Et fire meter højt juletræ fra gulv til loft, smukt pyntet med julehjerter i flotte mønstre. Det er en af de ting, Josefine Ottesen ser tilbage på med glæde fra julen i sin barndom.
Til gengæld er det smukke juletræ og timerne brugt på at kreere pynten i familiens skød det eneste positive, den 51-årige forfatter har at fortælle om sin barndoms jul. En jul, der i stedet for at være præget af hygge og familiesammenhold var både kaotisk, besværlig og ensom.
Josefine Ottesen voksede op i Nordjylland sammen med sine forældre og fem ældre halvsøskende. Men den allerede store familie blev yderligere udvidet af omkring 100 unge, kriminelle mænd mellem 16 og 18 år, der boede på ungdomshjemmet, Kettrupgaard, hvor hendes forældre var forstandere. Familien boede i en lejlighed, der lå på institutionen.
De fleste af de unge mænd tog hjem til deres familier i julen, men for dem, der ikke havde den mulighed, blev der holdt familiejul på Kettrupgaard. Det betød, at Josefine Ottesens jul altid var fyldt med mennesker.
"Julen var slet ikke privat. Dengang sidst i 1950erne havde man et andet billede af familieenheden. Når man var forstanderpar, var man det 24 timer i døgnet. Også i julen," siger hun og fortsætter:
"Der var et enormt juletræ og en enorm masse mennesker. Jeg var lille og havde følelsen af at være mast inde mellem hofterne på en masse mennesker. Jeg oplevede det meget kaotisk."
Detaljerne omkring juleaften har Josefine Ottesen svært ved at huske. Eksempelvis kan hun ikke huske en eneste gave, hun fik, selvom hun dog er sikker på, at de fik gaver. Familien manglede ikke noget, men havde heller ikke ret mange penge, så Josefine Ottesen gætter på, at de fik praktiske gaver som bøger, farver og papir.
En særlig ting omkring gaverne husker hun dog. Hvert år til jul blev en sok hængt op på kaminen, og i den blev der lagt en gave, børnene fik om morgenen juleaftensdag. Traditionen havde Josefine Ottesens mor, der var ungarsk jøde, haft med sig fra Tyskland.
Fordi moderen havde udenlandsk baggrund, var det aldrig hende, der stod for julemiddagen. Den blev lavet i det store køkken på ungdomshjemmet, hvor familien sammen med de tilbageværende drenge sad bænket ved timandsborde. Første ret var risengrød, der skulle lægge bunden, så der ikke blev spist for meget af flæskestegen, der var hovedret. Selvom der ikke var risalamande, var der både mandel og mandelgave, men Josefine Ottesen fik den aldrig.
"Der var ingen, der snød og puttede en ekstra mandel i til mig, der var den yngste. Det var den hårde virkelighed," fortæller hun.
I familien var det også den hårde virkelighed, der regerede. Josefine Ottesen og hendes fem halvsøskende var sammenbragt fra fem forskellige ægteskaber og havde ikke et nært indbyrdes forhold til hinanden.
"Det var et ret broget familieliv. Ikke fordi folk skændtes eller råbte ad hinanden, men der var ikke den følelse af sammenhold, jeg kunne ønske mig. Mine halvsøskende, der var bragt sammen som 12-13-årige, brød sig ikke særlig meget om hinanden," siger hun.
En af de ting, der dog kunne bringe julefreden til den sammenbragte familie, var, når der blev klippet julepynt. Josefine Ottesens mor var meget fingernem, og sammen med de seks børn flettede hun julehjerter og klippede julestjerner i stor stil.
"Der var en del krig mellem de sammenbragte børn, men at klippe julepynt var en af de fredelige sysler, hvor alle hyggede sig med hinanden," fortæller hun.
Da Josefine Ottesen var syv år, blev hendes forældre skilt, og hun flyttede med sin mor til Nordsjælland. Dermed fik julen pludselig helt andre rammer. Fra at have været kaotisk og forvirrende var julen nu både ensom og besværlig.
Ensom, fordi det jævnligt hændte, at det kun var Josefine Ottesen og hendes mor, der fejrede juleaften sammen, og besværlig, fordi hun nu skulle til at pendle frem og tilbage mellem forældrene for at fordele juledagene og nytåret ligeligt mellem dem.
"Det første år husker jeg det, som om min mor og jeg var mutters alene juleaften. Da havde jeg en følelse af, at det ikke var jul. Vi sad bare der i et parcelhus i Måløv med vores lille, snoldede juletræ," fortæller Josefine Ottesen.
Selvom hun pendlede mellem forældrene, var der ikke noget med at holde juleaften hos dem begge med dobbelte julegaver, som mange skilsmissebørn oplever i dag.
"Der var slet ikke noget godt ved at have den slags jul. Jeg savnede også nogen at dele mine oplevelser med. Dengang var der ikke mange, der var skilt, så det var ret ensomt," siger hun.
For Josefine Ottesen er julen først rigtig faldet på plads og blevet en hyggelig og fredelig begivenhed, efter hun selv har fået børn. Da hendes børn var små, blev julen fejret i et lille, sluttet selskab, men i dag tør Josefine Ottesen godt kaste sig ud i større juleselskaber.