Jeg har valgt tvivlen

STAFET OM TRO: Forfatteren Dorrit Willumsen har stillet sig på tvivlens side og meldt sig ud af folkekirken. Men hun har også spurgt sig selv, hvordan det er muligt at leve uden det sikkerhedsnet, kristendommen kan være

- Jeg forestillede mig, at når jeg døde, måtte det måtte være som at komme op til inspektøren. Jeg var så rædselsslagen for alle de straffe, der kunne komme, siger Dorrit Willumsen om sin barnetro.
- Jeg forestillede mig, at når jeg døde, måtte det måtte være som at komme op til inspektøren. Jeg var så rædselsslagen for alle de straffe, der kunne komme, siger Dorrit Willumsen om sin barnetro.

Dorrit Willumsen kan beskrive, så personer fra en svunden tid bliver levende og så livagtige, at de følger en i tankerne længe efter, at bogen er lukket. Det oplevede professor Svend Andersen, da han sad på Cuba og læste hendes seneste roman »Bruden fra Gent« om kong Christian den Anden's (1481-1559) kone Elisabeth, der stik mod sin katolske families vilje følger ægtemandens religiøse udvikling og slutter sig til Luther og protestantismen.

Da Svend Andersen læste bogen, hæftede han sig ved den katolske Elisabeths møde med reformationens kristendomsforståelse. Svend Andersen har sendt Kristeligt Dagblads stafet videre til Dorrit Willumsen, fordi han vil vide, om romanen, der blandt andet er et slags portræt af reformationstiden, formidler kristen tro.

- Det er ikke noget, jeg har tilstræbt. Jeg har skrevet bogen, fordi jeg kom til at holde utrolig meget af personen Elisabeth. Jeg blev suget ind af hendes person og har siden læst mig til, hvilken rolle religionen spillede på den tid, siger Dorrit Willumsen.

Ligesom hun kan få Christian den Andens hustru til at leve for læserne, kan hun også med beskrivelsens kunst male egne barndomsoplevelser, så man som samtalepartner rejser fra spisestuen i Viby Sjælland til den lille lejlighed i Prins Jørgens Gade 12 på Nørrebro i København, hvor hun levede de første 12 år af sit liv sammen med sine bedsteforældre, mor og lillesøster.

Skolekammeraterne husker Dorrit Willumsen som et stille, fredeligt og lidt forskræmt barn. Klassens regnelærer vurderede, at den stille elev ville trives godt i KFUK og gav hende et visitkort fra det kirkelige pigearbejde. En beundret kusine var grønsmutte med uniform, og Dorrit Willumsen genkalder sig de stærke forhåbninger, hun havde til livet som KFUK-pige, selv om det ikke indebar uniform.

- Vi kom hver onsdag, sang, bad og hørte om efterlevelsesværdige personer. Jeg lærte, at man måtte huske at opføre sig godt og bede aftenbøn. Det var ikke noget, der var tradition for i min familie, men jeg gjorde det, siger hun.

- I skolen hørte vi de vidunderlige historier fra Bibelen, men det byggede mest på spørgsmål om skyld og straf. Der var ikke nogen beskrivelser af en idyllisk himmel. Når man døde, forestillede jeg mig, at det måtte være som at komme op til inspektøren. Jeg var så rædselsslagen for alle de straffe, der kunne komme, siger hun og fortæller, hvordan hun i en lang periode ruskede i øjenbrynene.

- Jeg havde hørt, at man på den måde kunne undersøge, om man var blevet slagen af spedalskhed, så det gjorde jeg hver morgen.

Allerede inden hun blev konfirmeret, begyndte anfægtelserne. Da familiens hundehvalp døde en dramatisk død af hundesyge, spekulerede hun meget over, hvor hvalpen kom hen.

- Der står egentlig ikke meget i Bibelen om, hvorvidt man får hunde med op i himlen, eller om der er en særlig himmel for hunde. Var døde hunde så bare som affald, mens mennesket regnede sig for mere og forventede at opstå? Der gik de første skår af min barnetro, siger hun og tilføjer:

- Nu regner jeg også med selv at blive sådan et stykke affald. Jeg ønsker egentlig at blive til intet bagefter. Jeg håber bestemt ikke, at jeg har en sjæl, der skal gå videre, eller at jeg pludselig bliver genfødt et andet sted. Jeg er ikke skræmt over at skulle dø, jeg tænker døden må være som at sove igennem. Man grubler heller ikke så meget over en buket blomster, der bliver smidt ud, siger hun og inviterer med en tur i haven.

Hun bor omgivet af stor frodighed i stationsbyen Viby Sjælland lidt vest for Roskilde. Det gule hus er svært at se, fordi ægtemanden Jess Ørnsbo nærmest har pakket det ind i planter.

- Sækkevognen er menneskets bedste ven, siger Jess Ørnsbo, da han viser rundt i haven, hvor eksotiske planter i enorme potter nyder solrig sensommervejr, men om kort tid skal de køres ind i huset på sækkevognen, hvor oliventræer og mandshøje engletrompeter skal overvintre sammen med pengetræer og nerium. Dorrit Willumsen korrigerer bemærkningen om sækkevognen..

- Jess, det er hunden, der er menneskets bedste ven. I hvert fald ved Jess Ørnsbo, at det vil være tungt for Dorrit Willumsen at leve uden en hund, så han forærede hende den legesyge japanske spids, Naru, for et par år siden, efter de havde taget afsked med deres granddanois Tøs.

Det var sammen med hendes mand, at hun i 1960'erne gik til sognepræsten og bad om at blive meldt ud af folkekirken. Hun mødte Jess Ørnsbo, da hun var sekretær på Københavns Universitet. Da hun var 21 år, blev de borgerlig viet, og kort efter meldte de sig ud af kirken.

- Vi ville tage konsekvensen af, at vi ikke brugte kirken, og ingen af os troede af hjertet, siger hun. Da vi havde meldt os ud, spekulerede jeg de følgende år en del over, om det kunne være rigtigt sådan at leve sit liv uden sikkerhedsnet. For selv om jeg havde meldt mig ud, så holdt jeg ikke op med at fundere over de spørgsmål, som kristendommen giver svar på.

- Jeg bruger bevidst ordet tvivl, fordi jeg ikke er færdig med at tænke over mit forhold til religion. Jeg har generelt forsøgt at se tingene fra begge sider, hvilket godt kan være en anstrengende måde at leve på. Dermed affærdiger jeg heller ikke kristendommen, men jeg har på den anden side taget min tvivl alvorlig ved at melde mig ud af kirken uden at melde mig ind i noget andet religiøst samfund, siger hun.

Dorrit Willumsen oplever, at hun lever i en utryg tid. Hun mener, at netop denne utryghed er grunden til, at en del overvejer åndelige spørgsmål, og at flere fra hendes generation har genoptaget en religiøs praksis.

- Bibelen er vidunderlig, og der er mange smukke historier. Uden de historier ville kristendommen heller ikke suge så mange mennesker til sig. Hvis min søn var sendt til Irak som soldat, så kunne det godt være, at jeg ville få en længsel efter at bede, som jeg ikke kunne overhøre. Men mit liv har bare ikke bragt mig til sådan et yderpunkt endnu, siger hun.

I flere år arbejdede hun bog en bog om forfatteren Herman Bang, der var præstesøn og gjorde oprør mod kristendommen. Hun kommer til at tænke på en episode i den ældre Herman Bangs liv, hvor han skulle ansætte en ung sekretær.

- Bang sagde til den unge ansøger, at det ville være bedst, hvis han værnede om sin barnetro, tog sig tid til at gå i kirke og ikke følte sig forvirret af, hvad han så i Herman Bangs hjem. Jeg kan fint følge Herman Bangs tankebane. Det ville være rart, hvis man kunne bevare troen. Men mit problem er nok, at den kristendom, jeg har set, ikke var forbundet med noget festligt eller opløftende, siger Dorrit Willumsen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Dorrit Willumsen har sendt stafetten videre til skuespilleren og sygeplejersken Lise Schrøder, som skal fortælle, hvordan hun har formået at værne om sin kristne tro gennem et liv med turbulens

Blå bog:

Dorrit Willumsen, 64 år, er forfatter. Hun er klassisk sproglig student, arbejdede på kontor og skrev om aftenen. I 1965 fik hun sin første novellesamling udgivet. Siden hun var 27 år, har hun kunnet leve af sit forfatterskab. Det store gennembrud fik hun med den historiske roman »Marie: en roman om Marie Tussauds liv« fra 1984. I 1997 fik hun Nordisk Råds litteraturpris for endnu en historisk roman »Bang« om Herman Bang. Den prestigefyldte pris fra Nordisk Råd var blot en pris i rækken af store pris, der er blevet hende tildelt. I 1981 modtog hun som første kvinde Det danske Akademis Litteraturpris. Hun har også fået Kritiker-Prisen, De Gyldne Laurbær og en snes andre priser. Dorit Willumsen er gift med forfatteren Jess Ørnsbo, de er forældre til Tore Ørnsbo, der også er forfatter.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk