Kære brevkasse
Tak for jeres seriøse arbejde med brevkassen, der er et stort aktiv for avisen og dets læsere. For få år siden blev jeg ramt af en svær depression som følge af min ægtefælles død. Jeg havde aldrig troet, at et så livsglad menneske
som jeg kunne få en depression. Jeg kom på et psykiatrisk hospital i Jylland, fik god hjælp og blev udskrevet livsglad et halvt år efter.
Min familie kunne fortælle mig, at jeg havde været hundesyg. Jeg havde fået mange slags tabletter og talrige elektrostimulanser. Mine sønner siger, at kontakten var helt slukket for mit vedkommende. De troede ikke, at jeg nogensinde blev normal igen, men glæder sig i dag over, at de tog fejl.
Jeg er helt klar over, at prisen er betalt af korttidshukommelsen. Psykologen bad mig om at føre dagbog, og det er jeg glad for i dag. Der står så meget positivt i den i stil med "endnu en dejlig dag", men nogle dage står der slet ikke noget. Der står intet negativt i den.
"Far, din livsglæde er en del af sygdommen," sagde den yngste af sønnerne. Derfor vil jeg gerne spørge: Kan livsglæde være en del af sygdommen? Min journal bekræfter til fulde, at jeg var hundesyg. Alligevel var tiden på psykiatrisk afdeling en god oplevelse.
Gode mennesker fik mig derhen. Medarbejderne var søde og kompetente, og en del af de mange dejlige medpatienter var meget medtagne, men jeg var glad for dem alle.
Det eneste sjove i min journal var, at jeg to gange havde forsøgt at overbevise en overlæge om, at jeg var verdens klogeste mand. Det kan jeg more mig over. Det var slet ikke meningen, at det skulle have været ud! At livets gave er blevet mig endnu mere kostbar end før, er evident. Jeg har hvert år siden dannet et årsmotto. Første år var det: "Jeg beskæftiger mig ikke med bekymringer, men jeg folder tit hænderne." Sidste år var det: "Gør livet lettere for andre – uden at gøre det sværere for dig selv!"
Da jeg for nylig efter en fernisering i Distriktspsykiatrien købte et kunstværk, som en medpatient havde lavet, rystede min familie på hovedet. Mit argument var nemlig, at jeg gerne ville have et synligt bevis på mit dejlige halvår på den psykiatriske afdeling. Skal jeg undskylde min livsglæde? Eller har jeg lov til enfoldigt at fastholde det, som jeg betragter som mit motto i år: "Min livsglæde er en Guds gave"?
Venlig hilsen
Den Livsglade
Kære Livsglade
Tak for de gode ord til os og tak for de meget spændende spørgsmål. Godt, at du fik en god behandling og har fået korttidshukommelsen tilbage.
Allerførst har vi lyst til at understrege, at der vel nok er mange ressourcer i et optimistisk syn på tilværelsen. Det er en gave, man må være taknemmelig for – tænk at få lov til at være blevet udstyret med et sådant!
Piet Hein siger: "Det handler ikke om, hvordan man har det, men hvordan man ta'r det." Det ene menneske kan stå og se op mod himmelen og tænke: "Om lidt bliver her endnu mere mørkt og gråt," og den anden kan sige: "Bag skyen skimter jeg solen."
Den positive bliver forskånet for meget. Desværre er vi ikke altid herre over, om vi hører til den ene eller anden gruppe, så vi synes, at du skal glæde dig umådeligt over, at der er blevet skænket dig et optimistisk livssyn.
Men – og dette ord hører naturligt med. Det kan være vanskeligt for en person, hvis man til stadighed har et indre krav om altid at være positiv. Det giver sorger og smerter megen lille plads, og man kan komme til at overhøre det, som også er en almindelig del af livet. Måske giver du ikke dig selv lov til at føle lidt vemod, lidt savn og tristhed på almindelige dage.
Måske kan det have været med til – sammen med mange andre grunde – at du gik ned med en meget voldsom og akut depression, fordi der ikke var så mange mellemstationer mellem glæde og sindets kollaps.
Måske vil dine børn også have glæde af at møde en far, som også kan nærme sig de mere skyggefulde sider af livet. På den måde kan de måske opleve en lidt større forståelse for deres egne sorger eller mindre glade tanker, hvis der var et resonansrum i deres fars sind?
Vi synes ikke, du skal træne i at blive mere trist og opgivende. Men bliv ved med at skrive gode tanker ned, og det med livsmottoer kan være en god ide.
Måske er din udfordring i tillæg til glæden også at tænke over, hvordan den mere lavmælte stemme inde i dig kan bydes velkommen, således at der indimellem kan være lidt plads til også at være lidt træt eller lidt vemodig måske over at have mistet en ægtefælle, eller over at livet for nogen af dine kære måske ikke altid kun er enkelt. På den måde varetager du den del af dig selv og bliver måske samtidig lidt bedre til at forstå eller spørge til den side hos andre.
Du kunne eventuelt tegne et rum, hvor du placerer forskellige små og store mænd, som alle er billeder på en del af dig. Du kunne give dem egenskaber eller navne og måske størrelse. Der er i hvert fald en stor, glad person, som fylder rigtig meget i rummet, som er optimistisk og livskraftig. Der er sikker også en kreativ fyr ved siden af, og så er der en hjælpsom en, som tænker på andres ve og vel, også dine medpatienter.
Men måske sidder der også et eller andet sted i rummet en lille dreng eller en ældre mand, som har nogle andre små stemmer, som også godt kunne tænke sig at blive hørt, og som sammen med de andre kunne få lov at synge med på livssangen.
Ofte er det de indre personer, som bliver overset længst, der rører på sig på de vanskeligste tidspunkter. Måske er der en sørgmodig del af dig, der blev overhørt ganske længe, da du blev indlagt. Der er helt sikkert også en klog mand – ham som du gerne ville fortælle overlægen om.
Men hvad med den lille, ikke så kloge, hvordan bliver han vurderet i dette hus? For han er der sikkert også. Ham der ikke helt har tjek på alt, ham som kan blive lidt bange eller bekymret. Hvordan er hans værdi, og hvordan ser de andre mænd i huset på ham?
Vi ønsker ikke, at glæden skal få dårligere kår i dit liv, langt fra, men måske kunne du bruge udfordringen til at gå lidt på opdagelse i sindet og spørge til nogle af de andre sider i dig – og få lidt flere nuancer til det gode og nogle gange vanskelige liv.
Rigtig god vandring videre.
Mange hilsener
Annette og Jørgen