Kirsten Olesen: Sorg kommer i bølger

Skuespilleren Kirsten Olesen var for mange et kærkomment gensyn på tv som kunstneren Veronika Grønnegaard i det første afsnit af DRs dramaserie Arvingerne. Trods en stor sorg over at have mistet sin mand holder hun fast i sit arbejde på Det Kongelige Teater, hvor hun netop nu er i gang med prøverne til en ny opsætning af klassikeren Woyzeck

Jeg er i sorg og vil være det resten af mit liv. Det er ikke noget, der overstås. Jeg skal finde et rum inde i mig, så jeg kan holde ud at bære det. Det er ikke noget, der sker over natten. Det tager tid, siger Kirsten Olesen.
Jeg er i sorg og vil være det resten af mit liv. Det er ikke noget, der overstås. Jeg skal finde et rum inde i mig, så jeg kan holde ud at bære det. Det er ikke noget, der sker over natten. Det tager tid, siger Kirsten Olesen. Foto: Cæciliie Vibe Pedersen.

Kirsten Olesen mistede sin mand gennem 40 år sidste forår. Ole Ousen, der var guitarist, døde 70 år gammel efter flere års kræftsygdom.

Jeg er i sorg og vil være det resten af mit liv. Det er ikke noget, der overstås. Jeg skal finde et rum inde i mig, så jeg kan holde ud at bære det. Det er ikke noget, der sker over natten. Det tager tid, siger Kirsten Olesen.

Den 64-årige skuespiller taler ikke om at komme videre, men om at sætte det ene ben foran det andet. Og i denne tid går hun til prøver på forestillingen Woyzeck, der har premiere den 21. februar i Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen på Sankt Annæ Plads i København.

Men prøverne finder sted på hendes tidligere arbejdsplads, Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv. Her har hun sat os stævne i personaleindgangens portvagt, hvor det denne eftermiddag myldrer ind og ud ad døren med mennesker balletbørn, musikere og andre, der har sin gang i huset.

I dag er det balletten og teaterets administration, der holder til på Danmarks nationalscene, mens operaen er rykket over i Operahuset på Holmen og skuespillet til Skuespilhuset.

På væggene i portvagten hænger signerede portrætter med hilsener fra fortiden, deriblandt fra en ung Ghita Nørby, netop afdøde balletdanser Margrethe Schanne og skuespilleren Ebbe Rode, der døde i 1998.

Så står Kirsten Olesen der sammen med skuespillerkollegaen Lene Maria Christensen, der også medvirker i Woyzeck i døren ind til den del af teatret, hvor scenekunsten bliver til. Smilende og smuk inviterer hun indenfor og fører hjemmevant an gennem enorme højloftede sale fyldt med teaterrekvisitter, lange, snoede, hvidmalede gange og op og ned ad trapper til et gennemgangslokale, hvor der er en sofagruppe, vi kan slå os ned i.

Et sted i nærheden spilles der klassisk musik, og en trappe i nærheden fører op til ballettens garderobe.

LÆS OGSÅ: Kirsten Olesen: Kærligheden skal man passe godt på

Vi sidder i det, der engang var operaens tilholdssted, siger Kirsten Olesen.

Hun har været fastansat på Det Kongelige Teater siden 1979 og flyttede med til Skuespilhuset, da det stod færdigt i 2007. Hun kender stadig hver en krog af det gamle teater, hvor prøverne til Woyzeck er henlagt af praktiske årsager, men har ikke noget sentimentalt forhold til stedet.

Det er ikke sådan, at åh, der var engang. Men der var en speciel stemning her, fordi der var så mange kunstarter samlet på et sted. Skuespillergruppen er så lille, så nu har vi fået vores eget sted. Og orkestret er glad for, at de har fået en større orkestergrav i Operahuset. Balletten danser i alle tre huse, men har deres faste base her.

Det siges, at øjnene er sjælens spejl. Hos Kirsten Olesen kunne det også være stemmen. Den spiller op og ned ad skalaen, det ene øjeblik er den ren og klar, det næste sprukken og dyb. Man føler sig nær et vibrerende følsomt og levende menneske med en underklang af styrke.

Den første dag i det nye år 2014 gjorde hun sin entré hjemme hos knap en million danske tv-seere som kunstneren Veronika Grønnegaard i DRs nye, anmelderroste dramaserie Arvingerne. Det var for mange et kærkomment gensyn med skuespilleren, der gennem årene har medvirket i et hav af opsætninger på scenen.

Men rollerne på film og tv siden gennembruddet som Agnes i Matador i 1978 har været færre med kan tælles DR-serien Bryggeren, TV2s Hotellet og DRs Sommer.

I Arvingerne er Veronika Grønnegaard den hovedperson, som hele handlingens arvestrid mellem de fire efterladte børn udspiller sig omkring. Men hun dør i det første afsnit, og det har ærgret mange, også Kirsten Olesen selv.

Det var da ærgerligt, at jeg skulle trække sorteper. Men jeg har fået meget positiv og kærlig respons på det lille afsnit, jeg er med i, og det er jeg meget taknemmelig og glad for. Det er et stykke tid, siden jeg har vist mit kontrafej på tv, så det er dejligt, at det lykkedes.

Men det er jo en del af det dramaturgiske i Arvingerne, at der er nogle ting, der ikke længere kan gøres om, fordi Veronika Grønnegaard er død. Det er endegyldigt forbi. Det er derfor, det slår så hårdt, at her kommer den kæmpe kolos af en mor, der står fastfrosset for dem. Det var anderledes, hvis hun efterfølgende havde haft mulighed for at angre sine svigt over for børnene og for at ændre sig hvad jeg nu ikke tror hun ville, fordi hun er så optaget af at skabe og af sit eget skabende rum, og børn er bare noget, man har. Hun har ikke kunnet udfylde sin morrolle. Jeg tror, at det er svært at være stor kunstner og jordens bedste mor, siger Kirsten Olesen.

Hun har ikke selv børn. Det var ikke et bevidst fravalg, men det blev det bare ikke til. Men der er sider af Veronika Grønnegaard, hun kender fra sig selv.

Det bliver aldrig en til en, og hendes liv er ikke mit liv. Men jeg kan da godt nikke genkendende til den optagethed, det druknende i arbejdet, det altopædende. Det er en ild, der lukker resten ude. Veronika er ambitiøs, hun vil det ypperste, og det kræver disciplin, mod og præcision. Men også et overblik til at kunne sige: Nej, slut, færdig jeg er på vildspor.

Netop nu er Kirsten Olesen optaget af prøverne på Woyzeck, der er skrevet af den tyske dramatiker Georg Büchner (1813-1837), og som er blevet iscenesat som både klassisk teater og musikteater. Denne gang er det den dansk-svenske teaterinstruktør Staffan Valdemar Holm, der står for instruktionen, og han holder sig ifølge Kirsten Olesen til det oprindelige manuskript. Der medvirker 10 skuespillere og 11 børn i stykket, hvor Søren Sætter-Lassen spiller Woyzeck og Kirsten Olesen bedstemoderen.

Staffan Valdemar Holm er en instruktør, som er meget velkommen hos os. Vi er meget glade for ham, og jeg har elsket at være med i hans forestillinger.

Woyzeck handler om denne her stakkels soldat, som er fuldstændig smadret af krig og stresset af sine tanker om at finde fodfæste. Han kan ikke forstå verden. Den virker kynisk og hård på ham. Alle hans omgivelser virker absurde og uden mening. Han har et krigstraume, ville man nok kalde det i dag, og føler, at samfundet bare kører videre. Han kan ikke følge med, bliver oven i købet svigtet af sin kæreste. Han er for underlig, mærkelig, mister også sit barn, og det ender med mord det er en tragisk historie.

Jeg synes, at det er et aktuelt stykke. Det handler om tilbagevendende menneskelige vilkår og om menneskers følelser, når de har været udsat for krig, død og elendighed. Woyzeck kunne lige så godt være en dansk krigsveteran fra Afghanistan, men stykket bliver spillet i eviggyldig tid.

Det er et specielt stykke, der bliver fortalt i små glimt, der dykker ned i forskellige situationer det er ikke fra a til b. Man fandt stykket 30 år efter Büchners død, og ingen ved, hvordan han havde tænkt sig, at den ene scene skulle efterfølge den anden. Min rolle er så lille og koncentreret, at jeg arbejder med den, når jeg er på settet. Det skal ind i kroppen. Prøverne foregår på en drejescene, og det er noget helt andet at arbejde på et rullende gulv end et fast. Der var ingen prøverum, der var store nok i Skuespilhuset, så derfor er vi tilbage her i gamle stier.

Kirsten Olesen har endnu en opgave i teatersæsonen 2014, der slutter til sommer, og det første indledende møde om prøveforløbet er blevet holdt. Det drejer sig om en helt ny opsætning, Tigerhjerte svøbt i kvindehud, der består af en collage af tekster om kærlighed og magt i William Shakespeares dramatik. Stykket, der opføres i anledning af 450-året for Shakespeares fødsel med premiere den 21. april, bliver instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. Det er også hende, der har udvalgt de monologer, som de medvirkende, der ud over Kirsten Olesen tæller Helle Fagralid, Danica Curcic og Johanne Louise Schmidt, skal optræde med.

Hun ved endnu ikke, hvilke Shakespeare-tekster hun skal formidle i stykket, og hvordan hendes indgang til og udvikling af karaktererne vil forløbe.

Det er meget forskelligt, hvordan jeg angriber en rolle. Hvis jeg har en stor, gennemgående rolle, arbejder jeg med den i lang tid, sætter mig ind i den, læser om den, ser, hvordan det stykke, den indgår i, tidligere er blevet sat op, og dykker ned i den tid, stykket foregår i, og andet forløbsmateriale. Det er anderledes med helt ny dramatik. Når man mødes til læseprøve, kan det være, at sidste akt ikke er skrevet endnu. Det er det, der gør arbejdet så afvekslende. Der er ikke én måde at gøre tingene på, hver skuespiller har sin. Og så kommer instruktøren og valg af udtryk og tekst. Det er et bredt og stort samarbejde.

Det har været mit liv, siden jeg kom på elevskole som 19-årig. Det har været, og det er stadig mit liv. Det er et meget kreativt miljø at være i. Det er også udviklende på det menneskelige plan, fordi man hele tiden snakker følelser, drømme, erfaringer, nutid og datid. Man er nødt til at finde det hele i sig selv, når man står på scenen. Vi har vores erfaringer, viden, sensualitet og seksualitet alle de menneskelige erfaringer skal man benytte sig af og hente frem.

Thalia teatermusen er en streng herskerinde. Hun vil have dig helt. Man bliver let fanget ind af hende. Engang imellem er det alt eller intet. Hun kræver en 100 procent, når man arbejder. Og når man arbejder med en stor rolle, er det ikke et 9 til 17-job. Det er noget, du arbejder med, når du sover, går i Brugsen og cykler hjem fra teatret.

Vores opgave som skuespillere er ikke så meget at lære ordene. Det er vores værktøj. Det er ikke der, mit arbejde ligger. Ordene er ligesom perler på en perlekrans dem kan du føle og se og blive inspireret af. Min opgave er snoren, som man ikke kan se. Hvordan ordene hænger sammen, hvilken stemning, hvilken situation der er, og hvad hende, jeg spiller, tænker alt det er min opgave. Men det er ikke min alene. Der er også medspillere og en instruktør med en vision om et eller andet. Og man plejer de fleste gange at blive enige.

Når Thalia, der også kaldes for komediens muse i den græske mytologi, kræver alt eller intet, betyder det ifølge Kirsten Olesen, at det ikke nytter noget at forsøge at snyde sig uden om det store forberedelsesarbejde til en rolle og en forestilling.

Det vil gøre dig frustreret, og du vil også blive gennemskuet. Men det kan være krævende og anstrengende, og det kan fylde hele din krop og psyke at arbejde med en stor rolle. Det er som at være i træningslejr. Der er kun det, der er tid til, du kan ikke rumme mere. Men det er også dér, du kan rykke dig, få ny erfaring og høste det er en spændende periode, dragende.

Men der er også nervøsitet og angst for ikke at leve op til mit bedste. For det vil ærgre mig, og jeg vil være ked af at spilde publikums tid, når de nu har ulejliget sig ind i det samme rum som mig, og vi skal lave en aften sammen. Det er dér, det først betyder noget, for man kan ikke lave teater uden publikum. Men nervøsiteten plejer at forsvinde, når jeg kommer ind på scenen. Der er det rollen, der driver mig. Det andet er private overvejelser.

Jeg kan se, at det bliver sværere med alderen at lære teksterne udenad, som ung sprøjtede det ud. Og jeg har været på Det Kongelige Teater siden 1979, det er efterhånden nogle år. Jeg har da også været lidt omkring. Og det er ikke sådan, at ens arbejdsliv er en stor optur. Jeg har haft mange forskellige chefer, og det var ikke alle, jeg var lige meget i kridthuset hos. Men jeg elsker mit arbejde, jeg er så lykkelig og så heldig i forhold til mange skuespillere, at jeg har fået lov til at prøve mig selv af i mange forskellige slags roller.

Jeg har altid været god til at værne om mine ferier og holde fuldkommen fri og være sammen med min mand, familie og venner. Vi har rejst en masse og gjort alt det, der ellers ikke var tid til. Som skuespiller har man nogle lange, dejlige somre, fordi man resten af året spiller, når andre har fri, siger Kirsten Olesen.

Hendes tilværelse er blevet en anden, efter hun mistede sin mand. Men arbejdet har hele tiden være der.

Jeg skal finde ud af, hvem jeg er, når jeg er alene. Jeg har jo før altid haft en sparringspartner privat, men absolut også professionelt. I den meget lange periode, hvor min mand var syg, havde jeg teatret som et frirum, hvor jeg kunne tænke helt andre tanker. Men selvfølgelig bærer man sit liv med sig, og det farver de bud og de tanker, du har omkring en rolle, ubevidst. Det er en ny erfaring, du gør dig.

Jeg har et utroligt godt netværk, som jeg er dybt taknemmelig for. Jeg har et hold af veninder, der står mig meget nær, og som har mandsopdækket mig, hvis man kan sige det om kvinder. De har holdt mig på benene. Jeg er også nok i et miljø og fag, hvor man snakker meget om følelser og psykologi, så jeg har ikke mødt det med, at folk ikke ved, hvad de skal sige. Heller ikke i mine daglige omgivelser.

Jeg har mødt megen forståelse, empati og omsorg. Måske fordi jeg også selv har været forholdsvis åben. Når folk spørger, siger jeg, at det absolut ikke går godt, men det går. Nogle gange bedre end andre. Sorg kommer i bølger. Det kan overskylle dig uden varsel. Det er det, jeg er i nu.