Ina Dygaard var kun 49 dage gammel, da hun blev overdraget til sine adoptivforældre. Ina er født i Sri Lanka. Hendes mor havde fået den lille pige med en gift mand, og da hun boede hjemme hos sine forældre og allerede havde et barn en pige var der ikke råd til endnu et barn. Løsningen blev, at den nyfødte datter blev bortadopteret.
Min adoptivmor mødte min biologiske mor i retten, hvor hun skulle skrive under. Og hun kunne se, at de var fattige, fortæller Ina Dygaard.
LÆS OGSÅ: Flere børn bortadopteres med tvang
Den unge kvinde er i dag 20 år og studerer i Aarhus. Efter de første måneder har hun boet hele sin barndom hos sine adoptivforældre i Skanderborg med en syv år yngre søster, der er adopteret fra Kina.
Og hun har tit tænkt på, hvordan det mon var gået, hvis hun ikke var blevet bortadopteret.
Da Ina var tre år, begyndte hun at få astmaanfald, der gjorde det umuligt for hende at trække vejret. Hver gang kom hun hurtigt på hospitalet, fik medicin og reddede livet. Men hvad nu, hvis det var sket i Sri Lanka?
Jeg har en kronisk lungesygdom. Hvis jeg havde boet i Sri Lanka, så er det ikke sikkert, at jeg havde levet i dag. Tsunamien i Sydøstasien i 2004 satte også nogle tanker i gang, siger Ina Dygaard.
Jeg har været enormt heldig. Man taler meget om, at adoptivbørn ikke skal føle sig taknemmelige. Men jeg er taknemmelig. Fordi jeg har livet i dag.
Men trods sin grundlæggende taknemmelighed genkender hun nogle af de eksistentielle udfordringer, der rammer mange adopterede.
Adoptivbørn kæmper mere, end man tror. De ting, man ikke har fået som baby omsorg, stimulering sætter overlevelsesmekanismerne i gang. Vi kæmper med at acceptere, at man kan have det godt, og skal lære at lægge overlevelsen fra os, forklarer hun.
Og så er der den mørkere hudfarve, der udløser en hverdagsracisme, hvor folk i bussen går forbi og sætter sig ved siden af en anden.
Jeg kan mærke deres afvisende attitude. Det gør ondt, siger hun.
Ina Dygaard har altid følt, at hendes adoptivforældre var interesserede i hende. Alligevel har hun fået et stærkt ønske om at møde sin storesøster og sin biologiske mor.
Jeg er nysgerrig. Jeg har lyst til at se, hvem jeg ligner, siger Ina Dygaard.
På Facebook har hun kontaktet den socialarbejder, der i sin tid formidlede kontakten mellem hendes biologiske mor og adoptivmor og har fået løfte om, at hun gerne vil hjælpe.
Men det ønske rokker ikke ved Ina Dygaards taknemmelighed over, at det netop blev hende, der fik lov til at få en ny familie i Danmark. Så hun har ladet sig vælge som formand for de 15-30-årige medlemmer i foreningen Adoption & Samfund Ungdom.
Hun siger:
Det er vigtigt, at adoptionssystemerne overhovedet findes. Derfor er det så vigtigt, at vi hele tiden forbedrer systemet og følger med i, hvad der sker i verden omkring os. Hvad ønsker afgiverlandene af os? De ønsker, at vi skal være et godt modtagerland, der passer godt på børnene.