På søndag er det 10-års- dagen for terroranslaget mod USA og blandt andet World Trade Center. Derfor kan det måske være passende at belyse ordet katastrofe, der ikke altid har været brugt på samme måde.
Ordet er græsk, og katastrophé betyder vending eller vendepunkt. Det er sammensat af katá, der betyder ned eller omkring, og strophé, der betyder vending.
SKRIV DIN HISTORIE: Hvordan husker du 11. september?
Strofe var oprindeligt betegnelsen for den vending eller den bevægelse, koret i en teateropførelse i det antikke græske rige foretog sig fra højre til venstre side. Senere kom strofe til at betegne det sungne parti, så det i den græske korlyrik blev det, man kaldte en række linjer af en bestemt sammenhæng og metrisk form. Dermed blev strofen altså en del af et digt, et vers, og sådan kender vi stadig strofen, der kan synges eller læses, og her skal øjet jo glide langs linjen, til det vender. En strofe er altså linjen, der vender. Tænk på koret, der vender, næste gang du læser et digt!
Strofe går igen i en række andre sammensætninger, eksempelvis i apostrof, hvor apó betyder bort, og apostrof er jo også et tegn, som angiver, at et eller flere bogstaver er udeladt, ikk oss? Der findes også et fint, lidt ældre udtryk, apostrofe. Det er den højtidelige eller retoriske henvendelse til fraværende eller tænkte personer, guder eller lignende.
Den første del af katastrofe, altså kata, er det samme ord, som optræder i katapult, der jo oprindeligt er en krigsmaskine til udslyngning af pile eller sten eller andet djævelskab.
Men nu tilbage til katastrofen. Engang kunne ordet ofte træffes som betegnelsen for noget, der i og for sig var positivt, nemlig, at noget var nået til et vendepunkt. Thomasine Gyllembourg skriver et sted om en middag, hvor det er den frapperende champagnes skummen i glassene, der udgør middagens klimaks og dermed katastrofe. Det betyder altså her, at festen når sit højdepunkt, det tidspunkt, hvor festen bliver en rigtig fest. I 1800-tallet skrev man desuden om teaterstykkers katastrofer, og det var ikke anmelderne, der huggede til, men betegnelsen for klimaks eller altså det vendepunkt, som ethvert drama må rumme i sin spændingskurve. Grundtvig skriver et sted om romanens blomstrende sprog, overraskende lignelser, frapperende kombinationer og katastrofer.
I vore moderne tider er katastrofe vistnok altid synonymt med ulykker, sammenbrud og frygtelige ting, der ikke er til at komme over. Måske hænger det sammen med, at vi lever i en tid, hvor vi psykologiserer og individualiserer tilværelsen. Derved kaster vi os ud i individuelle tolkninger og ser mange anslag, ikke som skæbnebestemte eller sider af tilværelsens mangfoldighed, men som personlige anslag. Måske ville der være noget livsbekræftende og styrkende i at huske, at katastrofen altid udgør et vendepunkt. Fra katastrofen går tilværelsen ind i en afgørende vending. Oftest frem eller op mod lyset.