Jeg har meget at sige Gud tak for

71-årige Grete Borgaard hjælper til i datterens tøjforretning i Sønderjylland, selvom hun lider under følgerne af barndommens polio

Grete Borgaard udvidede og omdannede forældrenes blandede landhandel til en velassorteret tøjbutik. I dag drives den af hendes ældste datter, men Grete Borgaard er der alligevel hver dag i sin kørestol. Det kan hun slet ikke undvære. –
Grete Borgaard udvidede og omdannede forældrenes blandede landhandel til en velassorteret tøjbutik. I dag drives den af hendes ældste datter, men Grete Borgaard er der alligevel hver dag i sin kørestol. Det kan hun slet ikke undvære. –. Foto: Claus Fisker.

Når Grete Borgaard er ked af det, taler hun med Gud.

Måske ser det ikke ud til at ændre noget, men det mener jeg jo alligevel, at det gør. Jeg tror, bøn gør en forskel, og jeg har aldrig været udsat for, at folk har sagt fra, når jeg har tilbudt at bede for dem. Tværtimod oplever jeg, at folk bliver glade for det, fortæller hun.

LÆS OGSÅ:Når bjerge flytter troen

For to år siden, da hun blev indlagt på Sønderborg Sygehus med en kold lungebetændelse, som var ved at tage livet af hende, og efter seks uger i respirator blev flyttet fra intensiv til lungemedicinsk afdeling, mødte hun en yngre kvinde, der blindt vandrede ind på hendes sygestue. Kvinden havde netop fået at vide, at hun var uhelbredeligt kræftsyg og kun havde kort tid tilbage. Grete Borgaard var på dette tidspunkt endnu så svag, at hun ikke engang kunne sætte sig op i sengen uden to hjælpere, men hun havde alligevel overskud til at få kvinden beroliget og bede for hende.

Et par dage senere vendte kvinden tilbage, meget mere klar og afbalanceret, og sagde tak: Hvordan gør du det? Det rislede igennem mig, da du bad.

Det er Grete Borgaards mand, der fortæller om hustruens møde med den kræftsyge kvinde på Sønderborg Sygehus. Helt almindelig er Grete ikke, tilføjer han på baggrund af 47 års ægteskab.

Og Grete Borgaards livsforløb viser, at der en del om snakken. Hun er i hvert fald en sej overlever, og selvom hun har måttet kæmpe for sin plads i livet, har hun trods handicap og sygdom aldrig været bange for at tage kampen op, når hun mødte andre, der havde det svært og trængte til hjælp.

Grete Borgaard fik polio som barn og blev handicappet. I dag lider hun som andre poliopatienter fra 1940erne og 1950erne af senfølgerne af barndommens polio og har de seneste år været bundet til en kørestol. Desuden gjorde den kolde lungebetændelse, der på et tidspunkt satte 90 procent af hendes lungekapacitet ud af funktion, hende i en periode afhængig af en iltmaskine 24 timer i døgnet.

Barndommens polio lammede det ene ben, og fodleddet fungerede ikke og måtte senere opereres stift, men det kunne ikke undgås, at hun kom til at halte og blev drillet af kammeraterne i skolen.

Måske var det denne følelse af at være lidt anderledes, der som skolelærer gav hende en empati og forståelse for de svage elever, som skolesystemet i midten af 1960erne var hurtig til at sortere ud og stemple som tabere.

Selv havde hun fået sin lærereksamen på trods. Dengang gik næsten alle børn ud af skolen efter syv år. De fleste af pigerne kom i huset, men lærer Nielsen på Gejlås lillebitte skole i Sønderjylland så hurtigt, at Grete ville få svært ved at klare sådan et job. Så kunne hun i stedet blive kontorelev, men Grete Borgaard havde andre planer og cyklede trods sit handicap i fire år to gange dagligt de cirka ni kilometer til skolen i Padborg ved grænsen. Siden kom hun på gymnasiet. Hun ville undervise og færdiggjorde i 1964 sin læreruddannelse på Haderslev Seminarium.

Som nyuddannet fik hun ansættelse på den gamle Sct. Jacobi Skole i Varde, der nu bruges til andet formål og er erstattet af en ny skole under samme navn et andet sted i byen. På den oprindelige Sct. Jacobi Skole var der ikke plads til meget pædagogisk nytænkning, så det måtte nødvendigvis give sammenstød, da Grete Borgaard forsøgte at praktisere sine nyindvundne pædagogiske idéer om at få alle med i indlæringen uanset evner eller handicap.

Hun husker, da hun lagde sig ud med skolepsykologen, fordi denne ville sende en af hendes elever i hjælpeklasse:

For der gik jo alle hans søskende, lød forklaringen. Derfor måtte han naturligvis også høre til i hjælpeklassen, mente skolepsykologen, for sådan fungerede logikken på den skole. Desuden kom eleven fra en socialt dårligt stillet familie, og det havde dengang i hvert fald på denne skole stor betydning, hvilke forældre man var barn af, og om man allerede fra 1. klasse blev udpeget som taber.

Grete Borgaard derimod havde, da hun tog diskussionen med skolepsykologen, netop læst elevens besvarelse af en danskprøve og var overbevist om, at han ikke hørte til i en hjælpeklasse, og det lykkedes hende til sidst at få sit synspunkt igennem. Eleven forblev i sin normale klasse.

Flere år senere standsede en lastbil op ud for Hærvejens Købmand i Gejlå. Chaufføren ville bare sige hende tak og fortælle, at ham, der ikke kom i hjælpeklasse, var den eneste af mine børn, der fik en uddannelse.

Grete Borgaard havde på dette tidspunkt overtaget sine forældres lille blandede landhandel i landsbyen Gejlå ved Hærvejen få kilometer nord for den dansk-tyske grænse. Efter overtagelsen fik hun den oprindeligt kun 16 kvadratmeter lille butik udvidet i to omgange og omdannet til tøjforretning. Denne udvikling tog sin begyndelse, da hun et år skaffede konfirmationskjoler hjem til hele sognet. I dag drives forretningen af hendes ældste datter, men hver eftermiddag triller den nu 71-årige Grete Borgaard ind i sin kørestol og hjælper til. Da hun var afhængig af iltapparatet, kom det også med ligesom det gjorde det, da hun og hendes mand sidste år tog på ferietur til den spanske ferieø Tenerife.

Jeg kan slet ikke undvære at komme her i butikken, fastslår hun og fortæller om, hvor godt det var, da hun i 2010 blev sendt hjem fra Sønderborg Sygehus og modtaget med åbne arme af kunderne.

Vi har mange loyale kunder, som har handlet hos os gennem alle årene, og de skulle alle sammen rundt om disken og give mig et knus. Det var så fantastisk livgivende. Det hjalp mig virkelig tilbage igen.

På Sønderborg Sygehus, midt i sit livs store krise, talte hun naturligvis også med Gud.

Da jeg lå der, vidste jeg jo ikke, om jeg skulle dø eller leve videre, og om jeg ville vågne op i himlen hos Gud eller stadig være her. Jeg er ikke bange for at dø, og jeg sagde til Gud, at jeg gerne ville hjem til ham, hvis det var meningen, men også, at hvis nogen stadig havde brug for mig her i denne tilværelse, så tog jeg gerne en tørn mere.

Grete Borgaard fortæller nøgternt om sine tanker og tager sin overlevelse som et tegn på, at hun stadig har sin livsopgave at passe her på jorden.

Jeg er glad for, at Gud tilsyneladende stadig kan bruge mig her. Glad for, at jeg får lov til at være sammen med min datters plejebørn, tilføjer hun med plejebørnene som et af de understregende eksempler, der beriger hendes hverdag.

Den ældste datters to yngste plejebørn på syv og otte år er næsten dagligt forbi for at spørge, om bedstemor kan lege.

For Grete Borgaard giver kristentroen samling og tryghed, og troen vil hun gerne være med til at give videre. I mange år var hun kasserer i Frikirken i Aabenraa, hvor hun også underviste som søndagsskolelærer. Da hun i 1964 blev færdiguddannet som lærer, tog hun på et bibelskoleophold i England.

Det gjorde jeg, fordi jeg ville være bedre til at formidle kristendommen til børnene. Det syntes jeg ikke, vi lærte godt nok på seminariet. Da jeg selv er vokset op i en kristen familie, har jeg altid haft kristendommen med mig. Da jeg lå på sygehuset for to år siden, tænkte jeg på, hvor koldt og barsk livet må være for mennesker uden troen. Dem ville jeg så gerne, at jeg kunne hjælpe.

Grete Borgaard har hos kristne indimellem mødt den kyniske opfattelse, at sygdom og ulykker nærmest er et menneskes egen skyld.

Tankegangen er jo her, at Gud er nødt til at opdrage på dig ved at sende dig sygdom og ulykker, fordi du har pådraget dig skyld. Men gælder det så også, når et barn på tre år rammes af sygdom?.

Spørgsmålet bliver hængende i luften, uden at nogen dog behøver være i tvivl om, hvad den gamle pædagog mener om en sådan udlægning af guddommelig pædagogik.

Selv blev hun jo netop syg som treårig, da hun fik polio eller børnelammelse, som det også kaldes og blev indlagt i isolation i ni måneder. Hun husker ikke meget konkret fra den tid ud over, hvor ulykkelig hun var, når hun så sine forældre kigge ind ad vinduet til isolationsstuen. De måtte jo ikke komme ind og give hende et knus, og det kunne den lille ikke fatte.

Det, jeg husker mest, var dog, da jeg blev sendt hjem fra sygehuset. Jeg blev udskrevet på befrielsesdagen, den 5. maj 1945, og en engelsk soldat gav mig et stykke chokolade.

Polio var frem til midten af 1950erne en frygtet sygdom i Danmark. Den optrådte som epidemier med års mellemrum, men i 1955 indførte Danmark som det andet land i verden vaccination mod polio, og forekomsten af sygdommen faldt herefter brat. Ifølge Statens Serum Institut opstod det sidste tilfælde af polio i Danmark i 1976. På verdensplan er sygdommen i dag godt på vej til at være udryddet.

Derimod blev lægerne i 1990erne opmærksomme på, at mange af ofrene fra de store polioepidemier i 1940erne og 1950erne oplevede en uventet forværring af deres tilstand. Efter at have gennemlevet en stabil periode af deres liv over mange år, begyndte større eller mindre handicap nu at sætte ind, og dette post polio syndrom er præcis, hvad Grete Borgaard har været udsat for de senere år: Kræfterne forsvandt langsomt i de legemsdele, der havde været lammet 60 år tidligere.

Desuden har hun pådraget sig en blodsygdom, som gør, at hun er afhængig af blodtransfusioner med jævne mellemrum, og for to år siden kom så den kolde lungebetændelse. Men hverken det ene eller andet eller tredje har taget livsmodet fra hende. Bitterhed eller beklagelser er der ikke at hente hos den seje polio-overlever i Gejlå.

Gud har aldrig lovet os guld og grønne skove, og jeg har virkelig meget at sige Gud tak for i mit liv.

Og nu er det så over middag, og nu skal hun snart ind i butikken, som hun ikke undvære. Selvom den i dag er omdannet til tøjforretning, er navnet på den fortsat Hærvejens Købmand, og der er da også lidt mælk og pålæg og andre kolonialvarer i et køleskab henne i hjørnet mest af hensyn til de mange, som hver dag cykler eller vandrer forbi ad Hærvejen og har brug for lidt proviant. Og måske et hvil og en øl på Æ høkerbænk, som står til fri afbenyttelse udenfor.

I sit aktive liv har Grete Borgaard også været med til at oprette et Blå Kors-værested i Aabenraa. På det stiftende møde, hvor alle skulle præsentere sig, forkyndte hun rapt, at jeg er købmand, og jeg lever af at sælge øl.

Det, mente man måske nok, var en usædvanlig blanding, det med øllene og Blå Kors, men jeg blev da valgt ind i bestyrelsen, siger hun og smiler ved tanken om, at hun herved indirekte blev medvirkende årsag til, at Blå Kors åbnede for medlemmer, der ikke er totalt afholdende.

For helt almindelig er Grete ikke, som ægtefællen siger.