Poul Martinsen er i sit virke som journalist og tv-dokumentarist fascineret af det onde.
Jeg har været meget optaget af, hvad der udløser ondskab. Det er gået igennem meget af det, jeg har lavet, siger han.
I dokumentarfilmen Lydighedens dilemma fra 1978 filmede han en gruppe studerende, der deltog i et forsøg om autoritetstro, hvor de skulle give en anden gruppe elektriske stød. I Den sagtmodige morder fra 1988 fortalte han historien om, hvordan sociale og kulturelle normer i en indvandrerfamilie gjorde en ung mand til morder. Og i sit seneste værk, denne gang en bog, Hypnosemorderen dobbeltmennesket Palle Hardrup, som netop er udkommet på Gyldendal, søger han svar på spørgsmålene:
LÆS OGSÅ: Det onde eller den onde?
Er det muligt at hypnotisere et andet menneske til at begå onde gerninger? Hvordan bærer man sig ad med at leve sit liv som en slags dobbeltagent? Og kan man sone alvorlige forbrydelser begået tidligere i livet ved at gøre gode gerninger her og nu?
Jeg er fascineret af ondskaben, der ligger og lurer hele tiden i min hovedpersons liv, og som han er en del af ved i sine unge år under besættelsen at blive nazist og Hipo-mand. Hvordan går det til, at man kan komme til at arbejde i ondskabens tjeneste? Det har optaget mig en hel del. Hvad vil det sige at være ond?.
Et voldsomt regnskyl hænger over Lumsås i Odsherred i det nordvestlige Sjælland. Det driver den 13-årige belgiske hyrdehund Vera, som ellers holder af at strejfe om ude i det grønne, indendørs i sommerhuset, hvor der er ild i brændeovnen og kaffe på stempelkanden. Her i det lille og enkelt indrettede hus, som den 78-årige Poul Martinsen har haft siden 1960erne, og hvor grunden ender i Kattegat, er der mere hygge end uhygge. Men det er her, han har siddet og skrevet bogen om Palle Hardrup, der sammen med sin tvillingebror voksede op i en god og kærlig borgerlig familie. Men som modsat sin bror blev bankrøver og dobbeltmorder.
I bogen fortæller Poul Martinsen om, hvordan Palle Hardrup fredag den 29. marts 1951 skød og dræbte to bankfolk i forbindelse med et røveri i Landmandsbanken på Nørrebrogade i København. Han var da 28 år, værktøjsmager, gift og far til en lille datter. Forbrydelsen blev i datiden kendt som hypnosemordet, fordi Palle Hardrup under et fængselsophold angiveligt var blevet hypnotiseret og påvirket af sin cellekammerat, Bjørn Schouw Nielsen, til at begå røveriet. De blev begge kendt skyldige og idømt henholdsvis tidsubestemt psykopatforvaring og livsvarigt fængsel.
Palle Hardrup blev i årene, hvor han sad i fængsel og senere i Anstalten Herstedvester, undersøgt og udsat for forsøg med sandhedsserum og hypnose af en række psykiatere. Da han efter 10 års indespærring blev prøveløsladt, var det på grund af pres fra den dengang kendte forsvarsadvokat Carl Madsen.
Da både Bjørn Schouw Nielsen og Palle Hardrup var kommet ud i samfundet igen, begik Schouw Nielsen selvmord ved at tage cyankalium. Palle Hardrup forsvandt fra offentlighedens søgelys. Men under researchen til en temaaften om hypnose på DR 2 stødte Poul Martinsen ved et tilfælde på Palle Hardrup, der havde taget navneforandring og levede under en ny identitet som blogger på nettet og foredragsholder i kirkelige kredse om religiøse og filosofiske spørgsmål.
Palle Hardrup ville ikke medvirke i tv, men gerne udtale sig til brug for en biografi. Bogen er således resultatet af en lang række møder og samtaler, som forløb over en toårig periode frem til Hardrups død i marts i år i en alder af 89 år. Hans dobbeltidentitet forblev livet igennem ukendt for alle, også hans kæreste, fortæller Poul Martinsen.
Der er det ved den historie, at det er en mand, der begår en ond handling, og at han bliver målt og vejet af psykologer, psykiatere og kriminologer for at finde ud af, hvorfor han er sådan, mens hans enæggede tvillingebror ikke har begået tilsvarende kriminalitet. Det viser sig, at tilfældigheder spiller ind i hans liv, små bitte ting, der kommer til at betyde en masse.
Dér, hvor det begyndte at gå noget anderledes for ham, var, da han dumpede og måtte gå en klasse om. Det gjorde hans bror ikke. Og det var specielt og ret alvorligt i en familie, der lagde vægt på social mobilitet og på, at drengene kunne måle sig med deres dygtige fætre.
En anden ting var, at Palle jo gerne ville have været spejder, og jeg er sikker på, at han ville være blevet en god spejder, fordi han havde evnen til at indordne sig i en gruppe, var glad for naturen og for at have uniform på. Men så skete der det, at hans far gik ned med sin virksomhed og måtte sige til ham, at der ikke var råd til at gå til spejder. Det affandt Palle sig med og kom ind i et skyttekorps i stedet. Lederen af det var samtidig leder af NSU, Nationalsocialistisk Ungdom, og anbefalede, at Palle meldte sig ind der. Samtidig rykkede hans indstilling til forskellige ting sig. Pludselig blev det spændende at deltage i slagsmål mod andre ungdomsgrupper, og han blev rendyrket nazist. Derefter tog han skridtet ind i Hipo-korpset og var med til at bekæmpe danske modstandsfolk, siger Poul Martinsen og vender tilbage til, hvad der kan være af årsager til ondskab.
Kan det være noget patologisk i hjernen en svulst for eksempel? Det kan det, men det er jo ikke alle, der udøver ondskab, der har en svulst i hjernen, det er i høj grad særtilfælde. Man kan prøve en psykoanalytisk tilgang til det. Gode gamle Freud sagde, at mennesket er iboende ondt. Men der findes som bekendt også gode mennesker, ikke alle bliver onde. Der er også den religiøse tilgang, hvor der er to kræfter i universet, der kæmper mod hinanden, det gode og det onde, Himmerige og Helvede.
Men jeg har haft mest ud af at se på den socialpsykologiske påvirkning af Palle, som den formede sig, da han blev ungnazist. Fundamentet for hans indstillinger blev lagt i barndomshjemmet, der var tysksindet med en mormor og morfar, der havde boet i Nordslesvig. Senere overtog specialister fra NSU ensretningen af ham. Uniformer, kæmpestævner, hvor de marcherede til marchmusik hele sceneriet var der og det var noget, Palle faldt for. Han kom til at føle sig som et overmenneske med ret til at tæve dem, der ikke umiddelbart anerkendte hans overhøjhed.
Da Palle Hardrup efter krigen kom i fængsel for landsforræderisk virksomhed, mødte han i Horsens Statsfængsel Bjørn Schouw Nielsen, der kom til at påvirke ham på nye måder.
Schouw Nielsen havde lært at hypnotisere, og sammen begyndte de to at eksperimentere om natten med hypnose, yoga og meditationssystemer. Man taler om hypnosemordet, men det drejede sig især om forskellige yogaformer, som de praktiserede. Palle var let påvirkelig, hvis der var en, der ville påvirke ham, og det tror jeg, at der var. Psykologiske eksperimenter har vist, at man godt kan hypnotisere folk til at begå onde handlinger, hvis forsøgspersonerne tror, at det, de foretager sig, sker i en god sags tjeneste. I dette tilfælde handlede det om at skaffe penge til en slags pilgrimsrejse til Indien, hvor de skulle besøge TM-guruen Maharishi. Der er ingen tvivl om, at Schouw Nielsen har sagt til Palle, at han måtte ud at hente penge til rejsen.
Palle Hardrup selv afviste under samtalerne med Poul Martinsen, at han skulle være blevet hypnotiseret til at begå bankrøveriet. Selv talte han om, at det var Skytsånden, der havde befalet ham at gøre det.
Det er ikke til at vide præcis, hvad der er foregået mellem de to mennesker. Men hvis man har en meget påvirkelig sjæl som Palle, kunne man godt forestille sig, at Schouw Nielsen via en skytsånd kunne påvirke ham til at gøre, hvad han troede var gode gerninger, siger Poul Martinsen.
I den første tid efter Anstalten Herstedvester boede Palle Hardrup hos sin advokat, Carl Madsen, i Lejre. Siden fik han egen lejlighed i Roskilde, hvorefter han flyttede til København. Her arbejdede han i en årrække som sygehjælper på det daværende Nørre Hospital, hvor han mødte den skleroseramte Annelise. Hende levede han sammen med i 16 år til hendes død.
Den Palle Hardrup, som Poul Martinsen mødte for et par år siden, boede alene i en lejlighed i København og havde en kæreste. Og så var han blevet stærkt religiøs, kristen, og med sin egen definition på blandt andet det evige liv.
Han var meget optaget af reinkarnation, som han i sine blogindlæg på nettet førte bibelbevis for. Og så mente han, at Jesus og Johannes Døberen kom samtidig til Jorden. Kristendommens kærlighedsbudskab var han fuldstændig optaget af i den sidste del af sit liv, og parallelt med, at han blev et religiøst menneske, har han ikke foretaget ulovlige handlinger.
Spørgsmålet er, hvad der drev Poul Martinsen til de mange møder og samtaler med Palle Hardrup.
Det var at finde ud af, hvordan det var gået ham senere i livet og give en mere tilbundsgående forklaring på, hvordan han blev, som han blev. Jeg skal ikke skjule, at det blev omsiggribende. Vi blev gode venner, og Palle indviede mig i stort og småt, han ringede ofte, og jeg har været med ham ude at ordne ting og har for eksempel hjulpet ham med at finde en mobiltelefon og lært ham at bruge den. Vi blev venner på det praktiske plan uden at blive venner på den måde, som man ellers kender vennebegrebet.
Han vidste, at jeg ville skrive en bog om ham, og det var han med på. Vi havde lavet en skriftlig overenskomst om, at jeg fik lov til at skrive og udforme bogen, som jeg ville, og at Palle skulle læse manuskriptet igennem og rette de faktuelle fejl, der måtte være. Han var på den ene side optaget af, at folk ikke lærte hans rigtige identitet at kende, men også af at få fortalt historiens rette sammenhæng.
Jeg kunne godt lide den Palle, jeg havde lært at kende i hans nuværende form. Han var en meget vidende og spændende person, en venlig og lattermild mand. At være utryg i selskab med ham den tanke har aldrig strejfet mig. Det onde i hans tilfælde lå så langt tilbage i tiden, at den velbegavede rare mand var milevidt fra det, han havde foretaget sig engang. Han var faktisk godt selskab. Man kan sige, at Palle var, om ikke normal, så at han levede halvdelen af sit liv normalt, siger Poul Martinsen.
Han har gennem årene skabt 100 dokumentarfilm, der overvejende er blevet vist på DR og TV 2. Og han lavede gerne flere.
Filmsproget er universelt, så jeg synes ikke, at alder er til nogen hinder. Jeg har stadig energien, lysten og interessen. Men tv-stationerne vil ikke længere have den form for dokumentarfilm, som jeg er leveringsdygtig i. Det skal helst gå lidt stærkt og helst noget med konkurrencer og folk, som skal være sammen på et lille sted, og kan de holde det ud? Nu lyder jeg som en gammel, sur mand, men jeg synes ikke, at der er så meget interessant i fjernsynet for tiden. Men jeg vil gerne fortsætte med at skrive og er i gang med forberedelserne til et nyt bogprojekt.
Som dokumentarist kommer Poul Martinsen som i bogen om Palle Hardrup tæt på de personer, han skildrer. Og det kan have konsekvenser.
Jeg blev meget optaget af Palle, jeg fik ondt af ham og blev frygteligt ked af det, da han døde. Jeg havde talt i telefon med ham aftenen i forvejen. Det sidste, han sagde, var, at nu er der ikke mere for mig. Og sådan blev det. Men jeg blev da chokeret, da jeg kom næste morgen for at besøge ham på hospitalet, og han lå med et lagen over sig. Det var, som om han selv havde hevet stikket ud.
Undervejs i vores bekendtskab har jeg trukket en grænse. Han kom aldrig hjem til mig, og det var med vilje, for jeg ønskede ikke, at han skulle lære andre ting at kende om mig. Jeg var optaget af, at det var mig, der fulgte ham, og ikke omvendt. Derfor kan man godt blive venner. Det er dokumentaristens vilkår.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?
Den engelske forfatter John le Carrés forfatterskab, og den, jeg bedst kan lide, er En perfekt spion. Det har noget at gøre med det dobbeltliv, som spioner lever. Det minder om Palle Hardrups tilværelse.
Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?
Jeg vil meget gerne sidde ved et bord og made min søns lille datter, Malin. Hun er ganske vist ikke nogen kendt person, men det er jeg sikker på, at hun bliver. De øjne! De er fulde af skæg og intelligens. Hun er et halvt år gammel og født i Kenya, hvor min søn lever sammen med en kenyansk kvinde. Jeg har været til deres bryllup, men har ikke set Malin live endnu. Så det glæder jeg mig meget til, når de kommer her til sommer.
Hvor slapper du bedst af?
Jeg slapper meget af, når jeg som nu ser EM i fodbold i fjernsynet. Det foregår her i sommerhuset sammen med min gamle ven, Henrik H. Lund, der bor her i nærheden. Så er det med dugkolde øller på bordet, og hvor vi sidder og råber og skriger. Det er det mest underholdende, man kan se i fjernsynet.