Nede i omklædningsrummet i Næstved Boldklub står et låst skab. Divisionsholdets spillere har hver deres skab, men det er snart et år siden, skabet sidst har været i brug. Og sådan skal det blive ved med at være. Skabet har været låst siden den juni-dag sidste år, hvor den 26-årige spiller Rasmus
Green døde.
Når holdkammerat Lasse Sørensen kommer ned i omklædningsrummet, tænker han tit på vennen.
Han er her stadigvæk, for minderne er så stærke, siger Lasse Sørensen og fortæller om den varme sommerdag på fodboldbanen, som han husker i detaljer.
Holdet havde ikke tabt i 14 kampe og var en uge tidligere rykket op i 1. division. Der var kun et par træningsaftaler i kalenderen, inden spillerne kunne holde sommerferie. Eftermiddagen var sat af til let træning. De var i gang med pulstræningen, da Rasmus faldt. Træneren, Flemming Christensen, ser, at han ligger på græsset og når at tænke, at det nok er væskemangel. Men kammeraten Karsten Jensen, der ser ham falde, er ikke i tvivl om, at det er alvorligt.
Det var som at se en træstamme vælte, siger Karsten Jensen, som udøver førstehjælp i de minutter, som går, inden ambulancefolkene tager over.
Spillerne går ned i omklædningsrummet og håber, at der vil være godt nyt fra hospitalet, for en ung toptrænet, idrætsmand med en sund livsstil kan ikke bare falde om. Men efter mindre end en halv time får de besked: Rasmus Green er død af et hjertestop.
Der bliver sparket til væggen, nogle hamrer hænderne mod skabene, andre græder eller forsvinder ind i sig selv. Træneren ser det, for i situationen er det ham, som tænker praktisk. Han synes, de skal blive sammen. Og det gør de. Den aften rykker de bordene sammen i klublokalet, sidder med udsigt til et tomt stadion og taler om det skete.
Vi tager en runde, så alle kan dele deres tanker. En del er tavse, men det har også en stor værdi bare at kunne lytte, siger Flemming Christensen.
Næste morgen er Rasmus
Greens død forsidestof i formiddagsbladene, og pressen vil gerne i kontakt med spillerne, men de vil helst være i fred. Den følgende dag skulle de træne, men tager i stedet ud til et sommerhus, hvor de græder og taler.
Fire dage efter Rasmus Greens død tager de atter fodboldstøvler på. Under træningen opstår en situation, hvor Lasse Sørensen kommer til at grine. Bagefter har han helt dårlig samvittighed. Men efter træningen kommer en psykolog, som har tilbudt at tale med spillerne. Hun understreger, at det er okay at pjatte og grine, selvom en god kammerat netop er død.
Hun opfordrede os til at tale om dét, vi havde været så tæt på, og ikke forsøge at glemme det eller prøve at drukne sorgen i alkohol, siger Lasse Sørensen.
Mænd og sorg er et af emnerne ved konferencen "Men's Health Week 2007", der afholdes i København senere på måneden. Det er ikke et emne, vi ved meget om. Fodboldspillerne i Næstved gav sig lov til at sørge og græde, og sorgen fik ikke lov til at blive fortrængt. Sådan er det langtfra, når mænd sørger. En del forsøger at holde sorgen på afstand, får en kortere lunte og vrisser ad ægtefællen. Men sorgen forlader os ikke, når vi vil, men når den vil.
Den norske sognepræst og forfatter Steinar Ekvik fra Kråkerøy Sogn ved Fredrikstad har mange års erfaring med sorgarbejde. Fra over 1000 begravelser og tilsvarende mange samtaler med efterladte, fra en periode som hospitalspræst på en kræftafdeling og fra krisehjælp til mennesker, der har været berørt af ulykker, blandt andet branden på skibet "Scandinavian Star" i 1990. Han har lagt mærke til, at mange mænd og kvinder møder krise og sorg forskelligt. Så forskelligt, at han har skrevet en bog om det. Herhjemme er "Ta' det som en mand" udkommet på Boedals Forlag.
Mænd knytter typisk bånd til hinanden gennem aktiviteter, hvis der er et arbejde, der skal udføres, eller hvis de står over for en fælles fjende, som for eksempel i sportens og militærets verden. Det er mere sjældent, at mænd søger sammen udelukkende for at give hinanden følelsesmæssig støtte. Intimitet og nærhed er et farligt område for mange mænd. Det truer deres behov for frihed og river de vægge ned, de har bygget omkring sig for at få ro og fred, siger Steinar Ekvik.
Kønsrollemønstret har ændret sig markant de sidste 50 år, og der rykkes stadig grænser for, hvad mænd kan tillade sig følelsesmæssigt. Alligevel er det mit indtryk, at mange af de traditionelle forestillinger om, hvordan "rigtige" små drenge og piger skal opføre sig, fungerer i bedste velgående. Trods ligestillingsarbejde forventes små drenge stadig at være mere "spradebasser" end små piger, være mindre meddelsomme, dårligere til at udtrykke sig og have større tilbøjelighed til aggressioner. Det påvirker deres selvbillede og handlinger resten af livet.
De har ikke ret megen træning og erfaring i at sætte ord på, hvad der ligger dem på hjerte og kan føle ubehag, når de mærker, følelserne presser sig på. Det kan give en stærk indre spænding mellem den indre smerte, de har behov for at reagere på, og den uafhængighed og usårlighed, de tror, forventes af dem, tilføjer Ekvik.
At vise sorg er en del af livet, som desværre ikke forbindes så meget med maskulinitet. I selve situationen, ved sygdomsdiagnosen, begravelsen, skilsmissen, fyringen og så videre kan mange mænd efterhånden godt græde og tale om sorgen og smerten. Men på længere sigt kan der opstå en stærk indre spænding mellem den følelsesmæssige smerte, de oplever, og den kontrol over situationen, der forventes af dem. Kvinder er anderledes large over for sig selv. De taler gerne videre om, hvor hårdt det er med "tilbagefaldene", tomhedsfølelsen, afmagten, savnet.
Mænd bliver hurtigere mere tavse og forsøger at lade sig opsluge af noget andet - jobbet, kløve brænde, løbe lange ture i skoven. De dropper også tidligere ud af sorggrupper end kvinder. I begyndelsen synes de, at det er en stor hjælp at tale om det, der er sket og om, hvordan man følelsesmæssigt har det. Men vedvarende samtaler, som der ikke kommer et konkret resultat ud af, vil mænd i længden opleve som utilfredsstillende. For mange kvinder er selve samtalen et mål, for mange mænd er samtalen mere et middel. Mænd fokuserer hurtigere på fremtiden, kvinder dvæler mere ved fortiden, mener Steinar Ekvik.
En mands måde at sørge på er ofte usynlig for en kvinde. Men når mænd er tavse, er det ikke nødvendigvis, fordi de undervurderer eller bagatelliserer følelser. Det er oftere, fordi de mangler sprog for sorg og følelser. Hjerneforskere har fortalt mig, at der er færre forbindelseslinjer mellem talecentret og følelsescentret hos mænd end hos kvinder. Det kan, sammen med opdragelse og kultur, være en del af forklaringen på, at mange mænd har svært ved at sætte ord på deres følelser.
Han tilføjer, at ikke to mennesker sørger ens. Heller ikke selv om de er af samme køn. Der vil altid være store variationer i, hvordan mænd og kvinder oplever deres roller og personlighed. Og det er vigtigt at fremhæve, at når vi sørger og reagerer forskelligt, er det netop forskelle, det handler om, og ikke nødvendigvis mangler.
Det ligger i tiden, at den kvindelige måde, hvor man taler sammen, intimt og fortroligt, er den "rigtige" måde. Mens den mandlige, hvor man mange gange foretrækker stilheden og ensomheden, er den "forkerte". Det vigtige er, at man ikke presser hinanden til noget, man ikke føler sig tilpas med, men respekterer forskelligheder.
Dermed være ikke sagt, at vi mænd ikke kunne have glæde og nytte af at omdefinere, hvad det vil sige at være modig og stærk. Det kræver for eksempel stort mod at forholde sig til den sorg, der har ramt ens eget og andres liv i stedet for at flygte fra den. At turde stole på andres styrke og tage imod. Ligesom mange kvinder sikkert ville have god gavn af den mandlige sorgmodel, hvor man hyppigere får afløb for sin fortvivlelse ved at foretage sig noget udadvendt, siger den norske præst.
Det er hans indtryk, at seksualitet er et område, der ofte opfattes forskelligt, af kvinder og mænd i sorg. Mange kvinder forstår ikke, at deres mænd har lyst til sex midt i sorgen. Synes nærmest, han er lidt afstumpet. I stedet kunne de roligt føle sig smigrede, synes Steinar Ekvik.
Det kvindens mand siger er jo: "Min fodboldkammerat døde. Eller min far døde. Eller min mor døde. Eller vores barn døde. Men vi to er levende endnu. Du er så værdifuld for mig. Jeg længes efter dig. Efter en stund, hvor vi to er sammen, uanset hvad. Hvor du ser mig i min egen værdi. Ikke bare som holdkammeraten, sønnen eller faderen til den døde.
Ekvik mener, at det er for enkelt at sige, at kvinder udtrykker følelser og mænd ikke.
Bare se på fodboldbanen, hvor voksne mænd omfavner og kaster sig hen over hinanden, smider sig på maven, så græs og jord flyver om ørerne, river blusen af foran tusinder af ukendte og foretager de mest besynderlige kropsbevægelser. Alt sammen stærke, spontane følelsesudtryk for glæde eller ærgrelse. Unge mænd i dag skjuler heller ikke deres tårer på samme måde, som man gjorde tidligere, når de står i kirken og skal giftes, overværer deres barns fødsel eller er med til begravelse af en nær ven eller slægtning.
Det er dog, som om nogle følelser stadig er mere tilladte blandt mænd, end andre. Ligesom jeg oplever stor forskel, når jeg besøger ældre og unge, mandlige patienter på hospitalet. Den ældre mand vil ofte betragte frygt, tårer og sårbarhed som en karakterbrist, og sjældent søge hjælp til følelesmæssige kvaler. Den unge mand er først og fremmest optaget af de problemer, han er kommet til at stå midt i. Han vil gerne tale om sin angst, panik og kaotiske følelser, så han kan komme videre i programmet, siger Steinar Ekvik.
Chefpsykolog ved Forsvarets Institut for Militærpsykologi, Vibeke Schmidt, bekræfter, at unge mænd i dag generelt er mere åbne og bedre til at støtte hinanden og søge hjælp i krisesituationer, end tidligere generationer. De har stor lyst og interesse i at fortælle og spørge om dét, der er svært for dem, ikke mindst militære aktioner, der har kostet menneskeliv og medført lemlæstelse. Ikke bare i egne rækker, men også blandt modstanderne.
Mit indtryk efter mange samtaler med unge mænd i militæret er, at de giver udtryk for en mangfoldighed af følsomhed, tanker og overvejelser om begivenhederne. Men det står også klart, at nogle mænds historie kan tage farve af, om den fortælles til psykologen eller kammeraterne. Militæret er på mange måder et ultimativt macho-agtigt miljø, hvor man dyrker en maskulin form og tone, som det kan være svært at bryde med. Der kan godt være en stemning af arrogance og udtryk som "hvad hjælper det egentlig", når talen er om at søge hjælp til at klare, ikke bare nu'et, men også eventuelle følgevirkninger af dét, man har været ude for, siger Vibeke Schmidt.
Nogle mænd tager uden besvær imod tilbuddet om samtale på tomandshånd. De er måske vokset op i et hjem, hvor det var naturligt at sætte ord på sine inderste følelser. Andre venter, til de er så forpinte, at de ikke ser anden udvej.
Bente Schmidt siger, at et vigtigt mål med psykolog-hjælpen til soldaterne er, at de kommer overens med sig, selv og føler sig frie i deres livsudfoldelse.
Dødsfald og ulykker blandt kammerater, bevidstheden om, at man heller ikke selv er usårlig, er altid et chok. I værste fald rammes nogle unge så hårdt, at de kommer ud i en eksistentiel angst og mister troen på, at de selv kan håndtere livet. Samtalerne er et vigtigt redskab i sorgarbejdet. De skal hjælpe til at få energien trukket væk fra de følelser, som er knyttet til den traumatiske begivenhed og gøre det muligt at reinvestere den i andre, mere positive sider af livet, tilføjer chefpsykologen.
Spillerne på første divisionsholdet i Næstved var i forvejen ikke uvante med at vise følelser for hinanden: De var fortrolige med at se hinanden høje af glæde, når de havde sejret, og langt nede, når de har spillet dårligt. Alligevel blev træner Flemming Christensen i tvivl om, hvorvidt holdet havde ressourcer til at komme samlet gennem sorgen over holdkammeraten. I dag vurderer han, at de svære måneder har styrket deres fællesskab.
Der er opstået et fantastisk kollektiv. Selv om fodbold er et maskulint miljø, har vi kunnet vræle sammen og vi deler noget, som vi vil bære med os for altid, siger han.
De har talt den tragiske dag igen og igen, men de har ladet sorgen komme til udtryk gennem handling. Nogle uger efter dødsfaldet tog holdet initiativ til en mindekamp, for at samle penge ind til Rasmus Greens søn og kæreste. Hvor der normalt kommer omkring 1000 tilskuere til en kamp på Næstved Stadion samlede denne kamp omkring 5000 gæster, og dermed blev der mulighed for at give et pænt beløb til den lille familie.
I dag skriver spillerne på en bog, som skal være en gave til Rasmus Greens søn. Det var en af spillerne, som fik ideen, og alle har bakket op, for generelt vil de gerne gøre noget for at hjælpe.
Vi vil gerne give Magnus de bedste muligheder for at lære sin far at kende, og tænker at vi kan gøre det ved at skrive nogle ord til ham om sin far. Men det er en svær opgave. Hvad skriver man, som kan godtgøre en to-årigs tab af en fantastisk far?, siger klubkammeraten Karsten Jensen.
