Jane Aamund fortæller om sit møde med den grønlandske kvinde på Rigshospitalet.
"Jeg havde været til endnu en undersøgelse, og hele mit hovede var fyldt med en hel masse ubehageligt, som jeg skulle op at snakke med lægen om. Så møder jeg denne kvinde: "Næh, goddag Jane", og så står man der og skal forsøge at være sød og positiv, selvom man sådan set slet ikke har lyst til at snakke. Men kvinden fortæller mig, at hun har læst alle mine bøger, "og må jeg lige spørge dig om en ting?", og så smiler hun et varmt smil, der rækker fra øre til øre, og hele hendes grønlandske hovede bliver fyldt af små fine rynker: "Er det ikke dejligt at blive set??"
Og det er det jo, erkender den populære forfatter, som, efter at hun er flyttet til Lemvig i Nordvestjylland, er kommet endnu tættere på sine læsere, så det godt kan tage et par timer, når hun er ude at handle i den lille by, fordi der også skal hilses og snakkes. Det har hun det fint med. Samværet med andre mennesker er for hende en af livets grundlæggende glæder, og her i det danske "bagland" – betegnelsen foretrækkes frem for "udkantsområde" – hvor hun har bosat sig, er livet som i det oprindelige Danmark, mener hun. Her er fortsat plads til nærvær.
I sin netop udkomne bog fortæller hun erindringsglimt fra et langt og broget journalist- og menneskeliv med appetit på mænd og oplevelser, og et skarpt blik for tilværelsens skæve og humoristiske sider.
Bogen "Dengang det var sjovt" handler om mødet med originaler og personligheder. De kendte og et broget udvalg af chefredaktører og journalistkolleger fra dengang, men det, der gør mest indtryk, er skildringerne af dem med de bløde sind. Dem, som ikke blev set, ikke formåede at markere sig, og som blev mere og mere stille og usynlige, mens livet tromlede ufølsomt hen over hovedet på dem.
"Jeg har mødt chefer, der var sorte den ene uge og hvide den anden, men de værste er de ledere, der ikke ser deres medarbejdere," siger Jane Aamund.
"Jeg har set mennesker brække ned på det grundlag. Alle har brug for at blive set."
For Jane Aamund selv har der aldrig været problemer i den retning. Den spinkle kvinde, moderigtig og tjekket, har aldrig tilladt verden at overse Jane Aamund.
"Ole Grünbaum, som forresten ikke kan lide mine bøger, skrev engang, at jeg opfører en statue af mig selv. Ja, selvfølgelig! Hvem skulle ellers gøre det, hvis ikke mig selv?"
Den nu 73-årige forfatter hører til blandt de mest læste på det danske bogmarked, og hun finder ingen grund til falsk beskedenhed over succesen. Det er måske lidt udansk, erkender hun, og citerer "Ved jorden at blive", men det er altså ikke Jane Aamunds stil.
Hendes bøger er kommet i kæmpeoplag. Titler som "Klinkevals" og "Colorado drømme", og – fra de senere år – "Vesten for månen" og "Udlængsel", der handler om hendes egen familie, som på moderens side kan spores tilbage til 1633 på Lemvig-egnen. Det var arbejdet med dem, der fik hende til at flytte fra København til Nordvestjylland.
Bogen "Dengang det var sjovt" øser af hendes præcise og uudtømmelige hukommelse.
"Jeg kan huske tilbage, til da jeg var to år, og jeg husker det som jeg så en film i farver og med alle detaljerne."
Den filmiske hukommelse bruges professionelt, men hun har også brugt den, når hun på sygehuset skulle igennem en scanning og måtte forsøge at glemme, at hun lider af klaustrofobi, sygelig angst for lukkede rum, eller når smerterne bliver for store.
"Så bruger jeg min hukommelse til visualisering. Jeg kalder filmen frem fra min barndom, går ind i huset, hvor vi boede, ind i entreen, trækker skufferne ud og ser hvad der ligger i dem, og hvad var der under skufferne og så videre."
Jane Aamund fik konstateret kræft som 32-årig, og hun har altid talt åbent om sin sygdom.
"Vi skal jo alle sammen den samme vej, ingen slipper levende herfra, så hvorfor ikke være åben?", spørger hun og lægger samtidig lidt afstand til.
For at der er blevet skrevet så meget om hendes sygdom, er ikke hendes, men pressens skyld: "Den elsker jo sex og kræft," konstaterer den gamle journalist kort og knapt, og i hendes liv har der været såvel sex som sygdom.
Hun har haft sine kærester og været gift flere gange, men med sit livs store kærlighed blev hun aldrig gift. Han døde af et hjertetilfælde, og de nåede lige at sige farvel til hinanden. Det er 31 år siden, og Jane Aamund får tårer i øjnene, når hun fortæller om det.
For tiden læger ikke alle sår, og nu kører "filmen" om dødsfaldet og tabet: erindringen om depressionen og den sorte sorg, som til sidst blev danset væk i musettevalsene i Nice.
For det var her, til dansekældrenes røgfyldte lokaler, hun søgte hen for også med kroppen, i mødet med den umiddelbare livsglæde i rytmen og musikken, at få bearbejdet sin sorg.
Jane Aamund opsøgte livsglæden i Nice, og hun kalder evnen til glæde for sit overlevelses-gen.
"I mit liv har jeg været heldig at finde nogen at grine sammen med. Humoren er jo også en måde at overleve på. Den er livgivende."
Og så er der arbejdet. Når Jane Aamund skriver, går hun ind i sit eget mentale frirum, hvor hun føler sig fri for smerter, selvom de er der og fri for bekymringer. En form for meditation, siger hun, men også et ansvar. For som mennesker har vi pligt til at forvalte vores pund, understreger Jane Aamund.
Hendes mor kom fra en indremissionsk opvækst. Selv har Jane Aamund altid haft den kristne tro med sig.
"Det har givet mig tryghed, at jeg har nogen at bede til og ikke er alene i lidelsen."
At hun har skullet leve et liv med smerter og sygdom får hende ikke til at anklage Gud.
"Og mene, at Gud er uretfærdig? Nej. Gud er for mig også i naturen og i universet, og på det plan er der ikke noget, der hedder retfærdigt eller uretfærdigt. Der er krige, og der sker ulykker, nogle bliver helbredt, andre bliver syge, børn dør og andre lever. Sådan er livet, som vi har fået det, fyldt med glæde og grin, kærlighed og had, gråd og sygdom. Retfærdighed derimod er noget, vi kan tale om mellem mennesker."
Og som mennesker er døden vores rejsefælle. Jane Aamund siger, at hun som kræftpatient er på det rene med, at hun "er begyndt indflyvningen".
"Hvor vi lander, kan vi ikke vide noget om, men jeg tænker meget på det og håber, at det må lykkes at komme herfra uden for mange lidelser. Jeg mener, at vi burde åbne for muligheden for aktiv dødshjælp. Et menneske skal have lov til at sætte en grænse og sige, at nu er det nok."
Evighed og tid flyder sammen i det skriftsted, hun holder mest af, og læser op fra: "Kærlighedens højsang", 1. Korintherbrev 13,12-13: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Efterfulgt af ord fra Johannes? Åbenbaring, 21, 5: Og han, der sidder på tronen, sagde: "Se, jeg gør alting nyt!"
"Sådan oplever jeg hver eneste morgen, hvor jeg får lov til at tage hul på en ny dag," siger hun og smiler.
Døden og evigheden sætter livet i perspektiv, og der er så meget godt at glæde sig over. For det var ikke bare "dengang", "det var sjovt". Det er livet i høj grad stadig for Jane Aamund. Et liv, hvor sorgen danses væk i Nice, og med plads til glæde og latter og taknemmelighed.
Bogen "Dengang det var sjovt" bliver anmeldt i næste uge i Kristeligt Dagblad.