Mathias stavrer tillidsfuldt rundt på sine endnu lidt usikre ben. Den 15 måneder gamle dreng bevæger sig rundt i den julepyntede stue og ender ved sin mors knæ, han ser glædesstrålende op på hende. Sund, glad og med en robust appetit på livet.
Men i det blik, som Mathias' mor sender tilbage til ham, blander ømheden sig med en fortærende bekymring, der ofte holder hende vågen om natten. Mathias kunne få kræft, falde ned af en trappe, sluge toiletrens, vælte en reol ned over sig eller komme til at åbne et vindue og falde ud. Tankerne slår ned i tolk Lene Vestergaard, 34 år og fra København, mange gange i døgnet, og de kredser om katastrofer, som kunne ramme hende selv eller hendes nærmeste.
– Når min mand skal med toget på arbejde, tænker jeg, at der kommer et terrorangreb og ånder først lettet op, når jeg nogle timer senere ikke hører noget i Radioavisen. Min søster kører dagligt på motorvej, og jeg gruer for, at der skal ske hende en trafikulykke. Hvis jeg står ved et gadekryds med barnevognen, tænker jeg, at en bil kunne køre galt og torpedere os, siger hun.
Nytår er tiden, hvor vi gør status over fortiden og gør os klar til at træde ind i fremtiden: det nye år. Normalt opfatter vi fyrværkeri som en velkomst til en ny og glædelig tid. Men for få måneder siden gik det galt i Kolding, da en fyrværkerifabrik eksploderede. Mange koldingensere stod pludselig uden tag over hovedet, og en brandmand mistede livet. Også i aften vil hænder og øjne komme til skade, når festfyrværkeri brager det nye år ind. I drømme og ønsker om en glædelig fremtid sniger også slangen i paradis sig ind.
En diffus bekymring synes at have sænket sig over det danske samfund, og dens ansigter er mangfoldige. En naturkatastrofe som jordskælvet i Asien bærer ved til bekymringen. Vi sikrer vores hjem, børn, sundhed og velstand som aldrig før. Vi frygter usynlige trusler som terror, bakterier, epidemier, pludselig vold, naturforurening og social udstødelse.
– Bekymring er en fremtidsforventning. Når vi synger, at lykken er lige om hjørnet, lurer også faren for, at noget kan komme i vejen. Bekymring bliver en måde at foregribe fremtiden på, siger Lars-Henrik Schmidt, professor i filosofi og rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet.
– Uro og mangel på sikkerhed er tidens karaktertræk fra hverdag til storpolitik. De systemer, der skal sikre os, giver os ikke længere tryghed. For i sidste ende producerer sikkerhed sin egen usikkerhed. Nutidens mange usynlige trusler kan politi, militær og sundhedsvæsen ikke længere beskytte os mod. For eksempel spurgte mine børn, om vi ikke skulle gå i Tivoli. Nej, svarede jeg, for det kunne være mål for terrorister, Danmark er jo et krigsførende land, fortæller Lars-Henrik Schmidt.
Han skelner mellem to slags bekymringer, forklaret med tyske gloser. Den ene er Sorge – den gode bekymring, der udspringer af omsorg, omtanke og pleje. Det andet ord er Kummer, som betyder nød, elendighed, afmagt og fører til handlingslammelse.
– Sorge er det sociale kit, der holder sammen på os trods modsatrettede interesser, men det kan også kamme over i formynderi og omklamring. Når børn begynder at vise bekymring for andre, er det et modningstegn. Det betyder, at de er begyndt at reflektere over livet, siger Lars-Henrik Schmidt, der opfatter børn som fysiologiske repræsentanter for fremtiden.
– Fødsel og død hænger uløseligt sammen. Når vi selv skaber liv, ser vi også vores endeligt i øjnene. Chokket over at få et barn
– der er som en gæst, som ikke tager hjem igen – er en stor kilde til bekymring. For kan man nu magte opgaven? Og hvordan skal det gå?
At Mathias' mor, Lene Vestergaard, begyndte at bekymre sig så voldsomt under sin graviditet er ingen tilfældighed. For med opfyldelsen af en stor drøm – at få sin egen familie – kom også angsten for at miste det hele igen.
– Jeg bebrejder mig selv mine bekymringer, for det virker så luksusagtigt. Sådan gør modne mennesker ikke, tænker jeg, alle skal jo dø! Men jeg er åbenbart ikke så god til at bære livets grundvilkår. Det er lidt pinligt.
Nok er Lene Vestergaard mere bekymret end gennemsnitsdanskeren, men i psykologiske termer er der kun tale om gradsforskelle mellem almindelig hverdagsbekymring og psykiatrisk defineret angst. Alle befinder vi os et sted der imellem. Forskning viser desuden, at kvinder bekymrer sig mere end mænd. Kvinder søger, groft sagt, årsagen til bekymring i sig selv, mens mænd oftere reagerer udadtil.
Jævnfør det stereotype billede af manden, der drikker sig fuld og slår på tæven, når han er ulykkelig. Mere nøgternt viser tal, at kvinder er stærkt overrepræsenteret i angstsygdomme, depressioner og sociale fobier, hvor netop bekymring er et væsentligt symptom. Dansk Psykiatrisk Selskab anslår, at omtrent 800.000 danskere er plaget af psykiske problemer, og at tallet vil stige.
Dorthe Thomsen, Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, har skrevet en ph.d.-afhandling om bekymringens tvillingesøster, rumination. Sidstnævnte omhandler negative tanker om fortiden og ses ofte ved post-traumatisk stress, mens bekymring per definition er fremtidshenvendt. En af Dorthe Thomsens konklusioner er, at de to fænomener hænger uløseligt sammen. Når man tænker negativt om fortidens hændelser, tænker man som regel også negativt om fremtiden. Hun kom frem til, at vores følelser er stærkt påvirkede af de negative tanker.
– Tidligere vidste man, at rumination og bekymring ledte til tristhed og depression. Nu viser det sig, at de også avler angst, skam, vrede og en oplevelse af dårligere helbred. Forsøg på to celletyper har desuden vist, at der er en forbindelse mellem negative tanker og immunceller. Visse typer bekymring er mere skadelige. Jo længerevarende og ukontrolleret, jo værre. Hvis bekymringen udelukkende er af mental karakter, hvor man hele tiden analyserer og taler indvendigt, kan det være en måde at undgå følelsesmæssig bearbejdning af et dybereliggende problem. Men er bekymringen sanset eller visuel, sker der en større bearbejdning, som faktisk kan være med til at løse problemet, siger Dorthe Thomsen.
At bekymring skulle høre til en bestemt alder, er ifølge hende ikke tilfældet. Både unge og gamle bekymrer sig afhængigt af indholdet i deres liv. Men hvad kan man gøre, for at komme de djævelske tanker til livs?
– Prøver man at undertrykke dem, dukker de ofte op igen i pressede situationer. Men man kan med fordel distrahere sig selv, for bedre humør mindsker de negative tanker. Bunder bekymringerne i konkrete problemer, eksempelvis en konflikt med chefen eller konen, er kuren selvsagt at løse problemet. Men er bekymringen en generel tendens, er det ting i en selv, der skal ændres. Så kan mental træning, meditation eller terapi hjælpe, siger Dorthe Thomsen.
Den omsiggribende, påtrængende information i dagens samfund sniger sig ind på os, hvad enten vi vil det eller ej, og danner bekymrende fremtidsscenarier i vores bevidsthed.
Holder den vestlige verdens oplysningstro på, at viden giver tryghed egentlig stik? Den uoverskuelige variation af sygdomme, vi i dag kan få at vide, om vi er genetisk disponerede for og måske forebygge, udgør en næsten uudtømmelig kilde til bekymring. Er det bedst at kende risikoen eller leve i lykkelig uvidenhed? Det ufødte fosters nakkefold, anlæg til kræft- og blødersygdomme, cystisk fibrose, stofskifteproblemer og Huntingtons syge er noget af det, vi i dag kan testes for.
For nylig kunne medierne melde om adskillige raske kvinder, der fik fjernet deres bryst for at imødekomme risikoen for brystkræft. Læge og forsker Lotte Hvas fra Institut for Folkesundhedsvidenskab i København fortæller, at man i lægekredse taler om et decideret risikoboom.
– Fokus på risici har taget overhånd. Det at undgå fremtidig sygdom er blevet et individuelt ansvar, så det er benhårdt for den enkelte, siger hun.
Bekymringen for bekymring er også karakteristisk for vores tid. For bekymring signalerer, at vi ikke har helt styr på livet og dets utallige komponenter, hvilket strider mod tidens herskende ideologi om, at vi har frit valg på alle hylder og dermed succes som fortjent.
Temaet "Et nyt år truer" fortsætter næste side
– Jeg møder hele tiden bekymrede mennesker, der føler, de ikke kan leve op til tidens ideal om, hvad der giver livet mening. Vi vil det fuldkomne og stoler ikke på, at meningsfylden er i den blotte væren med alle dens mangler. Bekymringen om en perfekt fremtid fjerner os fra tilværelsen her og nu. Men børn arbejder ikke på at skabe mening i livet, de tvivler ikke på, at der er mening, siger sognepræst, Eva Holmegaard Larsen, Nødebo Kirke, der sjældent møder mennesker, som bekymrer sig om Gud.
– Vi hylder i dag det stærke menneske, der tager for sig af livets valg. Men det er løgn, at vi har alle valg. Mennesker er bundet af deres arbejde, forhold og familie, økonomi, sociale kår, helbred, alder, begavelse og evner. Det er en illusion at tro, vi alle har lige muligheder.
Ifølge Eva Holmegaard Larsen er der i dag prestige i at knokle, til man er på kanten af et sammenbrud, mens der er lavstatus i at have det godt og sige, man har plads i sin kalender. Nutidens udbredte overansvarlighed tegner ifølge hende et småborgerligt samfund, hvor vi hele tiden skal tage forbehold, være på forkant og ordne det hele, indtil vi dør.
– Bekymring bliver sygelig, når vi vil tage ansvar for alting selv, når intet overlades til livet, eller lægges i Guds hænder. Selv vores krop, helbred og død vil vi styre. At spise en flødeskumskage er blevet noget syndigt. Selv kan jeg blive angst, hvis min søn cykler ned til en ven uden cykelhjelm. Tænk hvis en bil ramte ham, det ville være min skyld. Det er jo ødelæggende! Jeg har aldrig selv brugt cykelhjelm som barn, men jo mere vi oplyses, jo mere er der at bekymre sig om.
Sociologiprofessor Peter Gundelach skriver i et indlæg i den nyligt udgivne debatbog "Bekymringen rundt" om mediernes rolle som en vigtig faktor i bekymringslandskabet. Imagologer – det vil sige diverse medieoperatører – danner ifølge Gundelach gennem billeder af bekymrende enkeltsager grobund for politiske dagsordner, der kræver handling her og nu på bekostning af langsigtede visioner om, hvordan vi vil indrette samfundet.
– Hvis tv-nyhederne viser en omsorgssvigtet gammel dame på et plejehjem, kan det skabe et folkeligt krav om, at der skal gøres noget her og nu, selvom det måske slet ikke bunder i et reelt samfundsproblem. Ved at fjerne den umiddelbare erfaring, bliver mediernes måde at anskue virkeligheden på vigtigere end selve virkeligheden. Dermed kan medieskabte billeder fremme bestemte politiske budskaber om for eksempel indvandrere, kriminalitet eller arbejdsløshed.
– Ved konsekvent at anlægge personlige vinkler på samfundsmæssige problemer som eksempelvis forurening, vold eller sygdom er medierne med til at skubbe problemerne over i den private sfære, så vi oplever dem som personlige bekymringer, vi selv har det fulde ansvar for at løse, siger Peter Gundelach, der påpeger, at det er vigtigt at skelne mellem de to sfærer og lægge samfundsproblemerne tilbage, hvor de hører til, nemlig på den politiske scene. For kun dér kan de reelt løses.
Mennesker har altid bekymret sig om ting, der er væsentlige for deres tilværelse, men som de ikke har kontrol over, minder Henrik Jensen, lektor i historie på RUC, om. Men tidligere levede vi i mere enkle bondesamfund, hvor vejret var den største ubekendte. Ville frosten sætte ind eller afgrøderne få regn nok? Lavede man selv en fejl, var konsekvenserne til at overskue. I dag har vore fejltagelser ifølge Henrik Jensen langt mere uoverskuelige følger. For vi lever i en centraliseret, kompleks verden, hvor de fleste ting er forbundet med hinanden, og vores kontrol meget begrænset. Trykker en flyveleder på den forkerte knap, kan det få fatale følger for en lang række mennesker. Går Internettet ned, kan det lamme hele virksomheder eller slette vores børsnoterede aktier.
– Vi lever i en tid uden faste rollemodeller og søger konstant opskrifter på, hvordan vi skal leve vores liv. Derfor er vi meget modtagelige og sårbare, når bekendte eller medier leverer refleksioner, vi kan spejle os i. Vores egen lykke og velstand er den højeste mening, og er vi mindre end lykkelige, er det et problem, siger Henrik Jensen.
Han nævner en gruppe studenter, der kom på besøg på RUC. Som en lille årgang havde de frit valg på alle hylder, hvad uddannelser angår. Men ifølge lektoren oplevede de det som et angstprovokerende pres, for hver gang de valgte til, skulle de vælge så meget fra.
– Nutidens mangel på forsyn, følelsen af fortabthed og af at stå alene med alle valg skubber os over i en offerrolle. Vi kan ikke lide at tage ansvar og leder efter andre, der kan gøre det for os. Menneskelivet er jo dybest set baseret på bevidstheden om død, om at alt lever og visner. Derfor er døden alt andet lige vores største bekymring, siger Henrik Jensen, der mener, at nærværet i nuet reelt er bekymringens modsvar.
Peter la Cour, psykolog og lektor på det sundhedsvidenskabelige fakultet på Købehavns Universitet, formulerer det med et indisk togslogan – The less luggage, the more comfort (jo mindre bagage, jo mere komfort) – som han mener rammer kernen i nutidens bekymringstendens: Angsten for at miste.
– Bekymring og materiel velstand hænger uløseligt sammen. Og vi har bogstaveligt talt for meget bagage. For mange sko, kvadratmeter, livsstil, aktiviteter i kalenderen, tøj, møbler, design. Vi er i den grad kommet oven på materielt, at det nu frisætter kræfter til andet, nemlig at tænke over, hvad der egentlig gør os lykkelige. Og det gør penge og rigdom jo paradoksalt nok ikke, siger Peter la Cour.
Både han og sognepræst Eva Holmegaard Larsen mener, at religion er et mentalhygiejnisk middel mod bekymring. At kirkegængere ifølge en nyere undersøgelse lever længere, taler da også for argumentets rigtighed.
– I den kristne forkyndelse ligger budskabet om tro, håb og kærlighed, der handler om, at vi skal glædes over verden, selvom den er grim. Men vi har en dyb mistillid til ubekymrethed, som vi mener kun hører børn, spejdere og andre tumper til. I virkeligheden har vi bare ikke set dybt nok, siger Eva Holmegaard Larsen.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Læs mere under kultur