Kort efter interviewet sender Otto Rühl en mail, hvor han takker for samtalen, men gør opmærksom på, at det var sært at tale om sig selv så længe. For i 53-årige Otto Rühls liv er det sagen og ikke manden, der er på dagsordenen. Skønt han er en ordholden mand, bliver aftalen for interviewet ændret, da han får en invitation fra Israels nye ambassadør i Danmark, der gerne vil hilse på ham i hans egenskab af formand for Dansk-israelsk Selskab, men efter en time hos ambassadøren når han frem. Men hvorfor bruger en 53-årig lektor det meste af sin fritid på at arbejde for et bedre forhold mellem Israel og Danmark? Selv oplever han, at kærligheden til det jødiske og israelske nærmest er medfødt.
Tre år efter staten Israels oprettelse blev han født på Frederiksberg i et hjem, hvor kirkegang var en naturlig del af livet. Og i den lokale valgmenighedskirke, Imanuelskirken, var der et billede malet af Niels Skovgaard med titlen "Pinsedåb i Jerusalem". Her fik han sine første billeder af Israel, men han husker også landet fra de salmer og fortællinger, han fik del i som lille dreng i et grundtvigsksindet hjem.
– I min barndom var Israel på tapetet hele tiden. I dag behøver man vel heller ikke være meget mere end et børnehavebarn for at have hørt om Israel, siger Otto Rühl og husker, hvordan han fulgte med i Seksdagskrigen, da han gik i anden real.
Mens kammeraterne valgte et lokalt gymnasium på Frederiksberg, besluttede Otto Rühl sig for at gå på Gentofte Statsskole, hvor man som det eneste sted i landet kunne tage en samfundsfaglig linje, og selv om lærerne havde andre forslag, var han ikke i tvivl om, at han skulle skrive en større opgave om staten Israel.
givet mig et billede af det lille, nye land, som kæmpede, hvilket jeg var fascineret af og gerne ville vide mere om, siger Otto Rühl, der siden kom på Københavns Universitet, hvor han blev cand.mag. i historie og religion.
– Israel er indbegrebet af historie og religion. Det er et land, der både er nyt og gammelt, og som har betydning for resten af verden, fordi det er kristendommens vugge, jødedommens sted og et af islams hellige steder, siger han og husker, hvordan han kort før afslutningen på studiet rejste til Israel og havde en sær fornemmelse af allerede at have været i landet, fordi han havde set så mange billeder derfra og læst så meget om det.
– Mange bliver skuffede, når de besøger Israel, fordi de forventer, det er som at træde ind i en illustreret bibel. Jeg vidste, jeg kom til et moderne land, og besøget gjorde mig mere interesseret i landet, fordi jeg så, hvordan det byggede på en idé, siger Otto Rühl.
Siden 1979 har han været lektor på Helsingør Gymnasium, og alle hans tidligere elever ved, at deres lærer er optaget af Israel. Som ung adjunkt inviterede han til en studiekreds om Israel og mødtes med eleverne efter skoletid og fik arrangeret den første studietur til landet. I mere end 20 år har han taget studerende med til Israel, og for 10 år siden blev han involveret i årlige udvekslinger af elever mellem det nordsjællandske gymnasium og gymnasiet i Moshav Beer Tuvia i Israel. Udvekslingerne har giver ham en kreds af venner i Israel, og med slet skjult iver fortæller han, hvordan han har haft sin ældste nevø med på tur til landet, og om et par år skal nevøens lillebror se landet og hilse på morbroderens israelske venner.
– Der er mange flere ligheder mellem Israel og Danmark, end folk tror. Begge lande er små demokratier og med cirka samme indbyggertal, men samtidig sker der en række ting i forhold til Israel, som strider mod min retfærdighedssans, siger Otto Rühl.
Der findes venskabsforeninger mellem Danmark og en række lande, og en gang om året mødes repræsentanter for alle disse foreninger, hvor også Otto Rühl er på gæstelisten som formand Dansk-israelsk Selskab.
– Det slår mig, at ingen af de andre landes foreninger skal forsvare, hvorfor de eksisterer. Ingen spørger kritisk til staten Østrig og dens ret til at eksistere. Men når man kommer fra Dansk-israelsk Selskab, må man argumentere for sin ret til at være til og for staten Israels berettigelse. Det mener jeg i sig selv er et paradoks, siger Otto Rühl.
Han har aldrig gjort op, hvor mange timer han bruger på arbejdet, men ved at det er godt, at han ikke har en kone, der venter ham hjemme med aftensmad klokken 18.
på de mange sammenhænge, som er mellem de forskellige ting, han er involveret i. I gymnasiet indfører han eleverne i Israels gamle og nye historie, han underviser om jødedom i religionstimerne og har hvert år en gruppe elever, der ønsker at fordybe sig yderligere i jødedommen.
– Fra mit virke som censor kan jeg se, at buddhismen er det foretrukne emne i religionsundervisningen for 75 procent af gymnasieeleverne. Men på vores skole er det jødedommen, som eleverne ønsker at fordybe sig i, og for mig er det en anledning til at få mere viden. Det giver positiv respons fra de unge, når de mærker, at de har en lærer, der går op i det, han underviser i, siger Otto Rühl, der på grund af sin faglighed og sit personlige engagement i Israel også er blevet involveret i Dansk Center for Holocaust-og Folkedrabsstudier.
Han er flere gange blevet spurgt, hvorfor han som ikke- jøde i den grad er optaget af Israels sag. Han citerer den protestantiske tyske præst Martin Niemöller for at illustrere sin begrundelse:
"Først kom de efter kommunisterne, og jeg protesterede ikke – for jeg var ikke kommunist; så tog de socialisterne, og jeg protesterede ikke – for jeg var ikke socialist; de kom efter fagforeningslederne, og jeg protesterede ikke – for jeg var ikke fagforeningsformand; de kom efter jøderne, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde; så kom de efter mig – og der var ingen tilbage til at protestere."
– Tanken om, at jeg skulle lade være med at involvere mig i Israels sag, fordi jeg ikke er jøde, mener jeg er farlig. Jeg kæmper for en retfærdig behandling af staten Israel, siger Otto Rühl, der ikke har været udsat for personlige repressalier på grund af sin kamp.
primært gennem debatindlæg og læserbreve. Han skrev sit første læserbrev allerede i studietiden i protest mod Fremskridtspartiet, der foreslog de humanistiske studier nedlagt. Men siden har det oftest været Israel og Mellemøstproblematikken, der har været på dagsordenen, når han har skrevet, mange af indlæggene har i øvrigt været bragt i Kristeligt Dagblad. Af de seneste sager kan nævnes Rühls anke over domprovst Anders Gadegaards prædiken mellem jul og nytår, hvor Gadegaard kom med, hvad Rühl ser som et hadefuldt angreb på Israel. I debatindlægget undrer han sig over Gadegaards mangel på historisk viden om forholdene i Mellemøsten. Folkekirkens Nødhjælps Mellemøstpolitik har også flere gange fået ham til tastaturet – senest efter organisationens happening på Roskilde Festivalen.
– Debatten om Israel kan let blive forsimplet, og det er slet ikke i min interesse. Jeg vil gerne give plads til nuancerne og den historiske saglighed. Gennem årene har jeg haft flere palæstinensiske elever. De ved, hvor jeg står, men det er aldrig blevet til konflikter mellem os, fordi jeg har diskuteret ud fra facts og ikke ud fra de løgnagtige påstande, der er så mange af.
– Jeg kan spørge mig selv, om mit arbejde nytter. I gymnasiet kan jeg se, hvordan viden og oplysning kan forandre ellers fastlåste standpunkter, men i den brede debat kan jeg have min tvivl. Der er en ubeskrivelig uvidenhed om Israel og generelt en meget kritisk holdning til staten, og jeg ved ikke, om det er muligt at komme den til livs, siger Otto Rühl, der i sin egenskab af formand for venskabsforeningen bliver inviteret som taler. Cirka 10 gange om året er han ude at tale om Israel, men desuden bliver han brugt som gæsteunderviser og paneldeltager i diskussioner om Mellemøsten.
– Mit håb er at gøre en forskel i debatten, siger han og citerer frit efter hukommelsen den jødiske tænker Elie Wiesels:
"Det modsatte af kærlighed er ikke had, men ligegyldighed."
– Jeg kan ikke bare læne mig tilbage, når der foregår ting, som jeg finder urimelige, siger han.
Serie
Mange mennesker har en sag, som de kæmper for, og som de sættes i forbindelse med. Men hvem er mennesket bag sagen egentlig, og hvad er det, der driver dem? Kristeligt Dagblad portrætterer en række mennesker, der kæmper for en sag.
OTTOS SAG: For fem år siden blev Otto Rühl formand for Dansk-israelsk Selskab, som han i en lang årrække har været engageret i. Selskabet er en venskabsforening stiftet i 1957 for at forklare og forsvare Israels ret til at eksistere bag sikre og anerkendte grænser. I dag tæller foreningen knap 500 medlemmer. Formålet er at fremme samarbejdet mellem Danmark og Israel på alle områder og oplyse om baggrunden for oprettelsen af staten Israel. Selskabet er ikke en speciel jødisk organisation, men omfatter venner af Israel på tværs af religiøs og politisk overbevisning som en uafhængig tværpolitisk organisation.
Blå bog
Otto Rühl, 53 år, lektor i religion og historie på Helsingør Gymnasium. Han har siden 1999 været formand for Dansk-israelsk Selskab og lige så længe været medlem af bestyrelsen i Dansk Center for Holocaust– og Folkedrabsstudier, der i dag er overflyttet til Dansk Institut for Internationale Studier. Otto Rühl er desuden med i undervisningsministeriets arbejdsgruppe vedrørende Auschwitzdagen og medlem af menighedsrådet i Sthens Sogn. Otto Rühl er ungkarl.