I et lille kursuslokale i det indre Odense sidder Gry Marcussen, 36-årig leder af et fynsk kulturhus for børn og unge, med en forhåbning om at få det bedre. Ved den første samtale med hendes coach, Peter Blenner, angav hun sin tilstand på en procentskala til at være 10 procent. Denne samtale er den sidste af fem og skal gerne føre til, at hun får det 30-40 procent godt. Hun kører fingrene gennem sit kortklippede hår og ser ned på sine papirer, mens hun taler:
– Nyklippet hår vokser ud igen, og på samme måde har problemer, der kan være svære at tackle, det med at finde vej igen og igen. Jeg mener, vi har en forpligtigelse til at udvikle os hele livet og også fintune den mentale form, forklarer hun.
På en skala fra 1 til 5 har Ca-the Møller, 42-årig sekretær i firmaet Ultima Advokater A/S i Hillerød, tildelt sig selv et 3-tal for sit humør, sin evne til at træffe beslutninger, sin evne til at give ros samt sin kreativitet og evne til at få nye ideer. Hun sidder i et køligt mødelokale, hvor der er stillet kaffe og småkager på bordet i midten.
– Jeg er sådan den gyldne middelvej, forklarer hun sagtmodigt.
Over for hende sidder hendes personalechef, Dorthe Bøjland, og siger hende imod:
– Du er 4. Den der jantelov er ikke god. Du har en god rygsæk af erfaringer, fastslår hun.
På øverste etage i en ældre københavnsk byskole, Heibergskolen, sidder 12-årige Emil Tranholm Bruun og skæver til det evalueringsskema, som hans klasselærer, Trine Dybvad, flittigt noterer i. Læreren bladrer i hans porteføljemappe og opdager, at det cirkelformede skema over de emner, Emil skal arbejde med i 6. klasse, er helt blankt. Han har slet ikke angivet, hvor han står rent fagligt i skolens vigtigste fag.
– Hvordan kan det egentlig være, at du ikke har farvet noget i den i år? spørger Trine.
– Det ved jeg ikke, siger Emil og ser ned.
– Det ved jeg virkelig heller ikke. Kan vi ikke lave en aftale om, at næste gang, der er porteføljeværksted, skal du have sat dig ned og farvet, for ellers er det enormt svært at danne sig et overblik over, hvad du egentlig mangler at få styr på i år?
Læreren får et tøvende ja fra sin elev og nøjes med at notere ét ord for Emils udvikling i dansk: "Målcirklen".
Overalt i samfundet sætter vor tids mennesker sig ved borde og noterer i skemaer – firkantede eller cirkelformede – for at prøve at tale sig frem til, hvordan det enkelte menneske kan udvikle sig til en lidt bedre, lidt mere effektiv eller velfungerende udgave af sit gamle jeg.
I skolen taler man om "ansvar for egen læring", hvor den enkelte elev med læreren som udviklingskonsulent finder frem til sin helt egen måde at lære stoffet på. Og de mål, man sætter sig, og resultater, man når, skrives ind i den helt personlige læreplan. Eller det kommer til at indgå i en porteføljemappe, hvor elevens bedrifter og produkter i form af tekster, tegninger og lignende samles gennem hele skoleforløbet som bevis på, hvortil den enkelte ved egen kraft er nået. Når eleven altså husker det.
I erhvervslivet bruges store ressourcer på at efteruddanne og udvikle hver enkelt medarbejder. Her er tankegangen, at det enkelte menneske er en human ressource, som hele tiden skal opkvalificeres for at kunne følge med det arbejdsliv i konstant forandring, de uanset branche befinder sig i.
Og på det mere personlige plan er det blevet en helt central del af det enkelte menneskes verdensforståelse, at man bør være i evig udvikling. Og at en terapeut, konsulent eller coach kan hjælpe den enkelte med at udnytte sit potentiale bedst muligt, at tænke positivt og dermed bedre at kunne nå sine mål i livet.
Peter Blenner ser det meste af tiden direkte på Gry Marcussen, som han har lovet at give nogle redskaber til at kontrollere sin tilstand og få det bedre. Det er ikke kun forholdet til kollegerne i børnekulturhuset, men også rollen som partner for sin mand og mor til sin syvårige datter og mandens 12-årige tvillinger.
– I stedet for at tegne en ond cirkel, kunne vi prøve at tegne en god cirkel for at give dig et redskab, så du selv kan holde bedre fast i det. Jeg vil gerne tage udgangspunkt i en af de globale læresætninger, som du har det sværest med, siger han.
– Det er den med de andre, siger Gry, der har skubbet solbrillerne op i panden og støtter sig til de ord og figurer, hun har noteret i de forrige coaching-samtaler. Ved sin side har hun en stor kurv, hvor der er plads til hendes håndtaske, notesbøger, en blok og et par fagbøger, som hun har taget med for at vise coachen.
Peter har i de foregående samtaler lært Gry om nogle globale overbevisninger, som med hans ord hjælper mennesker med at opnå en god tilstand og nå ens mål. At andre gør det så godt som de kan, er den læresætning, Gry nu skal arbejde med. Et andet eksempel på en global læresætning er et udsagn som: "Livet er virkelig en gave".
– Okay. Hvad er det nu med de andre? Spørger Peter og ser på Gry, der piller ved hætten på sin pen.
– De prøver at gøre det så godt, som de kan, med det de nu har. Det er jeg stadigvæk bare ikke helt overbevist om.
– Så andre gør, hvad de kan, med de ressourcer, som de har. Den gode cirkel, du laver nu, kan du bruge til at holde fast i. Hvis du nu leger, at de andre altid gør det godt, hvad vil det så betyde? Hvad kunne konsekvensen være af det, positivt set?
– At jeg syntes, resultatet var okay.
– Skriv det. Hvis resultatet af den handling, de har gjort, er okay, hvad kan det betyde for dig?
– Så slap jeg for at skulle bekymre mig om, hvorvidt det er det bedste. Jeg ville slippe for nogle opgaver.
– Så slipper du for at bekymre dig. Skriv det, siger coachen. Grys sætninger afløses af Peters som et ping pong spil.
– Og for at være irriteret, tilføjer Gry.
– Hvis du slipper for at bekymre dig og er fri for at blive irriteret, hvad vil resultatet være af det?
– Jamen, så vil jeg ikke blive stresset over det. Det vil være en lettelse, erkender Gry. Peter holder fast i emnet:
– Så hvis du slap for stress, og det blev en lettelse for dig, hvad kunne konsekvensen så være af det?
– Så ville jeg være en gladere kollega, hvis det var i forhold til arbejde, siger Gry og tilføjer:
– Nej, hvor er det irriterende det her.
I virkeligheden er det vigtigste for Cathe Møller ikke at blive placeret rigtigt på en skala fra 1 til 5 i medarbejderudviklingsskemaet. Ultima Advokater A/S kan ellers med stolthed betegne sig som det eneste advokatfirma i Danmark, der er ISO-certificeret på samtlige sagsgange. Det indebærer, at der er faste spilleregler for det meste, blandt andet for hvordan en sådan samtale skal forløbe. Cathe Møller har kun været ansat i fem måneder. Hun håber at komme til at tale om indkøringen i firmaet, som har været anstrengende. Men hun håber også at kunne tale om en fremtidig god cirkel af arbejde, hvor der ganske enkelt er mindre af det. I papirerne har hun noteret et stilfærdigt ønske om deltid eller flekstid, så hun kan være mere sammen med sin lille pige, der fylder fire år denne sommer.
– Det er vigtigt, at du får struktureret dine opgaver. Det er meget svært, når man lige starter, men det går betydeligt bedre nu. Måske skulle du og advokaten mødes om opgaverne på et ugentligt møde. Det ville hjælpe dig, siger Dorthe Bøjland, som anbefaler, at der laves en backup-plan, så Cathe ikke får mavesår, når hun op til sin ferie forsøger at lave det hele på forskud.
Cathe forklarer, at indkøringsperioden har været hård, fordi hun var bange for at dumme sig. Hun frygtede, at advokaten ved enhver fejl ville være over hende som en høg.
– Men advokaten er til at gå til. Jeg er bare så autoritetstro, at jeg ikke rigtig kan. Jeg er opdraget til respekt for læger, lærere og min chef. De yngre har det lidt nemmere, kan jeg mærke. Jeg har 15 år på bagen, siger hun og klør sig lidt blufærdigt i hovedet.
Dorthe Bøjland giver hende ret i, at hun skal lade være med at vente, til advokaten har tid, men skal have modet til at turde slå i bordet og til bare at gå ind til sin chef.
– Dér kunne et ugentligt møde være godt. Ellers får du først tid i 2013, konstaterer hun.
Trine Dybvad læner sig frem over bordet med hånden under hagen og et blik, der veksler mellem at søge øjenkontakt med 12-årige Emil og at finde næste programpunkt på evalueringsskemaet. Emil sidder med sine korslagte arme hvilende på bordet og drejer rytmisk fra side til side på sin kontorstol. En stribet hue er trukket godt og beskyttende ned i panden.
– Nå, Emil, vi har jo det her ark. Hvordan synes du, det går i skolen? Med kammerater og frikvarter og så videre? indleder Trine.
– Jeg synes, det går rigtig godt. Det går bedre end nogensinde med drengene. Men det er ikke så godt med pigerne. Der er det sådan lidt ... men det er ved at blive bedre, begynder Emil.
– Hvordan kan det være, det ikke går så godt mellem drengene og pigerne? Har du nogen indflydelse på det?
– Nej jeg ved ikke rigtig...
– Har du det godt med pigerne? forsøger Trine.
– Nej, jeg synes, de er meget irriterende lige for tiden, fordi de synes, jeg er irriterende, og siger dumme ting til mig. Og så begynder man selv at sige dumme ting til dem, og så opstår der problemer og skænderier, lyder Emils evaluering af situationen.
– Men ellers går det meget godt, tilføjer han optimistisk, og Trine indvilliger for en tid i at dreje samtalen hen på det faglige.
– Jeg synes faktisk, jeg er blevet endnu bedre til at lave noget i timerne, specielt i matematik, der får jeg altid lavet mine lektier. Jeg er også begyndt at lade være med at arbejde sammen med Adnan og Gustav, fordi hvis vi er sammen, så får vi ikke lavet noget, konstaterer Emil, der selv synes, at det "går som smurt" i dansk og engelsk.
Trine giver ham ret i, at han er blevet bedre til at lave noget i timerne og til at undgå det gruppearbejde, der ender i "hat og briller". Hun spørger Emil, om der er noget, han især synes, er svært i skolen.
– Jeg vil ikke sige, jeg har decideret svært ved matematik. Men jeg kan godt mærke, at det er ved at blive ret hårdt, og at det nok også bliver hårdere i syvende. Der skal jeg klø på i timerne, så jeg kan forstå alle de regnearter og alt det der, erkender Emil.
I kursuslokalet i Odense er Gry Marcussens irritation vakt, mens Peter Blenner fortsætter sin byge af spørgsmål. Måske er noget rent faktisk ved at flytte sig, så Gry bedre kan slappe af med de ting, andre går og laver, uden selv at skulle tage styringen.
– Hvad vil det give dig at være en bedre kollega? spørger Peter.
– Det ville give mig en gladere hverdag. Det ville være rart at gå på arbejde, svarer Gry efter en tænkepause.
– Så skriv du bare det. Og konsekvensen af, at det er rart at gå på arbejde? vedbliver han.
– Så vil jeg være glad for det, jeg yder, lyder det fra Gry.
– Ja. Og hvad med tilliden til andre?
– Altså min tillid til mine kollegaer og processen? Den ville glide meget nemmere.
– Det er rigtigt irriterende det her. Skal jeg skrive det? spørger Gry og ånder tungt.
Det bekræfter Peter og retter derefter skytset i en ny retning:
– Nu spørger jeg lige om noget andet: Ville det betyde, at det er forbudt at kritisere?
– Ja, svarer Gry, som har det svært ved at skjule sin irritationen.
– Nej, siger Peter og forklarer:
– At acceptere er ikke det samme, som at man ikke skal give konstruktiv kritik. Accepten rummer, at de er okay som personer, forklarer coachen, og tilføjer, at det er okay at være uenig om noget på et fagligt plan.
– Kunsten er at give udtryk for det, der kunne blive endnu bedre. Det skal være okay at give udtryk for kritik, for hvordan skal ideer ellers udvikle sig, hvis det ikke er okay at smide ting på bordet? Det er godt at give feedback i forhold til de mål, som man er enige om. Hvad er vi enige om? Er vi enige om, at det er det, som vi gerne vil nå? spøger Peter og forklarer, at nu skal cirklen sluttes. Gry erkender at hendes modstand er vigende.
– Gladere kollega, rarere at gå på arbejde, gladere hverdag. Tja, så bliver mit overskud bedre, siger Gry og skriver de nye stikord ind i cirklen på blokken.
– Ved du, hvad det er, du har været igennem? Det er noget, som rigtig mange mennesker er plaget af. Nu har jeg skrevet buddhisme. Det er, fordi buddhismen bygger på, at al ulykke kommer, når man stræber efter lykken i det ydre. Den siger også, at accept er en af nøglerne til at komme ind og hvile i sig selv. Det er man er nødt til at indse. Derefter kan man ønske noget, men grundlaget for at have det godt, er, at man er nødt til acceptere tingene som de er, være i nuet, hvile i sig selv og finde roen der. At have fokus på at være, før man sætter fokus på at have, siger Peter.
– Det er jo helt vildt, siger Gry.
Cathe Møller har givet sig selv et middelgodt 3 på skalaen fra 1 til 5 i at overholde aftaler. Til trods for, at hun lægger stor vægt på, at hun overholder samtlige aftaler og ellers giver besked.
– Så skal du højere op end 3, siger Dorthe Bøjland.
Cathe forklarer, at hun jo indimellem må ændre aftaler og planer, fordi advokaten kommer med flere opgaver, og så regner hun med, at han kan regne ud, at planerne nødvendigvis må ændres.
– Det skal du ikke tage som en selvfølge. Han læsser bare på og tænker ikke på, at der så er ting, som skal skydes. Det handler igen om klare budskaber, forklarer personalechefen.
– Det at kunne gå ind og sige: "Hør på mig". Det kan jeg ikke, og det vil jeg gerne. Jeg vil gerne have en chef, som er lidt mere opmærksom, siger sekretæren.
– Det er vigtigt, at du ved, at alle her er ligeværdige. Vi lukker kun dørene, når vi taler personligt, fortæller Dorthe Bøjland og tilføjer:
– Møder, møder, møder. Så lærer I hinanden at kende.
Samtalen løber videre, og under emnet "jobudvikling" strejfes spørgsmålet om nedsat arbejdstid.
– Du siger, at du enten vil have mere arbejde eller mindre arbejdstid. Du er jo kvik, så vi skal nok få fundet noget. Jeg kommer tilbage til det med den mindre arbejdstid, siger personalechefen og lukker dermed for emnet.
En spændt, høj lyd undslipper Cathe Møller:
– Ihhhhh.
På Heibergskolen har Emil Tranholm Bruun lovet, at han nok skal få udfyldt nogle felter i sin målcirkel næste gang der er portefølje-timer. Han har også lovet, at han nok skal være lidt mere tålmodig til at lytte efter, når lærerne fortæller i fag som historie og engelsk.
Til sidst vil Trine Dybvad høre, hvordan Emil selv tror, han kan være med til at gøre 6.v. til en endnu bedre klasse.
– Tale pænt til andre. Lade være med at rode mig ud i noget, som ikke har med mig at gøre. Ikke fordi jeg gør det specielt, men bare sådan generelt. Det er mest med pigerne, jeg kommer og blander mig. Med drengene er der ikke noget.
– Det synes jeg egentlig var godt set, for det var også noget, jeg ville have sagt, siger Trine anerkendende.
– Og så skal jeg lade være med at mobbe, fortsætter Emil.
– Mobbe? Mobber du nogen? Trine ser op fra skemaet, og Emil begynder at bevæge sig ekstra uroligt på stolen.
– Nej nej, men jeg skal lade være med... altså lade være med at være medløber på et eller andet dumt. Eller hvis jeg ser nogle andre er ved at blive mobbet, så skal jeg gå hen og stoppe dem og sådan nogle ting, forklarer han.
– Okay. Det der med at tale pænt. Taler du meget grimt til pigerne?
– Nej. Jo, jeg kan godt komme til det. Nogle gange kan de godt komme hen til os drenge og være sådan provokerende med vilje. De vil gerne have, man taler grimt til dem, sådan føles det. De gør det med vilje og siger for eksempel "Luk røven" til mig, og så kan man da godt komme til at tale grimt til dem. Det har jeg prøvet mange gange, beretter Emil.
– Ja, jeg ville også nævne det. For mange af pigerne siger til mig, at de synes, du taler grimt til dem. Ikke fordi jeg tror, de altid er små engle. Men der er også mange piger i klassen i forhold til drenge. Fylder de lidt for meget? spørger læreren forsonligt.
– Ja, og de får altid lov til at gå ud på gangen, hvis der er problemer, mens drengene de må bare løse tingene her og nu, siger Emil med kun et strejf af selvmedlidenhed.
Trine forklarer sin elev, at drenge og piger typisk har forskellige typer problemer, og at piger ofte har et større behov for at snakke tingene igennem. Derefter roser hun Emil for selv at kunne se, at det vil være klogt at blande sig bare en smule mindre i alle de andres indbyrdes konflikter.
– Ja, men det er, fordi jeg har altid været meget nysgerrig. Hvis nogen er oppe at skændes, så kommer jeg hen: "Hey, hvad er der sket?" Og så bliver de altid rigtig sure og siger, jeg skal blande mig uden om, forklarer Emil.
– Ja, men altså du er jo også bare nysgerrig, bekræfter Trine.
– Ja, det er ikke, fordi jeg forsvarer nogen, siger Emil og ligner uskylden selv under sin stribede hue.
Hvis livskvalitet kan gøres op i procenter, og hvis mennesker gennem samtale med kyndige folk kan skabe deres egne gode cirkler, har Gry Marcussen fået mere end rigeligt ud af i alt fem sessioner med Peter Blenner.
Hun har formuleret målsætninger for sit tidsforbrug, tegnet lagkager over anvendt tid og fordelt 40 procent til arbejde, 40 procent til familien og 20 procent til egen tid. Gennem samtalerne har hun sat sig som mål at få arbejdet til at fylde ti procent mindre.
Da hun efter den femte samtale skal opsummere, hvordan hun har det, viser det sig, at målet om at stige fra 10 til 30-40 procent på "ha'-det-godt-skalaen" er mere end nået. Hun erklærer glad, at at hun føler sig på 80 procent:
– Det her er langt mere konstruktivt for mig end den der: "Nu skal du bare tage dig sammen". Det her er handling.
Hos Ultima Advokater A/S er Dorthe Bøjland nået til en konklusion med Cathe Møller.
– Er vi enige om, at vi har aftalt, at du skal holde et ugentligt møde med advokaten, som du er ansvarlig for at booke? Det starter i uge 21, og så vil jeg have en opfølgning med dig torsdag i uge 24. Det skal du booke i min og din kalender, forklarer hun og fortsætter:
– Jeg har noget materiale om konfliktløsning og om at sige fra. Så kan du kigge på det. Du skal lære at banke i bordet. Det er slut med flinkeskolen.
– Uha uha, siger Cathe, inden Dorthe Bøjland runder af:
– Hvis du skriver under dér, så ved jeg, at du også gør det.
Efter samtalen vender Cathe tilbage til et andet udgangspunkt end flinkeskolen. Drømmen om en 30 timers arbejdsdag, som kan dulme den dårlige samvittighed over, at hendes barn er i institution otte-ni timer hver dag.
– Jeg tror ganske enkelt ikke, det er en mulighed. Jeg tror, det var derfor, vi ikke snakkede om det. Det er trist, men jeg må finde ud af, hvad der er vigtigst, konstaterer hun, men tilføjer:
– Det var fint at få evalueringerne af mit arbejde, så jeg er positivt overrasket.
Også på Heibergskolen er cirklen sluttet. At Emil Tranholm Bruun altid er en perfekt gentleman med et smukt blomstrende sprog i selskab med det modsatte køn er der næppe belæg for at konkludere. Men sammen med sin lærer har han selv været de situationer igennem, hvor det går galt, og de er blevet enige om, at pigerne heller ikke er uden skyld.
Trine Dybvad har tilmed bebudet, at forholdet mellem piger og drenge skal tages op på et kommende klassemøde. Så kan alle komme med forslag til, hvordan forholdet bliver bedre. Hvad angår det faglige har Trine noteret sig, at brøker og ligninger er noget, Emil skal arbejde mere med.
Selv synes Emil, at samtalen mindede meget om den forrige af slagsen, han var til.
– Men det var da godt, at jeg fik mulighed for at sige, hvad jeg har svært ved, og hvor jeg skal gøre en ekstra indsats, konstaterer han.
Den 15 minutter lange samtale er gået. Trine slutter med at give ham et skema med hjem til forældrene ledsaget af en sidste formaning:
– Husk at aflevere det inden skole-hjem-samtalen.
korsholm@kristeligt-dagblad.dk
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
