Julesorgen banker på

En kvinde er ulykkelig, efter at hendes mand pludselig har meddelt, at han vil skilles. For hende er det tredje gang, at et samlivsbrud kommer lige før jul, og denne gang er hendes job også i fare

Det kan være svært at komme gennem et brud, og det bliver ikke nemmere af at være lige op til jul.
Det kan være svært at komme gennem et brud, og det bliver ikke nemmere af at være lige op til jul. Foto: .

Kære brevkasse

Jeg er midt i 60'erne, og min mand er nogle år ældre. Vi har været gift i mere end 10 år. I går meddelte min mand mig, at han vil skilles, fordi forskelligheden imellem os er blevet så stor, at han ikke orker mere.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg er dybt fortvivlet, fordi jeg tilsyneladende har bildt mig selv ind, at forskelligheden var en styrke, og jeg synes, det er sundt at have forskellige holdninger. Jeg er da godt klar over, at der må ligge mere bag, jeg ved bare ikke hvad.

De senere år har været en stor udfordring for min mand. Han har haft en ledende stilling og blev fusioneret ud af arbejdsmarkedet for syv år siden. Han har aldrig vænnet sig til at være pensionist, og dette sammenholdt med en skrøbelig personlighed og et godt intellekt har givet store frustrationer.

Desuden har han et stort dagligt alkoholforbrug, som jeg prøver at forholde mig neutralt til.

Jeg arbejder stadig, men er nu i en uafklaret situation, for der skal afskediges i min afdeling.

Så jeg er fuldstændig knust, og med to uger til jul var det jo ikke lige nu, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle blive bedt om at flytte.

Jeg har været gift som ung. Min daværende mand forlod mig og vores lille datter lige før jul for mange år siden, men vi har hele tiden haft et godt forhold til hinanden.

Jeg fandt derefter mit livs kærlighed og boede sammen med ham nogle år, men det gik desværre ikke. Derefter boede jeg 10 år alene med min datter, og vi har haft et godt liv og en dejlig stor familie. Senere boede jeg sammen med en mand, som slog mig en eneste gang for meget, så jeg flyttede fra ham lige inden jul for 15 år siden.

Det er næsten skæbnens ironi, at det er tredje gang lige inden jul, at mit liv ligger i ruiner.

Jeg havde håbet, at det denne gang skulle blive den mand, jeg skulle leve den sidste tid med. Vi har fælles interesser, og vi har haft et dejligt seksualliv, men min mand har det sidste års tid brugt nettet til at chatte om sex på. Det har vi selvfølgelig haft en diskussion om.

Jeg føler mig helt afmægtig. I går var jeg lige ved at tage min bil og køre ud og slå mig ihjel.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke har ret til at skade alle dem, der elsker mig. Men jeg har så svært ved at tænke på, at jeg nu skal starte forfra igen. Jeg skriver til jer, for jeg vil ikke belaste min familie lige inden jul.

Det er en stor ydmygelse for mig, og jeg magter ikke at se det i øjnene.

Venlig hilsen

Merete

Kære Merete

Tak for din tillid. Vi vil forsøge at give dig nogle ord med på vejen i en svær tid. Vi kan læse, at du nærmest afspiller en gammel film med brud op til jul, og den kombination kan godt give kaotiske følelser, når ulykken rammer, samtidig med at andre forbereder julehygge.

Men julefred eller ej, så må du ikke undlade at kontakte dine venner!

De må lægge øre til dig, og du må bede dem om råd om, hvordan du skal agere i den kommende tid. Det er helt forståeligt, at du kan få selvmordstanker i en sådan akut krise, men det er også vigtigt, at du ikke giver op, og det er godt, at du tænker på din datter og dine gode venner, som ville blive dybt ulykkelige uden dig.

Så tænker vi på, om det er helt og aldeles definitivt, at din mand vil skilles. Det virker, som om han har haft det svært et stykke tid. Det er et velkendt fænomen, at specielt meget engagerede mænd i betydningsfulde stillinger kan få depressive symptomer, når de bliver pensionister, ikke mindst når ophøret fra arbejdsmarkedet har været ufrivilligt.

Vi kan også læse om et dagligt alkoholforbrug, som han sikkert ikke selv erkender som særligt stort, men som ikke desto mindre let kan være årsagen til, at depressive og vrisne og vrede følelser udvikler sig.

Specielt for mænd kan det irritable og det vrede være tegn på depression, hvis man ikke kender ham som sådan i almindelighed. For nogle mennesker er alkohol en direkte årsag til depression og lykkes det at holde fuldstændigt op med at drikke, letter depressionen ofte af sig selv to-tre måneder efter.

Hans tilbagevendende sexoptagethed eller sexafhængighed på internettet kan også have en "trøstende" funktion for en indre ulykkelighed. Desværre kan det slet ikke hjælpe, men blot forværre hans situation.

Vi ved ikke, om du eller han kan genkende sig i nogle af disse ting. Måske skulle han motiveres for at gå til lægen i første omgang for at tjekke sit helbred, herunder få taget blodprøver blandt andet for stofskifte og leverens funktion.

Det er bare for ulykkeligt, hvis et brud skal iværksættes, hvis det snarere handler om almindeligt kendte psykiske helbredsproblemer.

Vi ved ikke, om der er et lille håb om ændring i jer og imellem jer. Men vi synes, at hastigheden skal betydeligt ned. Alt andet er ikke værdigt for nogen af jer. Du kan vel heller ikke som gift kvinde blot beordres til at forlade jeres hjem.

I må for os at se ind i en mere langsom samtale om, hvorfor han pludselig ser skilsmisse som den eneste løsning. At I skulle være for forskellige, er næppe nogen nyhed. Almindeligvis er forskelligheden det interessante de første år af et forhold. Du skriver, at du kunne forestille dig, at der ligger noget bag. Det kunne vi ønske, at I fik en grundigere og flere længere samtaler om. Måske kunne lægen eller et andet professionelt menneske bidrage til en sådan samtale, hvis I ikke kan finde samtalefrekvensen selv.

Anstændigvis må du under alle omstændigheder vide, hvad det går ud på.

Julesorgen kender du. Og det er heller ikke sikkert, at julefreden bliver særligt følbar for dig i år. Men måske er det værd at minde os alle sammen om, at julens kerne og budskab ikke først og fremmest handler om følelser, men om tro og værdier. Barnet i krybben blev hurtigt til et flygtningebarn efterstræbt af Herodes? soldater. Som voksen blev han korsfæstet. Julen handler allermest om nærvær af ham, som har personligt kendskab til det svære liv.

Vi ved ikke, om det siger dig noget. Men vi håber, du opsøger gode menneskers nærvær. For ingen af os kan klare det vanskelige liv alene. Vi behøver nogen at snakke med og nogen at græde og le sammen med. Og lad os tilføje: nogen at synge sammen med. Glædelig jul til dig og alle vore læsere.

Mange hilsener
Anette og Jørgen