Jeg troede jeg var lavet af jern

EFTER KRISEN: Han kunne ikke kende sig selv. Jesper Asholt har altid oplevet sig selv som et overskuds-menneske, men han gik ned med stress. Han troede, at motion og hvile kunne få overskuddet til at vende tilbage, men det krævede psykologhjælp og et halvt år uden arbejde, inden han igen kunne gå på scenen

Jeg var vred, såret og skuffet og bange for, at jeg for bestandig havde ødelagt noget i mit sind. Jeg har været et positivt og optimistisk menneske, så jeg kunne ikke genkende de opgivende sider, som jeg nu opdagede, siger Jesper Asholt. –
Jeg var vred, såret og skuffet og bange for, at jeg for bestandig havde ødelagt noget i mit sind. Jeg har været et positivt og optimistisk menneske, så jeg kunne ikke genkende de opgivende sider, som jeg nu opdagede, siger Jesper Asholt. –. Foto: Leif Tuxen.

Jesper Asholt kommer syngende til interviewet. Bogstaveligt talt. Han har netop stået på scenen på Det Ny Teater i København, hvor han spiller med i musicalen Chicago.

Der er så meget god energi i den forestilling. Jeg kan blive helt høj af det. Jeg står ude i kulissen og har lyst til at synge med på alle numrene, siger han og tilføjer:

Det var også derfor, jeg sagde ja til at være med i forestillingen.

For i øjeblikket samler han på roller, som giver ham overskud. Den 47-årige skuespiller har senest høstet succes hos såvel biografpublikum som anmeldere for indsatsen i filmen Kunsten at græde i kor, men den personlige pris for rollen var høj. Efter optagelserne på den flere gange prisbelønnede film gik han ned med stress og brugte et halvt år på at komme sig.

Jeg troede, jeg var lavet af jern. Jeg har altid oplevet mig som et jernmenneske, som kunne klare det meste. Jeg har aldrig kendt til at møde muren. Men på den hårde måde har jeg lært, at der er grænser for mit overskud. Jeg må derfor være mere på vagt med, hvilke opgaver jeg siger ja til. Roller, hvor jeg skal reproducere stor sorg, siger jeg nej tak til i lang tid fremover, siger han.

Inden han sagde ja til rollen i Kunsten at græde i kor, vidste han, at den ville være følelsesmæssigt krævende, men det så han blot som en sund, faglig udfordring.

Jeg har altid været et psykisk robust menneske, som kan klare meget uden at gå ned på det, siger han.

Men kombinationen af den krævende rolle som den tyranniske og pædofile far og de arbejdsvilkår, han blev budt, viste sig at være ødelæggende for Jesper Asholt.

Han er selvstændig skuespiller og forhandler derfor selv sine kontrakter. Da han skulle til Sønderjylland og indspille Kunsten at græde i kor, havde han ikke fået sikkerhed for et ordentligt logi. Han fik et medtaget værelse i Tønder, hvor han kunne bo de ni uger, optagelserne stod på. Han mærkede med det samme, at han ikke kunne bo i det ramponerede værelse. Takket være en hjælpsom lokal taxachauffør fik han stillet en fraflyttet gård til rådighed. Han installerede sig på gården og nød, at han i den sparsomme fritid var i grønne omgivelser.

En eftermiddag kom han hjem og så, at der havde været indbrud, hvor en del af hans personlige ting var blevet stjålet. Samme nat, mens han lå og sov, kom tyvene tilbage. De dramatiske oplevelser betød, at han ikke sov i en uge. På det tidspunkt var der endnu fem ugers arbejde tilbage med filmen, og flere gange var Jesper Asholt ved at sygemelde sig.

Jeg sagde til produktionen, at jeg havde det skidt og havde brug for pauser, når det var muligt, men i stedet fik jeg endnu en ny tekst på sønderjysk, som jeg skulle lære.

Han havde brug for et sted, hvor han kunne trække sig tilbage mellem optagelserne. Til sidst fik han rådighed over en campingvogn, men da var det gået galt. Hans så elendig ud med røde øjne og hud præget af udslæt. Og indvendig havde han det skidt: Han var evig træt, og samtidig havde han hukommelsesbesvær og fik ofte hjerteflimmer. Lyspunktet var de to arbejdsfri måneder hjemme hos familien i Værløse, som ventede på den anden side af filmoptagelserne.

Tidligere har jeg kunnet komme mig efter pressede perioder ved at slappe af og være fysisk aktiv. Jeg planlagde, at jeg skulle cykle og fiske, for så troede jeg, at alt ville blive godt igen, siger han.

Sådan gik det ikke. Da han vendte hjem til familien, lå han seks uger i sengen, hvor den ene infektionssygdom afløste den anden. De to sidste af de otte fri-uger var han rask og nåede at cykle og fiske, inden han tog fat på nye opgaver. Han var sikker på, at han var klar. De første otte uger gik det fint, men så kom fire dage, hvor han havde sagt ja til dobbeltarbejde. Samtidig med at han spillede en rolle på Nørrebro Teater, skulle han lægge stemme til Asterix i filmen Asterix og vikingerne. Han så det som en stor ære at skulle lægge stemme til Asterix, for dermed overtog han en rolle, som den legendariske skuespiller Ove Sprogøe havde haft.

I samme periode blev der ringet op fra produktionen på Kunsten at græde i kor, og han blev bedt om at lave eftersynkroniseringer på en række grådscener. En halv dag skulle han kravle rundt i en boks og bryde grædende sammen på kommando, og han mærkede, hvordan den følelsesmæssigt krævende rolle tog på ham.

Den dag ramte jeg muren, siger han og fortsætter:

Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne samle mig selv op. Når jeg ikke var på teateret, sov jeg. Jeg havde intet overskud til min familie, men bare sov og sov, uden at jeg blev frisk af den grund. At det ikke bare gik over, når jeg fik sovet godt, var en stor del af min krise.

Han kontaktede derfor sin fagforening, Dansk Skuespillerforbund, hvor han fik anbefalet en psykolog. Det blev til seks samtaler med psykologen og et halvt år uden arbejde fra sommer til jul i 2006, hvor han forsøgte at komme sig og samtidig indstillede sig på et anderledes arbejdsliv.

Jeg var vred, såret og skuffet og bange for, at jeg for bestandig havde ødelagt noget i mit sind. Jeg har været et positivt og optimistisk menneske, så jeg kunne ikke genkende de opgivende sider, som jeg nu opdagede, siger Jesper Asholt.

Han har altid haft en evne til at se det gode i en situation. At denne færdighed pludselig var erstattet af træthed og tungsind, rystede ham.

Inden min krise tænkte jeg om de sværere ting, at de erfaringer kunne jeg sikkert bruge positivt i en rolle.

Han mener, krisen var forårsaget af akut stress på grund af røveriet, søvnløsheden og ugerne med stort arbejdspres, hvor han ikke blev hørt, selvom han gentagne gange bad om hjælp.

Efterfølgende fik han også hjælp til at se nogle grundlæggende mønstre i sit liv, som var kilde til unødige frustrationer. Vigtigst var, at han lærte, at han skulle blive mere tydelig omkring sine forventninger og sørge for, at der i forhandlinger blevet taget højde for alle eventualiteter.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har været bedre til at sige ja end til at stille krav. Jeg har været bange for, at folk skulle tro, at jeg ikke stolede på deres intentioner. I dag har jeg opgivet noget af min godtroenhed, men det er hårdt, når man som jeg er godtroende af natur og har det dårligt med smålighed, siger han.

Det er snart et år siden, Jesper Asholt genoptog sit arbejde. Men han betaler stadig af på oplevelsen.

Du kan sammenligne det med at køre en bil tør for olie. Hvis du bliver ved at køre i bilen, så slider du på metallet. Jeg har drevet rovdrift på mine ressourcer og derfor slidt på metallet. Noget er ødelagt for altid, men jeg har fået et tyndt, godt lag fernis over mine skader, så jeg fungerer i hverdagen og har genfundet lysten til at arbejde, siger han og tilføjer:

Men prisen har været høj.

I dag er han hele tiden på vagt over for, hvor meget pres han udsætter sig selv for. Han har altid været i god form og sat tid af til at komme ud. Men på det seneste er timerne med fluefiskeri og de lange cykelture blevet vigtigere, fordi det er her, han kobler af og henter ny energi. For han kender kroppens faresignaler: Han bliver ukoncentreret og får en følelse af, at hjernen bliver pustet op.

Jeg ved, hvornår jeg er oppe i det gule felt og må vurdere, hvor meget jeg kan investere i mit arbejde, siger han.

Han er glad for de redskaber, han har fået, og bevidstheden om kroppens symptomer, men han tager sig i at ønske, at han havde en motor, som kunne køre uden olie.

Jeg syntes, jeg havde et godt liv, da jeg troede, jeg var lavet af jern, og at jeg kunne overkomme meget med et lyst og positivt sind. På mange måder ville jeg ønske, at jeg stadig kunne leve i den tro, siger han.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk