Som han kommer gående på et smalt fortov i det indre København med rå solbriller for øjnene og daggamle skægstubbe på kinderne, ligner han mere en rockstjerne end forestillingen om en folkekær skuespiller.
Men det er han blevet, siden han som 18-årig traskede ind i 1970'er-ungdommens bevidsthed som den utilpassede rod Charly i filmen "Mig og Charly". Han vandt en Bodil i 1980 for sin præstation som Johnny Larsen i filmen af samme navn og slog dermed sit navn fast. Siden har han medvirket i et utal af film, teaterstykker, børnefilm, tv-serier og revyer.
Allan Olsen, 51 år, ædru alkoholiker, ægtemand, far og bogaktuel med sin anden udgivelse, "Midt i livet", siger hej og foreslår kaffe på Café Sommersko. Undervejs bliver han, trods solbrillerne, genkendt af folk i alle aldre. Også på cafeen, hvor de unge servitricer ranker ryggen lidt mere, inden de spørger ham, om der er noget, de kan hjælpe med.
LÆS OGSÅ: "Helt frelst er jeg ikke blevet"
For fem år siden udgav han den selvbiografiske "Et andet liv", en fortælling om alkoholmisbrug, filmarbejde, rod i privatlivet og alkoholbehandling. På tirsdag udkommer "Midt i livet", der beskriver livet som ædru, som han har sat i stedet for beruselsen, rollen som far for adoptivsønnen Jacob og ikke mindst den åndelighed, Allan Olsen ser som en uundværlig del af sit ædru liv.
"Jeg betragter mig ikke som et religiøst menneske, men som et søgende menneske," siger han mellem to slurke caffé latte.
"Det med kirke, tro og en højere magt er meget personligt og svært at sætte ord på."
I Anonyme Alkoholikere (AA) arbejder man med et tolvtrinsprogram, et selvudviklingskoncept, hvor første trin er at indrømme, man er magtesløs over for alkohol og ikke kan klare sit eget liv. Andet trin er en erkendelse af, at "en magt større end os selv kunne give os vores sunde fornuft tilbage", og tredje trin er en beslutning om at "lægge vores vilje og vores liv over til Gud, sådan som vi opfattede Ham", som der står i programmet. AA er ikke et religiøst fællesskab, men medlemmerne finder deres egen fortolkning af en højere magt og bruger den i deres arbejde med at holde sig ædru. Allan Olsens egen højere magt beskriver han som meget tæt op ad den traditionelle, kristne Gud.
"Jeg tror på, at Jesus har gået på Jorden, men jeg tror ikke på, han er opstanden fra de døde. Der hopper kæden af for mig. Når jeg skal bede, folder jeg hænderne og beder fadervor, og jeg bliver ofte ramt af præstens ord, når jeg går i kirke. Jeg nyder at betale min kirkeskat, og jeg nyder at se på alle de velholdte kirker. Jeg har et kors tatoveret på min arm, jeg er et kristent menneske, som også er åben over for gode værdier i andre religioner. Og selvom det måske er en selvmodsigelse, opfatter jeg ikke mig selv som religiøs, men som spirituel. Religion er for folk, der er bange for at komme i Helvede. Spiritualitet er for folk, der har været der."
I de år, hvor Allan Olsen var aktiv alkoholiker, frekventerede han værtshusene på især Vesterbro i København. Det var dels ensomheden, der drev ham, dels drikketrangen og dels rastløsheden. På værtshuset fandt han et fællesskab, men nu er drikkefællesskabet blandt andet skiftet ud med fællesskabet i Anonyme Alkoholikere, der i lighed med værtshuse har "filialer" i stort set hver en by i verden, og hvor eneste adgangskrav er et ønske om at holde sig fra flasken – i modsætning til på værtshusene.
"På værtshuset finder man et socialt fællesskab. Som udgangspunkt er alle velkomne. Døren går op, og man går ind på Café Paradis. Man går op til baren, bestiller sin Tuborg og går enten ned til et bord eller bliver siddende i baren. Det tager toppen af ensomheden. Vi har et fællesskab. Det, vi er sammen om, er, at vi drikker alkohol. Du er valgt til, senere kan du blive valgt fra, hvis folk ikke kan holde dig ud, men det er nemt at gå ind på et værtshus, hvad enten det ligger i New York, Barcelona eller København. Måske kører der en sportsbegivenhed på tv, og så kommer man i snak om den. Hvis der ikke rigtig er nogen gæster på værtshuset, kan man snakke med tjeneren. Her kan man skrifte i stedet for at gøre det i kirken. Det er en flugt fra hverdagen, man kryber i skjul. Kirker kan også binde folk sammen, og der er døren også altid åben, og alle er som udgangspunkt velkomne."
Allan Olsen sidder lidt og overvejer sine næste ord. Han siger, at i kirken finder han tid til eftertanke, fordybelse, til at stoppe op, gøre status og få idéer.
"Når jeg finder en kirke og går ind for at have en samtale med min højere magt, handler det i dag meget om glæde og taknemlighed. Jeg føler, jeg får en belønning fra et eller andet større, fordi jeg har truffet nogle gode beslutninger og gør en masse rigtige ting. Jeg kan ikke have den samtale her på Café Sommersko, jeg skal være i kirkerummet. Jeg har brug for korset, for symbolerne, for at have de ting omkring mig."
"Jeg lægger mærke til kirker. Jeg bor lige ved siden af Sankt Petri Kirke, jeg elsker korset på Vor Frue Kirke, jeg er favnet af kirker her i indre by. Og jeg elsker det. Tænk, hvis man ikke måtte vise religiøse symboler i det offentlige rum. Det ville være forfærdeligt, hvis man tog korset ned fra Vor Frue. Jeg synes, man skal have lov til at bygge moskéer og templer i Danmark, men vi skal samtidig have en lovgivning og et efterretningsvæsen, der overvåger de ekstreme minoriteter, så fanatismen ikke får lov til at vokse. Det er nemt for mig at sige, jeg ved godt, det er kompliceret. Men det komplicerede, såsom hvor pengene kommer fra til de byggerier – det lader jeg politikerne om. Som udgangspunkt skal alle have lov til at udøve deres religion, synes jeg."
"Jeg tror, kirker, moskéer og templer er bygget til eftertanke. Og den slags bygninger gør noget ved mig, sætter nogle tanker i gang om livet og døden. Det gode i mig skal fylde mere end det onde, mere end dæmonerne. Jeg har genopdraget mig selv og tit sagt 'det her må du kunne gøre bedre'. Når man har været egoistisk og selvcentreret i mange år, ligger det dybt, og jeg er nødt til at holde de sider nede. Det gør jeg ved at sætte handling bag. For eksempel ved at drage omsorg for andre: Hvor i min omgangskreds er der en, som har brug for min hjælp?"
Allan Olsen fortæller, at han indimellem besøger en 90-årig dame, som har været hans nabo, inden hun kom på plejehjem, og det er en af de handlinger, der er med til at få "det gode" til at sejre over "det onde". Lige som samtalerne med alkoholikere, som enten har brug for hjælp til at blive ædru eller til at holde sig ædru. Men også det at opføre sig ordentligt over for sine nærmeste i hverdagen fylder i hans bevidsthed.
"Jeg ønsker at have et godt forhold til min datter og mine forældre og at give min søn en god opvækst. Det kræver ærlighed, empati, omsorg, sund fornuft, åbenhed, venlighed, og det kræver, man er tro mod sig selv. At man siger fra og melder ud, når der er ting, man ikke har lyst til. Det kræver mod, og det mod skal hentes i en overordnet tro på, at det er det rigtige at gøre. Det er den rigtige vej for mig, også selvom det koster noget i længden. Tit holder vi fast, fordi vi er bange for at miste noget eller nogen. Men nogle gange må man lukke døre for at ændre på tingene."
I sin bog fortæller Allan Olsen om et morgenritual, han havde, der tog lidt overhånd. Han foldede sine hænder og bad til Gud om at bringe ham godt igennem dagen, men det gik han væk fra, fordi han nærmest fik angst, hvis han havde glemt det.
"Det var en skemalægning af en spirituel handling, det var noget, jeg skulle gøre, ellers fik jeg nok en tagsten i hovedet. Men jeg vil gerne være fri, ikke være slave af noget. Man kan godt opbygge nogle gode vaner, men hvis det kommer til at handle om, at man er angst for hvad der sker, hvis man ikke får udført sit ritual, så har jeg ikke lyst til at bruge det. Jeg har stadig et morgenritual, men hvor jeg før blev panisk, hvis jeg havde glemt det, gør jeg det nu, hvis det falder naturligt."
Allan Olsen udtrykker i "Midt i livet" et ønske om, at andre vil bruge bogen til at realisere deres drømme, som han har gjort det, blandt andet da han begyndte at løbetræne og endte med at løbe maraton.
"Mennesker stimulerer hinanden, og jeg er sådan en, der bliver meget farvet af andre mennesker. Når jeg ser Mikael Bertelsen på DR 2 gå på Caminoen, så er jeg med på rejsen, og når jeg selv rejser, er jeg blevet dygtig til at få noget ud af hvert sekund. Jeg nyder nuet og bruger mine sanser, og det er noget, jeg har læst mig til, har hørt, er blevet inspireret til. Blandt andre af Peter Olesen, der har skrevet bøger om København. Han skrev: 'Kig op!' Det ramte mig ? For når man gør det, får man øje på små altaner, tørresnore og blomsterkasser, ting, man aldrig før havde set på vej til arbejde. Jeg håber, folk kan finde inspiration i min bog til at gøre noget, de måske længe har tænkt på at gøre. Selv planlægger jeg lige nu en rejse sammen med min far, og jeg har mange drømme, jeg gerne vil realisere. Jeg elsker forventningens glæde. Som Peter Plys siger, da han bliver spurgt: 'Hvad er det bedste, du ved?'
'Honning! Nej, nej, nej, det er det dér lige før honning!'"
Allan Olsen drikker den cola ud, han har bestilt undervejs. Han skal videre, ud at tale om sin nye bog, holde foredrag, lægge stemme til tegnefilm, som han gør løbende, og så har han lige afsluttet indspilninger til en romantisk julekomedie, der kommer til november i landets biografer.