos hendes egen læge hjælper ikke. Hun bliver derfor henvist til Gentofte Amtssygehus til nærmere undersøgelse. Her viser det sig, at hun har en nerve i klemme i foden. Den går ud til de tre midterste tæer, og når denne nerve bliver klemt, gør det ondt. Det gælder derfor om at få banet nervens bane, så den atter ligger frit. Det skal klares ved en operation, men det er ved at være sommer, Gentofte Amtssygehus har ikke tid til at klare indgrebet og takket være den nye ventelistegaranti, kommer Jytte Jørgensen derfor på Privathospitalet Hamlet på det offentliges regning.
I juli sidste år skærer kirurger på Hamlet første gang i Jytte Jørgensens fod. De frilægger nerven, syr den tynde hud på foden sammen, og sidst på dagen bliver hun sendt hjem fra sygehuset med besked om at komme igen, når stingene skal fjernes i august.
Men allerede samme aften er hun tilbage på hospitalet. Foden bløder voldsomt, og bandagen er for længst gennemblødt. Personalet tager de yderste lag af forbindingen af, standser blødningen og giver ny forbinding på. Dette gentager sig flere gange de følgende dage, og da lægen den 7. august sidste år fjerner den inderste forbinding, viser det sig, at såret er sprunget op. Foden er voldsomt hævet, og det vælter ud med betændelse. Operationen er mislykket, nerven sidder fortsat i klemme, og Jytte Jørgensen skal opereres på ny.
Denne gang har Gentofte Amtssygehus selv tid til at klare det, og den 9. marts i år bliver Jytte igen opereret i sin fod. Operationen tager tre timer, og bagefter bliver hun syet med 28 sting for til sidst at blive pakket ind i gips.
Men indgrebet bliver skæbnesvangert. For under operationen kommer en resistent bakterie ind i foden. Ingen ved hvordan, men dårlig hygiejne på operationsgangen får skylden. Dette ligger dog først fast et par uger efter operationen, da gipsen bliver fjernet. Det viser sig, at stingene er sprunget, og betændelsen vælter igen ud af Jyttes fod. To gange igen i slutningen af marts bliver hun lagt i fuld narkose, så foden kan åbnes, og betændelse fjernes.
Lægerne tager prøver af materien, og resultatet fra laboratoriet er nedslående. En resistent hospitalsbakterie er på spil og har ædt sig helt ind til knoglen. Antibiotika kan ikke slå den seje infektion ned, og eneste middel er, at Jyttes eget immunforsvar klarer opgaven ved at danne antistoffer. Der kan gå en, to eller tre måneder. Det er der ingen, som ved. Men indtil da skal hun i hvert fald isoleres, så bakterien ikke angriber andre patienter, personale eller hendes pårørende. Altså flytter Jytte den 31. marts ind på den lille isolationsstue i hospitalets ældste fløj.
Her har mange års flytten rundt på senge slået hul i væggen. Når Jytte åbner vinduet for at lufte ud og få sig en cigaret, klaprer døren til stuen en lille smule, og gennemtrækket får puds fra hullet i væggen til at falde ud. På den hvide glaslampe, der hænger i midten af det højloftede rum, ligger et tykt lag støv, som jævnligt drysser ud over stuen, og Jytte undrer sig over stanken fra håndvasken.
Når hun foretager sin daglige etagevask ved den hvide porcelænskumme, river lugten hende i næsen. Men det viser der sig at være en god forklaring på. Efter flere gange at have bedt personalet om en mere grundig rengøring af vasken, rykker Jyttes søster Else ind med klorin. Den lille rist i kummen, hvor vandet løber ud, er sort, og søstrene bliver derfor noget overraskede over, at det efter tre dages rengøring viser sig, at det er den alligevel ikke. Den er faktisk sølvfarvet, og det sorte var ikke farve, men blot årgammelt snavs. Hullet i væggen kan Else ikke stille noget op mod, og lampen i loftet kan ingen af kvinderne nå op til.
En hygiejnesygeplejerske har ellers lavet et stykke papir med nøje instrukser til, hvordan hygiejnen på stuen bør være. Hver dag skal sengetøjet skiftes og puttes i forseglede poser. Der skal dagligt gøres grundigt rent på stuen, og rengøringsassistenten har derfor til opdrag at tørre alle flader af, rengøre håndvasken og naturligvis vaske gulvet. Jytte må gerne få besøg af sin familie og venner, men de besøgende må under ingen omstændigheder røre den isolerede.
Personalet derimod skal røre den syge kvinde, når de hver dag tilser den dårlige fod, tømmer bækkenet og i øvrigt plejer hende. Men naturligvis skal dette ske under strengt hygiejniske forhold, så smitten fra den lille stue ikke spreder sig til andre af de indlagte patienter, eller Jytte bliver endnu mere syg. Derfor skal alle, der kommer ind på stuen vaske hænder og dernæst spritte dem af, før de forlader det lille lokale igen.
Men den unge pige, der har ansvaret for rengøringen på stuen, ser Jytte ikke meget til i sin tid som isoleret. Pigen forstår efter alt at dømme kun i ringe omfang dansk og virker skræmt over ordet "isolation" på stuedøren. Når hun kommer, haster hun ind på stuen, tørrer hurtigt gulvet over med en gulvmoppe for dernæst hastigt at lukke døren igen. Instruktionerne fra hygiejnesygeplejersken om, hvordan der skal gøres rent på stuen, læser hun aldrig, og ingen har tilsyneladende forklaret hende, hvad det indebærer at gøre rent på en isolationsstue.
Hun er ikke den eneste, der ikke lever op til de fine instruktioner. Flere gange glemmer det travle plejepersonale at vaske hænder, når de forlader stuen efter at have rørt ved Jytte, og hun råber dem jævnligt an for at minde om den obligatoriske håndvask. Det er måske derfor heller ikke så overraskende, at Jytte, der skal forestille at ligge i et sterilt rum under strenge hygiejne forskrifter, efter en uge i isolation får stafylokokker. Heldigvis er det en af den slags infektioner, som kan klares med penicillin. Men alligevel. Jytte Jørgensen og hendes familie er chokerede.
Hygiejnen på stuen er ikke det eneste, familien selv må tage sig af. Flere gange sker det, at det personale, der kører rundt med mad på afdelingen, glemmer, at der ligger en patient bag den lukkede isolationsdør, og samtidig tærer sygdommen voldsomt på den ellers robuste kvinde. Efter en uge i isolation har hun tabt sig syv kilo, og en diætist bliver sat på sagen. Skal immunforsvaret klare den resistente bakterie, må Jytte være i god form, og så kan det jo ikke nytte, at kiloene rasler af hende.
Diætistens kur er klar. Masser af proteiner og måltider eller proteinberiget drik hver anden time. En professionel plan, men desværre er det sjældent, at den bliver fulgt. Enten glemmer man fortsat at servere mad for Jytte, eller også får køkkenet ikke ordentlig besked om særkosten, og derfor får hun almindelige måltider uden de ekstra tilskud, den professionelle diætist har beordret. Så familien begynder selv at tage mad, frugt og grønt med til deres syge hustru, mor og bedstemor.
Dagligt kommer de ind på isolationsstuen, men oplevelsen af at sidde så tæt sammen uden at kunne røre hinanden slider på alle parter. Jyttes mand, Niels, er ved at gå i opløsning over det, og 14-årige Christian, der elsker sin bedstemor, ringer grædefærdig til sin bedste og beder om fritagelse for at besøge hende. Han plejer at få en rigtig mormorkrammer af Jytte og kan ikke klare at måtte se sin bedstemor uden at få et rigtigt knus.
Jytte selv prøver at holde modet oppe, og som tidligere ansat i det danske sundhedsvæsen i mange år ved hun godt, hvad det handler om. Dengang var hun fast nattevagt, gik under navnet Nat-Jytte og var kendt for sit gode humør. Men når natten falder på i den lille isolationsstue kniber det med humøret. Hun tager sig en gang i mellem en tudetur og lader tankerne få frit løb: Hvornår får dette en ende, skal foden amputeres og går betændelsen mon i knoglen?
Nogle af spørgsmålene har hun fået svar på, mens andre stadig hænger i luften. Den 24. april kommer hun ud af isolationen, fordi bakterien er under kontrol, og foden har hun endnu. Men rask er hun langt fra. Den klemte nerve, der oprindelig var årsag til operationen, er stadig i klemme, og de mange infektioner har gjort hende gangbesværet. Krykker er en nødvendighed, og når hun skal uden for hjemmet, foregår det i kørestol. Den håber hun at komme af med på sigt, for oppe i Sverige ligger familiens fritidshus på en naturgrund, der er alt andet end kørestolvenlig.
Huset besøgte hun for første gang i et år denne sommer, og hun og ægtemanden har allerede bestilt en rejse til jul, hvor de vil til USA og besøge deres anden datter. Men til februar venter en vigtig beslutning. Tør hun endnu en gang blive opereret i foden for at få fjernet den plagsomme nerve helt, eller skal hun undlade flere operationer og til gengæld affinde sig med at være afhængig af smertestillende medicin resten af livet?
Klage kan hun godt, og der er nok at tage fat på. Den resistente bakterie fra operationen og den efterfølgende stafylokokinfektion. Invaliditeten, der fulgte i kølvandet og den lange tid i isolation. Men hun orker ikke. En klagesag tager nok lang tid og kræver mange kræfter. Og de kræfter, hun er ved at få tilbage, vil hun hellere bruge på at genoptage sit gamle liv.
dahl-hansen-kristeligt-dagblad.dk