Kaos bag den pæne facade

Da Camilla Uth stiger på bus nr. 6 i Randers den 20. janu- ar i år, er det med bankende hjerte. To stoppesteder læn-gere henne står en kvinde, der kender hende. Hun skal modtage hende, men vejen derhen føles uendeligt lang. Camilla Uth er bange for, at hun skal falde om i bussen. Eller blot blive svimmel og få kvalme. Samtidig er der risiko for, at hun går i panik og derfor bliver synlig for alle passagerer, hvis hun bliver nødt til at råbe, at hun vil ud. Og det er for farligt for hende. Så normalt går hun langt uden om bussen. Men ikke i dag. For i dag er hun på sin første bytræning med Fobiskolen i Randers, og i sin bagage har hun nu nogle teknikker, som hun skal afprøve, når angsten viser sig. Det kan for udenforstående lyde lidt mærkeligt, at en voksen, velbegavet kvinde skal øve sig i at køre to stoppesteder med en fredelig dansk bybus. Men for Camilla Uth er det en stærk begyndelse til et nyt liv efter 15 år med afmagt og angstanfald, kulminerende med lykkepiller, selvmordstanker og indlæggelse. Angsten viste sig første gang, da hun i 1985 sad til skriftlig prøveeksamen i 8. klasse på Præstegårdsskolen i Esbjerg. - Jeg fik det pludselig dårligt. Stilheden i lokalet virkede lammende på mig. Jeg fik kvalme og gik på toilettet et par gange, men det hjalp ikke. Så gik der panik i mig, og jeg måtte bare ud. Unge Camilla kom hjem i seng, for alle troede, hun var blevet syg. Men reaktionen gentog sig til andre eksaminer. Var opgaven et godt emne, kunne hun blive grebet af det og klare at blive tiden ud. Ellers kæmpede hun sig igennem et par timer og forlod så lokalet med kvalme, susen for ørerne og en panisk følelse af uvirkelighed. Karaktererne blev derefter. Men hun bestod 10. klasse og begyndte på handelsskolen i Esbjerg. - Her kunne jeg ikke holde ud at være i kantinen. Jeg prøvede et par gange, men mine ben stoppede ved døren. De var helt lammede. Jeg følte, at alle kiggede på mig, og hvis nogen grinede, var jeg sikker på, de grinede af mig. I stedet spiste jeg i klassen. Det var nemt at få andre med på ideen ved at lokke med hygge. Jeg blev hurtigt mester i undskyldninger. Samtidig anede jeg ikke, hvad der var galt, og kunne ikke sige noget om det, for jeg følte det dybt pinligt og unormalt. - Jeg fik også tit kvalme. Det fortalte jeg min læge, og han foreslog, at jeg så kastede op. Men jeg kunne ikke rejse mig midt i timen for at gå på toilettet. Desuden skulle jeg heller ikke kaste op, det var bare en kvalmefølelse. I stedet begyndte jeg at blive hjemme. Camilla Uth blev også bange for biografture. Først tog hun ikke slik med i biffen for at undgå at få kvalme og synkebesvær, hvilket hun kunne opleve, når hun spiste sammen med andre. Og som 17-årig holdt hun helt op med at gå i biografen. Også handelsskolen droppede hun. Det blev efterhånden for ubehageligt at være der, og hun kunne nok alligevel ikke klare at være til eksamen. Så fulgte en årrække med kontanthjælp og en stribe afbrudte kurser og aktiveringsforsøg. - Jeg prøvede alt det, jeg blev sendt ud til. For jeg ville gerne. Men hver gang gik det galt, uden at jeg selv kunne forklare eller forstå hvorfor. Holdningen til mig var, at jeg skulle tage mig sammen, men bare det at komme ud af døren om morgenen var en kamp. - Engang blev jeg sendt på et AMU-kursus uden for Ribe. Jeg skulle rejse med tog, og det gik nogenlunde indtil Bramming, hvor en masse gymnasieelever stod på. Da følte jeg, at alle så på mig, og tænkte: »Der er hende den dumme. Hun kan ikke noget. Hun burde tage sig sammen. Se, nu får hun det dårligt igen«. Igen holdt Camilla Uth, før kurset var gennemført. - Jeg havde ikke svært ved at møde nye mennesker. Jeg lod, som om jeg var en anden. Satte en pæn facade på, som ikke afslørede det totale kaos indvendigt. Sådan kunne det gå til et vist punkt, men så krakelerede det hele, og jeg blev hjemme under dynen. De mange afbrudte kurser hobede sig op som smertelige og uforståelige nederlag for Camilla Uth. En ny sagsbehandler henviste hende til psykologsamtaler, og midt i det forløb fik hun et angstanfald i Føtex. - Det kom som et lyn fra en klar himmel. Det hele kørte rundt, og jeg måtte bare sætte kurven fra mig og løbe ud. Psykologen sendte hende tilbage til socialforvaltningen med diagnosen »angstneurose«. I stedet for at få tilbudt behandling for det kom hun på et kursus for folk med problemer. - Jeg var så flov. Jeg følte, jeg burde være normal. Det varede ikke længe, før jeg heller ikke kunne møde op her. Men så lykkedes det Camilla Uth at gennemføre et år på Esbjerg Museum, hvor hun gjorde rent og sad ved kassen. Det gav hende nyt mod, og hun vendte tilbage til handelsskolen. Uden at gå i kantinen og med en del fravær bestod hun basisåret. Men et au pair-ophold i England blev afbrudt, og et job som opvasker i Esbjerg gik kun på bedste beskub. - Jeg lagde låg på mit kaos og prøvede at leve livet. Men så mødte jeg min kæreste Jimmy i 1996, og for første gang kunne jeg sige til et andet menneske, at jeg har det sådan og sådan i de situationer. - Med Jimmys opbakning og efter et år som salgsassistent i Føtex fik jeg mod på at uddanne mig og begyndte på et kursus som introduktion til social- og sundhedsområdet. Midt i forløbet gik det galt igen. Min læge sagde, at jeg ikke fejlede noget, men som noget nyt kunne jeg selv sige, at jeg ikke kunne fungere normalt. Og jeg blev så gal, at jeg skiftede læge. - Min nye læge sagde: »Jamen, lille pige, du har jo panikangst. Og det er der mange, der har.« Det er to et halvt år siden, og det var første gang, jeg fik at vide, at det her hedder noget, og at jeg ikke var den eneste i verden med de problemer. Jeg blev så utrolig glad og lettet. Camilla Uth gik til psykolog og ville vide alt om angst. Men samtidig tog hun lykkepiller, selv om psykologen var imod det. Og da pillerne gjorde, at hun pludselig kunne købe ind, tage ud at spise og køre i tog uden at få det dårligt, besluttede hun at stoppe hos psykologen. Kurset gennemførte hun trods fravær og begyndte så på hf i september 1998. - Men jeg blev tyk på grund af lykkepillerne og fik lyst til at gemme mig. Så jeg lagde medicinen på hylden fra den ene dag til den anden og fik en kæmpe nedtur. Hf droppede jeg, og trods ny medicin blev jeg deprimeret. Jeg kunne ikke se mig ud af det. Depression og selvmordstanker førte til ti dages indlæggelse på den åbne psykiatriske afdeling på Spangsbjerg Hospital i Esbjerg. Flere medikamenter fik hende stabiliseret, og hendes læge ville sende hende på fobiskole i Århus, men psykiateren mente ikke, det kunne hjælpe. - Jeg nedtrappede medicinen, for den fik mig til at være i en gråzone, hvor jeg intet kunne føle. Jeg var bare en zombi. Sommeren 1999 flyttede Camilla Uth til Randers med sin kæreste. Hans familie bor på egnen, og hun ville gerne væk fra Esbjerg, hvor alt og alle mindede hende om de mange nederlag. Men angsten flyttede med. Hun kunne ikke tage alene ned til byen eller køre med bybus. Og som noget nyt turde hun heller ikke møde nye mennesker. Imidlertid nævner en ny sagsbehandler, at byens FOF har en fobiskole. Et håb begynder at blinke. 17. januar i år starter Camilla Uth sammen med seks andre på fobiskolen. Kommunen betaler hendes ophold. Og denne gang bliver hun ikke væk. - Det er som narkotika for mig. Jeg må bare komme. Blot det at møde andre, der har det ligesom jeg, er som at være i himlen. På skolen lærer vi, hvordan kroppen og psyken hænger sammen. Vi lærer teknikker til at mestre angsten, og via afspænding får vi en god kropsfornemmelse. Det har jeg aldrig haft før. Det hele har bare kørt rundt oppe i hovedet. Da Camilla Uth derfor står i bus nr. 6 for første gang, krummer hun tæerne for at mærke sin krop. Og da kvalmen kommer, og det suser for ørerne, tænker hun: »Der sker ingenting. Det går over«, i stedet for de sædvanlige tanker: »Nu får jeg det dårligt, jeg må væk«. Men hun slapper først af, da bussen drejer om Fortsættes Side 10 Fortsat Fra Side 9 hjørnet ved det stoppe-sted, hvor hun bliver hentet. Den første bustur bliver til mange flere. Men det er ikke nok at krumme tæer og tænke andre tanker. Camilla Uth dykker i løbet af det 12 uger lange kursus på fobiskolen godt og grundigt ned i sin fortid. - Mine forældre blev skilt på en meget voldsom måde, da jeg var otte. Jeg havde altid været fars pige og flyttede med ham, mens mine yngre søstre boede hos min mor. Men min far brugte meget tid på sin nye kæreste, og jeg sov ofte hos naboer. Så jeg ville tilbage til min mor, og det blev en frygtelig kamp mellem mine forældre, hvor jeg stod i midten og følte mig skyldig i deres problemer. Samtidig prøvede jeg at beskytte mine søstre. - I de næste år flyttede min far flere gange tilbage til os. Men en dag gav han mig et brev, hvor der stod, at han nu endeligt forlod os. Jeg bragte det videre, og min mor og mine søstre græd, mens jeg følte, jeg skulle være stærk og trøste dem. Kort derefter fik jeg mit første angstanfald. - På fobiskolen har jeg lært, at angst er en dækfølelse for andre følelser. Min sorg og afmagt, og min vrede over min fars svigt har fyldt så meget i mig, men jeg har aldrig mærket det eller forholdt mig til det før nu. Jeg har blot følt mig totalt værdiløs. - I dag er jeg blevet voksen. Jeg har forandret mig meget på kort tid. Og angsten er blevet min ven. Når den dukker op, er det for at fortælle mig, at noget er galt, og så stopper jeg op og ser på det. Mange ting er stadig en træning. Men det bedste er, at jeg nu har lyst til at prøve at se, hvad der sker, når jeg gør det, jeg før har undgået. Jeg har fået lyst til livet. - Men jeg kan godt ærgre mig over de mange år af mit liv, hvor jeg bare blev kastet rundt som en bold i det offentlige system, uden at der rigtigt blev taget hånd om mig. Mine problemer var både en belastning for mig og for de offentlige pengekasser. Camilla Uth har siden fobiskolekurset arbejdet i køkkenet på et lille plejehjem i Randers. - Køkkenlederen har stor forståelse for mig, og jeg kan til enhver tid gå udenfor og trække vejret dybt. Jeg begyndte at arbejde 20 timer om ugen, så blev det 30 timer, og på mandag skal jeg op på 37 timer. Om morgenen står jeg op og glæder mig til at komme på arbejde. Jeg kan sidde i spisestuen med de andre, jeg kan synke min mad, og min selvtillid vokser for hver dag. Jeg kan både sige til og fra, og jeg føler nu, at jeg har værdi som menneske. - Men uden Jimmy og hans families opbakning var det ikke gået. Det er afgørende, at ens pårørende kan forstå, hvad der sker, og ikke bare siger, at man skal tage sig sammen. Om fire uger skal vi giftes. Det bliver mit livs eksamen at gå op ad kirkegulvet, mens alle kigger på mig. Men jeg glæder mig. Jeg fik også tit kvalme. Det fortalte jeg min læge, og han foreslog, at jeg så kastede op. Men jeg kunne ikke rejse mig midt i timen for at gå på toilettet. Desuden skulle jeg heller ikke kaste op, det var bare en kvalmefølelse. I stedet begyndte jeg at blive hjemme. I de næste år flyttede min far flere gange tilbage til os. Men en dag gav han mig et brev, hvor der stod, at han nu endeligt forlod os. Jeg bragte det videre, og min mor og mine søstre græd, mens jeg følte, jeg skulle være stærk og trøste dem. Kort derefter fik jeg mit første angstanfald. Jeg havde ikke svært ved at møde nye mennesker. Jeg lod, som om jeg var en anden. Satte en pæn facade på, som ikke afslørede det totale kaos indvendigt. Sådan kunne det gå til et vist punkt, men så krakelerede det hele, og jeg blev hjemme under dynen.