Jeg kan lide at have travlt

DAGBOG: Mogens Madsen er 43 år og vicedirektør i Post Danmark og formand for Diakonissestiftelsens bestyrelse. Her er hans dagbog fra i torsdags

Klokken seks var jeg ude af sengen. Min kone Elin stod op samtidig med mig. Vi var ret stille. Jeg tømte opvaskemaskinen, spiste min fedtfattige yoghurt med müsli og fik en kop kaffe, mens jeg læste en morgenavis. Inden jeg skulle køre, nåede jeg at sige godmorgen til Maria og Cecilia. De er henholdsvis syv og fire år og adopteret fra Indien. Elin sørger for, at Maria kommer i skole, og at Cecilia bliver afleveret i børnehaven. Min kone er ergoterapeut og arbejder på deltid. Jeg vil helst af sted senest klokken syv for at undgå at komme til at holde i kø på motorvejen mod København. Vi bor i Holte nord for København, og i myldretiden bliver turen til kontoret i København lang.

Når der ikke er kø, tager det en halv time at køre i bil fra vores hjem til Post Danmarks hovedkontor inde i København. Tiden i bilen er et åndehul. Da jeg fik tændt bilradioen, var syv-radioavisen i gang, Jeg hørte om den håbløse, ulykkelige situation med de tjetjenske gidseltagere, der havde taget 700 teatergæster som gidsler. Nyheden gjorde et stort indtryk på mig. Hvor er der meget ondskab i verden. For mig er hvert enkelt menneske uendelig meget værd, og så behandler man bare folk, som om menneskeliv ikke betyder noget.

Klokken 7.30 havde jeg mit første møde. Heldigvis nåede jeg kontoret, 10 minutter før mødet skulle begynde. Jeg fik set på min kalender og konstaterede, at det var en både massiv og lang dag, jeg havde foran mig.

Jeg er vicedirektør i Post Danmark og chef for forretningsområdet »kommunikationsløsninger«. Jeg har ansvaret for breve, blade og adresseløse forsendelser i Danmark. Der er 12 chefer, der refererer til mig, og de har 5000 ledere og medarbejdere, der refererer til sig. Men det er mest de 12 chefer, jeg forholder mig til. Det er fire et halvt år siden, jeg kom til Post Danmark. Jeg blev ansat som underdirektør med ansvar for udviklingsafdelingen, og for to et halvt år siden fik jeg min nuværende stilling.

Det lå ikke lige for, at jeg skulle være leder. Jeg kommer fra Vejrum Sogn ved Struer, hvor jeg voksede op på en lille gård. Jeg havde en drengedrøm om at blive dyrlæge, men inden jeg havde fået min studentereksamen fra Struer Gymnasium, havde jeg gransket en studiehåndbog og fundet ud af, at jeg skulle være civilingeniør med speciale i ledelse. Umiddelbart efter studentereksamen flyttede jeg fra gården i Vejrum Sogn til Østerbro i København. Det er 25 år siden, men jeg husker skiftet fra land til by som et kultur-chok.

Jeg har tre møder i løbet af formiddagen. Jeg har det godt med at have travlt, men det kan knibe for mig at få talt med de folk, som jeg gerne vil tale med. Jeg har en politik om at være en chef med en åben dør, men det kan være svært for folk at få fat i mig, fordi jeg ofte er i møde. Samtidig er jeg hysterisk med, at folk skal være omhyggelige. Jeg vil ikke acceptere gentagen slask og slinger. Min kone mener, at jeg er en hård arbejdsgiver.

Jeg får ikke holdt nogen egentlig frokostpause, men mens jeg diskuterer en præsentation igennem med nogle nøglemedarbejdere, spiser jeg et par skiver rugbrød. Jeg bruger to minutter på at lave min madpakke, og den er både spartansk og sund. Vi har en kantine, hvor jeg burde komme mere og dyrke det sociale. Men jeg når det sjældent.

Klokken 15 rydder jeg op på mit skrivebord. Jeg er ret struktureret og kan ikke arbejde med for meget rod omkring mig. Fornemmer jeg, at jeg er ved at miste overblikket, bruger jeg en halv dag på at rydde op. Det er min måde at holde snuden over vandet på. Klokken 15.30 går jeg fra kontoret og kører gennem det indre København til Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.

I maj gik jeg ind i Diakonissestiftelsens bestyrelse, og den sidste torsdag i hver måned træder bestyrelsen sammen. Jeg er glad for at kunne bruge mine ledelsesmæssige kvalifikationer i noget kirkeligt. Jeg er vokset op med kirke og missionshus. En stor del af min barndom gik jeg i søndagsskole, siden var jeg med til møder i KFUM og KFUK og var også med til at drive en ungdomsklub. Da jeg flyttede til København, kom jeg i Kristeligt Forbund for Studerende, Indre Mission og KFUM/KFUK. Jeg rummer kirkeligt set en stor bredde.

Min arbejdsdag er lang nok, så set fra det perspektiv, skulle jeg have takket nej til posten i Diakonissestiftelsens bestyrelse. De fleste dage er jeg 10 timer på kontoret og sidder desuden en time hjemme i sofaen og læser op på nogle sager. Inklusive mit engagement i Diakonissestiftelsen bliver det til mellem 60 og 70 arbejdstimer om ugen. Før vi fik børn, arbejdede jeg i perioder over 70 timer om ugen, men så føler jeg, at min tid bliver for kort.

Jeg gik ind i bestyrelsen, fordi det er en spændende virksomhed med en dygtig ledelse. Diakonissestiftelsen er en vidtforgrenet institution - nærmest en kirkelig koncern.

Klokken 16 tog vi hul på bestyrelsesmødet. Der er tradition for at begynde med smørrebrød. Siden september har jeg været formand. Jeg kan godt lide udfordringer, og jeg er sikker på, at jeg som formand vil få nogle erfaringer, som jeg kan bruge i mit job i Post Danmark.

Klokken 18 afsluttede vi mødet, og jeg kørte tilbage til kontoret og hentede nogle papirer. Mine forældre skulle komme med toget fra Struer, og jeg havde lovet at hente dem klokken 19.18 på Hovedbanegården.

De plejer at komme en gang om året, men nu er der gået to år siden, de har været her. Hele sommeren har vi fået bygget om, så huset ligner ikke sig selv. Jeg glædede mig til at vise dem resultatet.

Da vi kom hjem, havde min kone lavet hakkebøffer. De fleste dage er jeg hjemme, så vi kan spise klokken 18.30. Pigerne bliver puttet senest klokken 20.30 med aftensang og Fadervor. Jeg elsker børnene over alt, men der er fædre, der er mere til stede i deres børns liv, end jeg er. Jeg har en intention om at hente dem en dag om ugen. Samtidig må jeg erkende, at havde jeg et »otte til 16-job«, ville jeg gå rundt som en løve i et bur.

Klokken 22 sagde jeg godnat til mine forældre og min kone. Der var et vigtigt møde tidligt fredag morgen, hvor mit indlæg måtte finpudses. Jeg kunne have gavn af mere tid til refleksion og til at mærke efter, hvad jeg mener og føler om tingene. I lange perioder har jeg fulgt Bibelselskabets læseplan, men jeg kan ikke prale af, at jeg gør det for tiden. Det går ud over det personlige liv, når der i den grad er knald på. Jeg har brug for åndehuller, så weekenden er blevet vigtig for mig. Der skal helst ikke være mere end et arrangement i kalenderen i weekenden. En gang gik jeg ret trofast i kirke søndag morgen, men nu nyder jeg at sidde i joggingtøj med tykke aviser i kirketiden. Når børnene er større, vil vi sikkert blive mere trofast kirkegængere igen.

Klokken 24 kunne jeg lægge arbejdet fra mig. Før jeg faldt i søvn, tænkte jeg fredagens program igennem og lovede mig selv, at det skulle blive en dag med mindre arbejde.

nygaard@kristeligt.dagblad.dk

Blå bog

Mogens Madsen, 43 år, civilingeniør og HD. Var i 13 år virksomhedskonsulent og blev i 1998 underdirektør i Post Danmark. Fra 2000 vicedirektør samme sted med ansvar for kommunikationsløsninger. Var fra 1993 til 1999 med i missionsselskabet DMS' bestyrelse. I 2002 formand for Diakonissestiftelsens bestyrelse. Siden 1985 gift med Elin og far til to børn på syv og fire år.

Blå bog

Mogens Madsen, 43 år, civilingeniør og HD. Var i 13 år virksomhedskonsulent og blev i 1998 underdirektør i Post Danmark. Fra 2000 vicedirektør samme sted med ansvar for kommunikationsløsninger. Var fra 1993 til 1999 med i missionsselskabet DMS' bestyrelse. I 2002 formand for Diakonissestiftelsens bestyrelse. Siden 1985 gift med Elin og far til to børn på syv og fire år.