”Jeg er ensom og ønsker ikke at leve”

Selvmordstanker kan være pågående, og man bør dele dem med andre for at få hjælp. Pludselig eller langsomt kan livet vende, og man vil tænke, at det var godt, at man ikke gjorde det

"Jeg har ingen venner, og min følelse af samhørighed med mine forældre er tynd og med min store familie endnu mindre. Jeg føler ikke, at der er nogen, som elsker mig, og jeg elsker ingen," skriver læser til brevkassen. Læs svaret nedenfor. Modelfoto
"Jeg har ingen venner, og min følelse af samhørighed med mine forældre er tynd og med min store familie endnu mindre. Jeg føler ikke, at der er nogen, som elsker mig, og jeg elsker ingen," skriver læser til brevkassen. Læs svaret nedenfor. Modelfoto.

Kære brevkasse

Jeg er livstræt. Jeg ved ikke, hvorfor det er endt, som det er. Jeg har ingen venner, og min følelse af samhørighed med mine forældre er tynd og med min store familie endnu mindre. Jeg føler ikke, at der er nogen, som elsker mig, og jeg elsker ingen. Ingen vil savne mig. Jeg tænker meget på selvmord. Og jeg ville gerne begå assisteret selvmord i Schweiz, men det er svært at få lov til.

Da jeg var 19 år, var jeg sikker på, at jeg ville dø, fordi jeg var ensom, men det gjorde jeg ikke. Jeg er i dag næsten 40 år. Jeg ved ikke, hvad jeg har at leve for. Jeg har haft et svært liv, siden jeg var lille. Som 15-årig valgte jeg at komme i familiepleje. Jeg er ikke psykisk syg, men det er alligevel sådan, jeg behandles. Min arbejdserfaring er meget lille, og jeg får førtidspension. Måske ventede jeg for meget af livet. Som det er nu og har været i lang tid, er det trist og håbløst. Måske er nogle ting bare svære. Krisetelefoner kan ikke hjælpe.

LÆS OGSÅ: Mindegudstjeneste for pårørende til selvmordere

Jeg er indlagt på psykiatrisk afdeling. Aldrig har jeg været et sted, der er så kedeligt. Jeg vil heller ikke hjem, for jeg er bange for, at jeg tager mit eget liv, for jeg har tidligere prøvet at gøre det med piller. Det triste er, at ingen vil savne mig. Det er det værste.

Venlig hilsen

Pia

Kære Pia

Tak for dit nødråb. Vi prøver at lytte opmærksomt til det, som du har på hjerte. For det er tydeligt, at du er hårdt ramt af et svært liv. Vi tolker din henvendelse som et spinkelt håb om nye tanker midt i al smerten. For når tanker løber i ring og kun finder de samme håbløse svar igen og igen, suges man let ned i et mørke, og dagene kommer til at fortone sig som en vandring i en mørk tunnel uden lys. Så vi vil gerne prøve at dele nogle tanker med dig om din situation, som måske kan give dig lidt glimt af lys og måske lidt nye tanker.

Vi forstår på dit brev, at du har haft en opvækst med mange vanskeligheder, og at samhørigheden med dine forældre er skrøbelig og tynd. Du har på en måde vidner på, at andre også har tænkt, at du havde brug for andet og større støtte end den, som dine forældre kunne magte at give dig.

For hvis kommunen ikke også kunne se, at dine forældre ikke var i stand til at tage tilstrækkeligt vare på dig, ville de aldrig have gået med til, at du kunne komme i familiepleje. Det var på en måde en anerkendelse af, at det i udgangspunktet ikke er dig, der er noget i vejen med. At du som 15-årig selv bad om at komme i familiepleje, siger noget om, at der bor en selvrespekt et sted i dig, som måske kan vækkes til live igen. For det er modigt af en 15-årig at sætte det i sving.

Om det så var en god familiepleje for dig, skriver du ikke noget om. Men vi aner, at årene mellem 15 og 19 ikke var så lette, og at muligheden for udvikling af jævnaldrende venskaber var svære, siden du allerede som 19-årig tænkte, at du ville dø af ensomhed.

LÆS OGSÅ: Færre forsøger selvmord med piller

Der er undersøgelser blandt andet fra Syddansk Universitet, der tyder på, at hver femte unge i Danmark i nogen eller i høj grad er ensomme. Så du er ikke alene om det. Ensomhed er ofte et tabu og forbundet med skam og mistrivsel og kan medvirke til angst og depression.

Du skriver, at du ikke er psykisk syg. Og det tror vi også er rigtigt, hvis man med psykisk syg mener sindssyg eller svært forstyrret. Men vi tror, at dit livsforløb har givet dig en såkaldt kronisk depression i en sådan grad, at det igennem mange år er blevet det normale for dig.

Og er man deprimeret, kan det nogle gange være meget svært at finde de gode følelser frem man kan tænke, at man ikke har evnen til at elske andre, og at man ikke kan elskes eller savnes af andre. Det depressive farver og former nærmest hele ens tankesæt.

Op mod 20 procent af alle depressioner kan udvikle sig i kronisk retning. Det betyder ikke, at det er umuligt at komme ud af, men blot at der skal mere kvalificeret og intensiv behandling til både medicinsk og psykoterapeutisk. Vi har jævnligt mødt mennesker, som har været kronisk deprimerede i både 10 og 15 år, og som er kommet op af det langvarige sorte hul.

Nogle gange kan man ikke umiddelbart finde grunden til, at lyset kom igen efter så mange år, andre gange skyldes det måske behandling med en ny medicinkombination, eller for eksempel at den pågældende har mødt et særligt menneske eller et fællesskab, som gjorde godt. Det kan også ske for dig, selvom du i din nuværende situation ikke kan se det.

Vi har forståelse for, at du synes, det er kedeligt at være på en psykiatrisk afdeling. Det er sjældent opmuntrende. Vi forstår faktisk ikke, hvorfor den slags afdelinger ikke indholdsmæssigt tilrettelægges som en integration af en sygehusafdeling og en højskole. Sygehustænkningen skulle tilgodeses ved høj faglighed både medicinsk og psykoterapeutisk, og højskoledelen skulle give inspiration gennem musik, litteratur, fælleskab og skabende virksomhed. Men sådan er det desværre ikke. Du må lede efter de gode mennesker, som også kan findes der, hvad enten det er en aftenvagt, en socialrådgiver eller andre på afdelingen.

Selvmordstanker er ofte meget pågående og konkrete, når ensomhed og depression tager fat i krop og sind. Fortæl åbent om det til din læge og dine behandlere. Men omsæt det aldrig i handling. For langsomt eller pludseligt kan tankerne ændre sig. Og så vil du tænke, at det var godt, at du ikke gjorde det.

Du skriver ikke noget om, hvor eller hvordan du har forsøgt at nærme dig andre mennesker. Prøv gerne igen, også selvom du måske har dårlige erfaringer eller skuffelser på den vej. Det er vigtigt. Jo flere gange, der prøves, jo flere muligheder er der for, at der sker noget godt. Siden du skriver til denne brevkasse, er du måske ikke helt fremmed for at prøve et fællesskab i tilknytning til et kristent miljø. Opsøg gerne en kirke, som ønsker nye mennesker velkommen, og som tænker åbent og konkret om, hvordan man som ny for eksempel kan finde en plads i en mindre gruppe. Flere kirker har sådanne cellegrupper, hvor man kan være et helt menneske på godt og ondt og være velkommen med sine sårbare sider.

Vi ønsker dig det bedste. Og du er meget velkommen til at skrive igen.

Mange hilsener
Annette og Jørgen