Spørgsmål om ugengældt kærlighed i et venskab

Kære brevkasse

Jeg har igennem snart fire år kæmpet med ugengældt kærlighed, og savnet trækker desværre store veksler på mit humør og min dagligdag. Helt ugengældt er kærligheden ikke, for der er faktisk tale om en af mine bedste venner: En fantastisk dejlig pige, som jeg har meget til fælles med. Vi er begge omkring de 30 år og har lært hinanden at kende gennem vores studium.

Jeg har ad flere omgange tænkt, at det ville være gavnligt for mig, hvis jeg kunne trække mig en smule fra vores venskab, ikke fordi jeg ikke vil se hende, men fordi vores samvær efterfølgende frustrerer mig, for jeg kan ikke forstå, at hun ikke har det ligesom mig. Jeg har for godt otte måneder siden spurgt hende, om hun aldrig har tænkt på, om det kunne blive til mere end venskab mellem os, og det havde hun ikke. Vi har ikke talt om det siden, og vores snak har intet ændret ved vores venskab, men jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvad hun efterfølgende har tænkt om det.

Med tanke på hvor godt vi fungerer sammen, og hvor glade vi er for hinanden, undrer det mig, at tanken om os som par ikke har strejfet hende. Når vi er sammen, falder paraderne, og vi hviler nærmest i hinandens selskab. Vores venskab har også den kvalitet, at vi kan være sammen uden at tale, altså hvor vi bare nyder at være sammen, for eksempel når vi går en tur eller tilbereder mad sammen og bare er til.

Det er jo et værdifuldt venskab, og jeg har det svært med, at jeg har disse følelser, for min veninde nærer jo stor tillid til mig, og jeg føler, at jeg på en eller anden vis går med en skjult dagsorden. Når vi er sammen, er vi sammen, fordi vi er venner, og jeg gør intet for hende, som jeg ikke ville have gjort, selv hvis jeg ikke havde disse følelser for hende, men jeg har det alligevel svært med det. Jeg føler vel, at jeg svigter venskabets rammer.

Hvordan kommer man sig over ugengældt kærlighed, når personen, man nærer så stærke følelser for, er en ganske stor del af ens liv? Jeg kan ikke skære hende ud af mit liv, dels fordi jeg vil savne hendes nære venskab, som jeg ikke har for mange af, og så vil det også såre hende, hvis jeg begynder at trække mig. Venskabet skal bevares for enhver pris, men hvordan kommer jeg så videre? Jeg har indset, at jeg knuger håbet om, at hun på et tidspunkt ser vores potentiale, men man kan jo heldigvis ikke tvinge andre til at elske, og det frustrerer mig, at jeg ikke kan komme videre. Kampen mellem fornuft og følelse har nu stået på i snart fire år, og det begynder efterhånden at føles som en uendelig historie.

Jeg holder mig ikke bevidst tilbage fra at se andre piger, men jeg har altid haft det lidt svært med pigerne på grund af generthed. De gange, jeg har set andre piger, har jeg desværre siddet og tænkt, at de på ingen måde kan måle sig med min veninde. Så jeg må vende tilbage til mit spørgsmål fra tidligere i brevet: Hvordan kommer jeg mig over ugengældt kærlighed, når hverken fysisk eller psykisk afstand til min veninde er en mulighed?

Venlig hilsen

Magnus

Svar fra brevkassen

Kære Magnus

Tak for dit oprigtige spørgsmål. Gid vi kunne give dig et rigtig godt svar, for du fortjener virkelig at komme et skridt videre efter så mange år med de beskrevne tanker og følelser. Vi har ikke en færdig opskrift, men vi tror, vi vil anbefale dig at finde modet og mandshjertet frem i dig og få snakket med din gode veninde igen. Vi synes ikke, at du i første omgang skal spørge hende om, hvordan hun har det. Hun kan måske ikke tændes af en mand, som forsigtigt spørger om hendes følelser. Du skal i stedet fortælle hende om dine følelser. Du skal meget ærligt fortælle hende, hvordan du har det, og at du rigtig godt kunne tænke dig, at I to skulle indlede et kæresteforhold. For du synes, at ingen piger kan sammenlignes med hende, og hun er den bedste, du har mødt, og at du slet ikke kan forestille dig, at I ikke skal være sammen i fremtiden. Du kan også godt fortælle hende, at det er ganske sårbart for dig at snakke om det, for du er naturligvis bange for, hvad hun går og tænker, og hvordan hun reagerer på din kærlighedserklæring. Men du må fortælle hende, at din kærlighed og din glæde over hende er større end din angst.

Vi kan godt forstå, at det kan opleves risikofyldt at lukke op for dine dybeste tanker, for hvad nu hvis hun umiddelbart afviser dig eller ikke vil tænke over det. Måske kan du så tænke, at du mister det, som du nu har sammen med hende. Og det er rigtigt, at det er en mulighed. På den anden side er det også uholdbart, at I går år ud og år ind på den nuværende måde, uden at du tager dine egne følelser alvorligt.

Dit brev minder om, at kærlighed er en stærk og samtidig en meget sårbar størrelse, for det er jo ikke altid, at den kærlighed, man har til et andet menneske, er af samme art eller gengældes på samme måde af den anden. Hvis det bliver resultatet, kan vi ønske for dig, at du kan komme ud i et nyt landskab, hvor du måske kan få sørget over, at hun ikke vil det samme som dig. Sorg kan blødgøre sindet og skabe en ny situation, sådan at du ikke skal bruge yderligere år på at håbe på noget, der måske ikke er realistisk. Det ville bare skabe flere frustrationer og binde mange kræfter hos dig.

Selvom du tænker nu, at der ikke er andre piger, som kan stå mål med hende, så er det muligt, at du på den længere bane alligevel kan møde en anden. Men det kan du slet ikke se nu, for dit sind og din tanke er koncentreret om din gode veninde. Du fortjener virkelig at finde ud af nok så snart, om der er mere at bygge på fremover.

Du siger, at du er lidt genert, og at det kan være vanskeligt at tage fat i de store, alvorlige spørgsmål. Men for at komme videre og for din egen selvrespekts skyld må du vise kærlighedens styrke og sårbarhed over for hende. Du må gøre kur, overraske hende med al den indbyggede risiko, der er i kærligheden. Giv hende blomster og champagne eller parfume eller noget helt andet. Du må gøre indtryk, så der sker noget med hende på den ene eller anden måde. I er de bedste venner i verden, og det er oftest den bedste forudsætning for et langvarigt og stabilt forhold. Held og lykke, og skriv gerne igen, om hvordan det gik.

Mange hilsener

Annette og Jørgen