Jeg har været bevidst om at leve enkelt

Det er en gave, at man hele tiden har haft noget, man skulle, siger den pensionerede husholdningskonsulent 100-årige Bodil Frederiksen, som dagligt svinger sig op på vævebænken. Vi har mødt to repræsentanter for årgang 1911 og bedt dem fortælle deres danmarkshistorie

Vævning og læsning er Bodil Frederiksens store interesser, som hun plejer de fleste dage. Uanset om hun væver eller læser, så synger hun indvendig. Hendes sangstemme kan ikke mere, men hun synger i sit indre.
Vævning og læsning er Bodil Frederiksens store interesser, som hun plejer de fleste dage. Uanset om hun væver eller læser, så synger hun indvendig. Hendes sangstemme kan ikke mere, men hun synger i sit indre. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Bodil Frederiksen synger altid. Sangstemmen har hun mistet, men i sit indre synger hun.

"Der er altid noget, som synger i mig. Salmer eller sange," siger hun, og på et bord i den lyse stue i huset i Skanderborg ligger den nyeste udgave af salmebogen, som er godt brugt.

Og sangen og salmerne er som en ubrudt linje, som går gennem et meget langt og aktivt liv. Hun blev født på en gård ved Kyndeløse vest for Roskilde i 1911 som nummer fem i en flok på syv børn.

"Den prægning, jeg har fået fra kirke og højskole, betød meget i mit hjem, men det var samtidig så naturligt, at vi ikke rigtig talte om det. Det var vel noget, vi tog for givet. I dag må jeg dog nøjes med det surrogat, som hedder radiogudstjenesten, fordi jeg ikke har kræfter til at komme af sted," siger hun.

Hun kom i den lokale skole, hvor eleverne var fordelt på to klasser: lille- og storeklassen. Om sommeren gik lilleklassen mere i skole end storeklassen, fordi eleverne i den ældste klasse skulle hjælpe til hjemme. Om vinteren var mønstret omvendt. Da Osted Valgmenighed blev oprettet i 1924, blev det familiens kirke, og her blev hun konfirmeret. Mens de fleste andre i hendes årgang sagde farvel til skolegangen efter konfirmationen, så valgte Bodil Frederiksens forældre, at datteren skulle fortsætte skolegangen langt fra hjemmet.

"Min far havde været bestyrer på en gård i Sønderjylland, da det var en del af Tyskland. Han var meget optaget af grænsespørgsmålet og ville gerne, at vi også skulle vide noget om den del af historien, så jeg blev sendt på Skibelund Efterskole ved Vejen," siger hun.

Efterskolen, som er en af landets ældste, blev oprettet til elever, som ikke havde gået i dansk skole, men tilhørte det danske mindretal syd for den daværende grænse.

"Skolen var i grundtvig-koldsk ånd med vægt på fortællingen. Den eneste bog, vi havde, var Højskolesangbogen, som vi brugte flittigt."

Efter opholdet på efterskolen rejste hun til Sønderjylland, hvor hun kom ud at tjene.

"Det var en både udviklende og dannende tid, hvor jeg blev fortrolig med arbejdet i hjemmet. Man blev optaget i det hjem, hvor man fik plads, og på den måde lærte jeg andre menneskers levemåde at kende."

En rejse med forældrene til Sønderjylland fik betydning for Bodil Frederiksens videre vej i livet.

"Jeg kan få en klump i halsen, når jeg tænker tilbage på det, jeg hørte, da vi blev vist rundt på skanserne ved Dybbøl. Det gav mig en interesse for det sønderjyske spørgsmål, og jeg valgte derfor at tage ophold på Rødding Højskole, hvor jeg blev uddannet til delingsfører (gymnastikinstruktør red.). Interessen for grænseproblematikken arvede jeg fra min far, og den interesse kom til at præge flere af min valg," siger Bodil Frederiksen, som blandt andet engagerede sig i foreningen Det Unge Grænseværn og indtil for få år siden abonnerede på Flensborg Avis.

Efter højskoleopholdet fik hun plads på en gård tæt ved grænsen, og hun underviste samtidig i gymnastik og folkedans både nord for grænsen og i det danske mindretal syd for den dansk-tyske grænse.

"Min cykel har holdt ved mange forsamlingshuse, fordi jeg skulle undervise eller til et foredrag. Der var næsten ikke en aften i de år, hvor jeg var hjemme."

Efter nogle år som frivillig gymnastikinstruktør blev Bodil Frederiksen knyttet til Sæby Centralskole ved Roskilde Fjord som gymnastik- og husholdningslærer.

"Gymnastikken var højskolebevægelsen helt ud i det yderste led. Interessen for gymnastik har jeg fra min mor, som også var uddannet gymnastikinstruktør. Det handlede ikke om at vinde, men først og fremmest om samværet, og gymnastikken havde nærmest et åndeligt præg i sig, hvor det at bruge sin krop blev set som en del af det at være menneske. Det var gymnastik med vægt på fællesskabet, hvor det ikke handlede om, at den enkelte skulle forbedre sin præstation og være i rampelyset," siger Bodil Frederiksen, som trænede gymnastik frem til 1947 og siden har lavet gymnastik på privat plan i det omfang, tiden og kræfterne har rakt til det.

Mens Bodil Frederiksen var ansat på Sæby Centralskole, fik hun et tilbud, som hun ikke kunne sige nej til. Hun havde på daværende tidspunkt nået at supplere sin skolegang med et ophold på Askov Højskole og en uddannelse som husholdningslærer fra Suhrs Seminarium i København, og med disse formelle kvalifikationer og et ry som en foretagsom ung kvinde blev hun tilbudt posten som husholdningskonsulent ved Foreningen af jydske Landboforeningers Husholdningskontor (FajL) i Skanderborg. Hun havde ikke ægtefælle og børn at tage hensyn til, så hun sagde med glæde ja til udfordringerne i det jyske.

På gårdene skete der store ændringer i arbejdsvilkårene i de år, fordi maskiner lettede det fysiske arbejde. Bodil Frederiksen skulle se på, hvordan kvinderne kunne få bedre arbejdsvilkår i stuehusene.

"Det var disse store lange stuehuse, hvor man kunne gå og gå. Ofte var der indlagt vand i bryggerset, men ikke i køkkenet, så arbejdsgangene var langtfra effektive," siger hun.

Bodil Frederiksen drog på feltstudier i stuehusene, men konstaterede, at kvinderne ikke arbejdede naturligt, når de blev observeret, så hun udviklede et sindrigt system med hønseringe i forskellige farver, som kvinden skulle placere i de rum, hun kom i, for på den måde at lave beregninger over, hvor meget kvinderne gik, og hvordan indretningen kunne optimeres. Hendes studier vakte opsigt, og Bodil Frederiksen husker tydeligt, hvordan den radikale landbrugsminister Karl Skytte, som var minister fra 1957 til 1964, bragte emnet op.

"Kvinderne var indstillet på at tage tingene, som de var. Mange kvinder var beskedne og tilbageholdende med at foreslå ting, som kostede penge," siger Bodil Frederiksen, som generelt mødte stor forståelse for forslagene til nyindretningen af køkkenerne hos landmændene.

"De var indstillet på, at det skulle gøres, selvom det kostede penge, men de fleste mænd havde ikke været klar over, at der var problemer med indretningen af køkkenerne, for køkkenet var kvindens domæne."

Hendes studier førte til, at landets første elementkøkken, FajLs køkkensæt, blev udviklet, og det blev senere kopieret til andre elementkøkkener.

"De største forbedringer i husholdningen kom med hjemmefryseren, vaskemaskinen og elkomfuret."

Det er mere end 30 år siden, at Bodil Frederiksen gik på pension, og i de år har vævning været hendes hobby og ført til gode venskaber med andre, som deler interessen for dette håndarbejde. Den store væv står i hendes lyse soveværelse med udsigt over Skanderborg Sø, og Bodil Frederiksen svinger sig hjemmevant op på vævestolen, hvor hun tager fat på arbejdet. I øjeblikket er det en dækkeløber med avancerede strukturer, som vokser frem på væven, men ellers har hun vævet alt fra plaider til en alterdug til Skanderup Kirke.

"Det er en gave, at man hele livet har haft noget, man skulle," siger Bodil Frederiksen, som også holder af at læse.

Hun abonnerer på to aviser og er en særlig opmærksom læser af litteraturstoffet.

"Det er rart at få ideer til bøger, som man kan læse. Jeg kan ikke fremhæve en yndlingsforfatter, men generelt holder jeg af tekster, som er skrevet på vers."

Bodil Frederiksen tilbringer langt mindre tid i køkkenet end tidligere, men hun tilbereder gerne syltetøj og gelé, og hun bager også.

"Jeg er bevidst om at leve enkelt. Jeg laver min mad selv og sørger for, at jeg spiser meget varieret. Men når jeg har nået en så høj alder, så tror jeg også, det skyldes generne. Min oldemor blev 95 år, og både min mor og morfar blev 91 år. Der har været op- og nedture, for jeg har et følsomt sind, men det vigtigste for mig er, at jeg har fået lov at bevare min forstand, og at jeg stort set kan klare mig selv."

nygaard@k.dk

Bodil Frederiksen og hendes fem søstre blev fotograferet i Roskilde i 1915. Det er Bodil Frederiksen i forreste række til venstre med hånd på lillesøsteren. Hendes mor havde formanet hende om at holde godt fast i den lille pige, hvilket hun gjorde. I 1919 fik Bodil Frederiksen en lillebror.
Bodil Frederiksen og hendes fem søstre blev fotograferet i Roskilde i 1915. Det er Bodil Frederiksen i forreste række til venstre med hånd på lillesøsteren. Hendes mor havde formanet hende om at holde godt fast i den lille pige, hvilket hun gjorde. I 1919 fik Bodil Frederiksen en lillebror. Foto: Privatfoto.