Ifølge selv de allermest optimistiske lægelige prognoser skulle 42-årige Lone Nørgaard Jensen for længst være død.
Det er svært at forstå, da hun smilende og adræt tager imod i parcelhuset i Brabrand vest for Aarhus. Inden for døren vidner fodtøj i mange størrelser, jakker, huer, legetøj og et par kæledyr af gnaverfamilien, der har gemt sig godt under en bunke hø i deres bur, om et aktivt familieliv. Louise på 11, Anders på 9 og Jakob på 7 år er i skole denne formiddag, og ægtemanden Stig passer sit arbejde som murer.
Lone Nørgaard Jensen passer sit liv, og hun passer særdeles godt på det. Men det er svært at forklare, når en forælder fra klassen eller børnenes FDF stiller det klassiske spørgsmål: Og hvad laver du så?
Jeg er kommet til at hade det spørgsmål, fortæller hun, da vi har fået os bænket i sofaen med kaffe på kanden og bogen Tro, håb og kærlighed foran os. Bogen, der er skerevet af Lone Nørgaard Jensens veninde siden gymnasieårene Birgit Juel Martinsen, udkom for nylig og er beretningen om Lone Nørgaard Jensens helt usædvanlige sygdomsforløb. Den handler om troen på en magt uden for én selv og troen på, at det nytter at kæmpe, om håbet om at se sine børn vokse op og om, at der en dag kommer en ny kur, der kan forlænge eller redde hendes liv. Og så handler den om kærligheden til og fra familien og fra Gud.
Når Lone Nørgaard Jensen hader at blive spurgt om, hvad hun laver, så handler det om, at hun ikke hver gang orker at fortælle hele historien, men også om, at sygdommen ikke skal have lov til at fylde mere end højst nødvendigt.
Jeg kan ikke få mig selv til at sige: Jeg er sygeplejerske, men går hjemme. For det er jo ikke historien om mig. Historien er, at jeg er uhelbredeligt syg af brystkræft og har valgt at bruge de kræfter, jeg har, på at være så meget som muligt sammen med min familie. Jeg er fuldstændig åben om min sygdom, men omvendt er det også vigtigt for mig, at der ikke hele tiden bliver taget særlige hensyn til vores lille familie. I dagligdagen tænker børnene ikke så meget på, at jeg er syg. Vi har jo en hel normal hverdag med skole, fritidsaktiviteter og familieliv, og sådan skal det også være. Sygdommen må ikke fylde for meget, for jeg har et liv, der skal passes, fastslår hun.
Mellem fødslerne af sine to drenge mærkede Lone Nør-gaard Jensen for første gang noget i sit venstre bryst, der føltes forkert. Hun gik til sin læge og blev henvist til ultralydsscanning, men der var ikke noget at se. Nogle år senere, mens den yngste blev ammet, mærkede hun igen noget mærkeligt i sit bryst og gik igen til læge. Lægen undersøgte hende kort og bad hende derefter om at komme igen, når hun var færdig med at amme sin dreng. Nogle uger efter var der dog en tydeligt mærkbar knude i brystet, og det store undersøgelsesapparat kom i gang. Resultat: Lone Nørgaard Jensen havde brystkræft, og der blev planlagt en operation, hvor brystet skulle fjernes. I den tid, der gik mellem de indledende undersøgelser og operationen, spredte kræften sig imidlertid, og lægerne valgte at aflyse operationen. Hun fik nu at vide, at helbredelse var umulig, og at det bedste, lægerne kunne gøre for hende, var livsforlængende og lindrende behandling. Lone Nør-gaard Jensen var da 36 år og mor til tre små børn.
Jeg spurgte ikke, hvor lang tid jeg havde tilbage at leve i. Egentlig ved jeg ikke hvorfor, for jeg har hele tiden ønsket at vide så meget som muligt om min sygdom og behandlingsmulighederne. Jeg gik i stedet på nettet og søgte og kunne jo godt se, at det så rigtig skidt ud, fortæller Lone Nørgaard Jensen og tilføjer, at de mest optimistiske prognoser lød på, at hun havde to år tilbage at leve i.
Denne formiddag i Brabrand, hvor der er gået mere end seks år, siden hun fik diagnosen, fortæller hun roligt og fattet om forløbet. Hendes stemme er lettere hæs. Kræften er mange steder i hendes krop, og nogle hævede lymfekirtler trykker på en nerve ved stemmebåndet. Det generer hende meget, mest fordi hun ikke længere kan synge sammen med børnene. Det generer hende også, at lungefunktionen er nedsat, og hun ikke kan være så fysisk aktiv, som hun gerne ville. Men Lone Nørgaard Jensen er god til at finde løsninger. For nylig har hun eksempelvis købt en elcykel, der kan hjælpe hende op ad de aarhusianske bakker.
Den altafgørende løsning og holdepunktet i Lone Nørgaard Jensens liv har dog både før og undervejs i sygdomsforløbet været hendes urokkelige tro på Gud. Hun er vokset op i en kristen familie. Faderen, der nu er pensioneret, var præst i Vedsted mellem Haderslev og Vojens, da Lone var barn, og blev ansat ved Sankt Lukas Kirke i Aarhus. Han og familien bekender sig til Indre Mission, og Lone føler også, at det er der, hendes tro bedst kan placeres. Hun er dog ikke tilknyttet bevægelsen og kommer i sin almindelige kirke, hvor præsten ikke er missionsk.
Da jeg fik kræftdiagnosen, havde jeg 14 dage, hvor jeg græd og var fortvivlet. Jeg synes, det var så frygteligt, at jeg skulle dø fra mine børn. Men så slog det mig, at jeg jo ikke står alene med det her. Gud er der altid for mig, også når jeg har det svært, og uanset om jeg er her eller ej, så vil han også tage hånd om mine kære. Det gav mig ro i sjælen at huske på, at jeg har lagt mit liv i Guds hænder, siger Lone Nørgaard Jensen, der dagligt beder til Gud om, at hun må blive rask.
Men selvom Lone Nørgaard Jensen tror på, at hun er her, fordi Gud har en mening med hende, så gør hun også selv en aktiv indsats. Hun har taget imod al den livsforlængende medicinske behandling, hun er blevet tilbudt, og som hun kan se en mening med. Hun har ikke tal på antallet af kemokure og andre strabadserende behandlinger, der i perioder har givet hende dage, hvor hun ikke har kunne gøre andet end at blive liggende i sengen, og hun har ikke tal på de mange, mange gange, hun har været indlagt på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital eller været inde til ambulante behandlinger.
Jeg er ikke blevet rask, men hver gang jeg når til et punkt i sygdommen, hvor man ikke rigtig kan gøre mere, er det, som om der alligevel dukker et eller andet op, som hjælper mig videre, fortæller hun.
Som dengang hvor overlæge Troels Tei dukkede op på en søndagsvagt og mødte Lone Nørgaard Jensen, der netop havde fået en terminalerklæring og var indlagt med et væskende kræftsår på brystet. Han så muligheden for, at Lone alligevel kunne have glæde af operativt at få fjernet brystet og det af musklen under, der også var angrebet af kræft, selvom en operation ikke ville gøre hende rask. Det tilbud var Lone ikke i tvivl om, at hun skulle tage imod.
Dengang var jeg ikke selv klar over, hvor tæt jeg var på at dø af min sygdom, men senere har jeg fået at vide, at jeg nok kun havde haft 2-3 måneder mere at leve i, hvis der ikke var sket noget. At Troels Tei dukkede op den dag, tilskriver jeg et mirakel, og for mig er Gud den eneste, der kan udrette mirakler, siger hun.
Lone Nørgaard Jensen blev opereret i september 2009, og lige siden har hun kunne passe sit liv. Der har stadig været masser af piller, der skulle sluges, kemokure, antihormonel behandling og meget andet i den tid, men grundlæggende har hun haft det godt. Hele familien har været på ferierejser sammen, og hun har været på rejser alene sammen med hvert af børnene, hun passer huset i Brabrand og sit bijob som kasserer i den lokale FDF-afdeling.
Og så har Lone Nørgaard Jensen opsøgt mere end 100 forbønsmøder i forskellige menigheder i Danmark. Det begyndte med, at hun på et tidspunkt hørte om en frimenighed i Aalborg, hvor en prædikant ved navn Orla Lindskov beder for syge mennesker. Siden har hun opsøgt Orla Lindskov mange gange, og de to er blevet gode bekendte. Lone Nørgaard Jensen har også vendt sig mod andre prædikanter, og hun beskriver, at hver eneste møde giver hende håb og glæde med hjem.
Jeg er jo ikke blevet rask af, at så mange mennesker har bedt for mig, og at jeg selv hver eneste dag beder om at blive helbredt, men jeg tror stadig på, at det kan lade sig gøre. Mange dage føler jeg mig faktisk rask, siger hun, der lige nu afventer et nyt scanningssvar på, om kræften bliver ved med at sprede sig.
Lone Nørgaard Jensen tror på, at Bibelens ord skal tages for pålydende, og hun kan godt se, at det kan virke lidt paradoksalt, når hun samtidig tror på, at de naturvidenskabeligt orienterede læger kan hjælpe hende.
Det med troen kan være svært i forbindelse med min kræftsygdom. På den ene side siger lægerne, at de ikke kan helbrede mig, men at de vil gøre alt, hvad de kan med de muligheder, de har. På den anden side står der i Bibelen, at alt er muligt for Gud. Kombinationen er svær, for rent logisk kan det ikke lade sig gøre at blive helbredt. Jeg må lægge hjernen til side og bare stole på Gud.
Undervejs i sit sygdomsforløb har hun oplevet, at noget er dukket op i hendes tanker sådan bare ud af det blå. Det tolker hun som Guds stemme. Blandt andet husker hun tydeligt, første gang hun og ægtemanden Stig var på vej ned ad trappen på hospitalet efter at have fået den dramatiske melding om, at hun havde kræft. Da dukkede datoen 7. marts op som et syn hos hende, og hun fik en klar fornemmelse af, at der var tale om hendes dødsdag. Siden har der været mange 7. martser i hjemmet i Brabrand, men hun ånder altid lidt lettet op, når det bliver den 8.
Der var også to klare mål, der ligesom kom til hende uanmeldt, da hun havde fået at vide, at hun ikke kunne blive helbredt. Det ene var, at hun ville se det ældste barn, Louise, begynde i skolen. Det mål er for længst nået. Det andet mål virkede mere urealistisk. Det var, at hun ville nå at opleve sin yngste søn, Jakob, blive 16 år.
Det er der selvfølgelig slet ikke udsigt til, men jeg tror alligevel på, at jeg når det mål.